Musik bruges som tortur i Irak

I april 2006 blev døren lukket bag Donald Vance, en tidligere amerikansk soldat, der havde arbejdet for et privat sikkerhedsfirma i Irak. Han have fundet ud af, at hans arbejdsgiver videresolgte håndvåben fra Irak-krigen til irakiske oprørere, og han havde derfor meldt sig frivilligt som agent for FBI.

I flere måneder arbejdede han under dække som agent, og han slap væk til den amerikanske ambassade, netop som han var blevet opdaget. Men i stedet for tak for hjælpen befandt han sig nu i et det berygtede Camp Cropper-fængsel i Bagdad som fange nr. 200343. Her kom han til at sidde de næste tre måneder. Tre måneder hvor han blev nægtet søvn og udsat for meget høj musik – 24 timer i døgnet.

»Der var meget store højtalere overalt på området. Musikken var så høj, at selv vagterne måtte skrige til hinanden. Jeg kan huske nogle af sangene, som Nine Inch Nails’ ‘Mr. Self Destruct’ og ‘March of Pigs’. Og så kan jeg ikke huske, hvor mange gange, jeg har måttet høre Queens ‘We are the Champions’,« siger Donald Vance.

Opløser personligheden Vance er en af de mange tidligere fanger, der optræder i forskningsartiklen “You are in a place that is out of the world…”: Music in the Detention Camps of the ‘Global War on Terror’, skrevet af Suzanne G. Cusick, professor ved Department of Music ved New York University til Journal of the Society for American Music.

Professor Suzanne G. Cusick har gennem interviews og gennemgang af beretninger fra blandt andet Ammesty International, fundet ud af, at musik bruges mere og mere som torturmiddel. Og at det er effektivt.

En konstatering som antropolog og seniorforsker Henrik Rønsbo fra Rehablitering- og Forskningscenter for Torturofre (RCT) kan nikke genkendende til: »Der er fem ting, man kan skrue på i næsten al slags tortur. Det er lys, søvn, temperatur, mad og så altså lyd Alle de ting, der er med til at definere os biologisk som mennesker. Det handler om at opløse personligheden ved at desorientere fangerne så meget som muligt,« siger Henrik Rønsbo til videnskab.dk. Rønsbo har blandt andet forsket i begrebet ‘maskulinitet’, og i hvordan torturmetoder har udviklet sig gennem tiderne.

The DiscoMusik som middel til afhøring er en del af den såkaldte ‘futility’-teknik, udviklet af CIA. Den handler om at nedbryde fangernes personlighed, så de er villige til at tale, så de bliver ‘futile’ – føler sig hjælpeløse og ubrugelige. En anonym soldat fortæller til Suzanne G. Cusick om det såkaldte ‘black room’, også kaldet ‘the Disco’: »Det var malet sort fra loft til gulv. Der var højttalere i alle hjørner, og et lille bord hvor der stod en ghetto-blaster og en computer. Fangerne stod op hele tiden,« fortæller han.

Helt lovligt Ifølge den anonyme soldat fik afhøringslederne fuld tilladelse til at bruge forhørsteknikkerne af de amerikanske myndigheder. De fik sågar tilsendt et to timer langt powerpoint-show, hvor de fik at vide, at alt hvad de gjorde var lovligt, da USA ikke regnede de tilbageholdte for krigsfanger, og man derfor ikke behøvede at overholde Geneve-konventionen.

»Der er ikke noget nyt i at bruge musik som torturmiddel. Man bruger det, man har ved hånden. Franskmændene fandt ud af, at man kunne bruge felt-telefonerne til at give folk stød med. Argentinerne brugte såkaldte ‘cattleprods’ – elektriske kvæg-stave – fordi der er meget kvæg i Argentina, og stavene var ved hånden. Og så giver de ingen mærker. Stroboskoblys er også udbredt, fordi man har projektører med ved fronten for at kunne afmærke landingsbaner og den slags. Det nye er, at soldaterne i dag har ghettoblastere og cd’er med i krig, og at batterier og strømforsyninger er blevet så gode, at de kan bruges i dagevis,« siger Henrik Rønsbo.

Aggressive forhørI nogle af de amerikanske lejre i Irak var det almindeligt at lukke fangerne inde i skibscontainere. Fangerne havde hænderne bundet på ryggen, de var nøgne og uden adgang til mad, vand eller toiletter. Om sommeren blev der meget varmt i containerne, og vagterne var instrueret i at råbe og slå på containerne for at sikre sig, at fangerne ikke sov. Sådan tilbragte de deres første 24 timer, før de kom til forhør.

»Vi startede stroboskoblyset direkte ind i hovedet på ham og med en ghettoblaster for fuld knald lige ved siden af. Musikken var noget ‘industrial’-guitar-rock, tunge trommer og en sanger, der forsøgte at lyde som satan selv. Vi skiftedes til at skrige spørgsmål ind i ørene på ham, og han drejede rundt og prøvede at finde ud af, hvor han var, inde i den sæk, vi havde bundet over hans hoved. Efter en halv times tid begyndte han at græde. Vi blev grovere og råbte højere. Jeg fik ondt i halsen af alt det råberi og fik ondt i ørene af musikken. Jeg blev mere og mere aggressiv. Og fangen, der ikke samarbejdede, gjorde mig rasende,« fortæller en tidligere forhørsleder til Suzanne G. Cusick. Lilla dinosaur deltager ogsåDen amerikanske musikprofessor konstaterer, at det tit er heavy metal-musik, der anvendes, blandt andet Metallica med danske Lars Ulrich på trommer. Generelt vælges musikken efter hvor stødende, den kan tænkes at virke på de tilbageholdte.

Det mønster bekræftes af den danske musiketnolog og forsker Tore Tvarnø Lind fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

»Det er jo kulturpsykologer, der laver de her torturprogrammer, og det handler om at nedbryde fjenden kulturelt. At man bruger heavy metal, er jo ikke fordi heavy er ondt – der er masser af fredelige mennesker, der hører heavy metal. Det handler om omstændighederne, det bliver spillet under. For eksempel er Christina Aguilera blevet spillet til tortur samtidig med visning af pornobilleder. Men der bliver altså også spillet masser af Metallica, og så bruger man soundtracket fra en populær amerikansk børneserie, ‘Barney the Purple Dinosaur’, altsammen kørt i loops i 24 timer i træk ved meget høj lydstyrke,« fortæller Tore Tvarnø Lind.

Tore Tvarnø Lind er ved at forberede et forskningsprojekt om netop musik som torturmiddel. Men før det færdiggjorde han et projekt om det helt modsatte, nemlig musikkkens såkaldte helbredende egenskaber. »Uanset hvilken ende af den historie man har fat i, handler det om, hvilke omstændigheder musikken afspilles under,« siger Tor Tvarnø Lind.

Lars Ulrich: ‘vil ikke blandes ind i det bullshit’ Tore Tvarnø Lind har i øvrigt søgt efter udtalelser fra de musikere, hvis musik bruges til tortur, og konstateret, at der er forbavsende få.

»Christopher Cerf, der har lavet musikken til børneprogrammet med Barney, er patriot. Han synes bare, det er fantatisk, hvis det virker. Lars Ulrich har udtalt til musikbladet Gaffa, at han er stærkt utilfreds med, at deres musik bliver brugt i forhørssammenhænge, og at han ‘ikke vil blandes ind i det bullshit’. Så der er meget forskellige indgange til denne her problemstilling,« siger Tore Tvarnø Lind.

Tore Tvarnø Lind deltager i et nyetableret, nordisk baseret internationalt netværk af musikforskere, ‘Music and Censorship’, der retter fokus på sammenhænge mellem musik og magt, censur, krig og kønspolitik. Et netværk hvor Suzanne G. Cusick, der har interviewet de amerikanske ‘vidner’, også deltager.

Mister forstanden Flere af de fanger, der har været udsat for kombinationen af søvnmangel, dårlig mad, konstant lys og musik-tortur har mistet forstanden. En af dem, der klarede det, var Donald Vance, den frvillige FBI-agent, der blev anholdt og tilbragte tre måneder i et amerikansk fængsel i Bagdad.

»Det værste var faktisk, når de spillede noget af den musik, jeg selv kunne have fundet på at sætte på anlægget derhjemme. Til at begynde med sang jeg med, og så slog det mig pludselig, hvor jeg befandt mig. Og det var så forfærdeligt, at jeg begyndte at græde,« fortæller han ifølge Cusick.

Talte til sine hænder Vance, der er tidligere soldat, klarede opholdet, fordi han kendte futility-teknikken i forvejen fra et kursus, han havde været på i hæren.

»Jeg vidste jo, hvad det gik ud på. Det var en kamp mellem mig og musikken,« fortæller han. Vances redning blev, at han begyndte at tale med sig selv, eller rettere, han talte med sine hænder!

»Jeg fortalte dem hver især vittigheder, jeg godt selv kendte pointen på og den slags. Det hjalp mig til at bevare en fornemmelse af, hvem jeg selv var,« siger Donald Vance.

Musiketnologen Tore Tvarnø Lind mener, at teknikken med at anvende musik mod fanger – ud over selve problemet med at bruge musikken som tortur – også er en uheldig strategi på lang sigt:

»Musik er et væsentligt element i vores identitetskonstruktion og i vores måde at huske på. Hvis man slipper ud af sådan et fængsel i live og hører Metallicas ‘Enter Sandman’ eller titelmelodien fra ‘Barney the Purple Dinosaur’, så vil man forbinde det med et ondskabsfuldt og degenereret imperium. Man bekræfter fjenden i, at alt fra vesten er af det onde,« siger den danske forsker.

Den 20. juli 2006 blev Donald Vance løsladt og vendte hjem til USA. Før han forlod fængslet, underskrev han en aftale om ikke at omtale forholdene der. En aftale han dog prompte overtrådte, da han kom tilbage til USA. I dag er han i gang med en retssag mod den amerikansk hær og den tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeldt.