Nyt fund: Velstående vikinger hvidkalkede deres vægge
Arkæologer har fundet Danmarks ældste kalkbrændingsovn tæt ved stor vikingehal på en vikingebosættelse ved Tissø.

Umiddelbart lignede ovnen blot et lag aske, men hårdheden og de hvide kalkstykker afslørede, at det var bunden af en kalkovn. Kalk bruser op, når det kommer i kontakt med saltsyre, og det gjorde de hvide stykker fra ovnen også. (Foto: Nationalmuseet).

Arkæologer har for nyligt udgravet et fund, der viste sig at være bunden fra Danmarks ældste kalkbrændingsovn, der har været brugt til at brænde kalk til en stor vikingehal i området ved Tissø på Vestsjælland.

»Vi kan nu sige, at kalkbrænding har foregået i Danmark langt tidligere, end man troede. Vi vidste allerede, at nogle vikingehaller var hvidkalkede, fordi vi har fundet spor af kalk på lerklining, men nu ved vi også, at vikingerne selv brændte kalken,« siger Sandie Holst, der er arkæolog ved Nationalmuseet.

Fundet stammer fra 800-tallet, og selvom man har haft formodningen om, at vikingerne brændte kalk, så er dette det endelige bevis. Forskerne håber nu, at der er mange flere og bedre bevarede kalkovne rundt om i Danmark.

Der var kun bunden tilbage af ovnen, men den hårde jord vidnede om, at der havde været meget høje temperaturer på stedet. Der var også spor af kalk og trækul.

»Vi stødte på et askelag, der var udsædvanligt hårdt, og det lød som om vi skrabede på en sten. Der kom hvide klumper af, som viste sig at være kalk, og kalk hører ikke til i den her ellers sandede jord,« siger Peter Steen Henriksen, der er agronom ved Nationalmuseet.

Hvidkalkede vægge var for de magtfulde vikinger

Bunden af kalkbrændingsovnen blev fundet 50 meter fra Kongsgården, der var en stor hal på mere end 500 kvadratmeter i grundplan. Og det er ikke tilfældigt.

»Det har helt sikkert været høj status at have et hvidkalket hus. Derfor mener vi også, at det hovedsageligt er brugt på de store vikingehaller, der skulle virke imponerende og lysende i landskabet,« siger Sandie Holst.

Ifølge Sandie Holst har området ved Tissø da også huset et aristokrati. Det ved man blandt andet fordi, der har været en kongehal, og fordi genstandsmaterialet i området er meget fint. Derudover er det også her, man har fundet Tissøhalsringen, der er en stor guldring af 35 centimeter i diameter.

»Der har ikke været tvivl om, hvem der havde magten i området, og derfor tror jeg heller ikke, at man har hvidkalket hallerne for at indgyde respekt hos den lokale befolkning, men derimod for at imponere tilrejsende gæster,« siger Sandie Holst.

Hvor lærte vikingerne at hvidkalke?

Man har fundet brudstykker af hvidtede lerklining helt tilbage fra bronzealderen i Danmark. Men man ved ikke, om man selv har brændt kalken, hvornår man har lært det - eller hvorfra man har lært det.

»Vi ved at romerne kendte til teknikken, og i slutningen af romerrigets periode var det kæmpestort og omfattede blandt andet Tyskland og England. Derfor er teknikken sandsynligvis kommet fra kontakter sydpå og i England,« siger Sandie Holst.

Fakta

For at brænde kalk, skal man op på temperaturer over 900 grader celsius. I en ovn brænder man kalk, som bliver til calciumoxid.

Derefter 'læsker' man kalken ved at tilsætte vand, så den bliver omdannet til calciumhydroxid, som igen blandes op med vand. Derefter kan man male væggene med kalken, som hærder og beskytter væggene mod regn og slud.

Lerklinede huse kan ikke tåle regn. Specielt høje huse er udsatte, og kan med fordel beskyttes med et lag hvidtekalk.

Da det kun er bunden fra ovnen, der er bevaret, er det dog svært at sige, hvordan vikingerne har brugt den. Det kan have været en engangsovn, der blot skulle bruges til at brænde kalk til kongsgården ved Tissø, men det kan også have været en mere permanent ovn. Derfor håber forskerne også, at der dukker flere danske ovne op.

Besværligt at brænde kalk

At brænde kalk er ikke noget, man lige kommer til at gøre ved et tilfælde. For at brænde kalk, skal man nemlig op på temperaturer over 900 grader celsius.

»Når man varmer kalken ved høj temperatur, så fraspalter kalkstenen den CO2, som den indeholder. Når det læskede kalk så smøres på væggen, så optager den CO2 igen, og bliver igen til kalksten, der er uopløselig i vand,« siger Peter Steen Henriksen.

Han understreger også, at det var farligt arbejde.

»Hvis du får den læskede kalk på hænderne, så bliver huden omdannet til sæbe, og hvis man kommer til at indånde støvet, så bliver det til læskekalk nede i lungerne. Det ætser, og det er heller ikke godt at få i øjnene,« siger Peter Steen Henriksen.

»Så enten skal man vide, hvad man gør, eller også skal man få nogle trælle til at udføre arbejdet,« tilføjer Peter Steen Henriksen.

50 kilo kalk til at male hallen

Derudover skulle man også samle kalk nok til at male hele hallen – eller mere.

»Man har nok skullet bruge omkring 50 kilo kalk til at male hallen, men vi tror også, at der har været flere bygninger, som har været hvidkalkede, så forbruget har nok været større,« fortæller Sandie Holst.

Forskerne mener, at vikingerne enten har skaffet kalk nok ved at samle muslingeskaller, udvundet kalk ved lokale kilder (også kaldet kildekalk) – eller simpelthen hentet kalk fra Stevns Klint eller Møns Klint.

Resultaterne fra Nationalmuseets forskning vil blive publiceret i Danish Journal of Archaeology sidst på efteråret.

Folkene bag udgravningen:

Udgravningen ved Tissø blev gennemført af Nationalmuseet med støtte fra Aage Og Johanne Louis-Hansens Fond. Udgravningen indgår i Nationalmuseets forskningsprojekt, Førkristne kultpladser, der gennemføres med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud