Carsten Niebuhrs rejsebeskrivelse dokumenterede sine forunderlige oplevelser i Arabien. Han levede fra 1733 til 1815. (Foto: Nico-dk. )

Fornemmelsen af storby i London og den smålandske idyl kender de fleste alt for godt. Derimod er Kina, Indien og Laos stadig fremmedartede lande, som kan forundre og give os oplevelsen af at få et andet blik på verden end det, man som turist forventede at møde.

Alligevel er det meget få, som kommer hjem med en historie om at have mødt et etbenet folkefærd, som barberen Anders Christensen gjorde i 1698.

Fortællingen er blot en af mange eksotiske rejsebeskrivelser, som ph.d. studerende i litteratur Allan Sortkær har lagt under luppen. Han er ansat ved Aarhus Universitet og har forsket i 1700tallets rejsebeskrivelser. Deriblandt Carsten Niebuhrs berømte videnskabelige ekspedition til Arabien.

»Både Niebuhr og Christensen opfatter uforklarlige fænomener ude i verden som noget forunderligt. De oplever, at deres evne til at erkende bliver lammet, fordi oplevelserne overstiger de forventninger, de har til verden,« fortæller Allan Sortkær og siger, at den tilgang til at rejse lever videre i vores turismekultur i dag.

En sand historie

Sømanden og barberen Anders Christensens beretning om de etbenede mennesker repræsenterer et syn på undere og mirakler, som i 1700tallet er forældet.

Danskeren rejste mellem 1677 og 1698 ad samme rute fra Sana til Yemen, som den opdagelsesrejsende Carsten Niebuhr gjorde knapt hundrede år senere. I modsætning til sin efterfølger var Christensens eventyr ikke planlagt. Han arbejdede i 1677 som barber på et skib, men skibet blev kapret af pirater, som solgte barberen som slave. I de næste år rejste Christensen igennem ørkenen til fods. Da han kom hjem, fortalte han historien om de etbenede mennesker som en sand historie.

Hans beretning kommer dramatikeren Ludvig Holberg for øre nogle år efter hjemvendelsen. Skuespilforfatteren henviser til barberen i teaterstykket 'Hexerie eller Blind Allarm' i 1723. »Holberg gør nar af ham i stykket, fordi han mener, at Christensens historie om etbenede mennesker var utroværdig,« siger litteraturforskeren.

Dramatikeren var en blandt mange, som var kritiske overfor alt, hvad der havde med vidundere fra naturen at gøre. Men det var en ny udvikling. Før havde man været knapt så kritisk.

Magten lå i sære ting

Skepsis overfor naturens undere var der ikke meget af i 1600talllet. Det virkede ikke usandsynligt, at der kunne eksistere et etbenet folk langt ude i Mellemøsten. Heller ikke selvom naturlovene var blevet alment accepteret.

Et af Carsten Niebuhrs kort over det røde hav. Han undersøgte blandt andet, hvor det var mest sandsynligt, at jøderne kunne have krydset havet til fods, som der stod i bibelen.(Illustration med tilladelse fra forlaget Vandkunsten )

»I 1600tallet anser man også naturen for at bestå af regelmæssigheder, ligesom man gør hundrede år senere. Men man accepterer også uregelmæssigheder,« siger Allan Sortkær.

Naturens vidundere et magtmiddel i det 16. århundrede. Forskeren fortæller, at det var normalt for en konge at have et såkaldt raritetskabinet, som var en samling af sjældenheder. Den kunne bestå af misdannede fostre eller dyr, en underlig gevækst fra et træ, knogler fra ukendte dyr eller en fremmedartet ting som for eksempel en grønlandsk kajak.

Tingene var et tegn på magt, fordi de var sjældne, og fordi de viste Guds indgriben i naturen. Det var almindelig folketro, at man kunne tyde misfostre som et tegn på en families fremtid.

»Holbergs kritik er et eksempel på, at der sker en udvikling, hvor kongens vidunderkammer og i det hele taget uregelmæssigheder i naturen bliver dårlig smag," siger den ph.d. studerende.

Skeptiske rejsende

Men i løbet af 1700tallet blev de sære ting umoderne. Flere og flere blev kritiske overfor magthavere som kongen og dermed også overfor symboler på magt som raritetskamre.

Forestillingerne om Gud ændrede sig også. Man troede ikke længere, at Gud blandede sig naturens orden, og han viste sig først for menneskene efter livet var slut. Værdier som fornuft og nytte afløste fortidens fascination af mirakler. Og man blev i stedet optaget menneskeskabte vidundere. Videnskabsfolk som Carsten Niebuhr begyndte derfor at rejse ud i verden for at undersøge, hvordan fremmede folkefærd byggede og dyrkede deres jord.

»Den måde man dokumenterer sit videnskabelige objekt bliver mere og mere grundig på det her tidspunkt. Der kommer en helt anden systematik. Det, der styrede Anders Christensens observationer, var ren nysgerrighed. Carsten Niebuhr derimod har en masse spørgsmål med hjemmefra, og han beskriver omhyggeligt herskerområde for herskerområde i Arabien. Uanset om der er noget interessant at fortælle eller ej,« siger litteraturforskeren.

Niebuhr rejste ud for blandt andet at opklare, hvordan jøderne havde kunnet passere Det røde Hav til fods. Havde vandene vitterligt delt sig, som det stod i bibelen, eller hvordan lod det sig gøre?

De skeptiske spørgsmål som Niebuhr undersøgte, viser ifølge Allan Sortkær, at man ikke længere tog alle undere eller mirakler, som man oplevede for gode varer.

Samme nysgerrighed

Carsten Niebuhr (1733-1815) (Foto: Nico-dk. )

Først på Niebuhrs tid kan man tale om egentlige opdagelsesrejsende, som rejste ud af nysgerrighed. Selvom folk altid har været fascineret af det fremmede, så var det før i 1600tallet en synd at rejse ud i verden, bare fordi man var videbegærlig.

»Det at rejse ud var forbundet med at forlade sin plads og en frygt for at miste den person, man var,« siger Allan Sortkær.

Kun handelsmænd og missionærer havde et moralsk acceptabelt formål med at rejse ud.

I det 18. århundrede begynder man i stedet at anerkende de nysgerrige borgere, som rejser ud for at opdage og beskrive verden, så dem derhjemme kan blive klogere på den. Ligesom tidligere søger de efter underet. En oplevelse som bryder det billede, de har af verden i forvejen. Men man opsøger ikke længere miraklerne i naturen. I stedet lader man sig fascinere af, hvad mennesket kan udrette langt fra de danske kyster.

Allan Sortkær mener, at det er den samme nysgerrighed og søgen efter at blive overrasket, som får os til at rejse ud som turister i dag. Og vi skal hele tiden længere væk til lande som Cuba og Indien, fordi vi ikke kan overraskes af Frankrigs vinmarker og Peterskirken i Rom.

Carsten Niebuhr var opdagelsesrejsende, landmåler og videnskabsmand med speciale i orientens kultur.

Han var den eneste udsendte, som overlevede rejsen til Arabien fra 1761-67. På baggrund af ekspeditionen udgav han fra 1772 en række bøger på tysk om ekspeditionen. Han var søn af en velstående bonde og blev født i Lüdingworth i nordtyskland. Niebuhr var uddannet i matematik og landmåling men valgte også at studere astronomi og arabisk, da han blev udvalgt til den danske kong Frederik den femtes arabiske ekspedition.

Niebuhr blev berømmet i udlandet og i Danmark for sine omhyggelige og omfangsrige observationer. Derfor fik han Dannebrogsordenen i 1809.

Carsten Niebuhrs rejse er genfortalt i Thorkild Hansens bog 'Det lykkelige Arabien' fra 1962.

Carsten Niebuhr (denstoredanske.dk)