Det er sikkert meget godt at sige om den menneskelige smag, men særlig standhaftig er den ikke. Hvem af os halvfjerdser-børn lovede ikke os selv højt og helligt, at vi aldrig igen, under nogen omstændigheder, nogensinde, ville vise os i vederstyggeligheder som trompet-bukser, jernbanefløjl, eller farven brun?
Nogle år senere var vi tilbage i brune trompet-fløjlsbukser, som vi havde betalt det hvide ud af øjnene for. Og siden da har det været alt fra åleskind til haremsbukser.
Det fascinerende spørgsmål er imidlertid, hvorfor går vi med på denne hovedløse hoppen rundt, fra modelune til modelune?
Synsindtryk skaber ønsker
Det har længe været kendt, at vores ønske om at eje en bestemt ting bliver påvirket af, hvor ofte vi ser den for eksempel i reklamer eller i film.
Men det er ikke sådan, at vi bliver mere og mere lun på tingen, jo oftere den dukker op. Interessen følger i stedet ofte en kurve, der er formet som et omvendt U: I begyndelsen bliver vi mere og mere opsatte på at eje genstanden, jo oftere vi får øje på den. Men så begynder interessen at klinge af. Kurven flader ud, før begæret til slut forsvinder i et raskt tempo.
Men hvorfor er vi sådanne svigefulde vejrhaner i modens vindpust? Forskeren Mark Changizi fra ‘Rensselaer Polytechnic Institute’ har regnet sig frem til, at vore skiftende præferencer for det ene og det andet kan være hjernens måde at træffe den mest rationelle beslutning om, hvad vi skal gøre en indsats for at få fat på.
Vi handler som effektive, rationelt udviklede dyr, mener han. I hvert fald i teorien.
Smarte beslutninger
»Vores hypotese siger, at den grad af begær vi har efter en ting, er hjernens vurdering af den potentielle gevinst, ved at prøve at få fat på denne,« skriver han i en afhandling, som for nylig blev publiceret i tidsskriftet ‘Perception’.
Hvor meget vi tørster efter noget, er dermed afhængigt af både sandsynligheden for, at det faktisk skal lykkes os at få fingre i tingen, og hvor meget vi vinder eller taber, på at det lykkedes eller mislykkedes.
Når vi ser en bestemt genstand gentagne gange, tolker hjernen de visuelle signaler som tegn på at sandsynligheden for at få fat på tingen stiger. Den virker mere tilgængelig, og det kan dermed betale sig at gøre et forsøg på at få fat på den.
Men når tingen pludselig dukker op over alt, begynder vores begær at vende. Alle synsindtrykkene får antageligvis hjernen til at tro, at genstanden findes i så store mængder, at den umulig kan have nogen stor værdi.
Dermed mener hjernen, at det sandsynligvis ikke kan betale sig, at gøre nogen indsats for at få fat på tingen, noget som altså materialiserer sig som reduceret begær efter den, spekulerer Changizi.
Bare det ubevidste»Vi har udviklet os til ubevidst at holde øje med hvor ofte noget dukker op, og at forme vort begær efter ting derefter,« skriver forskerne, som imidlertid medgiver at tilnærmelsen er temmelig teoretisk, og at der er mange andre faktorer, som kan spille ind.
Desuden mener de, at hypotesen kun gælder for de underbevidste processer, som påvirker vore ønsker, og at de bevidste valg vi tager, bliver styret af andre mekanismer.
Men mange af de reklamer, vi udsættes for, er netop fremstillet på en måde, at vi ikke lægger mærke til dem. Mange producenter betaler for eksempel for at deres produkter skal dukke op i film og tv-programmer, og tøjproducenterne udstyrer deres produkter med letgenkendelige mærker.
Forbrugerne opdager ofte ikke denne form for reklame, og dermed udnytter industrien netop hjernens evne til at skabe et ønske om en ting baseret på ubevidste synsindtryk, mener forskerne.
Hvis vi foretager bevidste vurderinger af sagen, vil den ubevidste påvirkning fra synsindtrykkene antageligvis dæmpes, fordi den derved må konkurrere med andre bedømmelser af genstanden.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
