Nobelprisen i litteratur går til britisk forfatter
Nobelprisen i litteratur går i 2017 til den japansk fødte, britiske forfatter Kazuo Ishiguro.
nobelpris litteratur

Hvem får Nobelprisen i litteratur 2017? Følg med her.

»Det var satans,« udbryder Claus Schatz-Jakobsen, der er lektor i engelsk litteratur på Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, da han hører, at årets Nobelpris i litteratur går til den britiske forfatter Kazuo Ishiguro.

Kazuo Ishiguro er et overraskende valg, for han har ikke været på tale som en af favoritterne til årets Nobelpris i litteratur, og han har ikke været i spil på de betting-lister, der har floreret op til dagens prisuddeling.

»Men det er fuldt fortjent, at Ishiguro får prisen. Han har et langt forfatterskab bag sig og har for længst etableret sig som en fuldgyldig, britisk forfatter med et imponerende stilistisk niveau,« siger Claus Schatz-Jacobsen.

Ishiguro skriver, som var han født brite

Kazuo Ishiguro brød igennem litterært i 1986 med romanen ‘An Artist of the Floating World’ (Kunstner i den flydende verden). Romanen har en japansk kunstner som hovedperson og kredser om Japans medvirken i 2. Verdenskrig.

Forfatterens folkelige gennembrud kom i 1989 med romanen ‘The Remains of the Day’ (Resten af dagen), som blev filmatiseret i 1993 med Anthony Hopkins og Emma Thomson i hovedrollerne.

nobelpris litteratur kasuo ishiguro

Kasuo Ishiguro debuterede i 1981 med romanen A Pale View of Hills (De fjerne blå bjerge). Siden har han skrevet seks romaner, hvoraf tre er filmatiseret, samt flere skuespil. (Foto: Mariusz Kubik/ Wiki)

Kazuo Ishiguro blev født i Japan i 1954, men flyttede som seksårig til Storbritannien med sine forældre. Selv om han har japansk baggrund, skriver hans romaner sig ind i en britisk tradition, fortæller Claus Schatz-Jakobsen.

»Når man læser hans bøger, tænker man, at han må være indfødt brite. Hans stil er meget traditionel britisk, og hans skriftlige engelsk er fuldstændigt ulasteligt,« siger Claus Schatz-Jakobsen. 

Ishiguro er et traditionelt valg

Sidste års Nobelpris i litteratur affødte en masse polemik, fordi den gik til den amerikanske rockmusiker og sangskriver Bob Dylan. Claus Schatz-Jakobsen tror, at Nobelpriskomiteen dette år helt bevidst har givet prisen til en mere traditionel litterat.

»Ved at give den til Kazyo Ishiguro bringer man prisen tilbage på et traditionelt spor og gyder olie på de oprørte vande: Komiteen viser dem, der var skeptiske, da Bob Dylan fik prisen, at den stadig godt kan finde ud af at give prisen til en traditionel skønlitterær forfatter,« siger lektoren.

Ishiguro er formbevidst

Mads Rosendahl Thomsen, der er professor MSO i litteraturhistorie på Aarhus Universitet, modtog med begejstring nyheden om, at Kazuo Ishiguro fik Nobelprisen.

»Jeg blev glad, da jeg hørte, at Ishiguro fik den, for han er en formbevidst forfatter, der virkelig gennemarbejder sine ting,« siger Mads Rosendahl og fortsætter:

Nobelpriser 2017

Nobelprisen i Medicin og Fysiologi blev uddelt mandag 2. oktober. Prisen for Fysik blev uddelt tirsdag 3. oktober, og dagen efter uddelte komiteen Nobelprisen i Kemi. I de kommende dage: 

Fredsprisen: Fredag 6. oktober. 

Økonomi: Mandag 9. oktober.

Læs mere om de forskellige overrækkelser på Nobelprize.org. 

»Noget af det, der kendetegner Ishiguro, er, at han ikke kommer med romaner i et væk. Han tager sig tid til at gøre arbejdet ordentligt. Samtidig tager han chancer og har både skrevet romaner, der er tilgængelige, og værker, der er ambitiøse og vanskelige at læse.«

»Yes, han har fortjent den«

Mads Rosendahl roser især et af Kazuo Ishiguros nyere værker, romanen ‘Never Let Me Go’ fra 2006. Romanen foregår i et fremtidsscenarie og handler blandt andet om kloning.

»Det er en bog om det posthumane og om menneskelig værdighed. Selv om tematikken er anderledes end i hans tidligere værker, bliver romanen fortalt på den samme rolige og stilsikre måde, som kendetegner hans forfatterskab,« siger Mads Rosendahl.

Professoren er enig i, at Kazuo Ishiguro er et ufarligt valg sammenlignet med sidste års Nobelprisvinder Bob Dylan.

»Han er et klassisk valg. Sådan en, hvor man tænker; 'yes, han fortjener den',« siger Mads Rosendahl.

Følg uddelingen her på livestream:

Livestream fra Nobelpriskomiteen, som idag offentliggjorde nobelprisvinderen i litteratur. (Video: Nobel Prize.org

 

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud

Det sker