Mig, mig, mig-generationen: Klager over eksamen, tanker om livet i klasseværelset og verden som sådan
Studerende mig mig mig-generationen teknologi

Når Rikke Schubarts studerende får deres karakterer, går der ikke mange minutter, før de utilfredse sætte sig foran computeren og skriver en vred mail. Men er de unge virkelig så forfærdelig en mig, mig, mig-generation? (Foto: Shutterstock)

»Hvorfor er jeg dumpet? Det er en fejl! Jeg klager!«

Mine studerende får nu også eksamenskarakterer online, f.eks. en torsdag kl. 16. Klokken 16.05 får jeg den første e-mail på ti linjer. Den siger, at det ikke kan passe, at x er dumpet, for vedkommende viste sin opgave til en medstuderende, som syntes, den var god. Jeg (underviseren) har begået en fejl, og hvis x ikke får en øjeblikkelig forklaring på, hvorfor det er sket, klager x. Efterfulgt af et mobil nummer, jeg kan ringe til. Efter flere mails mellem 16.05 og 16.15 lukker jeg for min mail.

Ovenstående scenarie udspiller sig i vinteren 2013. For fem år siden skrev ingen til mig, når de dumpede til førsteårs-eksaminer. Så fik jeg enkelte mails. Og i år skrev halvdelen af de dumpede samme aften. Hvert år underviser jeg en del studerende, ofte flere end to hundrede. Alligevel skal jeg ikke påstå, at mine erfaringer udgør statistisk materiale – de er i denne sammenhæng blot mine erfaringer.

Men jeg har reflekteret en del over dem.

De studerende kræver mere

De studerendes adfærd har ændret sig, siden jeg læste på universitetet i 1985. De spørger som det første ved kursusstart, hvad jeg forventer, de skal kunne til eksamen. De ønsker eksplicitte rammer, regler og krav, som jeg skal give dem. Og hvis de dumper, er de parate til at klage, også selvom eksamen er bestået/ikke bestået det første år.

Når man giver dem tid til at stille spørgsmål i timerne, kommer flere, når undervisningen er slut, eller sender mails senere. Med andre ord: de ønsker individuel behandling. Jeg hører det samme fra mine kolleger: de studerende klager hyppigere end tidligere, de stiller flere krav, samtidig med at de er fokuserede på underviserens forventninger til dem, og de ønsker opmærksomhed.

Kolleger fortæller mig, at de nu ser klager over et 10-tal (når man kunne have fået 12). Samlet set opleves det paradoksalt: De studerende er på én gang usikre, fokuserede på autoriteter og krævende.

Dreamworks rettede ind

Kort efter faldt jeg over en artikel i Time Magazine (maj 2013) om 'Millennials: The me me me generation' af Joel Stein og havde en af disse aha-oplevelser. Yes, hér var mine studerende: De er den mest fotograferede generation nogensinde, den mest selviscenesættende, mest kommunikerende på Facebook, Twitter, Instagram og Snapchat, de skifter stadig hyppigere arbejde, og de stifter omvendt senere familie. De er beskrevet i bøger med snappy psykologiske titler som 'Me Generation' og 'The Narcissism Epidemic', og i bøger som 'iDisorder' og 'The Dumbest Generation: How the digital Age Stupefies Young Americans and Jeopardizes Our Future (Or, Don’t Trust Anyone Under 30)', sidstnævnte bøger der skyder skylden på medierne.

Me me me-mentaliteten illustreres af den amerikanske virksomhed Dreamworks, der tilbyder sine 2.200 medarbejdere gratis kurser i blandt andet foto, skulptur, kunstmaling, film og karate. Men, forklarede en skuffet ansat til HR-chefen Dan Satterthwaite, jujitsu er altså noget helt andet end karate. Satterthwaite var lamslået over den ansattes brok og reagerede prompte – med at tilføje et kursus i jujitsu.

'Du er ikke speciel'

Med til mig, mig, mig-mentaliteten, siger artiklen i Time Magazine, hører en ny psykologisk profil: De unge er vant til at være på hele tiden, og de er afhængige af konstant feedback, af at blive set, bemærket og italesat. De er mere selv-fokuserede og dårligere til at sætte sig i andres sted.

I psykologiske termer er de mere narcissistiske og mindre empatiske. Når de er sammen med andre på et uddannelsessted eller en arbejdsplads, tænker de 'what’s in it for me'. Kennedys berømte motto, 'ask not what your country can do for you, ask what you can do for your country', er fortid.

Dette motto var måske inspirationen til David McCulloughs afgangstale til de nye studenter på Wellesley High School i år, en tale kaldet 'You are not special'. Den fik mere end to millioner hits på YouTube og fik Wellesley High School i samtlige medier. McCullughs pointe var den samme som Kennedys: det vigtige i vores liv er ikke, hvad verden giver os, men hvad vi giver verden.

Virkeligheden er dog kompleks. Med til historien om mine mig, mig, mig-studerende hører, at min generelle oplevelse af studerende slet ikke er, at de er krævende. De er tværtimod givende, kreative, engagerede, aktive, sjove, søde og indstillede på at lære og at samarbejde med andre (og der har da også været heftig kritik af Joel Steins artikel).

De studerende vil gerne være sociale, de vil gerne lære nyt, og de vil gerne udveksle viden og erfaringer. Men de er samtidig anderledes – for fem år siden fik jeg ingen e-mails. Når jeg i dag giver individuel feedback, oplever jeg, at studerende fortæller mig, hvorfor jeg tager fejl i min bedømmelse af dem i stedet for at lytte til feedback på deres opgave. Steins artikel fortæller, at det er fordi mig, mig, mig-generationen ikke har et problem med autoriteter – de anerkender dem nemlig slet ikke (det er jeg uenig i, men det må vente til en anden gang).

Hvad skal vi gøre?

Så hvilken lære kan man drage af mine mails en torsdag aften og jujitsu-kurset på Dreamworks?

To ting: For det første tror jeg ikke, unge er anderledes, end da jeg var ung, men at de teknologiske vilkår er anderledes. Karakterer er online, mobilen er ved hånden, og hvad hjertet er fuldt af forvandles på sekunder til en mail, der kræver min opmærksomhed. Teknologi skaber ny psykologi.

Dernæst, hvis de unge ikke er anderledes, men teknologien og vores verden har ændret sig, betyder det at mig, mig, mig-mentalitet karakteriserer os alle sammen. Yep, ser jeg indad, har jeg samme mig mig mig-adfærd som de studerende. Jeg har svært ved at forstå, når livet dumper mig. Det må være en fejl. Og snarere end at lytte til kritik bitcher jeg til venner og brokker mig til kolleger. For uanset hvad, der går mig imod, er det helt sikkert andres skyld. Den sang er ikke ny.

Hvad er svaret? Et svar er mere komplekst end ny teknologi, en ny generation af unge eller en ny psykologisk personlighed (især tror jeg ikke på det sidste, for jeg har svært ved at se, at en hel generation skulle have samme psykologiske profil). Svaret er en blanding af det hele, af at verden byder os nye muligheder og udfordringer og derfor skaber nye mennesker.

Lige nu forsøger jeg at forstå, hvad der er anderledes i klasseværelset – og i verden som sådan – og hvordan jeg kan forholde mig til det uden at blive stresset over e-mails. Jeg tror ikke, studerende er anderledes end os andre. Men verden har ændret sig. Når jeg eksaminerer mine studerende, viser ændringerne sig for eksempel som e-mails.

Er vi en mig, mig, mig-generation? Og hvis vi er, hvordan gør vi da livet til en skøn oplevelse for os alle? Hvordan tager vi skridtet videre til en os, os, os-generation? Og her tænker jeg både på klasseværelset og verden som sådan!

 

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud