I den lille spanske by San Pedro Manrique har indbyggerne i årtusinder gennemført et højst interessant ritual: En deltager med et familiemedlem på ryggen står klar til at vandre over glødende kul. Publikum holder vejret og ser, om rejsen lykkes. Fra begyndelsen har ritualet haft det formål at teste, om den vandrende er ren i sin katolske tro. Er han ikke, vil bedriften medføre smertefulde brandsår. Er Gud med på rejsen, vil der til gengæld ikke være en eneste vabel. Biologiske forklaringer Ritualet, der trækker dybe spor tilbage til den middelalderlige katolicisme, har stadig stor folkelig appel. Og det har nu fået en international forskergruppe til at søge biologiske forklaringer på de traditionelle religionsvidenskabelige spørgsmål om, hvordan vi husker ritualer, og hvad der får tusindvis af tilskuere til at stimle sammen om få udøvere. Blandt forskerne er danske Uffe Schjødt fra religionsvidenskab ved Aarhus Universitet. Det religiøses kraft Han arbejder på en ph.d.-afhandling, hvor han ved hjælp af kognitionsforskning - undersøgelse af hjernens reaktion på religiøse fænomener og ritualer - forsøger at forstå det religiøses kraft. »Set med religionsvidenskabelige briller er det interessant, hvorfor et ritual som dette ikke dør ud. Dets oprindelse fortegner sig i en fjern fortid og er opstået i en kontekst så forskellig fra vores moderne samfund, at man må undres over, hvordan det kan blive ved med at tiltrække så stor opmærksomhed,« siger den unge forsker. Kedelige versus spændende ritualer Udstyret med pulsmålere, elektroder til måling af hjerterytme og kameraer drog forskergruppen i sommer af sted til den spanske Sankt John-festival. Højdepunktet indtræffer ved midnatstid mellem den 23. og 24. juni, hvor årets længste dag går over i Sankt Johns dag. Det årlige ritual, som indebærer, at deltagerne skal vandre på glødende kul med en person på ryggen, tiltrækker tusindvis af tilskuere. »Den ene side af projektet gik ud på at undersøge, hvilke hukommelsesstrategier vores hjerne tager i brug, når det drejer sig om ritualer.« fortæller Uffe Schjødt. 11. september i hukommelsen Her var udgangspunktet, at vi benytter os af den såkaldte episodiske hukommelse, når vi deltager i et sjældent ritual - som for eksempel den årlige vandring på glødende kul. »Den episodiske hukommelse er den, der træder i kraft, når vi genkalder os hændelser som den 11. september. Her kan de fleste af os erindre præcis, hvor vi var, hvem vi var sammen med, og hvad vi lavede,« siger Uffe Schjødt. Når vi til gengæld videregiver ritualer som kirkegang, er det den semantiske hukommelse vi benytter. »Står vi over for kedelige ritualer som at slå korsets tegn eller bede Fader Vor er det gentagelsen, der gør, at vi husker det,« siger forskeren. Det viste sig imidlertid, at deltagerne hverken benyttede den episodiske eller den semantiske hukommelse, når de efterfølgende skulle genkalde sig ritualet. »Vores resultater viste, at personerne ved et efterfølgende interview hverken havde hæftet sig ved faktorer som tid, sted og andre personer og heller ikke faldt tilbage på tidligere års erfaring som hukommelsesstrategi,« fortæller Uffe Schjødt. Højt spændingsniveau Det spændingsmættede ritual bevirkede, at deltagerne trådte ind i en tilstand lig den, man kender fra et fænomen som posttraumatisk stress - en psykisk tilstand, der kan indtræffe efter voldsomme hændelser af katastrofelignende karakter - som kan indebære en form for hukommelsestab. »Noget tyder altså på, at når spændingsniveauet bliver for højt - som ved dette ritual - er der en tredje form for hukommelsesstrategi, som vi benytter os af,« siger Uffe Schjødt og tilføjer: »Når deltagerne efterfølgende beskrev oplevelsen, var det udelukkende intensiteten, der blev lagt vægt på. For eksempel sagde byens borgmester efter at have gennemført ritualet, at det var det vigtigste øjeblik i hans karriere.« Biologiske reaktioner »Den anden del af projektet havde fokus på ritualets sammenhængskraft - det vil sige, hvad der får tusindvis af tilskuere til at følge med i et ritual centreret om få deltagere,« fortæller Uffe Schjødt. Både deltagere og tilskuere til ritualet blev udstyret med det medbragte målingsudstyr, som skulle fortælle om de biologiske reaktioner på udførelsen. »Det viste sig, at det var en tydelig samklang mellem deltager og tilskuers kropslige reaktioner. Når vi sammenlignede de biologiske udsving, så vi, at tilskuerne gik igennem samme tilstand af ophidselse som den, der udførte ritualet - blot med et lidt lavere topniveau. Og det viste sig yderligere, at jo tættere tilskueren og deltageren var relateret jo større samklang mellem resultaterne,« fortæller Uffe Schjødt og uddyber: »I ritualet deltog en mand, hvis tvillingebror sad i front som tilskuer. Her så vi, at tvillingebroderen havde samme stigninger og fald i pulsen som broderen, der gennemførte ritualet.« Ritualet er vigtigt for sammenhængskraften Den unge forsker forklarer denne samklang med, at der opstår en spejling mellem deltagerens oplevelser og tilskuerens medleven i ritualet. Det er dette fænomen, som gør, at et ritual, der kun har få udøvere, alligevel kan tiltrække så mange mennesker. »Der sker ved ritualet en ensretning af kroppens fysiologiske reaktioner, som bevirker en ensretning i stemningslejet. Det resulterer i, at et ritual som dette kan være handlingskoordinerende - det vil sige få folk til at foretage de samme ting på samme tid - hvilket er ekstremt vigtigt for et samfunds sammenhængskraft,« slutter Uffe Schjødt. Det indsamlede materiale er ved at blive analyseret af det internationale forskerteam, og de videnskabelige artikler om emnet skrives i foråret. Uffe Schjødt fik dog ikke svar på alle sine spørgsmål ved sin rejse til Spanien. Han vil gerne finde ud af, om tro kan lindre smerte og arbejder på at tage til San Pedro Manrique igen til næste sommer for at samle yderligere materiale til sit forskningsarbejde.