Nå, for satan! Ærlighed og bandeord hænger sammen
18 januar 2017

Hvis bekymrede mødre holder deres børn for ørerne, når du formulerer dig, så kan det være et tegn på, at du er mere ærlig end andre mennesker. Det konkluderer et internationalt forskerhold i et nyt studie, skriver University of Cambridge i en pressemeddelelse.

»Forholdet imellem bandeord og ærlighed er indviklet. Det er ofte upassende at bande, men det kan også være en indikation på, at nogen giver dig deres ærlige mening. Ligesom de ikke filtrerer deres sprog for at fremstå mere acceptable, filtrerer de heller ikke deres holdninger,« siger lektor og ph.d. David Stillwell fra University of Cambridge i pressemeddelelsen.

Han er medforfatter til det nye studie, der er publiceret i tidsskriftet Social Psychological and Personality Science.

LÆS OGSÅ: Bander vi mere end før i tiden?

Forskerne brugte både spørgeskemaer og data fra Facebook for at komme frem til deres resultat.

I spørgeskemaet bad de 276 forsøgspersoner om at opliste deres oftest brugte bandeord.

Derefter kom forsøgspersonerne i en løgnedetektor for at afsløre, om de var ærlige, eller om de mest af alt svarede det, som, de troede, var socialt acceptabelt.

Det viste sig, at forsøgspersonerne, der havde lavet længere lister af bandeord, havde mindre tendens til at lyve.

LÆS OGSÅ: Sådan bliver du bedre til at afsløre en løgner

I den anden halvdel af studiet indsamlede forskerne amerikanske Facebook-data.

Her viste det sig, at de brugere, der brugte flest bandeord, også havde flere indikatorer i deres sprog, som tidligere er blevet forbundet med ærlighed.

For eksempel brugte de bandende Facebook-brugere oftere stedordene ”jeg” og ”mig”, som tidligere er blevet forbundet med en højere grad af ærlighed.

LÆS OGSÅ: Små løgne vænner hjernen til uærlighed

LÆS OGSÅ: Derfor er det et sundhedstegn, når børn lyver

on

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.