Portræt af Johann Friedrich Struensee (1737-72). (Maleri: Kopi af Hans Hansen fra 1824 efter en original af Jens Juel)

Den tyske læge Johann Friedrich Struensee fik en kometagtig men kort karriere.

I perioden 1769-72 stod han i spidsen for det enevældige dansk-norske rige.

Indgangen til karrieren var Struensees gode tag på kongen, Christian den 7., og hans forståelse for dennes sindssygdom.

Struensee var med som livlæge på kongens store Europarejse 1768-69.

Tilbage i København lykkedes det ham i løbet af kort tid, gennem sin indflydelse på kongen, at sætte sit præg på de kongelige kabinetsordrer.

Til sidst lykkedes det ham at fortrænge de ledende embedsmænd fra statsrådet.

Det var muligt, fordi Kongeloven - den danske forfatning - ikke havde regler for den situation at kongen var ude af stand til at styre riget.

Trådte godsejerne over tæerne

Livlægen og den nye rigsgreve, som Struensees titel blev, havde ingen praktisk erfaring med statsstyre. Men han var optaget af de mange nye franske filosofiske idéer om det gode styre for alle kongens undersåtter. Teorier om frihed og lighed optog ham som mange andre teoretikere ude i Europa på denne tid.

Den nye tid var kommet voldsomt og uformidlet til det danske rige. Det resulterede i en række love, der for eksempel indførte bedre sociale forhold, et mildere straffevæsen, lempede censuren og med et hug ændrede bøndernes hoveribestemmelser, så udgangspunktet for hoveriets omfang skulle være fæstegårdenes størrelse og ikke godsernes behov.

Ikke mindst hoveriloven fik de fleste godsejere, og dermed også de tidligere så indflydelsesrige statsmænd, til at vende sig imod Struensee.

Også dele af hæren lykkedes det ham at fornærme, da han opløste den københavnske hestegarde.

Åbenlyst utroskab

For denne opposition blev Struensees private forhold en appelsin i turbanen:

Fra 1770 havde Struensee stået i et åbent kærlighedsforhold til kongens unge dronning, Caroline Mathilde (1751-75).

Hun var som 15-årig engelsk prinsesse blevet sendt til Danmark for at blive gift med den både af krop og sind så skrøbelige 17-årige danske konge, som ikke ville vide af hende. Så sad hun ene omgivet af det stive etiketteprægede hof uden megen opmuntring.

Struensees arrestation. Træsnit fra 1700-tallet. (Illustration: Fabricius: 'Illustreret Danmarkshistorie for folket, 1915)

Den lykkelige, men kortsigtede, redning blev Struensees ankomst.

Han løste op for den stive etikette og indførte liv og glæde ved hoffet.

Dronningen havde tidligere fået en søn med Christian den 7., men lagde ikke skjul på, at Struensee var far til hendes næste barn.

Dronningen døde kort efter

Dette usømmelige forhold blev udnyttet af oppositionen.

De havde ikke vanskeligheder med at få enkedronning Juliane Marie og hendes søn, arveprins Frederik, til at stå i spidsen for et oprør.

Under et karneval den 16. januar 1772 lykkedes det de sammensvorne under to officerers ledelse at få kongens underskrift på en arrestordre til J.F. Struensee. Sagen blev behandlet af en særlig kommissionsdomstol og endte med, at Struensee blev dømt til døden ved halshugning.

Dronningen var straks efter Struensees arrestation blevet sendt til Helsingør, men efter Struensees dom blev hun ekspederet videre til Celle i Nordtyskland. Her døde hun allerede i 1775.

Bare en anledning

Struensees henrettelse på Øster-fælled i april 1772. Samtidigt stik. (Illustration: Julius Clausen & P. Fr. Rist: En kjøbenhavnsk Embedsmand, Memoirer og Breve, bind XXVII (1918))

Struensee blev dømt efter Danske Lovs bestemmelse om majestætsfornærmelse.

Den kunne bære sagen igennem det juridiske apparat.

Men hver af de involverede parter havde i virkeligheden deres egen private dagsorden for at få ham afsat.

Så reelt blev Struensee henrettet på grund af den politiske magt, han havde tiltaget sig i Danmark i den sindssyge konges sted.

Og på grund af de alt for moderne love han udstedte på denne baggrund.

Forholdet til dronningen blev bare brugt som begrundelse for at skaffe ham af vejen.

Lavet i samarbejde med danmarkshistorien.dk.