Et vidnes hukommelse om en forbryders øjenfarve kan nemt manipuleres. I et new zealandsk forsøg blev tyvens brune øjne hurtigt blå. (Foto: Colourbox)

Det er en fornuftig forholdsregel ved en almindelig retssag med vidneafhøring, at man forhindrer de vidner, der endnu ikke har aflagt deres vidneudsagn, i at høre de foregående vidneudsagn for ikke at blive påvirket af disse.

Desværre kan man ikke altid forhindre vidner i at tale sammen forud for en vidneafhøring, og hvor meget skade det kan gøre på kvaliteten af de efterfølgende vidneudsagn, fremgår af et eksperiment foretaget i New Zealand.

De newzealandske forskere udsatte først en række 'vidner' for to og to at iagttage et tyveri på en videofilm. På filmen ser man en mand stjæle noget op af lommerne på to personer, mens mandens kvindelige medsammensvorne medvirker til tyveriet ved at distrahere de bestjålne i det øjeblik, tyveriet foregår.

Hvert par vidner bestod i virkeligheden af en ægte forsøgsperson og en falsk forsøgsperson, som var forskernes medsammensvorne.

Manipulation

Den ægte forsøgsperson troede, at de begge var ægte forsøgspersoner, og forsøget var tilrettelagt således, at de to vidner fik mulighed for at snakke lidt sammen om, hvad de havde set, inden de blev afhørt som vidner til tyveriet. I halvdelen af de korte diskussioner fortalte den falske forsøgsperson, at han havde lagt mærke til, at kvinden på filmen havde blå øjne - på trods af at hendes øjne faktisk var brune.

I den anden halvdel af parrene kom den falske forsøgsperson ikke med denne vildledende påstand.

Herefter blev de ægte forsøgspersoner afhørt enkeltvis.

Det var altså hele 2 ud af 3 vidner, der således kunne forledes til at aflægge forkert vidneudsagn vedrørende farven på kvindens øjne.

- Thomas Nielsen

Afhøringen begyndte med, at man bad vidnet om at beskrive begivenheden og de to tyves udseende så præcis som muligt. Hvis vidnet ikke selv angav farven på den kvindelige tyvs øjne, spurgte man vidnet, om denne kunne huske tyvens øjenfarve.

I den halvdel af vidner, der ikke var blevet påvirket af den falske forsøgsperson, var det 8 % - altså mindre end hver tiende - der mente, at kvindens øjne havde været blå. Resten mente, at de var brune eller kunne ikke huske farven.

I den halvdel, der havde hørt den falske forsøgsperson sige, at farven på kvindens øjne var blå, var det hele 67 %, der afgav et vidneudsagn om, at hun havde blå øjne! Det var altså hele 2 ud af 3 vidner, der således kunne forledes til at aflægge forkert vidneudsagn vedrørende farven på kvindens øjne.

Brune øjne blev blå

Efter at have aflagt det pågældende vidneudsagn bad man de ægte forsøgspersoner om at sige, om de kunne identificere den kvindelige tyv på en række billeder af ansigter af kvinder i nogenlunde samme alder. Alle billederne forestillede kvinder med tydeligt blå øjne, og den brunøjede kvindelige tyv optrådte således ikke blandt de foreviste kvinder.

Også her viste det sig, at den falske påvirkning fra den falske forsøgsperson spillede en stor rolle for vidnernes udpegning af den skyldige. De forsøgspersoner, der havde hørt påstanden om de blå øjne fra med-vidnet om, kunne i 50 % af tilfældene udpege den »skyldige« blandt de blåøjede kvinder. En sådan forkert udpegning forekom kun i 25 % af tilfældene blandt de vidner, der ikke var blevet forledt til at tro, at tyvens øjne var blå.

Man bør altså være varsom med at tro på vidner, der har fået oplysninger fra andre vidner om den begivenhed, de skal vidne om!

Lavet i samarbejde med Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet