Det sydvestlige Peru er blandt de tørreste steder på jorden. En af dalene, klemt inde mellem Andes-bjergene og Stillehavet, hedder Ica-dalen. I denne dal er smeltevand fra bjergene nogle måneder om året den eneste kilde til vand.
Alligevel blev der for 1.500 år siden drevet jordbrug og dyrket majs, bomuld og en række andre nytteplanter på dette sted.
Med basis i jordbruget voksede en myteomspunden civilisation frem, som kaldes Nazca-kulturen, mere end tusind år før det mere kendte inka-rige. Nazca-kulturen er særlig kendt for de store figurer og billeder som er tegnet oppe i bjergene og kun kan ses fra fly eller satellitter.
Nogen har forestillet sig, at denne civilisation, som blomstrede fra år nul efter vores tidsregning, havde kontakt med rumvæsner.
Forskere har aldrig troet ret meget på denne teori, og mener i dag, at de mystiske mønstre var knyttet til religiøse ceremonier oppe på bjergplateauerne.
Arkæologen David Beresford-Jones fra 'McDonald Institute for Archeological Research' ved University of Cambridge i Storbritannien mener, at næsten lige så spændende spørgsmål er knyttet til forhold nede i de dale, hvor folket faktisk levede og boede.
Hvorfor gik Nazca-civilisationen langsomt til grunde, i perioden efter år 500?
Beresford-Jones er ekspert i brugen af arkæologisk materiale fra tidligere tiders planter og landskabsformer og har sammen med et internationalt forskerteam gennemført omfattende undersøgelser i Samaca-bassinet i den nedre del af Ica-dalen.
Arkæologerne har længe vidst, at Nazca-kulturen gik ind i en krise efter år 500. Der er fundet tegn på øget spædbarnsdødelighed og kortere levealder. Nazca-folket havde en højt udviklet kunst indenfor tekstil og keramik.
Efter år 500 bliver motiverne i kunsten anderledes - nogle får mere krigeriske motiver. Man flyttede fra den nedre del af dalen, og nogle hundrede år senere var der intet landbrug tilbage i området.
De nye fund, som nu fremlægges, lægger vægt på samspillet mellem landbrug og økosystemet i de ekstreme omgivelser. De mennesker, som levede her, balancerede på en tynd snor.
»De overskred en økologisk grænse, og i sådanne omgivelser er disse grænser meget skarpe. Krydser man grænsen, er det ikke sikkert at man kan gå tilbage,« siger Beresford-Jones til forskning.no.
Nøglen til at forstå ændringerne er huarango-træet, som Beresford-Jones beskriver som en hjørnesten i det lokale økosystem. Det massive og krogede huarango-træ er i ekstrem grad tilpasset et liv i tørre omgivelser.
Huarango-træet vokser langs bredderne af smeltevandsfloderne. Det kan blive 1.000 år gammelt og har et utroligt stort rodsystem. Takket være rødder, som kan være op til 60 meter lange, når det ned til grundvandet dybt nede i jorden. Rødderne holder også jorden på plads og fordeler fugtigheden.
Træet, som på latin hedder Prosopis, er i familie med bønner, jordnødder og kløver. Som andre arter i ærteblomstfamilien kan også denne bidrage til fiksering af nitrogen, og kan dermed tilføre vigtige næringsstoffer til jorden. Desuden giver bladene som falder til jorden også næring og forhindrer erosion.
På grund af alle disse faktorer er der nogle steder en slags frodige 'øer' omkring de steder hvor huarango-træerne vokser.
Beresford-Jones forestiller sig, at Nazca-civilisationen oprindeligt drev deres landbrug på små marker mellem huarango-træerne, hvor træerne gav næring og vand til jorden, skyggede for den brændende sol og gav ly for den evige vind, som altid blæser gennem dalen.
Kanaler bragte vand fra floderne ud over det dyrkbare areal. Modeller for hvordan landbruget kan have været drevet findes i moderne økologiske driftsformer i dagens Peru.
Nazca-civilisationen dyrkede ud over majs og bomuld også chili, flere typer frugt, bønner, jordnødder og squash.
Regionen kan give et utroligt godt udbytte, takket være 350 soldage om året. Det beviser moderne landbrug med omfattende vandingssystemer.
»Hvis du har nok vand, kan dette være et af de mest produktive områder i verden,« hævder Beresford-Jones.
Huarango-træet har endnu en vigtig egenskab - det bærer nemlig frugt - bælge som er sødlige og kan males til mel til brød eller øl. I år hvor andre afgrøder svigtede, ville man kunne sætte sin lid til huarango-træet.
I dag er der kun rester tilbage, af det som var store skovområder i bunden af dalen. I stedet for store træer er der kun lave kratskove tilbage.
Sammen med internationale forskerkollegaer fremlægger Beresford-Jones nu sine opdagelser i det videnskabelige tidsskrift 'Latin American Antiquity'.
Forskerne knytter tilbagegangen for Nazca-kulturen sammen med, at huarango-træerne blev fældet ned; noget som førte til, at fugtigheden i jorden forsvandt, at flodlejerne rykkede sig, og at landbrugsjorden simpelthen blæste væk.
Eftersom træerne vokser så langsomt, og har brug for nogle hundrede år for at kunne komme tilbage, var det vanskelig at vende den negative udvikling, da skovområderne begyndte at skrumpe ind og ørkenen åd sig ind på landet.
En af medforfatterne, Alex J. Chepstow-Lusty fra the French Institute for Andean Studies (IFEA) i Lima i Peru, siger at fossile pollenprøver tydeligt viser, at antallet af træer gik gradvis tilbage, mens kulturplanter som majs og bomuld voksede i betydelige mængder.
»Området er i dag en ørken, og det er ikke noget landbrug i området. Alligevel var pollen velbevaret,« siger Chepstow-Lusty i en e-mail.
Pollen fra de århundreder, som er gået, ligger lagvis, og kan dateres ud fra hvor dybt de ligger. Prøverne indikerer, at træerne var kraftigt på retur, når vi nærmer os år 500.
Så skete der en dramatisk begivenhed: en ekstra kraftig smeltevandsstrøm.
Det årlige smeltevand fra Andes-bjergene gav normalt næring til floderne, og grundvandsreserverne i dalen fik dermed en opfyldning hvert år.
Der findes det såkaldte El Niño-fænomen i Stillehavsregionen. El Niño er omvekslende vejrtyper som giver ekstremt vejr med jævne mellemrum.
I år med ekstremt vejr ville der falde så megen regn oppe i bjergene, at det førte til kraftigt opsvulmede floder nede i dalen. Så længe huarango-træerne stod der kunne en sådan kraftig strøm af flodvand være gavnlig, fordi vandet blev fordelt udover et stort område og gav gode forhold for dyrkning.
Når for mange træer var fældet eller brændt af, blev smeltevandsstrømmene i stedet katastrofale, floderne skar sig dybere ned i jorden og vandet forsvandt lige så hurtigt som det var kommet.
Forskerne finder spor efter en dramatisk smeltevandsstrøm omkring år 500, og har kørt avancerede computermodeller af virkningerne af strømmen. De ser blandt andet, at når flodlejet blev ændret, blev overvandingssystemerne ubrugelige. De fossile pollenprøver viser, at planter associeret med ørken tager over.
Tidligere har man med basis i prøver fra isbræer i Andes-bjergene formodet, at en sådan ødelæggende smeltevandsstrøm kunne have fundet sted, uden at finde beviser. Nu fremlægger forskerne klare tegn på en ødelæggende smeltevandsstrøm.
Selv nedtoner de imidlertid betydningen af en sådan enkeltstående begivenhed. Det var nemlig den gradvise forandring af økosystemet i perioden før den store smeltevandsstrøm, som er årsagen til at den fik så alvorlige følger, mener de.
Arkæologerne minder om, at der kan være vigtig lærdom at hente, også for vor egen tid, hvor en stor del af verdens fattigste lever i tørre områder med afskovning.
I den nedre del af Ica-dalen er meget af landbrugsjorden i dag væk, og resterne af Nazca-kulturens kanalsystemer kan ses som 'diger' i det tørre landskab. Den jord kanalerne blev gravet ud i, er taget af vinden.
Ude i det, som nu er ørken, står forstenede rester af kraftige stammer af huarango-træer som tavse vidnesbyrd om en 1.500 år gammel økologisk katastrofe.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
Huarango-træet
Her kan du se en prisbelønnet dokumentarfilm om huarango-træet, lavet af filmskaberen Delia Ackerman. Filmen ser på den betydning træet har i Peru i dag og truslerne mod de sidste tilbageblevne områder med store huarango-træer.
