Danske soldater på patrulje har svært ved at holde hovedet koldt, hvis de ved, at mor hjemme i Danmark er bekymret.
En ny undersøgelse fra SFI dokumenterer, at det forholder sig sådan, selvom Forsvaret forbereder pårørende og soldater på, hvad det vil sige at være udsendt.
»Det, vi hører soldaterne sige, er, at hvis de har haft en grædende mor i røret, mens de er i Helmand, så har de halvdelen af hovedet derhjemme i Danmark, når de bagefter tager ud på patrulje,« siger ph.d. i antropologi og forsker ved SFI Jens Erik Kofod.
Han har sammen med to andre forskere lavet undersøgelsen 'Hjemvendte soldater - en interviewundersøgelse', som bygger på 44 kvalitative interviews med soldater, pårørende og repræsentanter fra frivillige organisationer samt Forsvaret.
Jens Erik Kofod fortæller, at Forsvaret forsøger at klæde de pårørende på til at være 'gode' pårørende for de udsendte.
Det bliver pointeret ved informationsmøder, at det ikke er en god idé for en soldat at tage af sted, hvis beslutningen ikke er accepteret af den nærmeste familie. Soldaternes sikkerhed afhænger nemlig også af, at der er ro på hjemmefronten.
En 'god' pårørende bakker således op om soldaten og hans beslutning, når han eller hun tager afsted, selvom de ikke enige i den.
Alligevel har nogle pårørende svært ved at håndtere det, når deres søn eller kæreste er taget af sted.
»En ting er at være enige om beslutningen, inden man tager afsted. Noget andet er så, når virkeligheden melder sig, og man som pårørende sidder derhjemme og skal forholde sig til, hvad der bliver rapporteret i medierne,« siger antropologen.
Jens Erik Kofod fortæller, at nogle soldater faktisk undlader at ringe hjem i længere perioder. På den måde kan de koncentrere sig om deres arbejde uden at skulle tænke på familiens bekymringer. Ulempen er, at så nager den dårlige samvittighed.
Forsvaret har allerede en del arrangementer, hvor man før og efter udsendelse informerer pårørende om soldaternes behov. Jens Erik Kofod mener dog alligevel, at Forsvaret bør gøre mere for at tage hånd om de pårørende, så de bedre kan hjælpe til med at imødegå soldaternes behov - både når de er udsendt, men også når de vender hjem igen.
Undersøgelsen
SV:Støt vores Skatteborgere
Det er der den ligger. Unge mennesker på 18-20 år kan ikke dø, hverken i Afghanistan eller i trafikken, tror de selv.
Jeg læste et sted at hjernen først er færdigudvilket omkring 25-30 års alderen. Og pudsigt nok stopper de flestes "normale" deres vildskab eller "tro på udødelighed" her.
Hvis man skulle være 21-22 år for bare at aftjene sin værnepligt og 23-25 år var der meget lidt der "drog" ud, og skulle man være 25-30 år ville der ikke være nogle.
Det er nemligt så forbandet perverst nemt at stikke blår i øjnene på unge på den måde. De er så nemme at narre. De er næsten som børn, men de er myndige, og der er her klapperslangerne hakker til.
Jeg selv er ikke en meter bedre end de unge. Jeg var også udødelig soldat/ung i 80'erne. Jeg kunne ikke dø, jeg kunne heller ikke se mig selv som død (mærkelig tanke). Og hvorfor skulle mine kære savne mig... når jeg ikke kan død. Troede jeg.
For mit vedkommen kom min "klarhed" omkring de 26 år (passer fint med hjernens færdigudvikling) og at jeg fik mit første barn. Da jeg fik børn lærte jeg også hvor skrøbeligt livet kan være, og så kom tankerne. Tænk nu hvis jeg døde.... Så ville mit barn ikke have deres far mere. Jeg kunne også midste mine børn.
Jo der sidder nogle modbydelige svin og lokker, bedrager helt unge mennesker. Klamt.
Støt vores Skatteborgere
Jamen, miseren ligger jo i, at 'Forsvaret' spekulerer i at narre umodne 18-19 årige ud i et dødseventyr med friske bemærkninger som 'den oplevelse vil de selv gerne lige have med' og så viser en jetjager til 850 mio kr i dogfight med den røde baron på vej mod jorden i en grå oliesky.
I mine øjne er værnepligtige ikke modne nok før mindst 21 år til at skrive under på et dødseventyr, så der kan man sætte en grænse for 'Forsvarets' eventyrlige fortællinger, som har narret landbefolkningen siden enevældets og herremandsvældets indførelse.
I stedet for sløjfen 'Støt soldater' så jeg gerne 'Støt vores Skatteborgere'.
Hvis nogen kan huske, hvornår 'Forsvaret' sidst tog en rigtig beslutning, er de velkomne til at nominere den.
ALDRIG
Jeg vil ALDRIG kunne sige til mine børn, hvis de drog i krig at der er godt..... Jeg finder det direkte perverst og afstumpet at skulle sige sådan ord.
Det er noget en flok borgerlige aber og andre aber i forsvaret har fundet ud af "vi helst" skal sige.
Jeg elsker mine børne for højt til at kunne sige det er godt, de tager en meget stor chance for at blive dræbt... Det er til at brække sig over.
HVIS jeg skulle være så uheldig at et af mine børn tog på togt alligevel, ville jeg støtte op med at holde min kæft, og ikke tale negativt om deres beslutning. Men dælme ALDRIG ALDRIG sige det er dejligt de tager af sted... ALDRIG