Annonceinfo

Nyfunden massegrav vidner om barbarisk krigsskik

Arkæologer har fundet knogler fra mere end 1000 krigere i en oldgammel massegrav nær Skanderborg. Knoglerne bekræfter skriftlige kilders beretninger om germanernes brutale nedslagtninger.

Emner:
Udgravningen indeholdte en ganske særlig genstand. Nemlig en økse, hvor også skæftet var bevaret. Det er yderst sjældent. (Foto: afd. Moesgård, Rikke G. Larsson)

En eng ved den idylliske lille by Alken i Østjylland har i tusindvis af år gemt på en uhyggelig hemmelighed.

Nemlig en massegrav med knoglerester fra mere end 1000 krigere, som er blevet dræbt i et slag for 2000 år siden.

Arkæologer fra Aarhus Universitet og Skanderborg Museum har hele sommeren arbejdet på at udgrave et lille udsnit af massegraven:

»I det område vi har bevæget os ind i, viste der sig at være mange flere menneskeknogler, end vi havde forventet,« fortæller museumsinspektør fra Skanderborg Museum Ejvind Hertz.

Fundet af de mange jernalderknogler har vakt international opsigt. Dels fordi ligdelene i sig selv er makabre, men også fordi knoglerne er yderst velbevarede. Derudover bekræfter fundet en romersk kildes beskrivelse af germanernes bestialske krigsskikke.

Knogler viser skader fra våben

Krigerne i Alken er for 2000 år siden blevet ofret til nogle guder, som vi i dag ikke kender ret meget til.

Knoglerne havnede i engen på et tidspunkt, hvor engen ikke var en eng - men et afsnøret bassin, som havde tilknytning til søen Mossø.

Arkæologerne har kun udgravet et område på mellem 80 og 90 kvadratmeter, selvom offerfundet ligger spredt udover 3600 kvadratmeter.

Det er nemlig meget dyrt at foretage udgravninger i vådområder, da vandet hele tiden skal pumpes væk. Samtidig er fundene så koncentrerede, at det tager lang tid at nå igennem lagene.
Det udgravede område har vist sig at gemme på knoglerester fra ca. 240 mænd i alderen fra 13 til 45 år, og mændenes knogler er mærket af blankvåben som sværd og økser.

Eng fyldt med døde krigere

Det øvrige bassin i engen strækker sig over et kæmpe område dvs næste 40 hektar og rummer sandsynligvis rester af mere end 1000 krigere.

Hvordan ved I, at der ligger så mange krigere i engen?

»Det ved vi fra oplysninger om, at folk har fundet knoglerester, når de har gravet tørv op i 1800- og 1900-tallet,« siger Ejvind Hertz og fortsætter:

»Derudover har vi gravet testhuller ude i bassinet.«

Forskerne finder ikke hele skeletter men skeletdele. De kan se, at der er tale om mange forskellige individer, fordi et menneske for eksempel kun har én venstre lårbensknogle.

Døde krigere rådnede op på slagmarken

Hæren i engen kan være blevet besejret og dræbt på en slagmark et helt andet sted end Alken Enge.

Ejvind Hertz fortæller, at det i så fald må have været en kæmpe logistisk opgave for jernaldermennesket at fragte knoglerne til søen.

Forskerne ved dog ikke, hvordan de har båret sig ad, og hvor slaget har fundet sted. Mange af de arkæologiske fund i området stammer fra hære, som kom langvejs fra.

Fakta

Den ofrede hær er fundet ved Illerup Ådal. Et område, som bugner af arkæologiske skatte.

Her har arkæologerne fundet ca. 15.000 genstande. Først og fremmest våben-ofringer fra jernalderen. Men ingen af disse fund kan have været våben, som har tilhørt den ofrede hær i Alken. Det viser kulstof 14-analyser.

Men i princippet kan slagmarken have ligget lige ved siden af offerstedet. Ofringen er dog foregået lang tid efter slaget.

»Knoglerne er blevet ofret måneder eller år, efter at krigerne er blevet dræbt. Det har vi ikke en idé om, før de er blevet undersøgt nærmere,« siger museumsinspektøren og fortsætter:

»Vi kan foreløbig se, at der er rovdyr, som har haft adgang til knoglerne. Der er tandmærker, og dele af leddene er gnavet af. Så der er ikke tvivl om, at rovdyr har haft fat i ligdelene.«

Fund bekræfter kilder til barbarisk krigsførelse

Mærkerne efter rovdyrenes bid viser, at krigerne højst sandsynligt har ligget og rådnet op på slagmarken, uden at nogen har brudt sig om at begrave eller bare fjerne ligene.

Det bekræfter lidt af en romersk kildes beretninger om, hvordan nordeuropæernes krigsskikke var i tiden omkring år 0.

En af Romerrigets største historikere nemlig Tacitus (56 e.kr. – 120 e.kr.) har beskrevet efterspillet af romernes berømte nederlag i Teutoburgerskoven år 9 e. kr.:

»Midt på sletten lå der hvidnede ben, spredte eller samlede, alt eftersom de havde flygtet eller sat sig til modværge; ved siden af lå der stumper af spyd og lemmer af heste, og dernæst så man menneskehoveder naglede fast til træstammer. I de nærliggende lunde stod barbariske altre, hvor de havde slagtet tribuner og centurioner af første rang,« skriver Tacitus i sit værk Annales (oversat fra latin af O.A. Hovgaard i 1885).

Ejvind Hertz fortæller, at vi også ved fra kilder, at når germanerne vandt et slag, så slog de alle overlevende ihjel, bortset fra nogle få, som kunne løbe tilbage til deres hjemstavn og fortælle om nederlaget.

Meget få våben er fundet i graven

Arkæologerne kan ikke vide, hvilket folkeslag de slagne krigere tilhørte. De har nemlig fundet meget få rester af våben i graven.

Mellem de mange knoglefund er det kun blevet til enkelte pilespidser, resterne af et skjold og en meget velbevaret økse - vel at mærke med skæfte, hvilket er meget sjældent.

Dansk massegrav uvurderlig kilde til jernaldermennesket

Selve knoglematerialet er dog også et uvurderligt fund.

»Det er første gang, sådan noget er fundet i Nordeuropa,« siger Ejvind Hertz.

Bevaringsforholdene i engen ved Alken har nemlig været optimale. Det vil sige, at miljøet har været iltfrit.

»Knoglerne er fuldstændig friske. Der er bevaret DNA i dem, så man kan få gode profiler af, hvordan jernaldermennesket har set ud. En antropologisk gennemgang af knoglerne ville kunne et billede af deres kost og fysiske udseende,« siger Ejvind Hertz.

Arkæologerne er ved at være ved vejs ende med udgravningen.

I de kommende måneder vil de sammen med specialister arbejde på at få analyseret de mange knoglefund.

Hi Bill, There is no evidence

Hi Bill,

There is no evidence that your theory was in use in Germania at the time. From the period around the birth of Christ, we have quite a few weapons graves from the Danish area, so that seems to be the way warriors were buried.

As for the weapon deposits, that custom seems to really pick up pace at around 200 AD, so there is a time gap of around 200 years from the Alken Enge find, unfortunately.

As for the correlation between bodies and weapons, we actually have found some horse bones in some of the weapon deposits. If bones from animals have been preserved, we would certainly have at least a few human bones, if people had been buried with the weapons. It is one of the great mysteries of Danish iron age archaeology, that we never find the slain armies, that would have used the weapons.
Tacitus mentions that after the battle of Teotoburgerwald in A.D 9, the Germans leave the bodies of the dead Roman soldiers at the site of the battle. Perhaps something similar have taken place in Jutland??

Kilde?

Kunne man få dig til at nævne de samtidige kilder, du refererer til?
Intet materiale jeg kender til, hverken skriftligt eller arkæologisk, understøtter den forklaring.

Det er rigtigt, at lederen af den germanske alliance, Arminius, tilbringer sin ungdom i Rom. Det var dog kutyme, at konger og stormænd sendte deres sønner til Rom, som sikkerhed for egen loyalitet. Arminius lærte her krigshåndværket fra de bedste, og brugte senere denne viden i forberedelserne til slaget i Teutoburgerwald. Netop det faktum at en del af den germanske officersstand havde et indgående kendskab til romersk krigsførsel, har givet dem en stor fordel i kampen mod de disciplinerede romerske styrker. Her tænker jeg især på det faktum, at de undgår direkte kamp, men derimod lokker dem i et baghold, hvor de til formålet har opstillet midlertidige fæstningsværker for at styrke deres egen position. (mere her: http://www.varusforschung.de)

Der er forøvrigt meget der tyder på, at også krigere fra det danske område har kæmpet side om side med romerne, og har brugt disse erfaringer efter deres hjemkomst (Et godt sted at starte er 'Sejrens Triumf., hvis man interesserer dig for dette).

re: Kilder, Kvint?

De samtidige kilder fortæller om at to dele af den romerske hær kom op slås. Og det kan god være at den ene var en lokal kongesøn. Men han var vokset op i Rom og havde tilbagt sin ungdom i Rom.

Hg I1?

Jeg har fulgt med i udgravningerne ved Mossø og har kun en enkelt indvending til artiklen. Så vidt jeg har forstået er det skelet-interessante område på 600 x 600 meter, hvilket giver 360.000 kvadratmeter. Det sætter selvfølgelig lidt ekstra gang i regne-spekulationerne, når man ser på, hvor mange knogler der sommeren 2012 blev fremgravet på ret få kvadratmeter.

Peter Ole skrev: "Kampen i Teutoburgerskoven år 9 e. kr. var imellem forskellige dele af dem romerske hær, der var ikke nogen indfødte som deltog. Det vil sige at Tacitus' beskrivelse er ren fantasi."

Svar: Ja, i alt fald den del af beretningen. Jeg har besøgt museumsanlægget i Kalkriese nord for Osnabrück, hvor der for en snes år siden blev gjort fund af mønter og andet materiale fra slaget i år 9. Af et par hundrede fundne genstande er kun to betegnet som germanske, og eksperterne er ikke engang sikre på, at de to genstande virkelig er germanske. Det står klart, at museumsfolkene mener, at kampene brød ud mellem romerske soldater og romerske lejesoldater fra samme hær, således at kejser Augustus mistede omkring 20.000 mand. Blandt lejesoldaterne kan udmærket have været germaner - som er kommet i tanke om, at de var germaner. Deres leder hed Arminius. Romernes leder Varus var en ren barbar. Kejser Augustus kendte ham. Varus havde gjort tjeneste i nuværende Tunesien og kom til Jerusalem, hvor han sømmede 2000 lokale rebeller til pæle og træer.

http://www.kalkriese-varusschlacht.de/index/getlang/en

Er der nyt om dna-undersøgelserne fra Alken Enge? Kom de ofrede krigere fra Norge? Eller udgør de en del af de efterrystelser, der opstod efter massakren i "Teutoburgerskoven"?

Maybe not victims

What evidence is there that these weren't honored dead. it might be a cemetery dedicated to fallen heroes, the fact that they were collected and carried there means something, why do that for a fly ridden enemy when they can be left to decay in the open (or had their head nailed to a tree) as a statement of contempt. There was a custom of retiring weapons in bodies of still water, maybe it extended to people too. Weapons found in rivers and lakes may have once had bodies attached to them.

Barbarisme ?

Bare det at bruge ordet Barbarisme er latterligt, hvem skal definere det?
Hvor mange skal findes døde og er disse folk der her døde, døde i kamp eller er de stillet op på række og derefter fået flækket kraniet?
Hvordan kan folk bruge ordet på denne tåblige måde?

Kilder, Kvint?

POK: "Kampen i Teutoburgerskoven år 9 e. kr. var imellem forskellige dele af dem romerske hær, der var ikke nogen indfødte som deltog. Det vil sige at Tacitus' beskrivelse er ren fantasi. "

...og kilden, der begrunder dette udsagn, er?

wlf

Modbevis

Kampen i Teutoburgerskoven år 9 e. kr. var imellem forskellige dele af dem romerske hær, der var ikke nogen indfødte som deltog. Det vil sige at Tacitus' beskrivelse er ren fantasi. Det var Tacitus som historiker gjorde et pinligt romerske-romersk opgør til et romersk-germansk opgør. Det var den vindende del af en romersk hær som lod ligene ligge og rådne.

Alken Enge er et modbevis, da man har lavet et stort arbejde med at fjerne ligene.

Just for the record

… synes jeg også Irenes oprindelige artikel var god og spændende formidling. En dårlig artikel ville ikke have affødt et så interessant svar, som tilfældet var.
Personligt synes jeg, det er i orden at bruge ordet barbarisk i dagligsprogsbetydningen. Jeg kunne fx sagtens finde på at sige, at henrettelsen af Struensee i 1772 var barbarisk.
Derimod er jeg ikke enig med Irene i, at præcision og formidling på nogen måde er modsætninger.
Formidling er måske mindre detaljeret, mere overskuelig end (grund)forskning. Den bør ikke være mindre præcis!
Tak for interessante og oplysende artikler, tak for åben og oplysende debat :)
Dorte
P. S. Jeg har desværre bragt uorden i kronologien i denne tråd. Jeg opdagede, at URL'erne i mit første indlæg ikke var klikbare, og opdaterede derfor artiklen med klikbare links. Desværre blev artiklen samtidig flyttet op i kronologien. Så lærte jeg det :(

Om formidling, barbarisme og automat-forsvar :)

Hej Irene,
Det er rigtigt, at forskere og formidlere skriver i forskelligt sprog. Men formidleren skal skrive lige så eksakt og præcist som forskeren. Hvis man løber med en halv vind og begrunder det med, at ellers bliver det for kedeligt for den almindelige læser, ja så undervurderer formidlerne sit publikum og giver det stene for brød.  At fremstille et videnskabeligt stof, så det bliver forståeligt og indsigtsskabende for læseren, kræver at formidleren selv har forstået stoffet tilbunds. 
Denne argumentation er ikke møntet på din oprindelige artikel, men på det automat-forsvar, du giver i din kommentar. 
Så vidt jeg kan se, er det, der bringer Mathias af stald med sin glimrende perspektiverende artikel, at du bruger barbarisk i dagligsprogs-betydningen: rå og uciviliseret, mens Mathias bruger det som en fagterm. 
For at rydde lidt op i terminologien og forståelsen af termen, har jeg sakser i de to artikler om barbarer i hhv fremmedordbogsdelen og leksikondelen af den storedanske.dk:

barbar, (af gr. barbaros fremmed, udenlandsk, spec. ikke-græsktalende, primitiv, vist egl. som taler utydeligt), 1: råt og uvidende menneske. 2: grusom, hjerteløs person; umenneske. se også barbarer.
Kilde: Barbar som fremmedord [Fremmedordbogsdelen af denstoredanske.dk]

barbarer, antik hellensk fællesbetegnelse for alle ikke-hellenere, 'dem, der siger bar, bar', dvs. taler uforståeligt. I arkaisk tid blev udtrykket brugt uden nedsættende betydning, men fra Perserkrigenes tid og siden hen med bibetydningerne: ukultiveret, underbegavet og slavebunden. Ifølge en udbredt græsk opfattelse var verden opdelt i det varme Asien, det tempererede Hellas og det kolde Europa. Heden gjorde asiaterne intelligente, men ufri. Kulden gjorde europæerne frisindede, men intellektuelt tilbagestående. Kun hellenerne kunne i kraft af det tempererede klima forbinde intellekt med frisind.
[…]
Romerne kunne oprindelig godt kalde sig selv for "barbarer", men med den voksende hellenisering fulgte de snart grækerne i at bruge barbarer som en betegnelse for fremmede i almindelighed og persere i særdeleshed. I kejsertiden blev det fortrinsvis benyttet om romernes fjender uden for rigets grænser, specielt om germanerne.
Kilde:  Barbarer som begreb [Leksikondelen]

Mvh
Dorte
P. S. Mathias har jo allerede bidraget med den artikel, du efterlyser :) 

Men nu fik vi jo sat ordet

Men nu fik vi jo sat ordet barbar og dets historie på plads, og det er jo altid godt :-) Vi tales ved Mathias. Jeg har sendt dig en mail.

Just for the record ...

Så var det ikke for at starte en længere kritik af artiklen!

Jeg synes at artiklen som udgangspunkt er et glimrende stykke formidling! :-)

Hej Irene, Tusind tak for dit

Hej Irene,

Tusind tak for dit svar. Jeg har fuld forståelse for din disponering og udgangspunktet for brugen af termen. Det er ikke min plads at fortælle dig, hvordan du skal gøre dit arbejde, så derfor valgte jeg at formulere min kommentar mere som en personlig afstandtagen til begrebet, omend baseret på min faglighed. Jeg ville personligt have brugt ordet "makaber" i stedet, fordi det sigter til handlingen, ikke kulturen. Hvor "barbarisk" -som nedenfor beskrevet- er knyttet til paradigmatiske forståelser af kulturer, knytter "makaber" sig alene til en handling. Det er klamt, ufølsomt og udenfor vores opfattelse af rimelig omgang med døde, at efterlade dem liggende på slagmarken til forrådnelse, altså makabert efter vores standarder.

Oldtidens relativt civiliserede romere og grækere gjorde også mange makabre ting og handlede på måder, der er komplet uforståelige for os, men vi bruger sjældent betegnelsen "barbar" om dem. Ligeledes bruger vi heller ikke så ofte betegnelsen om vores nærmere 'forfædre' i 1700-tallet, der trods alt radbrækkede folk og lagde dem på hjul og stejle. Det var en meget makaber handling, men det får os ikke til at dømme dem som barbarer, for vi har tradition for at nuancere billedet mere i forhold til dem. Jeg vil vove at påstå, at den eneste grund til, at vi ikke tillader jernalderens skandinaviske befolkning samme nuancerede perspektiv alene beror på, at vi uretmæssigt reproducerer den tradition, som blandt andre Tacitus var med til at starte.

Anyway, jeg vil meget gerne bidrage med viden om den førkristne religion i Skandinavien.

Præcision

Hej Dorte (og Mathias)
Mit svar var ikke et automatsvar. Det er jeres kommentarer for velargumenterede til – og tak for det i øvrigt (Det gør os alle sammen klogere).

Det var rent faktisk min overvejelse, hvorvidt jeg skulle bruge ordet barbarisk, og du har ret Dorthe, jeg tænker på ordet babarisk i hverdagssammenhæng. Men jeg kan godt se, at det kan være problematisk at bruge ordet ’babarisk’ i en sammenhæng med romersk historie.

Jeg er blot ikke enig i jeres vurdering af, hvor ’upræcist’ det er. Jeg og min nyhedsredaktør synes ikke, det går udover den viden, man får ud af historien.

Jeg er ked af, hvis min kommentar gav indtryk af, at jeg ikke synes præcision er vigtigt. Det synes jeg i høj grad. Jeg og mine kollegaer på Videnskab.dk blandt andet en dyd ud af at lade vores forskerkilder tjekke artiklerne for faktuelle fejl og fejl i citater, inden de bliver publiceret, da vi jo ikke selv er eksperter. Det er også sket i dette tilfælde.

Det, jeg mener, er at i journalistik er formidlingen lige så vigtigt som (den meget vigtige) præcision. De to ting kan være svære at forene, og ja selvfølgelig laver vi fejl en gang imellem. I det her tilfælde synes jeg dog ikke, at jeg har lavet en fejl, men jeg er glad for få mere viden om ordet barbar her i kommentarerne.

P.S. Mathias har helt sikkert meget mere at byde på, end det der står i hans kommentar :-) Så derfor står min opfordring ved magt …

Barbarer og gamle guder

Hej Mathias
Jeg vil først sige, at jeg forstår godt din kommentar. Jeg gjorde mig også overvejelser om, hvorvidt jeg skulle bruge ordet barbarisk. Germanerne mente jo ikke selv, at de var særligt babariske.

Men da dette ikke er en videnskabelig artikel til et tidssskrift (det lader jeg forskerne om) men en populærvidenskabelig artikel, mente jeg, at jeg godt kunne tillade mig at bruge ordet.

Hvis man skal fortælle historier om videnskab, som er interessante for den brede befolkning, er man nødt til at forsøge at sætte sig i deres sted. Derfor referer jeg til almindelige værdier. Og det er min vurdering, at langt de fleste danskere vil finde det barbarisk at lade ligene ligge og rådne op på marken. Det vil de synes, uanset om jeg skriver ordet barbar eller ej.

Flere vil dog læse historien, hvis den er skrevet ind i deres univers og ikke i et fuldstændigt værdineutralt sprog. Og det er i min og sandsynligvis også mine kilders interesse, at også læsere der normalt ikke interesserer sig for arkæologi, får lyst til at læse historien og bliver lidt klogere på det hele, end de var i udgangspunktet.

Der er en grund til, at videnskabelige artikler hovedsagligt bliver læst af forskere og deres studerende. Det kan nemlig være en meget tør omgang, når præcisionen er altafgørende. Det er dog vigtigt i forskningsregi.

Hvad angår vores viden om fortidens guder, så har jeg min information fra Ejvind Hertz. Nu er det jo lidt forskelligt, hvad man lægger i ’ikke særlig meget viden ’ om fortidens guder. Men det var altså min kildes udlægning af det.

Jeg kan forstå, at du selv er forsker på Aarhus Universitet. Hvis du ved en hel masse om datidens guder kunne det da selvfølgelig være super interessant at høre mere om det, og du er meget velkommen til at kontakte mig, hvis du har nogle spændende forskningsresultater.

Barbarisme

Tak til Mathias for at tage sig tid til at skrive en mega interessant kommentar. Herligt med denne idéhistoriske perspektivering af et fund, der i den oprindelige artikel alene behandles fagligt fra en arkæologisk synsvinkel. Tværfaglighed er stærkt berigende for læserne - især når bidragyderne virkelig kan deres fag.
Her er der selvfølgelig en ulighed mellem de to artikler, idet den første er skrevet af en videnskabsjournalist, altså en formidler, mens kommentaren er skrevet af en forsker.
Herligt, af formidlerne fik forskeren på banen :)

"Krigerne i Alken er for 2000

"Krigerne i Alken er for 2000 år siden blevet ofret til nogle guder, som vi i dag ikke kender ret meget til."

Dette kræver en dokumentation som I ikke kommer med. Hvis jeg havde en masse lig som jeg ikke kunne lide lugten af, så måtte jeg finde et hul i nærheden og lægge ligene i. Først tager man ligene nærmest hullet, så i løbet af nogen tid når man frem til at hente de lig som ligger længere væk.
Der er i øvrigt flere massegrave i støre område.

Hvad Tacitus og andre romere fortæller om andre folkeslag handler om mere om romernes forestillinger end de folk, som de beskriver.

Barbarisme ...

Det er en meget interessant artikel, men jeg kan ikke acceptere fokuseringen på jernalderens skandinaver som barbarer. "Barbar" er en betegnelse som romerne giver germanerne og andre folkeslag, som et led i at etablere forskelle mellem sig og andre. Kort fortalt, overtages termen i løbet af kristningsprocessen i Europa, således at man i kristent regi kommer til at opfatte alle ikke-kristne som barbarer og deres skikke som barbariske. I sin lære placerer ærkebiskop af Konstantinobel Johannes Chrysostomos (347-407 e.kr.) på denne måde de ikke-kristne på et niveau mellem dyr og menneske, og erklærer at de, som ikke er kristnede, ikke er egentlige mennesker, men barbarer. Denne definition har fulgt den kristne kultur helt til i dag, hvor "barbaren" i højere grad er blevet overtaget af underholdningsindustrien og bruges som en trope i tegneserier og film.

Termen er således både etnisk, religiøst og komisk ladet, og absolut ikke passende i en videnskabelig diskurs -heller ikke selvom den skal være folkelig. Da Tacitus i sin tid skrev om germanerne i Annales og Germania fældede han en kultur-moralsk dom over dem, der på den ene side skulle sætte skel mellem de civiliserede og de uciviliserede, og på den anden side skulle ruske op i de efter hans mening dovne romere. Annales sætter barbarismen på spidsen, mens Germania forklarer, uddyber og demonstrerer, hvordan disse "barbarer" er en slags ædle vilde, med visse attraktive karaktertræk.

Værkerne er sovset ind i tidens retorik om barbarerne, og at acceptere deres udtryk ukritisk vil være det samme som ukritisk at acceptere indholdet af en bog om racelære fra 1930'erne. Netop denne type krigspraksis, hvor Tacitus fremhæver at germanerne lader de døde ligge, ser ud til at blive brugt i Annales til, at sige at germanerne ikke viser omsorg for de døde. I Germania er der lignende beskrivelser, men særligt interessant er fortællingen om, hvordan germanerne har kvinderne og børnene med på slagmarken til at opildne sig. Dette bruges af Tacitus i denne sammenhæng til at demonstrere overfor romerne, at de ædle vilde germanere godt nok er barbarer, men at de ved hvad de slås for: Patria og Familia. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at er kan forekomme litterære stilistiske træk, som måske bygger på virkelighed, men alene fremhæves af etno-politiske årsager. At bruge termen "barbar" er at hoppe i dén andedam med begge ben.

Hvis den krigspraksis, som Tacitus beskriver som barbarisk, og som nu lader til at være dokumenteret af arkæologiske kilder, alene accepteres på Tacitus' præmisser, medfører det at vi erkendelsesmæssigt lukker ned for muligheden for at forstå disse menneskers handlinger ud fra deres præmisser. Netop denne mangel på forståelse har et andet udtryk i artiklen, nemlig at det fremhæves, at vi ikke ved særligt meget om deres guder. Dette er ikke helt korrekt, for har man læst Tacitus' Germania, vil man vide at han fortæller temmelig meget om de germanske guder, dog i romersk terminologi.

En komparativ undersøgelse af Tacitus' udsagn om germanernes religion og de nordiske (fortrinsvis islandske) kilder til førkristen nordisk religion vil vise, at der er generel strukturel overensstemmelse. Når dette er tilfældet, kan vi -dog med kildekritiske forbehold- i et vist omfang anvende de nordiske kilder til at belyse germanernes krigspraksis nærmere. Her er det påfaldende, at de islandske kilder tegner et portræt af krigsguden Odin, der hersker over "Val-hal" og følges af ravne og ulve. Meget taler for, at beskrivelserne af Valhal bør opfattes figurativt, ikke bogstaveligt. Dette kan man se, hvis man er bekendt med edda- og skjaldedigtenes troper. Valhal betyder "slagmarkens hal" og henfører til en typisk måde at omskrive på, hvor et fænomen fra den virkelige verden kobles til efterledet "hal" eller "sal". Himlen kaldes fx "Månens Sal", verden kan kaldes "Jordens sal", osv., osv. Nexus er det forhold, at himlen forestilles som verdens tag. At sige Val-hal er derfor ensbetydende med at sige "slagmark". Herskeren i Valhal er krigsguden Odin, der tildeler kæmperne sejr og nederlag efter forgodtbefindende, og jf. eddadigtet Grimners tale fodrer han sine ulve med kød, mens han selv lever af vin, og ingen rigtig ved hvad einherjerne, de evige kæmper, spiser (for de er døde). Vest for Valhal hænger endnu en ulv og højt over salen svæver ørnen som et billede på ådsels- og rovfuglene, der spiser af de døde på slagmarken, etc., etc.

Vi har således et mytologisk billedsprog at koble til det øjensynligt "barbariske" fund, og en forklaringsramme, der transcenderer den stærkt ladede fremstilling, som Tacitus giver, og som ovenstående artikel har arvet.

Jeg vil personligt mene, at den kontekstualiserede fremstilling, hvor den (mulige) førkristne mytologi i Snorres Edda og de islandske eddadigte inddrages, er mere interessant, end fokuseringen på en uddateret term som "barbar". Det håber jeg, at man vil overveje på videnskab.dk, for vi er masser af professionelle forskere, der kan bidrage med viden om germanerne.

Rettelse

Ja, sikke en olding..... Jeg reducerer lige hans alder med 100 år. Det var en fejl. Tak for rettelsen Kenneth.

Alder

"En af Romerrigets største historikere nemlig Tacitus (56 f.kr. – 120 e.kr.) har beskrevet efterspillet af romernes berømte nederlag i Teutoburgerskoven år 9 e. kr."

Hvis jeg har forstået det rigtigt, så skulle man have været historiker dengang. De blev oldgamle. I dette eksempel blev historikeren f.eks. 56 før kristus -> 120 efter kristus = 176 år.

Seneste fra Kultur & Samfund

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Annonceinfo

Seneste kommentarer

Seneste blogindlæg