Mono versus stereo: Derfor er stereo ikke altid bedst
De nye mono-udgivelser har allerede sat gang i kampen om ‘mono versus stereo’. Ifølge denne britiske forsker er der dog intet entydigt svar på, hvad der er bedst.
mono stereo musik lyd Beatles optagelse mix mixerpult auditiv sceneanalyse frekvens interferens højtaler vinyl

George Harrison beklagede, at stereo-mixene »set fra vores synspunkt ødelagde lyden… Det hele lød så nøgent.« Heller ikke John Lennon var helt overbevist.
(Foto: Shutterstock)

Mens verdens musikelskere har travlt med at debatere fordelene ved henholdvis digital audio og analog vinyl, raser endnu en debat omhandlende renæssancen af et audioformat, som de fleste nok troede, for længst var forsvundet: Mono.

På trods af stereolydens indtog i midten af det 20. århundrede er den monofoniske lydgengivelse ved at vende tilbage.

For et par år siden blev 'The Beatles in Mono' sendt på gaden, og nu får mono-udgivelsen selskab af 'The Rolling Stones in Mono'.

LÆS OGSÅ: Forskere har kortlagt popmusikkens evolution

Umuligt at få indspillingerne til at lyde ens

Hvorfor vender man tilbage til, hvad, mange nok vil mene, er en gammeldags, utidssvarende og ringere lydgengivelse?

Har mono virkelig noget at byde på i 2016?

Der er to vigtige ting, vi skal holde for øje.

Den første er, at forskellige optagelser produceret på forskellige tidspunkter - muligvis af forskellige mennesker - kommer til at lyde forskelligt; uanset om de er i stereo og/eller i mono.

Tag nu for eksempel Paul McCartneys guitarsolo på 'Taxman' fra 1966-albummet 'Revolver' - den kan aldrig spilles nøjagtigt på den samme måde to gange; end ikke hvis alle noderne og deres omtrentlige varighed er den samme. 

Derudover er optage-parametrene tilstrækkeligt variable til, at det er umuligt at producere identiske monospor - selv med de relativt primitive apparater, der var tilgængelige for 50 år siden - selv med nøjagtig de samme mennesker og nøjagtigt den samme teknologi.

LÆS OGSÅ: Musik er en kemisk ballet i hjernen

mono stereo musik lyd Beatles optagelse mix mixerpult auditiv sceneanalyse frekvens interferens højtaler vinyl

En tidlig Rolling Stones kompilation i den 'nymodens' stereoformat. (Foto: Totally Vinyl, CC BY)

Mono-sporene blev anset for at være de vigtigste

Ryan og Kehews detaljerede studie af The Beatles’ studieoptagelser, 'Recording the Beatles', påpeger ofte, at mono-sporene blev anset for at være de vigtigste på daværende tidspunkt.

Ufærdige udkast-versioner blev ofte produceret i løbet af indspilningssessionerne, hvor bandet var involveret, mens stereoversionen ofte måtte vente til allersidst i produktionsprocessen, hvor kun George Martin og optageteknikeren Geoff Emerick var til stede.

Soundbox

Når man lytter til musik, kan man forestille sig et billede af musikken i det rum, musikken er optaget i. 

Musikken kan høres som et billede på, hvordan et band ville være stillet op, hvis det var en live koncert man lyttede til. 

Lyden kan med andre ord høres som en fysisk opstilling.

Når man er til live koncert, kan man se, at det er bandet, der spiller. Man kan se, hvilke instrumenter, der er med, og hvor de er placeret på scenen. 

Eksempelvis kan guitaren være placeret helt til højre på scenen, og derfor vil man forvente, at lyden også kommer fra højre side.

Det er ikke fremmed for os at bestemme retningen og afstanden af en lyd. 

Før man krydser en gade, bruger vi vores øjne for at se, om der kommer en bil. Men hvis man ikke kan se den, bruger man ørerne til at bestemme både, hvor den er, og hvilken retning den har. 

På samme måde kan man bestemme de enkelte instrumenters fysiske placering i et lydbillede. 

Det rum, der på den måde opstår, kaldes en soundbox.

Forskellige mennesker, der arbejder på forskellige tidspunkter, kan ikke producere identiske spor; det er uundgåeligt, at resultaterne bliver meget forskellige.

Den måde, sporene bliver mixet, har deres helt egen æstetik; de udtrykker musiske opfattelser og ideer. Som Geoff Emerick engang sagde:

»Et mix er en opførelse, udført af et menneske ved en mixerpult.«

LÆS OGSÅ: Lydforsker erklærer krig mod elendige små højttalere

Sådan hører vi lyden

Den anden ting relaterer til forskellene i måden, vi opfatter mono- og stereolyd.

Vores hjerner bruger information fra vores ører til at opbygge et billede af de objekter, vi er i nærheden af; deres bredde og position og de akustiske omgivelser, de befinder sig i.

Det kaldes 'auditiv sceneanalyse' (auditory scene analysis). 

(En af ørets og hjernens afgørende opgaver er at adskille det sammensurium af lydbølger, der rammer øret, til afgrænsede og distinkte lyde. Det betegnes ofte 'auditiv streaming' eller 'auditiv sceneanalyse', red.)

LÆS OGSÅ: Er musiksmag medfødt?

Mono 'limer' lyden sammen

Der er 3 parametre, som har indflydelse på, hvordan vi opfatter placeringen af lyd:

  • Panorering (om lyden kommer fra højre eller venstre)
  • Frekvens (hvor dybt eller højt instrumentet spiller)
  • Dybde (hvor tæt på eller langt fra lyden er)

Et af spektralanalysens første stadier er at adskille lydkomponenternes forskellige frekvenser. 

Derefter grupperer vi komponenterne efter, om de tilhører den samme lydkilde. 

Én måde at afgøre dette 'tilhørsforhold' er ved at sammenligne de forskellige komponenters dybde og ankomsttidspunkt mellem vores to ører for at bestemme, om de kommer fra det samme sted.

Sådanne komponenter kan have et stærkere tilhørsforhold eller homogenitet.

Den tætte gruppering af lydene (som er tilfældet ved mono) er en måde at 'lime' dem sammen og få dem til at lyde som en integreret del af en større helhed.

LÆS OGSÅ: Det er ikke kun rockmusikere, der risikerer at miste hørelsen

mono stereo musik lyd Beatles optagelse mix mixerpult auditiv sceneanalyse frekvens interferens højtaler vinyl

The Beatles i studiet med producer George Matin i 1966.
(Foto: Capitol Records, CC BY)

»Stereo ødelægger lyden«

Men hvis man ønsker at være i stand til at høre lydens enkelte bestanddele så tydeligt som muligt, er det bedre, hvis de kommer fra forskellige retninger (hvilket kan lade sig gøre i stereo). 

Sådanne lydkombinationer er mindre tilbøjelige til at sløre eller maskere (som man siger inden for psykoakustikken) hinanden.

'Cocktail party'-lyttesituationer

Forskerne har længe forsøgt at få en bedre forståelse af, hvordan lyttere kan udføre meget komplekse auditive opgaver i 'cocktail party'-lyttesituationer. 

I cocktail party-situationer retter lytteren fokus mod og genkender talen fra én enkelt taler blandt flere forskellige samtaler med flere talende.

Talegenkendelse i nærvær af baggrundstale er en ikke ubetydelig udfordring, som resulterer i et fænomen kaldet maskering.

Det er den proces, hvorved det bliver sværere at registrere en lyd (dvs. et mål) på grund af tilstedeværelsen af en anden lyd (dvs. en maskerende lyd).

Det kaldes binaural retningsbestemmelse (binaural fordi det kræver to ører for at fungere), og det hjælper os til at høre en enkelt persons tale blandt flere forskellige samtaler med flere talende - de såkaldte 'cocktail party'-lyttesituationer (se faktaboks, red.)

Men det kan selvfølgelig også gå hen og blive for afslørende. George Harrison beklagede, at stereo-mixene ‘set fra vores synspunkt ødelagde lyden … det hele lød så nøgent…

LÆS OGSÅ: Beatles' gennembrud kom fra Sverige

Monoversionen lader guitarsoloen dominere

Når man sammenligner mono- og stereoversionen af 'Taxman', demonstrerer McCartneys guitarsolo disse aspekter af den spatiale præsentation (desværre tillader copyright-rettighederne ikke, at vi præsenterer de to versioner her).

I monoversionen kommer guitarsoloen bogstavelig talt i rampelyset på midten af scenen. 

Den dominerer og delvist maskerer de øvrige instrumenter og understreger sin egen betydningsfuldhed.

I stereoversionen - på trods af at det er på det samme niveau - er guitarsoloen blevet flyttet ud på den højre side af den auditive scene, og delene i den modstående højttaler er ikke helt så slørede.

Vi kan høre de andre dele tydeligere, men guitarsoloens dominans er mindsket.

LÆS OGSÅ: Hør Beatles til måltidet - det kan ændre smagen

Responsen til optagelserne er subjektiv

På trods af at den bagvedliggende akustik og psykoakustik ikke ændrer sig, er responsen til optagelsernes musiske kunstform subjektiv.

Den enes homogene lyd er den andens mudrede roderi. Den enes heterogene smørelse er den andens fortyndende tilsvining (‘De tog en tung plade og forvandlede den til flødeis': Denne gang er det John Lennon, der udtaler sig om stereoversionen af ‘Revolution’).

LÆS OGSÅ: Beatles bedst til at vække minder

To ører, én højttaler

Når vi hører musik i mono, er der noget, vi lige skal huske på. 

Når den samme lyd kommer ud af to højttalere, opstår interferens mellem de to lydbølger, hvilket betyder, at lydbølgerne nogle steder forstærker hinanden og andre steder udjævner hinanden.

Det skaber stigninger i lyden ved visse frekvenser og reduktioner i øret, hvilket fører til små - men uønskede - forandringer i lydspektret.

LÆS OGSÅ: Hvad er værst for hørelsen: Festival eller iPod?

Hvis vi derimod kun har én højttaler, er der kun én lydbølge og derfor ingen interferens (hvis vi ignorerer lydbølgens refleksioner fra væggene og andre overflader i rummet).

Så nyd endelig de forskellige lydkvaliteter, man finder i mono (og de mange forskellige tilgange i disse mix). 

Men hvis du kun vil have én kanal, bør du altså også kun have én højttaler.

Jez Wells hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark

The Beatles' lyd og teknik

The Beatles nød godt af, at deres producer, George Martin, var klassisk uddannet og derfor i stand til at omforme Lennon og McCartneys nynnede musikalske idéer til noder, som de tilkaldte studiemusikere kunne spille efter.

På albummet 'Revolver' fra august 1966 var der strygere på Eleanor Rigby, messingblæsere og træblæsere på Yellow Submarine, For No One og Got to Get You into My Life samt et større udvalg af eksotiske indiske instrumenter på Love You To.

Med nutidens teknologiske fremskridt og synthesizere kan disse numre sagtens spilles live i dag, men for The Beatles i midten af 1960'erne ville det have været en umulighed.

4-spors båndoptager gav nye muligheder

I midten af 1960'erne investerede EMI i 4-spors båndoptagere (som erstatning for deres 2-spors båndoptagere).

Det betød, at indspilningerne nu kunne foregå efter 'lagkagemetoden', hvor hvert musikinstrument (eller nogle få musikinstrumenter) indspilles på hver sit spor.

Sangene blev stille og roligt opbygget over længere tid, med masser af tidrøvende eksperimenter indimellem for at finde det helt rigtige tempo, den helt rigtige akkord og den helt rigtige instrumentation.

Indspilningen af Norwegian Wood foregik eksempelvis over to femtimers aftensessions med en uges mellemrum.

Til sammenligning blev hele The Beatles' første album indspillet i løbet af blot én hektisk dag. 

Reduction mix-teknik blev udviklet

The Beatles' musikalske nysgerrighed og fantasi skabte snart behov for mere end fire spor at optage på, så Abbey Road-teknikerne udviklede en reduction mix-teknik, hvor de 4 indspillede spor omhyggeligt blev volumenmæssigt afbalanceret og derefter overført sammen som spor 1 på et nyt bånd, på hvilket der så var 3 nye tomme spor at gøre godt med.

Denne proces kan gentages, men i begrænset omfang, idet lydkvaliteten forringes for hvert reduction mix på grund af båndstøj.

Kilde: Musikipedia

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud