Annonceinfo

Ny DR-satire bider ikke politikerne

På grund af sparehensyn er satiren i DR gået fra at være kritisk over for politikerne til at parodiere medierne. Det viser de seneste års mediehistorie.

Der var engang. Dengang i 1970'erne, hvor Danmarks Radios TV sendte satireprogrammer lørdag aften – i den bedste sendetid.

Et program, der gjorde grin med politikerne og samfundets andre spidser.

I dag er satiren rykket fra DRs brede kanal – DR1 – til den smallere DR2. Og med den flytning er den politiske satire stort set blevet fortid i DR.

Til gengæld har vi de seneste 15 år fået medieparodier og social satire som ’De uaktuelle nyheder’, ’Drengene fra Angora’ og ’Casper og Mandrilaftalen’.

»Programmerne på DR2 skulle være billige, og ’Casper og Mandrilaftalen’ kostede ikke en klejne. Til gengæld skiftede komikerne den gamle satire ud med en ny humor.«

»Den bed ikke efter politikerne. I stedet gjorde den grin med mediebilledet og de stigmatiserede mennesker i samfundet,« siger lektor Hanne Bruun, Afdeling for Medievidenskab, Aarhus Universitet.

Satiren gav ikke gode seertal

Hun har interviewet tidligere og nuværende ansatte i DR, og det er på baggrund af de interviews, hun drager sine konklusioner.

Hun fortæller, at skredet væk fra den politiske satire mod social satire startede først i 1990'erne.

»Der begyndte tv-stationerne at gå meget op i seertal. Og det viste sig, at den politiske satire ikke havde så mange seere, som man havde regnet med,« siger Hanne Bruun.

DR: Satire er kvalitets-tv

Så da DR2 gik i luften i 1996, besluttede man, at satiren skulle rykke over på den nye kanal.

De nye satireprogrammer på DR er ikke dagsaktuelle. I stedet spiller de på livsstil, sociale typer og mentalitetsformer i dagens Danmark – som f.eks. snobberne Fritz og Poul fra Rytteriet. (Foto: Agnete Schlichtkrull/DR)

»Ledelsen i DR ville gerne have, at DR2 viste satire. For satire blev i DR forbundet med kvalitets-tv – og det var, hvad man ville lave på DR2.«

»Men hurtigt opdagede man, at der ikke var råd til at lave politiske satireprogrammer til så lille en kanal. Derfor fik man fat i nye, unge komikere – som Casper og Madrilaftalen,« fortæller Hanne Bruun.

Jon Steward er en dyr dreng

Den store fordel ved de nye komikere var, at de var billige i drift. Samtidig var de mere end parate til at levere en masse programmer.

»Men i modsætning til den politiske satire, var mange af de nye satireprogrammer ikke dagsaktuelle. I stedet spillede de på livsstile, sociale typer og mentalitetsformer i dagens Danmark – tænk på Rytteriet, Krysters Kartel og Normaler Weise.«

»Det er dyrt at lave politisk satire, der forholder sig til sager og historier, der er oppe på dagsordnen. Selvom tv-værten Jon Steward i USA både er komiker og skarp, har han et hav af mennesker ansat,« fortæller Hanne Bruun.

Nyhedsoplæser med klaphat

Derfor måtte komikerne lave en anden form for satire. Det blev en satire på det, de kendte aller bedst og arbejdede med, nemlig medierne.

»Mediesatiren kom til at fylde mere. Medierne sætter normen for, hvordan vi lever vores liv.«

»Derfor giver det god mening at have en mediesatire, der gør grin med de former, der påvirker vores verdensopfattelse,« siger Hanne Bruun.

Hun mener, at mediesatiren er sjov, fordi de fleste folk har en klar fornemmelse af, hvad der særligt kendetegner de forskellige tv-genre. Vi forventer for eksempel, at TV-avisens nyhedsoplæser opfører sig myndigt.

Så hvis oplæseren sidder med en klaphat, når programmet begynder, bliver det sjovt, fordi vi bliver overraskede. Der bliver leget med genrens konventioner.

Fakta

Politisk satire
Før i tiden lavede Danmarks Radio politisk satire. Det var en satire med titler som Hov-hov og Uha-Uha, der så verden nedefra - fra den menige borgers synsvinkel.
Den langede ud efter de kulturelle, økonomiske og politiske magthavere og udstillede deres hykleri.
Samtidig rettede den politiske satire også lagkagekanonerne mod den menige borger og den måde, som han/hun forholdt sig til magten. Ofte ved at lade ’manden på gaden’ kværulere og brokke sig, til det blev utåleligt – og sjovt.
Man kan argumentere for, at social satire også er politisk. Men den er det ikke på en så direkte måde som satiren i 70'erne.

Cykelholdet er alt andet end almindeligt

Som et eksempel på social mediesatire nævner Hanne Bruun ’Cykelholdet’ med Drengene fra Angora.

Det program tager genren ’dokusoap’ under kærlig behandling. I en dokusoap skal de medvirkende være ’almindelige mennesker’.

Men alt andet end almindelige er cykelhold-ejeren Henning Primdahl, den kontaktforstyrrede Bobby Olsen og den narko-forbrugende rytter Pim de Keysergracht.

»Programmet benægter præmissen for, hvad en dokusoap er. Det gør på den måde både grin med genren og med cykelsporten,« siger Hanne Bruun.

Ikke kun en positiv udvikling

Der er altså sket meget med satiren i Danmark over de seneste 20 år. Og det er en udvikling,  som ikke kun har været til det gode.

Satrien har mistet noget vigtigt, mener medieforskeren.

»Den nye satire rammer ikke så bredt som den gamle. I dag laver DRs folk satire, som de selv synes er sjov. De tænker ikke på, at de skal favne et mainstream-publikum.«

»Man kan kritisere DR for at lave højpandede programmer i 70'erne. Men dengang forsøgte man alligevel at lave noget satire, som ikke bare var til for komikerne selv, og dem de lignede,« siger Hanne Bruun.

Hun mener, at det store fokus på medier i den nye satire betyder, at den nærmest kun henvender sig til folk, der forstår at afkode mediernes indforståede koder.

 

Forskellige former for satire

Formen for den politiske satire var den satiriske sketch-komedie. Det var en række enkeltstående sketches, der blev bundet sammen af en ramme. Den form findes stadig i meget af den sociale satire, vi får tilbudt i dag.

Den politiske satire er ikke helt død. Den findes stadig i tv i dag – for eksempel i TV2s ’Live fra Bremen’. Men i det store billede drukner den politiske satire i den sociale satire.

Over de to former for satire står mediesatiren. Både politisk satire, som ’De uaktuelle nyheder’, og social satire, eksempelvis ’Dolph og Wulff’, er en satire over medierne. 

Selvsving stopper!

Min tidligere kommentar om Selvsving i P1 er snart forældet, programmet nedlægges om en lille måned, det kan umuligt være af mangel på emner!

Til gengæld er politisk satire i statsejede medier slut, forhåbentlig ikke for evigt.

Selvcensur

Jeg tror gerne, at penge er en side af sagen, men jeg tror også, at der ligger andre ting bag. Jeg tror, at der også er en vis portion selvcensur indover. Som en af kommentarerne skriver, så er der jo faktisk et lille politisk satireprogram hver fredag morgen, og jeg tror, at visse politikere ville gå amok, hvis det blev lagt ud som underholdning i tv lørdag aften. Det er desværre utænkeligt. Tolerancetærsklen for politisk satire har ændret sig.
Der er noget befriende anarkistisk ved politisk satire, som det folder sig ud i Selvsving. Der er ikke noget galt i, at nogle har magt, og vi vælger dem jo trods alt, men der er meget galt i, at magthavere ikke tåler at blive gjort lidt grin med. En sådan løssluppenhed... tør man ikke lade slippe ud og ind i stuerne i den bedste sendetid. Fredag morgen i P1 kan lige gå an.

RE : Talent

Jeg vil godt give dig ret i at talentet måske ikke er så bragende, men det er jo klart at når fokus flyttes til stand-up-comedy, iøvrigt efter Engelsk/Amerikansk forbillede, så er kvaliteten ikke så høj.

Men det væsentlige (og det der koster pemge) er jo at få skruet 3/4 - 1 time sammen om en politisk satire, hvor man helst skal forsøge at dele sol og vind lige. Det er svært, tidskrævende og kræver talent !
At fyre mere eller mindre "platte" vittigheder af er rimeligt "nemt" i sammenligning, men de var der altså også i "de gode gamle dage" !

Hov-Hov

Der er stadig et enkelt lillebitte politisk satireprogram tilbage, Selvsving, der sendes fredag morgen på P1 (når de ikke lige holder flere måneders sommerferie eller næsten lige så lang juleferie) og varer 5-7 min.

Til gengæld er det som regel rammende og morsomt, og fortaber sig kun sjældent i præpubertære "morsomheder".

Talent

"»Men hurtigt opdagede man, at der ikke var råd til at lave politiske satireprogrammer til så lille en kanal. Derfor fik man fat i nye, unge komikere – som Casper og Madrilaftalen,« fortæller Hanne Bruun"

Nej man opdagede at de fleste af dem var talentløse og de fik kun succes når de stjal det meste af deres materiale fra amerikanske stand-upper og tv-shows.

Casper og Frank har planket det meste af deres materiale igennem mange år som en stor del af nutidens danske "talenter" også har - humoren er plat og timingen er elendig - når Zulu en aften sender både et udenlandsk show som fra f.eks. fra Apollo og så derefter et dansk stand-up show kan man se hvor dårlige de danske er.

Pt. har vi i Danmark heverken tekstforfattere eller skuespillere der har evner til at lave poltisk satire de har simpelthen ikke de nødvendige værktøjer der skal til for at gøre det morsomt - de må holde sig til det latrinære og så håbe på der er Brian´er til at købe deres bras.

Seneste fra Kultur & Samfund

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Spørg Videnskaben

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Seneste blogindlæg