Hvorfor sker der så lidt i pinsen?
24. maj 2012 kl. 14:44Vi æder, danser og kommer hinanden ved til jul og påske. Det samme kan man ikke sig om pinsen, men hvorfor egentlig ikke? En læser undrer sig – her er svaret. Læs mere
Nadveren er et dommedagsritual
18. januar 2011 kl. 05:00 4 kommentarer
Kirkens nadver var oprindeligt en fejring af tiden efter dommedag. Det viser opsigtsvækkende forskning, som Folkekirken bliver opfordret til at tage ved lære af.
I oldtidens kirker blev man ikke et med Jesus, når man indtog nadveren. Derimod troede de kristne, at nadveren åbnede en dør til tiden efter dommedag. (Foto: Wikimedia)
Biskoppen – en ældre herre – lader en skål med ostevalle gå rundt til medlemmerne af den oldkristne menighed. Vi er i det 2. århundrede, og de kristne er samlet for at modtage nadveren.
Men i den herskabelige, romerske murstensvilla, hvor ritualet foregår, bliver der hverken delt brød eller vin ud. Nadveren ligner slet ikke den, vi i dag kender fra altergang i kirken.
Faktisk har de to nadvere meget lidt med hinanden at gøre. Ny forskning viser nemlig, at de fleste af oldtidens kristne ikke blev et med Jesus ved at indtage ’jesu kristi blod og legeme,’ som man gør det i dag.
Derimod var nadverritualet en åben dør ind til det gudsrige, de kristne mente, ville opstå efter dommedag.
»Under nadveren befinder de oldkristne sig i tiden efter dommedag. Kilderne beskriver, hvordan de får visdom og et åndeligt liv, som ellers er noget, man først opnår efter dommens dag og opstandelsen,« siger Robert Hansen
Han har netop forsvaret sin ph.d.-afhandling om nadver og dåb blandt oldtidens kristne ved det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet.
Et festmåltid med alverdens kristne
Nadveren blev oprindeligt opfattet som det festmåltid, alle kristne skulle indtage med Jesus efter dommedag. Når de drak af den ostevalle, der blev delt ud i flere af de oldkirkelige fællesskaber, indtog de et måltid sammen med alle kristne, der havde været og skulle komme.
Resterne af den forestilling kan faktisk stadig ses i nutidens danske folkekirker. Når man sætter sig på knæ ved alteret og modtager vin og oblat, gør man det i en halvcirkel. I den anden del af halvcirklen befinder alverdens kristne sig – hvis man skal forstå nadveren, som man gjorde det i oldtiden.
Da kristendom blev mainstream ændrede nadveren sig
Når vi i Folkekirken i dag sætter os i en halvcirkel og modtager nadveren, er det kun os, der er til stede. Men i oldkirken fortsatte cirklen og inkluderede alle kristneDet var kun i de første århundreder af kristendommens levetid, nadveren blev opfattet som et dommedagsritual. I 300-tallet ændrede den romerske stat syn på de kristne. De blev i meget høj grad accepteret, og statens voldelige forfølgelser holdt op. Det fik den bivirkning, at forståelsen af nadverritualet ændrede sig.
Manden bag den nye kurs overfor de kristne var Konstantin den Store (285-337). Igennem blodige krige samlede han det romerske storrige. Samtidig stoppede han forfølgelserne af de kristne, og gav dem privilegier.
»De kristne går pludselig fra at være forfulgte af den romerske stat til at være privilegerede. Derfor var det ikke længere så relevant for dem at fokusere på, at den jordiske verden stinker, men at tiden efter dommedag vil blive bedre. Og det smittede af på nadverritualet,« fortæller Robert Hansen.
Da livet på jorden blev mere tåleligt for de kristne, holdt de simpelthen op med at fejre dommedag i nadveren.
Folkekirken bør lære af forskningen
I løbet af middelalderen gled de oprindelige tanker omkring nadveren helt i baggrunden. I stedet kom den til at handle om, at Jesus’ krop og blod er til stede i form af brød og vin. Og sådan her det været frem til i dag. Men det bør ændre sig nu, mener Robert Hansen.
»De tidlige kristne gik ikke op i, hvad de spiste, men derimod hvem de spiste med. Når vi i Folkekirken i dag sætter os i en halvcirkel og modtager nadveren, er det kun os, der er til stede. Men i oldkirken fortsatte cirklen og inkluderede alle kristne,« siger Robert Hansen.
Han mener, at den nye viden bør få indflydelse på den måde, den danske folkekirke opfatter nadveren på.
»Jeg mener, at Folkekirken bør huske på og tage ved lære af det her,« lyder opfordringen fra Robert Hansen.
Læs mere
Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Seneste fra Kultur & Samfund
-
George Lakoff: Socialister ved intet om fornuft
Venstreorienterede politikere misforstår den måde, menneskets hjerne fungerer på. Derfor har de svært ved at sætte den politiske dagsorden. Sådan lyder det fra den amerikanske super-forsker George Lakoff. -
Sådan bliver Offentligt-Privat Partnerskab en succes
Politikerne vil gerne have flere Offentligt-Private Partnerskaber. Nu viser ny afhandling, at partnerskabet går galt, hvis der er uklare mål og aftaler og manglende motivation til partnerskabet. -
Test: Er du arbejdsnarkoman?
Norske forskere har lavet et nyt værktøj, så du kan tjekke, hvor svært det er for dig at efterlade arbejdet på kontoret. Test dig selv her.
Mest læste på Videnskab.dk
Det læser andre lige nu
Spørg Videnskaben
Abonner på vores nyhedsbrev
Seneste nyheder
Seneste kort nyt
Mest sete video
Seneste kommentarer
På forsiden lige nu
Hvad skal jeg sige?
Robert Hansens udgangspunkt er bl.a. Ignatius af Antiokia (formoder, at det er denne helgen, der henvises til?) og Den hll. Perpetua. Ignatius af Antiokia bad inderligt kristne om i nadveren at bevare enheden, og samme enhed beder katolikkerne om den dag i dag.
Når man herhjemme og i andre protestantiske kirker har en halvcirkel med knæfald, er det noget, som er kommet til efter Reformationen. Ingen andre kristne kirker bruger det. Således modtager de fleste af verdens over en milliard kristne nadveren stående ligesom i Oldtiden.
For kristne handler det om tro, og i kristentroen kan man ikke skille livet i Jesus før døden fra livet i Jesus efter døden. Nadveren handler for troende om begge dele.
Halvcirklen er en ordning, man har fundet praktisk i og med, at den begrænser antaller af nadvergæster. Der har sikkert også engang været prestige i, at finere folk modtog nadveren før mindre fine folk, således at rangspersoner kom til bords med de rette ... Og præsten kom i midten af den tilbedende halvcirkel, hvilket præster sikkert har værdsat. Således blev han det ophøjede mellemled imellem højalteret (Gud) og sognebørnene på den anden side skranken.
I katolske og ortodokse kirker foregår nadveruddelingen i en lang, glidende bevægelse. I folkekirken bliver man delt op i hold. Men skulle det ændre noget? I modtagelsen af nadveren er kristne nøjagtig lige og forenes med Jesus og medkristne verden over - uanset hvor, vi modtager den ... i en skov, på en strand, i en kirke eller i en gl. ruin ...
I nadveren modtager vi iflg. Bibelen Jesus selv. Det har de første kristne også gjort. Igennem denne handling forener vi os med Jesus og med alle andre kristne - med eller uden halvcirkler. Det handler om liver her og nu - og så sandelig også også om livet efter døden.
Når vi går til nadver er det en bods- og renselseshandling, som gør godt for os lige nu og som samtidigt har perspektiver langt ud over dette liv, for i modtagelsen af nadveren gentændes glæden og håbet i os ved Jesus' snarlige komme, - som han har lovet os - og som vi beder om under enhver messe eller gudstjeneste i kristne kirkers fælles Fadervor.
Hvordan Robert Hansen formår at skille tingene ad, forstår jeg ikke. Livet med Jesus i denne verden hænger uløseligt sammen med livet med Jesus når vi dør. Heldigvis. Og det har det iflg. deres egne breve også gjort for de helgener, han henviser til og hvis breve, vi er så heldige at have i dag. Ignatius døde omkr. år 107 og Perpetua i Karthago år 203. Begge led de en voldsom død. Begge ville gerne lide en voldsom død, så de kunne opnå martyrstatus.
Bordskikken i Valhalla
Langt de fleste riter i NT er jo, skal vi sige, kunstnerisk lånt fra andre langt ældre verdensforståelser. Godt selskab blandt ligestillede fribårne i den næste verden i rummet "fremtiden" kendes fra Rig Veda (Bog 10:XIV – Yama) hvor selskabet er alle forfædrene tilbage til urjætten Ymir ("Yama" i Rig Veda). Beowulf-kvadet (sætning 187-188) og Ældre Edda; Grímnismál (kap II:8); Lokasenna (vers 45); Völuspá (vers 62) og Eyvindr Finsson skáldaspillir: Hákonarmál (vers 1) viderefører uændret Rig Veda. Vi kan også se fra etruskisk kunst at samme tanke er gældene hos etruskerne.
Som det oldengelske runedigt for runen peorð (p) viser os er forestillingen om Valhal i rummet "fremtiden" en direkte fremskrivning af samtiden i rummet "nutiden".
Alt andet lige, hvis vore unge mener at det bedste i verden er at sidde sammen omkring et godt spil i Xbox eller Playstation 3, så er det samme verdensforståelse der fremskrives til den næste verden.
Den vigtige forskel er at forstå hvor domsafsigelsen finder sted. I urnordisk tanke sker domsafsigelsen altid i rummet "nutiden" blandt de dødelige, hvor der tages stilling til den afdødes eftermæle; en god eller skidt person osv.
Kristendommen låner sin verdensforestilling fra egyptisk tanke. Hos egypterne skal sjælen stå til regnskab i Dommens Sal i den næste verden. Her skal den afdødes ånd over for hver domsmand kunne svare benægtende på at personen ikke har brudt en lang række egyptiske sæder. Herfra må det kristne synds-begreb tage sin oprindelse.
Kan den afdødes ånd ikke svare benægtende på hvert eneste domskrav, vil sjælen blive genfødt i en ny krop (dvs. en god gang "body snatching", som også Buddhismen er fortaler for). Herefter må man gennemleve endnu et jordeliv, og dermed opnå endnu en mulighed for at forbedre resultatet ved næste domsafsigelse.
Denne ring af liv → død → genopstandelse fortsætter indtil ånden kan klare sagen foran alle dommerne. Når det lykkes vil den perfekte sjæl gennemgå hamskifte og opnå det evige liv.
Ikke overraskende opfindes Jesus-figuren til at være lige en tand bedre end egyptiske herskere, faktisk så perfekt at tømmerlærlingen klarer sagen første gang.
Urnordisk tanke er det absolut modsatte af kristen tanke: Vi står til regnskab i rummet "nutiden", og vore efterfølgere må leve med konsekvenserne af vore handlinger. Derfor må vi gøre vort bedste medens vi lever. Det sker hver dag, og det sker for os alle.
Den modsatte forståelse er at livet i nutiden er underordnet hvad der sker i fremtiden. Om der afventer 200 underskønne jomfruer, evigt liv uden Efterløn osv. Det er under alle omstændigheder er alvorligt problem fordi denne verdensopfattelse helt og fuldt afskriver sig ethvert ansvar i rummet "nutiden". Som mental forsvarsmekanisme mod elendighed, dårlige skikke og dårlige ledelse kan vi forstå ansvarsfraskrivelsen, men det gør den hverken bedre eller mindre farlig.
Bordskikken i Valhalla
Langt de fleste riter i NT er jo, skal vi sige, kunstnerisk lånt fra andre langt ældre verdensforståelser. Godt selskab blandt ligestillede fribårne i den næste verden i rummet "fremtiden" kendes fra Rig Veda (Bog 10:XIV – Yama) hvor selskabet er alle forfædrene tilbage til urjætten Ymir ("Yama" i Rig Veda). Beowulf-kvadet (sætning 187-188) og Ældre Edda; Grímnismál (kap II:8); Lokasenna (vers 45); Völuspá (vers 62) og Eyvindr Finsson skáldaspillir: Hákonarmál (vers 1) viderefører uændret Rig Veda. Vi kan også se fra etruskisk kunst at samme tanke er gældene hos etruskerne.
Som det oldengelske runedigt for runen peorð (p) viser os er forestillingen om Valhal i rummet "fremtiden" en direkte fremskrivning af samtiden i rummet "nutiden".
Alt andet lige, hvis vore unge mener at det bedste i verden er at sidde sammen omkring et godt spil i Xbox eller Playstation 3, så er det samme verdensforståelse der fremskrives til den næste verden.
Den vigtige forskel er at forstå hvor domsafsigelsen finder sted. I urnordisk tanke sker domsafsigelsen altid i rummet "nutiden" blandt de dødelige, hvor der tages stilling til den afdødes eftermæle; en god eller skidt person osv.
Kristendommen låner sin verdensforestilling fra egyptisk tanke. Hos egypterne skal sjælen stå til regnskab i Dommens Sal i den næste verden. Her skal den afdødes ånd over for hver domsmand kunne svare benægtende på at personen ikke har brudt en lang række egyptiske sæder. Herfra må det kristne synds-begreb tage sin oprindelse.
Kan den afdødes ånd ikke svare benægtende på hvert eneste domskrav, vil sjælen blive genfødt i en ny krop (dvs. en god gang "body snatching", som også Buddhismen er fortaler for). Herefter må man gennemleve endnu et jordeliv, og dermed opnå endnu en mulighed for at forbedre resultatet ved næste domsafsigelse.
Denne ring af liv → død → genopstandelse fortsætter indtil ånden kan klare sagen foran alle dommerne. Når det lykkes vil den perfekte sjæl gennemgå hamskifte og opnå det evige liv.
Ikke overraskende opfindes Jesus-figuren til at være lige en tand bedre end egyptiske herskere, faktisk så perfekt at tømmerlærlingen klarer sagen første gang.
Urnordisk tanke er det absolut modsatte af kristen tanke: Vi står til regnskab i rummet "nutiden", og vore efterfølgere må leve med konsekvenserne af vore handlinger. Derfor må vi gøre vort bedste medens vi lever. Det sker hver dag, og det sker for os alle.
Den modsatte forståelse er at livet i nutiden er underordnet hvad der sker i fremtiden. Om der afventer 200 underskønne jomfruer, evigt liv uden Efterløn osv. Det er under alle omstændigheder er alvorligt problem fordi denne verdensopfattelse helt og fuldt afskriver sig ethvert ansvar i rummet "nutiden". Som mental forsvarsmekanisme mod elendighed, dårlige skikke og dårlige ledelse kan vi forstå ansvarsfraskrivelsen, men det gør den hverken bedre eller mindre farlig.
Hvem skal vi tage ved lære af?
Den tidligst nedskrevne udtalelse af Jesus er indstiftelsesordene ved nadveren. Her taler han om en ny pagt, ikke om dommedag som en universel begivenhed, kun at israels oprindelige 12 stammer hermed er dømt for deres misligholdelse af Sinaj-pagten.
Påstanden: "Nadveren blev oprindeligt opfattet som det festmåltid, alle kristne skulle indtage med Jesus efter dommedag" er forkert. Det er ikke den oprindelige opfattelse. Det er en opfattelse der kom til i det 2. århundrede.
Lad os hellere tage ved lære af det oprindelige hos Jesus end senere tiders strømninger.