Robotten NAO har siden 2012 fungeret som en form for hjælpelærer på 40 danske folkeskoler.
Men overraskende nok er den ikke særlig god til at lære eleverne færdigheder i matematik, dansk og engelsk, som den ellers er programmeret til.
Det fortæller professor Cathrine Hasse fra Fremtidsteknologi, kultur og læreprocesser på Aarhus Universitet, DPU. Hendes forskerteam har selv anskaffet en NAO og eksperimenteret med den.
Det viser sig, at robotten er bedst til at lære eleverne om noget, der p.t. ikke er på skoleskemaet – nemlig computerprogrammering.
»Robotten bliver solgt som en slags reservelærer. Men det kan den ikke rigtigt leve op til. Den kan ikke bruges til at lære dig at regne, selvom den har indbygget regnefunktioner. Og lære dig engelsk kan den heller ikke.«
»Til gengæld kan den lære elever en gryende forståelse af programmeringssprog, fordi de skal kunne programmere den, for at den bevæger sig,« fortæller Cathrine Hasse.
Børn ville bare se robotten danse
I juni bragte Cathrine Hasse og ph.d.-studerende Oliver Tafdrup NAO ud til de børn, der besøgte Science in the City-festivallen i København. Det var et stort hit.
Børnene var meget interesserede i den 58 centimeter høje robot, der både kan gå, danse, sparke, samle ting op og reagere på tale.
Evnen til at afkode tale betyder, at man kan programmere robotten til at stille eleverne regnestykker, hvorefter eleverne kan svare, og den kan fortælle, om resultatet er rigtigt.
\ Fakta
Ipads, robotter og anden teknologi begynder at fylde mere og mere i skolerne og resten af den offentlige sektor. Men bliver teknologierne brugt rigtigt? Og er nogle af dem måske endda overflødige eller ligefrem skadelige? Den slags spørgsmål er vigtige at få svar på. Derfor har Cathrine Hasse nu sat sig i spidsen for Fremtidsteknologi, kultur og læreprocesser på DPU. Sammen med sine kollegaer undersøger hun, hvordan vi agerer og fungerer sammen med den nye teknologi. Det er et meget komplekst forskningsområde, og derfor tæller holdet både biologer, ingeniører, filosoffer, psykologer, sociologer og antropologer.
»Vi optog møderne mellem robotten og børnene på video, og vi har set på, hvad det er, der får børnenes ansigter til at lyse op. VI har set på, hvad de bliver fascinerede af, og hvad der engagerer dem – og det er ikke at lave matematik. Børnene blev fanget af robotten som figur, og hvad den kunne.«
»NAO bliver solgt på, at den kan uddanne eleverne til at klare sig i det 21. århundrede. Men de fleste børn ville bare se den danse,« fortæller Cathrine Hasse.
Professoren vurderer dog, at de over 60.000 kroner, en NAO koster, ikke har været totalt spild af skolernes penge. Hvis NAO skal danse, er det nemlig nødvendigt, at børnene programmerer den til det.
»Og det kan give eleverne en forståelse for teknologi, som rent faktisk er god at have i det 21. århundrede,« siger Cathrine Hasse.
Det er nemt at programmere NAO
NAO er ikke intelligent, den er ‘bare’ en maskine, der ligner et menneske, og som kan bevæge sine led, nogenlunde som et menneske kan. Men hvordan den skal bevæge og opføre sig, bliver afgjort af, hvad den bliver programmeret til.
»Programmeringen fungerer via et ‘drag and drop’-program på computeren – og det er meget simpelt at bruge. Det ligner det, nogen måske kender fra LEGO-mindstorm,« siger Oliver Tafdrup.
»Ved at vælge og sammenkæde forskellige bevægelser, kan du sammensætte handlinger. De handlinger kan du programmere den til at udføre, når du siger noget bestemt til den. For eksempel har vi programmeret vores NAO til at rejse sig, når vi siger ‘rejs dig op’. Og da den kan genkende ansigter, kan du også programmere den til at sige, hvad du hedder, når du siger ‘sig, hvad jeg hedder’.«
»Det hele foregår på en meget tilgængelig måde. Som almindelig bruger skal du ikke sidde og programmere i koder. Men det er stadig dig, der bestemmer, hvordan robotten skal danse eller sparke til en bold,« siger Oliver Tafdrup.
Skoleleder: Eleverne vil gerne programmere NAO
På Antvorskov Skole i Slagelse har man investeret i NAO-robotter.
Skoleleder Søren Ranthe kan konstatere, at netop arbejdet med at programmere er noget, der tænder eleverne.
»Faktisk oplever vi som skole, at elever bliver på skolen og bruger en masse fritid for at kunne blive endnu bedre til programmering,« fortæller Søren Ranthe.
De dygtigste elever har endda deltaget på konferencer, hvor de har holdt oplæg om deres arbejde med NAO, og de har lavet workshops på blandt andet Aarhus Universitet.
Elever har godt af at forstå programmering
I øjeblikket er programmering ikke på skemaet i folkeskolen. Men det burde disciplinen være, mener Cathrine Hasse.
»NAO kan være en stor gevinst, hvis den bliver brugt ordentligt i skolen. Den kan faktisk lære børn noget om programmering, som jeg tror, det er vigtigt, man kender til i fremtiden. I øjeblikket fremstår det lidt magisk, når nogen laver computerprogrammer eller programmerer maskiner.«
»Der er så mange programmer omkring os, at det er vigtigt, du kender til kernemekanismerne bag. Det er ligesom med en bil. Du behøver ikke kunne reparere en motor, men det er vigtigt at vide, at din bil har én.«
»Med NAO åbner du ‘den sorte kasse’ og ser, hvad der foregår derinde. Du kan erfare, hvordan robotten bevæger sig, alt efter hvad du har programmeret den til at gøre,« siger Cathrine Hasse.
Robotten NAO bliver produceret af det franske firma Aldebaran Robotics. Alt, den kræver, er strøm, en internetforbindelse og en trådløs forbindelse til den computer, den bliver programmeret fra.
\ Robotter kan lære os om læring
På DPU undersøger mange af forskerne, hvordan vi lærer nye færdigheder. Det er vigtigt, hvis vi skal have en god skole. Robotter som NAO kan hjælpe forskerne med at finde ud af, hvordan mennesker lærer.
For eksempel viser børns interaktion med NAO, hvor vigtig relationen mellem lærer og elev er. I et forsøg skulle robotten lære en dreng syvtabellen. Den spurgte: »Hvad er 7 x 7?«
Drengen bevægede sig helt hen til robottens øre og svarede: »49!« Han havde nemlig lært, at det var nødvendigt, hvis den skulle opfatte ordene korrekt. Men der var larm i baggrunden, og robotten opfattede svaret forkert:
»54, det er forkert!« sagde den. Det gentog sig nogle gange.
»Det er tydeligt, at robotten ikke lærer noget som helst af sine fejl. Den ændrer ikke sin interaktion. Men det gør drengen hele tiden. Sådan et eksempel viser os, at læring ikke bare et spørgsmål om behaviorisme eller kognitive funktioner. Læring opstår i et møde. Det bliver tydeligt, når drengen lærer noget og forsøger at tilpasse sig relationen med robotten,« fortæller Cathrine Hasse.