Når man taler om frihedsrådets magtstræben, må det ses i lyset af samtiden: der var og blev ikke megen plads til moderate meninger, til forsøg på at se på tingene fra begge sider. Jeg var i en årrække formand for hjemmeværnets historiske kommission. Dersad flere af de gamle kæmper, og de så alt sort hvidt. Det samme gjorde mine forældre, der begge var særdeles aktive.
Så, derfor, når man ser på navnene i frihedsrådet og begynder at tale om planer om at eliminere demokratiet, så kan vi i dag nok udtrykke os med mere moderation. Og se på navnene. Kommunisten Mogens Fog boede i halvtredserne næste ved siden af os i en stor villa på Søllingsvej i Charlottenlud. Han var professor og senere rektor for Københavns Universitet og højt respekteret. Og andre medlemmer som Husfeldt, senere ombudsmand. Jeg tror, at der var rigeligt med medlemmer i rådet, der med afsky har set på udemokratiske tendenser, men derimod ikke uden ideer om, at der burde ryddes ud blandt politikerne. Der gik en legende om, at den eneste gang Werner Best var i rigtig livsfare efter krigen, var, da han hørte om, hvem der´var blevet statsminister: Han var efter sigende ved at dø af grin.
Påskekrisen, der mere eller mindre direkte førte til medlemskabet af NATO, var langt farligere.
I øvrigt havde regeringet taget sine forholdsregler. Den militære modstandsbevægelser var nok først og fremmest oprette for at bremse BOPA, og korpset i Sverige blev også straks indsat for at sikre de demokratiske institutioner.
Niels Peter Lemche

At Wilhem Buhl overtager roret i DK så snart tyskerne kapitulere fortæller jo hvor langt væk kommunisterne var for at overtage magten. De ville nok gerne have ham væk efter han i 1942 i radioen havde fortalt at man skulle angive sabotører/modstandsfolk(kommunister) og han var måske selv blevet henrette hvis kommunisterne havde haft magt/indflydelse som omtalt i artiklen og i hvert fald ikke ledet landet.
Jeg er meget enig i at det lyder som en sensation lysten historiker der måske finder hans opdagelse genial.
Vi havde også mange kommunister i kunstner kredse omkring og efter krigen. Maleren Asger Jorn m.m. men de var jo alle naive social romantiske og ingen havde politiske ambitioner. De vidste ikke hvad der foregik i Sovjet og det var der vel ingen der egentlig vidste den gang i mangel på information. De var dog store kunstnere og en stort kultur rigdom for os i dag og ikke mindst med Cobra kunstbevægelsen.

Det er selvfølgelig rigtigt, at kræfter i modstandsbevægelsen ønskede at omstyrte samfundet efter krigen. Men - som andre i debatten her på videnskab.dk nævner - var der ikke noget usædvanligt i det. Mange af disse unge mennesker, hvoraf jeg senere er kommet til at kende nogle få, - ingen af disse var kommunister, men de overtrådte dansk lov ved at likvidere stikkere og omdele forbudte blade -, var skuffede over samarbejdspolitiken og ikke mindst -politikerne og skuffede over et land, hvor medløberiet herskede. Det var mennesker, der i deres egen optik kæmpede for at forbedre det fortabte danske samfund. En del gav deres liv for det.
At Danmark ikke blev kommunistisk efter krigen har intet med Buhl og retsopgøret at gøre. Jalta-konferencen delte verden i blå og rød i de næste knap 45 år, og nogle vil endda mene, at netop de, som ønskede et nyt frit Danmark og kæmpede for det, var årsagen til, at de allierede magte så på nazisternes spisekammer med milde øjne, så vores land ikke også blev overladt til sovjetisk besættelse med medfølgende tvagsmedlemsskab af Warszawapagten til følge, andre vil mene, at det intet havde med denne romantik at gøre, men at blot det faktum, at dansk farvande er indgangen til Østersøen var afgørende. At vi blev anset som allieret efter krigen havde i hvert fald intet med Buhl at gøre.
Hvorfor skal vi høre på en historisk nærsynet adjunktvikars historiske hjemmebryg og spidsvinklede bakspejlshypoteser? Er det videnskabsformidling, at en eller anden deltidsunderviser delagtiggør os i sin kommunistforskrækkelse? Eller er det agurketiderne, der tvinger videnskab.dk helt ud på de bagerste rækker i de akademiske miljøer? Jeg synes, at det videnskabelige niveau er for lavt og sensationspræget her.

Michael Kjeldsen tilhører tilsyneladende den type forskere som Landsretssagfører Carl Madsen kaldte historiefrisører. Deres forskning går ud på at bekræfte deres egne fordomme. De havde altid nemmere ved at opnå adgang til statens arkiver fordi de var en god garanti for at kun det der var stuerent slap ud til offentligheden.
Desværre, for der ligger uden tvivl meget spændende viden gemt og venter på at der engang kommer nogle rigtige uhildede forskere og delagtiggør omverdenen i historiens forløb under den kolde krig. Indtil da må vi tilsyneladende nøjes med de ensporede tågehorn.

Man skal lede længe efter en så ensidig fremstilling af modstandsbevægelsen, som RUC-historikeren Michael Kjeldsen er kommet frem til i en såkaldt videnskabelig undersøgelsen af kommunisternes rolle i krigens sidste år og i sommermånederne i 1945. Eller også ligger fejlen har skribenten - manden bag artiklen Niels Ebdrup, som i sin fremstilling af historikerens såkaldte videnskabelige arbejde har barberet alt væk, så læseren efterlades med det indtryk, at de folk - modstandsfolk - som reelt fik anerkendt Danmark som en allieret nation og ikke en tysk vasalstat - egentlig ikke burde være gået til modstand, fordi det mere skadede end gavnede Danmarks sag. Sådan konkluderer jeg efter læsning af artiklen.
Omdrejningspunktet for Michael Kjeldsens arbejde er demokrati og i dette tilfælde - om hvorvidt kommunisterne i modstandsbevægelsen og i særdeleshed i Frihedsrådet forsøgte at dreje Danmark ind på en kommunistisk vej fremfor en demokratisk efter krigen. Der var 14 medlemmer i Frihedsrådet i følge den liste, som opgives i en boks tilknyttet artiklen. To af dem var medlemmer af DKP - den tredje Mogens Fog havde kommunistiske sympatier. Resten af medlemmerne var af mere eller mindre borgerlig observans og socialdemokratisk indflydelse igennem bl.a. Frode Jakobsen og hans forbindelser til Frihedsrådet.
Der var også mange borgerlige modstandsfolk
Jeg skal ikke i detaljer gøre mig klog på, hvad der lå af understrømme i DKP i krigens sidste år og sommeren 1945. Men efter at jeg i mere end 40 år har beskæftiget mig med Besættelsen og i perioder DKP og Komintern og mødt personligheder som Carl Madsen(uden på noget tidspunkt at have ønsket om at melde mig ind i et parti, der så blindt støttede Sovjet og de østeuropæiske diktaturstater) - så kan jeg slet ikke nikke genkendende til Michael Kjeldsens udlægning af, at demokratiet efter krigen var i fare i Danmark.
Godt nok var det kommunisterne som på flere felter førte an i den aktive modstand mod danske virksomheder, der producerede for tyskerne, ved at sabotere disse. Men man skal ikke underkende den borgerlig del af modstandsbevægelsen, som også var særdeles aktive i at bekæmpe værnemagere, likvidere stikkere og danskere i tysk tjeneste samt sidde på store dele af den illegale presse. Og så var der jo også alle de militære ventergrupper, som stod klar til at tage det endelig opgør med besættelsesmagten, hvis det blev skulle blive nødvandigt. Dem kan man heller ikke betegne som kommunister - tværtimod.
Hverken Frankrig eller Grækenland 
Vi fik ikke et opgør med lynchstemning som i Frankrig eller en borgerkrig som i Grækenland eller politisk turbulens som i Italien. Heldigvis - Nej - folk gik til stemmeurnerne og fravalgte kommunisterne efter i første omgang at have accepteret en statsminister i samlingsregeringen i maj 45 ved navn Vilhelm Buhl. Manden, som i september 1942 i radioen havde opfordret befolkningen til stikkeri mod sabotører. Det siger lidt om situationen og ikke mindst om Socialdemokratiets rolle i modstandskampen, som jo bekendt ikke er den del af partiets historie, som får den mest fremtrædende plads. Og når man så oven i lægger hele problematikken om "den skæve våbenfordeling" - som jo bevirkede, at modstandsfolk i bl.a. Holger Danske og BOPA ikke fik de våben som de havde brug for - med tab af menneskeliv tilfølge - ja så synes truslen om en kommunistisk magtovertagelse efter krigen at have befundet sig på et meget lavt niveau.
Et kultur- og ungdomsoprør
Selvfølgelig er det interssant at komme til bunds i, hvordan sagerne stod til dengang. Og selvfølgelig har der været et kommunistisk ønske om at vælte det borgerlige Danmark og i stedet indføre socialisme hertil lands. Et sådant politisk ønske for et kommunistisk parti er jo indlysende - set i forbindelse med det økonomiske og sociale uføre i 20erne og 30ernes Danmark og et blindt øje til - desværre - hvad der foregik af uhyrligheder i Stalins korrumperede og paraniode rige. Sovjet havde taget det store slæb under krigen, og Stalins arbejderparadis havde overlevet. Det styrkede selvfølgelig kommunisterne i Danmark, men derfra og så til en magtovertagelse var Danmark slet ikke klar til. Partiet var ikke de fleste arbejdere kop te - de var ikke revolutionære, men mere borgerlige og satte med amen i kirken til højtiderne.
Jeg mener, at vi skal lægge mere vægt på, at der var mange - såvel borgerlige som kommunister - der ønskede en ny fremtid i Danmark efter krigen, hvor de gamle politikere blev afløst af nye og unge kræfter, ungdomsoprør eller ej. Og det er vel ikke så sært, når man tænker på, at en hel del modstandsfolk faktisk satte livet på spil. Eller dem, som overlevede og bebredede sig selv, hvorfor de havde gjort det i modsætning til deres unge dræbte kammerater. Det er jo derfor, at en hel del af dem efter krigen også har spurgt sig selv, om det var indsatsen værd - det de havde gjort og det samfundet havde udviklet sig til.
Man kan også sammenligne situationen med, hvad der skete af kulturelle oprør efter 1. verdenskrig med dadaisme, surrealisme og pacifistiske litterære strømninger som et del af billedet på håbet om en ny fremtid eller afskrivelse af verden som en stor kaotisk, uretfærdig legeplads for magtmennesker og følgesvende.
På samme måde var det efter 2. verdenskrig, hvor der også var et ønske om at ændre tingene og dermed få indflydelse på fremtiden.
Men derfra - og så til at konkludere, at det danske demokrati var i fare efter krigen er "historisk out of side". Og ikke mindst - hele artiklen i dens forenklede form er et slag i ansigtet på de modstandsfolk - kommunister eller ej - som satte livet på spil, og som har bevirket, at vi andre ikke i dag skal gå rundt med en flov smag i munden over at have tilhørt Hitlers 1000-års rige. Den fortjeneste kan man desværre ikke tilskrive Socialdemokratiet, der i høj grad lurpassede krigen igennem - med få aktive undtagelser som fx Frode Jakobsen.
 

meeen kommunist forskrækkelsen ramte da såvidt jeg ved for ca. 50 år siden og du er således lidt sent ude, desuden er artiklen dårligt skrevet og selvmodsiger sig selv og btw godt du forholder dig objektivt til det emne du skriver om
"Frihedsrådet fik ikke held med sit opgør - og tak for det, siger jeg."
_____
"»Samtidig var de demokratiske politikere imødekommende, fordi de så kunne sikre sig lederskabet i befrielsesregeringen,«"
kontra
"De demokratiske politikere ville oprindeligt kun give ministerposter til to modstandsfolk. Af hensyn til bl.a. Sovjetunionen fandt de sig i, at den 18 mand store regering kom til at bestå af ni medlemmer fra Frihedsrådet og ni fra de politiske partier"
_____
og forstår ikke afsnittene
"Politiske modstandere skulle udrenses"
og "Retsopgøret skulle være et opgør med demokratiske politikere"
 
Tror egentlig bare jeg mener artiklen er for vag og savner håndgribelige citater, som den fremstår nu virker den bare som et forsøg på at sværte den kommunisktiske del (som  var hoveddelen såvidt jeg ved?) af modstandskampen under krigen og som om man bare har forsøgt at sparke til nogen der allerede ligger ned idet der jo reelt set ikke findes nogen kommunister længere.