Oliver Sacks åbnede patienternes verden for læserne

Oliver Sacks blev verdensberømt, fordi hans forfatterskab blandede to særlige egenskaber, der skar igennem hans dobbelte rolle som læge og forfatter: Hans fokus på den enkelte patient snarere end store grupper – og hans store, eftertænksomme empati.

Disse unikke egenskaber underbyggede den markante indflydelse, den kendte neurolog og videnskabsmand – som døde for nylig i en alder af 82 år – havde på vores fælles forståelse af lægevidenskaben.

Han formåede som ingen anden forfatter at vise læserne, hvordan en medfølende og forstående læge kan behandle de mest misforståede og marginaliserede patienter ved at tilgå deres gådefulde, indre verden.

Mennesker over data

Forskere, der studerer neurologiske lidelser – som for eksempel Parkinsons – efterforsker ofte lidelsen over hundrede- eller tusindvis af patienter i søgningen efter fællestræk, der kan lede dem på sporet af sygdommens kerne.

Jo flere patienter, der deltager i undersøgelsen, jo mere evidens skabes der, som forskerne kan bruge til at drage generelle konklusioner om lidelsen.

Ét enkelt tilfælde regnes for den svageste form for evidens – som i den gamle joke: ‘Anekdoter i flertal? Data’.

Men Sacks så neurovidenskaben i den enkelte patients tilværelse. Og han gengav deres oplevelse i klar og levende prosa.

Sindets fantastiske virkelighed

Doktor P – en eponym karakter fra hans bestseller ‘Manden der forvekslede sin kone med en hat – beretninger om sindets fantastiske virkelighed‘ – var ikke en generaliseret abstraktion.

Han var virkelig; en charmerende mand, sanger and musiklærer.

Men som Sacks skrev, betød en stor tumor eller degenerativ proces i hjernens visuelle region, at han ikke kunne genkende fysiske genstande.

Da Sacks bad ham sætte en hat på hovedet, rakte han ud og tog fat om sin hustrus hoved.

Gennem en trin-for-trin behandlingsproces af observation og overvejelse viser Sacks læseren, hvordan Doktor P bruger musikken til at navigere verden. Doktor P kan kun udføre gerninger, når han synger sagte for sig selv.

Sacks beskrev det enkelte liv

Sacks’ fokus på den detaljerede beskrivelse af de enkelte tilfælde differencierede ham fra andre forfattere/videnskabsmænd.

Stephen Hawkins ‘A Brief History of Time‘ (på dansk ‘Hawkings Univers Illustreret’, red.) og Richard Dawkins ‘The Ancestor’s Tale‘ er begge eksempler på bøger, der fremlægger gennemgribende narrativer, og som finder sted over æoner (enhed i den hierarkisk opbyggede geologiske tidsskala, der omfatter enhederne æon, æra, periode, epoke og alder, red.).

Sacks derimod beskrev det enkelte liv levende og klart.

For Sacks var det både en videnskabelig metode og et litterært redskab. Den omfattende følge var, at populærvidenskabelige bøger blev en måde at overføre original, tungtvejende evidens og ideer til et bredt publikum.

Sacks trængte ind i hjernen

Den anden egenskab, som underbyggede hans succes som læge og forfatter, var hans utrolige empati.

Som Sacks skrev i ‘En antropolog på Mars – syv paradoksale fortællinger‘: »Patienternes realitet – måden de og deres hjerner opbygger deres egne verdener – kan ikke helt blive forstået ved at observere adfærd udvendigt fra.«

For at kunne gøre det havde han brug for at trænge ind i deres bevidsthed. Han havde brug for at se verden, som de gjorde. Han havde brug for at forstå dem indvendigt.

Sacks introducerer læserene til Dr. Carl Bennet – en kirurg med Tourettes. Sacks observerer Bennett i hjemmet og på hospitalet i British Columbia, hvor han arbejder.

Derhjemme er Carl Bennet plaget af ufrivillige bevægelser og lyde (tics), men han er fuldstændigt fattet, rolig og selvbehersket i operationsstuen.

Sacks viser læseren, hvordan manifestationen af Tourettes forsvinder, så snart Bennet indtager kirurgrollen og kirurgiens arbejdsrutine.

Jeg blev diagnosticeret af Sacks

Jeg fik personligt denne teknik ind på livet og blev på en måde – gennem populærvidenskaben – diagnosticeret af Sacks.

Da jeg engang som studerende bladrede igennem Sacks bog ‘Migraine‘ – udgivet første gang i 1970 – læste jeg beskrivelser af patienter med lidelsen.

Jeg så tegninger, udført af personer der led af migræne, som beskrev måden, deres syn blev forstyrret, når migrænen angreb.

I flere år havde jeg selv haft de samme (hidtil uforklarede) hovedpiner, de samme visuelle forstyrrelser – zigzag-linjer foran mit ansigt – og halvdelen af mit syn forstyrret.

Sacks beskrev min oplevelse perfekt – fra indersiden

The New York Times kaldte engang Sacks ‘the poet laureate of contemporary medicine’ (‘den moderne lægevidenskabs officielle, kronede digter’, red.). Men den betegnelse beskriver – for mig – ikke fuldt ud Sacks’ særlige evne til at bevæge sig mellem rollerne som læge og forfatter, mens han sætter det enkelte menneske i lægevidenskabens centrum og øjeblikkeligt forstår hver eneste patient objektivt og subjektivt.

Forordet til ‘En antropolog på Mars’ leverer den bedste beskrivelse af Oliver Sacks’ arbejde. Her fortæller han, at han opgav meget af hospitalsarbejdet, så han kunne besøge patienterne i deres vante omgivelser – dér, hvor de levede deres liv. Han beskrev det som at være »på hjemmebesøg i den menneskelige oplevelses yderste grænseland.«

Hans særegne sensibilitet som læge/forfatter er forklaringen på, hvorfor én million kopier af hans bøger stadig bliver udgivet i USA – og forsat bliver læst og brugt af andre forfatterne som modeller for fremtidige udflugter til den menneskelige tilstand.

Declan Fahy hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark