Hvorfor sker der så lidt i pinsen?
24. maj 2012 kl. 14:44Vi æder, danser og kommer hinanden ved til jul og påske. Det samme kan man ikke sig om pinsen, men hvorfor egentlig ikke? En læser undrer sig – her er svaret. Læs mere
Myten om Atlantis – fup eller fakta?
26. maj 2011 kl. 03:55 14 kommentarer
Myter og mysterierIfølge myten sank den magtfulde østat Atlantis i havet fra den ene dag til den anden. Men eksisterede Atlantis virkelig? Danske forskere er uenige.
Illustration: Mette Friis-MikkelsenEngang for tusindvis af år siden herskede magtfulde konger over en ø så stor som et kontinent.
Øen Atlantis var frodig og smuk og gemte på et enestående tempel til ære for havguden Poseidon og på et stort og pragtfuldt kongepalads, hugget ud i farvede sten og med lofter og vægge af guld, sølv og elfenben.
I cirkler rundt om paladset stod imponerende, udsmykkede mure med kanaler imellem, og øens befolkning var rig og harmonisk. Beboerne nedstammede fra Poseidon, og mange af dem drog ud i verden for at erobre land i Europa og Afrika og var med til at etablere Atlantis som en suveræn flådenation.
Men ak. Efterhånden som befolkningen opførte sig mere og mere som almindelige mennesker med laster og synder, gik det ned ad bakke.
Atlantis tabte en krig mod Athen, og pludselig styrtede hele Atlantis i havet ved en enkelt dag og nats ufattelige ulykke.
Øen er aldrig blevet fundet og ligger muligvis den dag i dag på havets bund.
Atlantis 'fundet' i flere dele af verden
Du er sikkert stødt på myten om Atlantis på et tidspunkt.
Myten blev fortalt af den græske filosof Platon i værkerne Kritias og Timaios for 2.500 år siden, men den har især gennem de seneste 150 år sat grå hår i hovedet på begejstrede historiefreaks og videnskabsfolk, som har forsøgt at afkode teksterne og finde frem til stedet, hvor Atlantis lå.
I 1800-tallet var det en udbredt opfattelse blandt tilhængere af Platons myte, at Atlantis nok havde ligget i midten af Atlanterhavet. Tegningen her skitserer med hvidt, hvor riget havde erobret land ifølge fortaleren Ignatius Donnelly.
Mange mener selv, de har nået målet.
Atlantis er gennem tiden blevet ’fundet’ i bl.a. Spanien, England, Caribien og Bolivia, mens andre påstår, den hører hjemme i Antarktis, ude i Atlanterhavet, tæt på Doggerbanken eller et sted i Grækenland, måske som et billede på det sagnomspundne Troja.
"Tag Atlantis-myten med et gran salt"
Hvis man virkelig vil nærmere en afklaring om, hvad der er op og ned i Atlantis-myten, kræver det et svar på det helt centrale spørgsmål: Beskriver Platon en virkelig ø og dens endeligt, eller har han opdigtet det hele?
I Danmark er der faktisk forskellige meninger blandt forskerne.
Vi starter hos eksperter i antikken. De har generelt svært ved at se, at Atlantis skulle være et virkeligt sted. Lektor i klassiske studier Christian Høgel hæfter sig ved, at:
-
Platon aldrig kommer med detaljerede beskrivelser af byen rundt om paladset, af oplandet på øen eller med oplysninger om befolkningen eller deres sprog
-
Platon generelt i sin litteratur – udformet som dialoger – bruger myter til at understrege pointer i en igangværende diskussion, i dette tilfælde om idealstaten, uden at det har noget som helst andet formål end at understrege en pointe
- Ingen andre græske kilder nævner Atlantis
»Hvis man skulle tro på myten, ville det have været rigtig godt, hvis Atlantis var nævnt en masse steder. Generelt var byer og navne ikke noget, man bare lige opfandt i græske myter, men de bliver som regel nævnt hos forskellige digtere og i tragedier,« siger Christian Høgel og fortsætter:
»Her har vi kun Platons ord, og vi ved faktisk ikke engang, hvad Platons egentlige kilder var, kun at han selv siger, de stammer fra Egypten. Det giver os en fornemmelse af, at myten enten bygger på andre elementer, han har hørt og laver en masse ud af, eller at han slet ikke har hørt noget om det og bare digter.«
»Jeg vurderer, at det hele skal tages med et gran salt,« siger Christian Høgel, lektor, ph.d. på Klassiske Studier på Syddansk Universitet.
Myten om Atlantis opfylder Platons formål
Fakta
Den græske historiker Hellanikos af Lesbos, der blev født ca. 70 år før Platon (omkring år 500 f.Kr.), lavede faktisk et skrift, der hedder ’Atlantis’. Et brudstykke af skriftet eksisterer stadig, men det handler efter al sandsynlighed om Atlas’ datter.
På Aarhus Universitet har historiker Jens Krasilnikoff især arbejdet med dialogen Kritias.
Her bruger Platon myten om Atlantis til bl.a. at fortælle om, hvor god jord man havde engang i forhold til, hvor dårlig jord man havde på Platons tid i området omkring Athen på halvøen Attika.
»Platon bruger myten til et specifikt formål, nemlig til at beskrive, hvad der foregik i de 9.000 år, der var gået siden krigen mellem Athen og Atlantis.«
»Atlantis og Athen bliver forbundet i en forfaldshistorie, hvor Attikas frugtbare jord blev skyllet ud i havet og efterlader halvøen som et klippefyldt og stenet landskab, som i Platons samtid ligner en syg mands benede krop, hvor knoglerne stikker frem.«
»Platon forsøger at forklare nutiden ved at række tilbage, og der tjener myten en helt klar funktion,« vurderer Jens Krasilnikoff, som forsker i oldtidens græske og romerske historie.
Atlantis minder om andre historier om forfald
Jens Krasilnikoff fortæller, at Platons Atlantis-myte ligner andre forfaldshistorier.
Omkring 350 år tidligere beskriver digteren Hesiod i digtet ’Værker og Dage’, hvordan guldalderslægten, der var tæt på Olympens guder, blev fulgt af den ringere sølvalderslægt, som igen fulgtes af bronzealderslægten og endelig jernalderslægten. Jernalderslægtens liv var – ligesom Atlantis-folkets liv til sidst i myten – domineret af krig og strid.
»Men selvom der er visse geografiske eller kronologiske sammenfald beretninger, skal man tænke på, at myter er meget fleksible. En af deres væsentligste egenskaber er, at de hele tiden kan forandres og ses i et nyt lys i forhold til den samtid, de fortælles i.«
Vulkanøer bliver dannet og forsvinder løbende. Islandske Surtsey nærmest sprang ud af havet 14. november 1963 efter et vulkanudbrud 130 meter under havets overflade. Udbruddet varede i 3½ år og dannede en ø på knap tre kvadratkilometer. I dag er øen eroderet ned til det halve. (Foto: Howell Williams, U.S. National Oceanic and Atmospheric Administration)
»Platons myte bliver analyseret som en del af de litterære værker, hvori den indgår, men få tænker for alvor på Atlantis som en historisk faktor,« siger Jens Krasilnikoff, lektor, ph.d. på Historisk Afdeling på Aarhus Universitet.
Hvis Atlantis eksisterer, ligger den nok i Spanien
Hvis myten om Atlantis alligevel refererer til et virkeligt sted, er det ifølge Christian Høgel fra Syddansk Universitet oplagt at pege på Spanien, et sted i eller ved Gibraltarstrædet, af to årsager:
-
Navnet Atlantis lægger sig op ad Atlas; kæmpen, som holdt himmelhvælvingen oppe. Han holdt til langt ude vestpå (i forhold til Grækenland) ved grænsen til det store ukendte Atlanterhav, og han har også lagt navn til Atlasbjergene i Nordafrika.
- Platon fortæller, at Atlantis lå ved Herkules’ søjler, der er en betegnelse for de to sider af Gibraltarstrædet.
Skal man fortsætte ud af sporet og forfølge tanken om, at Atlantis virkelig har eksisteret, er det muligt at finde paralleller til velkendte hændelser eller begivenheder, som kan have fundet sted – men det kræver, at man hugger et afsnit og klipper en side af Platons beretninger og præsenterer nye definitioner af tid, sted og Atlantis’ størrelse og endeligt.
Øer kan sagtens synke i havet
Lad os starte med det mest sandsynlige først: Undergangen. En ø kan nemlig sagtens ’synke i havet’.
Seniorforsker Trine Dahl-Jensen fra GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, fortæller, at øer bliver dannet og forsvinder igen af flere typiske årsager, f.eks.:
-
Jordens store brudstykker – de tektoniske plader – bevæger sig bl.a. hen over særligt varme og aktive områder i jordoverfladen, kaldet hotspots. Varmen fra jorden får overfladen til at rejse sig, og vulkaner kan på de steder danne øer midt ude i havet. Når den tektoniske plade har bevæget sig videre, falder stedet sammen igen og forsvinder måske under havets overflade. Sådan en bevægelse kender man fra en lang række øer ved Hawaii – men den tager millioner af år.
-
Vulkanske øer opstår og forgår løbende. Seneste eksempel er øen Surtsey syd for Island, som fra 1963 blev dannet af et fire år langt vulkanudbrud. Øen blev næsten tre kvadratkilometer stor, inden udbruddet stoppede og vind, vejr og vand begyndte at nedbryde den igen. I dag har den omkring halv størrelse.
-
Vandstanden stiger eller falder. På den måde kommer rev til syne og forsvinder igen, men: det tager som regel mange, mange år.
- Øer kan blive ramt af jordskælv, tsunamier eller vulkanudbrud og på den måde blive smadret.
Middelhavet hærget af jordskælv og vulkanudbrud
»Historisk set har der været tsunamier i både Atlanterhavet og Middelhavet. I 1755 skete et stort jordskælv ud for Lissabon. Det udløste en tsunami, som var meget ødelæggende langt ind i Spanien og helt ned til Gibraltar og Afrikas kyst. Middelhavet har også haft sine store tsunamier, så på den måde kan øer i det område godt blive ødelagt på kort tid.«
»Der var også en ø i Middelhavet, der eksploderede i et vulkanudbrud; Santorini. Meget er væk, og i dag er der kun en ringformet ø tilbage – men man kan selvfølgelig ikke sige, at den er helt forsvundet, for kanten stikker jo op af jordoverfladen,« bemærker Trine Dahl-Jensen.
Atlantis kunne ligge i det græske øhav
Nej, Santorini er langt fra forsvundet.
Som man kan ane på satellitfotoet, danner den græske ferieø Santorini nærmest en cirkel rundt om en mindre ø. Det kunne passe med Platons beskrivelse af et rige, som bestod af land og vand i runde formationer af nogenlunde lige stor bredde, kaldet koncentriske ringe. (Foto: NASA)
Faktisk er der så meget land tilbage, at øen i dag et populært feriemål i det græske øhav. Ikke desto mindre er det langt fra kun badeglade turister, der lægger vejen forbi. Forskere og hobbyvidenskabsmænd med en forkærlighed for Atlantis-myten har også set sig varme på Santorini.
Ser man bort fra, at:
-
dele af øen stadig ligger der – selvom Atlantis forsvandt
-
det kæmpe vulkanudbrud på øen formentlig fandt sted omkring 1.600 år før Kristus – selvom Platon beretter, at Atlantis forsvandt ca. 10.000 år f.Kr. - samt at
- Santorini ligger i Det Ægæiske Hav i Grækenland – og ikke i Spanien
…så er der en del tegn på, at Santorini kunne være Atlantis.
Beskrivelsen minder om Santorini
I sin bog ’Ilden i havet’ fra 2007 beretter geolog Walter L. Friedrich fra Aarhus Universitet detaljeret om Santorinis fysiske forhold og om de arkæologiske fund af bl.a. bygninger og fresker; malerier på kalk.
Tilsammen tegner de billedet af en blomstrende kultur, som blev knust under vulkanudbruddet ca. 1.613 f.Kr., kaldet den minoiske eruption eller det minoiske udbrud. (Tidspunktet er fastsat af bl.a. Walter L: Friedrich selv i en anerkendt artikel i det førende tidsskrift Science.)
Geologisk set er Santorini interessant, fordi Platon fortæller, at Atlantis’ centrum var omgivet af store ringe af skiftevis fast grund/mure og vand.
Santorini består i dag af øer, som tilsammen nærmest danner en cirkel, og forskere har spekuleret i, at der kan have ligget en by i midten – hvilket overordnet ville passe fint med Platons beskrivelse af Atlantis.
Endelig tyder Platons karakteristik af frodige omgivelser og farvede sten i kongepaladset på, at hans Atlantis var en vulkanø ligesom Santorini.
Aarhus-forsker: Atlantis hænger sammen med Santorini
Platon bruger aldrig mytiske elementer som argumenter i sin filosofi. Myterne er i stedet små historier, der fortælles af nogle af aktørerne i dialogerne, lidt ligesom man kender det fra Biblens parabler – men Platon har ikke lyst til at blive hængt op på dem.Walter L. Friedrich blev for nogle år siden udnævnt til æresborger på Santorini for sin forskning gennem mere end 30 år i øens geologiske historie. Han er i gang med en ny videnskabelig artikel om Santorinis forbindelse til Atlantis-historien, men vil ikke fortælle i detaljer om sine overvejelser, før artiklen er udkommet.
»Jeg kan kun sige så meget, at vi konkluderer, at der måske kan være noget om sagen. I hvert fald ser det ud til, at kernen i Atlantis-myten er knyttet til den minoiske eruption,« siger Walter L. Friedrich, lektor emeritus på Geologisk Institut, Aarhus Universitet.
Arkæologi bekræfter højtstående kultur i Grækenland
Arkæologiske fund antyder oven i købet, at græske øer for flere tusinde af år siden – i Bronzealderen fra omkring 3.200 f.Kr. til 1.450 f.Kr. – var hjem for et meget velhavende og nogle steder også meget velfungerende samfund, kaldet den minoiske kultur; den allerførste finere europæiske kultur, som vi har arkæologiske levn fra.
Den førende danske arkæolog på området er Erik Hallager, tidligere adjungeret professor i klassisk arkæologi ved Aarhus Universitet og gennem syv år leder af Det Danske Institut i Athen, der bl.a. hjælper grækerne med at grave de vigtigste fortidsminder ud.
Erik Hallager har i 40 år stået for udgravninger på Kreta, der har vist sig at være det blomstrende centrum i den minoiske kultur, som bl.a. også omfattede Santorini.
Hans udgravninger har afsløret, at husene på den vestlige del af Kreta ligesom på resten af øen bugnede med bl.a. mad og andre tydelige tegn på velstand som f.eks. fresko-malerier, stenvaser, forseglede kar og lertavler med indskrifter, der vidner om en kultur med god organisation.
Det er særligt interessant, at byerne og de store paladser på øen var uden befæstninger, hvilket er højest usædvanligt.
»Det tyder på, at der har været rigdom nok, og at man ikke behøvede at frygte angreb. Det har formentlig været et meget rigt og velfungerende samfund,« vurderer Erik Hallager.
Set fra min stol er det et problem at sammenkæde Atlantis med det kronologiske og geologiske faktum, at Santorini sprængte i luften. Vi mangler ganske enkelt det fældende bevis for, at Atlantis-myten er andet end Platons version af en forfaldsmyte. Og så er vi tilbage i den gamle strid, om hvorvidt myter rummer en kerne af sandhed eller ej.Det lyder jo nærmest som Atlantis. Kan du udelukke, at Atlantis har eksisteret på den tid?
»Jeg vil vende den om og sige, at jeg ikke kan bruge Platons beskrivelse til at sætte lighedstegn mellem Atlantis og den minoiske kultur – som flere i øvrigt ikke anser Santorini for at være en del af. Som fagmand er jeg nødt til at ignorere, hvad en senere myte fortæller og se på, hvad vi rent faktisk ved.«
Arkæolog meget skeptisk over for Atlantis-myten
Hvis nogen skulle få den tanke, at Atlantis kunne være Kreta, blandt andet fordi store paladser prydede øen fra 2000-1450 f.Kr., altså i tiden omkring Santorini-udbruddet, så kan de ifølge Erik Hallager roligt tro om igen.
»En stor del af den minoiske paladskultur på Kreta blev begravet efter store brande i 1450 f.Kr., og der er ingen skrifter, som har overlevet frem til Platons tid. Vi har i hvert fald ingen vidnesbyrd.«
»Så skulle Platon have hørt om øen via mundtlige kilder – men det vækker min skepsis, der går på, at der er gået for lang tid fra hændelserne skete, til Platon skrev om dem. Han har næppe haft en chance for at vide, hvad han talte om, hvis han refererede til det minoiske samfund,« mener Erik Hallager.
Erik Hallager tilføjer, at han er »meget, meget skeptisk« over for myten og enig med de to oldtidsforskere i, at de fysiske rammer i forfaldshistorier ikke nødvendigvis bygger på noget virkeligt.
Myter kan være, som du vil have dem
Ingen ved, om Platon reelt har bygget sin beretning på et egyptisk dokument, på mundtlige overleveringer, på inspiration fra virkeligheden eller på rendyrket varm luft.
Det står til gengæld klart, at hvis man vil have myten om Atlantis til at være en beskrivelse af virkeligheden, så må man skrue på enten tid, sted eller placering – eller på alle tre knapper på én gang.
Og det er måske i virkeligheden et meget godt tegn på, at myten er netop en myte, påpeger Christian Høgel, der på Syddansk Universitet forsker i klassisk græsk litteratur.
»Det illustrerer selve problemet med myter: Man kan altid få det ene, det andet eller det tredje element til at minde om noget. Måske hvis det bare var en anden konge, et andet sted eller det så lidt anderledes ud, så passer det. Men det gør den altså ikke til virkelighed,« bemærker Christian Høgel.
To forskere har i de senere år placeret Atlantis nær den sydspanske havneby Cadiz, omkring 100 km nordvest for Gibraltar. Senest har arkæologiprofessor Richard Freund fra University of Hartford i USA i 2011 ved hjælp af bl.a. ny radarteknologi - og en stort anlagt dokumentarfilm fra National Geographic (se link i bunden af artiklen) - haft held med at finde noget, der minder om rester fra Atlantis og fået spredt historien i verdens medier. (Illustration: NordNordWest/Mette Friis-Mikkelsen)
Oversættelse kan have givet Atlantis vokseværk
En sidste oplysning i Platons myte om Atlantis sætter solide grænser for, hvor Atlantis kan have gemt sig: Platon nævner, at øen var større end Asien og Afrika tilsammen.
Atlantis/Santorini-teoriens førende internationale tilhængere har rødder i geofysik, historie og arkæologi. De gætter på, at øens er blevet så gigantisk hos Platon, fordi der er gået ged i en oversættelse.
Beskrivelsen af Atlantis stammer ifølge Platons Kritias oprindeligt fra et egyptisk dokument. Dokumentet blev efter sigende bragt til Grækenland af vismanden Solon nogle få hundrede år, før Platon (427-347 f.Kr.) skrev om det.
Dokumentet fortæller – ifølge Platon – i den græske oversættelse om en ø »større end Libyen og Asien« (Libyen var datidens betegnelse for Afrika), som gik under 9.000 år, før historien kom i hænderne på Solon.
Tilhængerne af teorien mener, at denne græske oversættelse – som altså kun er nævnt hos Platon og som ingen kender eksistensen af – må have været fuld af fejl. De mener, at det oprindelige egyptiske dokument i stedet må have placeret Atlantis MELLEM Afrika og Asien og have dateret dens undergang til 900 år, før historien kom i Solons hænder. Eller med andre ord: omkring tiden for det minoiske udbrud på Santorini.
Faktisk er tanken, at alle tal i Platons gengivelse på grund af oversættelsesfejl skal divideres med ti. På den måde krymper Atlantis til en tiendedel og bliver på størrelse med et mere overskueligt stykke land end Afrika og Asien tilsammen.
Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Seneste fra Kultur & Samfund
-
George Lakoff: Socialister ved intet om fornuft
Venstreorienterede politikere misforstår den måde, menneskets hjerne fungerer på. Derfor har de svært ved at sætte den politiske dagsorden. Sådan lyder det fra den amerikanske super-forsker George Lakoff. -
Sådan bliver Offentligt-Privat Partnerskab en succes
Politikerne vil gerne have flere Offentligt-Private Partnerskaber. Nu viser ny afhandling, at partnerskabet går galt, hvis der er uklare mål og aftaler og manglende motivation til partnerskabet. -
Test: Er du arbejdsnarkoman?
Norske forskere har lavet et nyt værktøj, så du kan tjekke, hvor svært det er for dig at efterlade arbejdet på kontoret. Test dig selv her.
Mest læste på Videnskab.dk
Det læser andre lige nu
Spørg Videnskaben
Abonner på vores nyhedsbrev
Seneste nyheder
Seneste kort nyt
Mest sete video
Seneste kommentarer
På forsiden lige nu
Syndfloden
Historien minder om syndfloden og Noas-ark.
Historien skal bare fortælle at guderne straffer de selvglade, med en naturkatastrofe.
Mere Mytologisk forståelse
- Eller myten om Atlantis; Mælkevejen; Stjernebilleder og personlig udvikling.
Ud over de elementære guddomme af ild; vand, luft og jord som beskrives i mange skabelsesmyter før al skabelse, giver selve Mælkevejens udseende ophav til myter om den største gud og gudinde. Derudover giver flere stjernebilleder også ophav til myter om disse to primære guddommes ”sønner og døtre”.
Endelig kan nogle mytologiske fortællinger omhandle et forløb hvor en mandlig eller kvindelig jordisk født helt/heltinde gennemgår en personlig udvikling ved at møde de forskellige kosmiske arketypiske kræfter og kvaliteter tilhørende begge køn i såvel mikrokosmos som makrokosmos. Ligesom der anføres herunder:
“Hercules/Heracles was a divine hero in Greek mythology, the son of Zeus and Alcmene. Extraordinary strength, courage, ingenuity, and sexual prowess with both males and females were among his characteristic attributes”.
AD: Zeus er den græske primære mandlige gud og “hans kone” Hera, er den primære kvindelige guddom som begge er tilknyttet myterne om Mælkevejens udseende. Zeus: http://en.wikipedia.org/wiki/Zeus
“In Rome and the modern West, he is known as Hercules, the Romans adopted the Greek version of his life and works essentially unchanged, but added anecdotal detail of their own, some of it linking the hero with the geography of the Central Mediterranean”.
AD: Ved at linke de himmelske fortællinger til nogle geografisk markeret lokaliteter, kan man på denne måde have en referenceramme til at huske de mytologiske historier der udspringer af himmelens udseende i døgnets og årets gang.
Desværre er det de jordiske lokaliteter som er husket og citeret mest i vor tid og de himmelsk/mytologiske og kosmologiske betydninger som stort set er glemt. Dermed er myterne blevet sekulariseret til ukendelighed, en romersk – og meget moderne - tendens som også går igen med de oprindelige myto-kosmologiske navne på flere planeter i solsystemet.
- Studerer man indholdet af Heracles´ 12 og andre opgaver, er det mere end svært at forbinde mange af disse med noget der kan have sit udspring i den jordiske virkelighed. Sære skabninger med 3 hoveder og væsener der er en blanding af menneske og dyr er ikke lige noget der peger på at fortællingen om hverken Atlantis eller Herkules arbejder eller Herkules´ Piller handler om noget der foregår på Jorden.
“After completing the 12 tasks, Heracles joined the Argonauts in a search for the Golden Fleece. They rescued heroines, conquered Troy, and helped the gods fight against the Gigantes”.
AD: “Giganter” er tilknyttet de største himmelske objekter som kan observeres fra Jorden, nemlig Mælkevejens strukturer som hvælver sig over Jorden på både den nordlige og sydlige hemisfære. De tilsvarende ”væsener” i den Nordiske Mytologi er Jætterne, der ”lever” i Udgård.
Når Heracles, ligesom den nordiske Thor, ”kæmper imod” disse giganter eller jætter, er fortællingen først og fremmest et udtryk for et stjernebilledes natlige og årlige bevægelse og position i forhold til den del af Mælkevejens udseende som er nærmest stjernebilledet.
“Heracles killed the king and his sons–excluding Iphitus–and abducted Iole. Iphitus became Heracles' best friend. However, once again, Hera drove Heracles mad and he threw Iphitus over the city wall to his death. Once again, Heracles purified himself through three years of servitude — this time to Queen Omphale of Lydia”. Link: http://en.wikipedia.org/wiki/Heracles#Labours_of_Heracles
AD: Indledningen er en fortælleteknik der går ud på at henlede fokus på det sted i det kendte univers hvor livet opstår.
“The Greeks did not recognize Omphale as a goddess: the undisputed etymological connection with omphalos, the world-navel, has never been made clear”. http://en.wikipedia.org/wiki/Omphalos
AD. Hvordan kan man først udtale at betydningen af Omphale aldrig har været klar og derefter påstå at grækerne ikke opfattede Omphale som en gudinde?
- Med omtalen af Heracles´ ”besøg hos dronning Omphale af Lydia”, beskrives en meget speciel del af forholdene i Mælkevejen, nemlig selve centeret i vores galakse der befinder sig på Jorden sydlige hemisfære, i ”Underverdenen” eller ”nede under horisonten/vandet” set fra den nordlige hemisfære.
Dermed er betydningen ikke ”verdens navle” som i ”Jordens navle” men som navlen i det dengang kendte univers, nemlig navlen eller centeret i vores galakse Mælkevejen. En sådan tolkning underbygges ved at læse om de kvaliteter og attributter som der er tilknyttet begrebet ”Omphalos”:
” An omphalos is an ancient religious stone artifact, or baetylus. In Greek, the word omphalos means "navel" (compare the name of Queen Omphale). According to the ancient Greeks, Zeus sent out two eagles to fly across the world to meet at its center, the "navel" of the world. Omphalos stones (eller “Navel pillars”, red. Ivar) used to denote this point were erected in several areas surrounding the Mediterranean Sea; the most famous of those was at the oracle in Delphi”. Links: http://en.wikipedia.org/wiki/Omphalos - se også http://en.wikipedia.org/wiki/Axis_mundi
- Da den mytologiske fortælling omhandler begreberne og betydningerne af Omphalos, ”Verdens Navle” og ”Queen Omphale” der er tilknyttet en overordnet kvindelig skabergudinde, kan betydningen heller ikke her tilknyttes noget jordisk idet skabelsesfortællingerne indledes med en fortælling FØR alt var skabt og hvor Solen og Jorden skabes langt senere.
Derudover fortæller den mytologiske overlevering at vores solsystem er skabt direkte ud fra det dengang kendte univers´centrum, nemlig i centeret (navlen) af vores galakse Mælkevejen der også mytologisk kaldes ”the cosmic womb”.
En beskrivelse der passer fint, idet centeret af vores galakse er placeret i stjernebilledet Skytten som er beliggende i et punkt i galaksens konturer der billedmæssigt fint kan symbolisere livmoderområdet hos både en kvinde og andre hunlige skaberdyr. Se http://www.native-science.net/MilkyWay.MotherGoddess.htm
Ydermere er galaksens center placeret på Jordens sydlige hemisfære der betegnes som Underverdenen /”under havets horisont” eller Tartaros, "dødsriget" hvor Heracles psykologisk besejrer Cerberus-hunden med de 3 hoveder og derved genvinder sit liv efter besøget i dette ”dødsrige”. Et besøg der også indebærer en intuitiv erkendelse om hvorledes livet skabes; opløses og genskabes i en uendelighed i Universet.
- Hvis beretningen om Atlantis beskriver de kosmologiske/kosmogoniske forhold i vores galakse og solsystemets placering i galaksen, så mener jeg at ”Herkules´ 2 piller” beskriver retningen til galaksens centrum på en given natlig årstid, hvor en ”kanal” i det kosmiske hav går lige til centeret af den ”kosmiske ø”, galaksen, der sejler ”i himmelens vande”, der hvor havguden Poseidon hersker.
”Atlantis” – Paradiset, eller Edens Have - ligger der hvor det altid har ligget: I ”Underverdenen” eller ”under havets horisont”; ”sunket i Havet” set fra den nordiske halvklode. Beretningen om Atlantis er den myto-kosmologiske beretning om centeret i vores galakse Mælkevejen og Solsystemets og Jordens placering i galaksen og en beretning om hvorledes muligheden for livet opstod i galaksens centrum.
- Alt i alt kan man som skrevet ovenfor have jordiske markeringer til at fortælle om de himmelske/kosmologiske forhold, men man kan efter min mening ikke logisk forbinde noget med den mytologiske fortælling om Atlantis til noget som helst som har foregået eller som vil komme til at foregå på Jorden.
NB: Undskyld denne lange forklaring – men det er svært at rydde op i så mange løse ender som også afspejler sig i de mange indfaldsvinkler i denne artikel og dens kommentarer.
Naturfilosof Ivar Nielsen
http://www.native-science.net
Sammenligningen med
Sammenligningen med Asteroidebæltet er gennemført fejlagtig, medmindre man allerede har kendskab til asteroider.
Landmasser var derimod ikke ukendte i oldtiden (man boede på en og havde efterretninger om andre) og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig landmasser på den anden side af et hav - et hvilket somhelst hav - især når man i både Ægypten og Grækenland kendte til den Iberiske halvøs eksistens (Hercules søjler er Gibraltar og Ceuta).
Og alligevel så sandt...
Og alligevel så sandt... Faktum er, at man fra en hypotetisk ø i Atlanterhavet ville ku' sejle til en øgruppe (bl.a. Caribien) og videre til det kontinent, der omgiver havet.
Det ville svare til at en gut gættede på Asteroidebæltets eksistens uden nogensinde at have observeret det eller have haft beviser for det. En mulighed, selvfølgelig, men ikke specielt sandsynlig.
"det land, der ligger helt
"det land, der ligger helt uden om oceanet" er det land, hvor énfødderne og macrofagerne lever - ren fantasi og ekstremt upræcist.
Jep
Hvis man tænker på at det må være angivet ud fra skibsopmålinger - så ja, mere eller mindre. Jeg hævder ikke at de har udforsket hver en afkrog at oceanet, men det er alt for præcis en beskrivelse til at være fundet på.
Hvilket "amerikansk
Hvilket "amerikansk kontinent"?
Omgiver det amerikanske (dobbelt)kontinent oceanet?
Hvis det gør, er der en alvorlig fejl på min globus.
Kontinentet overfor
"... og fra den [øen] kunne folk i de tider sejle fra de andre øer og derfra til hele det kontinent, der ligger overfor dem, og som omgiver det sande ocean. (Alt det, der ligger her, indenfor det omtalte stræde, ser nemlig ud til at være en indsø med en snæver indsejling; det, der ligger udenfor, er der egentlige ocean, og det land, der ligger helt uden om oceanet, er det, der i sandhed fortjener navn af kontinent)." - Timaios, Platons Skrifter, oversat af Povl Johannes Jensen
Ret utroligt at Platon lige opfandt det amerikanske kontinent til sin 'fiktion'.
Ligesom det er noget af et sammentræf at han placerede Atlantis' undergang lige omkring det tidspunkt hvor vanvittige, abrupte klimaskift afsluttede sidste istid.
Mytologisk forståelse
Citat: "Det illustrerer selve problemet med myter: Man kan altid få det ene, det andet eller det tredje element til at minde om noget. Måske hvis det bare var en anden konge, et andet sted eller det så lidt anderledes ud, så passer det. Men det gør den (myten, red. Ivar) altså ikke til virkelighed, bemærker Christian Høgel", citat slut.
- En myte kan ikke tilpasses først det ene og så det andet. Problemet er, at man i vor tid læser og fortolker en myte som værende en skrøne og det gør man fordi man ikke kan forbinde elementerne og personerne i myten med noget konkret der gælder i vores tid.
- Når der henvises flere gange til at Platon anvendte myter til at underbygge sine fortællinger, så skal man altså tage den mytologiske fortælling alvorligt - ellers er man ude i alvorlige forklaringsproblemer hvor logikken gang på gang mistes.
- Overalt hvor primære Guder og Gudinder nævnes, kan man forbinde disse med den kosmologiske fortælling om Skabelsen og denne kan igen forbindes direkte med ”den ø som sejler i det kosmiske hav”, nemlig vores galakse Mælkevejen, hvis udseende i mange kulturer er symbolsk forbundet med floder, altså himmelske floder. http://www.mythencyclopedia.com/Fi-Go/Floods.html
- Selve udseendet af vores galakse har givet ophav og navne til alverdens guder og gudinder, hvoraf mange er tilknyttet det vandige element, ligesom også havguden Poseidon der nævnes i denne artikel. http://en.wikipedia.org/wiki/Water_deity
- Når en mytologisk skabelseshistorie fortælles, skal man altså forbinde denne fortælling helt konkret med vores galakse. Citat: ” The Timaeus begins with an introduction, followed by an account of the creations and structure of the universe and ancient civilizations”.
Og: “According to Critias, the Hellenic gods of old divided the land so that each god might own a lot; Poseidon was appropriately, and to his liking, bequeathed the island of Atlantis. The island was larger than Ancient Libya and Asia Minor combined, but it afterwards was sunk by an earthquake and became an impassable mud shoal, inhibiting travel to any part of the ocean. http://en.wikipedia.org/wiki/Atlantis#Plato.27s_account
- Opdelingen af denne ”store ø”, fortæller om at ”øens udseende”, i.e. Mælkevejens udseende, kan observeres fra Jordens 2 halvkloder, og når den beskues fra Jordens nordlige halvklode, befinder ”øens” centrum” sig på den mytologiske del af hemisfæren der kaldes ”underverdenen” eller ”under vandets horisont”. Dette forklarer at ”øen” forsvinder hver dag og dukker op hver nat” når man igen kan observere Mælkevejens/Atlantis´ udseende. http://www.native-science.net/MilkyWay.Mytology.Keys.htm
- Forstår man myten om Atlantis og de tilhørende guddomme i den rette kontekst, er den ikke fup men fakta – det drejer sig først og fremmest om at tage mytens indhold alvorligt og at forbinde dette med de konkrete kosmologiske forklaringer som alverdens kulturer har overleveret i deres fortællinger og symboler om Skabelsen.
Konklusionen er derfor at det er fup at Atlantis er, eller har været, en geografisk lokalitet på Jorden, men et faktum at Atlantis beskriver "skabelsens indretning" via de mytologiske forklaringer som i stort omfang kan bekræftes med moderne kosmologiske observationer.
Venligst Ivar
http://www.native-science.net
Atlantis-myten
Der er da vist nogen, der har for meget fritid.
vh.
Johs.Thomsen
http://johsthomsen.wordpress.com/
atlantiden
oversaettelsen af atlantiden, som den sunkne by er erronné, det betöd simpelthen byen ved vandet,Troya med en for oldtiden forhold en enorm havn!
Lad mig tilføje et par detaljer
En krig mellem Atlantis og Athen?
Athen eksisterede ganske enkelt ikke for 12.000 år siden.
Grækere eksisterede ganske enkelt ikke for 12.000 år siden.
Den første bølge af oldgrækere indvandrede i Grækenland ca. 1.300 år før Platon skrev Kritias og Timaios, dvs. for ca. 3.800 år siden.
Platon fortæller, at Atlantis havde en størrelse som Asien og Afrika tilsammen. I oldtiden var "Asia" = Lilleasien (ca. 500.000 km²) og "Afrika" var stort set de dele af nuværende Nordafrika, som havde kyst mod Middelhavet, Ægypten undtaget (yderligere mindst 500.000 km²).
Stort land - hvor skulle det gemme sig?
Som å ta Jules Verne på alvor
Det er vel så absolutt en mulighet for at dette er en samtidshistorie fra antikken som har fått et nytt liv i ettertid. Mye på samme måte som jødenes kong David er blitt laget til noe annet enn en liten landsbyhøvding av et folk som ikke var av særlig betydning i sin samtid.
Historiene er nok morsomme, men opplysningene virker så sparsomme at teorier om dette bygger på veldig spinkle grunnlag, Og av en eller annen grunn er det ofte et overtroelement også, som en guddommelig straff for ett eller annet, omtrent som Sodoma og Gomorrah.
Hvor nemt man kan skabe en løgn om et ø-samfund….
Historien om San Seriffe...
Mit første link er til en artikel i den højt renommerede engelske avis ”The Guardian” fra 1999. Her beskrives noget af den nyere historie fra øen San Seriffe, som for første gang blev beskrevet i The Guardian i 1977.
Hvis du ikke før har læst mine beskrivelser af San Seriffe, anbefales du måske at lægge ud med denne relativt nye opdatering om øen – før du går videre med læsning af dette indlæg:
http://www.guardian.co.uk/theguardian/1999/apr/01/features11.g24
Nu vil det så være svært at undlade at afsløre, at historien om San Seriffe er en ret omfattende beskrivelse af en fiktiv ø, planlagt og beskrevet første gang i The Guardian 1. april 1977.
Journalister opdigtede en historie, og fik lov til at nogle kendte firmaer, der annoncerer i The Guardian, til at gå med på aprilsnaren, således at der kom selv reklamer, hvor man henviste til San Seriffe.
http://wikitravel.org/en/San_Serriffe
Her er link til en af originalartiklerne i The Guardian 1. april 1977:
http://www.guardian.co.uk/news/1977/apr/01/mainsection.fromthearchive
Og sidst men ikke mindst vedhæfter jeg link til beskrivelsen af aprilsnaren fra Wikipedia.
http://en.wikipedia.org/wiki/San_Serriffe
Mere skal der ikke nødvendigvis til, for at skabe en fup-historie om en ø…. Og jeg skal vel snart til San Seriffe igen, ligesom jeg påstod sidste sommer, da jeg måtte holde pause fra debatten på videnskab.dk for et par uger : )
Mvh Dorte