De yderste led mangler på de fire fingre fra højre. Alligevel kan forskerne afgøre, at Australopithecus sedibas tommelfingre har været relativt lange - længere end moderne menneskers. Det har gjort dem i stand til at lave et relativt præcist pincetgreb mellem tommel- og pegefinger. En egenskab, man hidtil kun har tillagt menneskearten. (Foto: Peter Schmid)

Evnen til at fremstille redskaber og til at gribe om ting med tommel- og pegefinger er noget, vi normalt betragter som en særlig egenskab for menneskeslægten.

Men nu viser et nyt studie, publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science, at vores uddøde, oprindelige slægtning, 'Australopithecus sediba', formentlig har haft samme evner – og tilmed har behersket dem endnu bedre end vores egen art fra samme tid, 'Homo habilis'.

Resultatet overrasker dansk forsker

Videnskab.dk har forelagt studiet for Mette Steeman, palæobiolog og overinspektør på Museum Sønderjylland.

Hun mener, at undersøgelsen kaster nyt lys over overgangen mellem vores fjerne forgænger 'Australopithecinere' og de ældste arter af vores egen tidlige slægt, 'Homo habilis' og 'Homo rudolfiensis'.

»Resultatet er overraskende, fordi 'Homo habilis', som kan oversættes til ’handyman’, hidtil har været den art, der for alvor begyndte at ligne det moderne menneske,« forklarer hun.

'Homo habilis' havde en større hjerne end 'Australopithecinere'. De adskilte sig yderligere ved at have en tydelig oprejst gang og er desuden kendt for at lave værktøj – deraf navnet.

Men det nye studie giver indsigt i, at der sandsynligvis har været en mere flydende overgang mellem 'Australopithecinere' og menneskeslægten, end man har troet, mener Mette Steeman.

Velbevarede hænder og fødder har givet ny viden

Studiet, som er lavet af et internationalt forskerhold, bygger på undersøgelser af to individer af arten 'Australopithecus sediba', som forskerne har dateret til at være 1,98 million år gamle.

Den ene var en ung mand og den anden en voksen kvinde.

De to individer blev fundet i Malapa, Sydafrika, i 2008, og fundet var af særlig betydning, fordi begge fossiler var usædvanligt velbevarede - tilmed knoglerne fra hænder og fødder, hvilket hører til sjældenhederne.

Faktisk er fossilerne af de to 'Australopithecineres' hænder de første næsten komplette eksemplarer, man nogensinde har fundet blandt fossiler fra primater, der er tæt beslægtet med det moderne menneske, de såkaldte 'homininer.'

Australopithecus sediba var en blanding af abe og menneske

Fundet gjorde forskerne i stand til at genskabe en hånd fra 'Australopithecus sediba' og sammenligne den med fund af andre typer af homininer, blandt andet 'Homo habilis'.

Resultatet viste, at 'Australopithecus sediba' har haft mange af de egenskaber, vi forbinder med mennesket, såsom pincetgrebet - et greb, der kun involverer fingrene, ikke håndfladen - og evnen til at lave stenredskaber.

Men derudover viste det sig faktisk, at 'Australopithecus sediba' har haft flere af de gunstige træk, der skal til for at lave redskaber, end det 1,75 million år gamle fossil af 'Homo habilis', der oprindeligt fik forskerne til at kalde 'Homo habilis' for 'handyman'.

Fossilet af knoglerne fra en voksen kvinde af arten Australopithecus sediba, som de så ud, da de blev fundet i Malapa, Sydafrika. Den højre hånd viste sig at være næsten komplet med undtagelse af få knogler. (Foto: Peter Schmid)

Blandt andet havde 'Australopithecus sediba' lange tommelfingre og korte fingre, hvilket faktisk har gjort dem bedre i stand til at lave bedre redskaber end 'Homo habilis'.

Samtidigt kunne forskerne dog stadig se tegn på, at 'Australopithecus sediba' har haft et kraftfuldt greb, der har gjort dem i stand til at klatre i træer, selv om undersøgelser af deres fødder viste, at de formentlig også været i stand til at gå oprejst.

Hjernen har været lille, men kvik

Hjernen og bækkenet er to øvrige områder, som er blevet kortlagt af andre forskergrupper og publiceret i Science.

Ved at studere indersiden af kraniet har forskerne kunnet konstatere svage tegn på, at 'Australopithecus sediba' måske har været på vej til at udvikle noget, der ligner menneskets frontallapper, på trods af at deres hjerner var betydeligt mindre end hos 'Homo arterne'.

Den viden strider mod antagelsen om, at hjernen langsomt har vokset sig større under overgangen fra 'Australopithecinerne' til 'Homo'.

»Tilsyneladende har 'Australopithecus sediba' udviklet en mere menneskelignende adfærd, uden at hjernen er blevet større. Og det er ny viden,« forklarer Mette Steeman.

Bækkenet var præget af oprejst gang

Studier af bækkenet rykker ved endnu en gammel antagelse.

Finmotorik i hænderne har haft en stor betydning for vores tidlige udvikling. Det at kunne lave et præcisionsgreb ved at sætte fingrene mod hinanden, har gjort, at man er blevet i stand til at manipulere med ting som for eksempel sten og lave redskaber.

- Mette Steeman, palæobiolog

Ind til nu har man formodet, at de kvindelige 'Homo habilis'' bækkener langsomt er blevet bredere for at kunne rumme større og større hjerner under fødslen.

Men forskerne kan nu konstatere, at den udvikling også kan ses på den kvindelige 'Australopithecus sedibas'' bækken, på trods af, at artens kranier og hjerner var små.

»Det betyder måske, at udviklingen af bækkenet er blevet mere præget af, hvordan arterne har gået og bevæget sig end af deres fødsler,« vurderer Mette Steeman.

Australopithecus sediba var ikke en konkurrent til mennesket

Undersøgelsen ændrer ikke på opfattelsen af slægtskab, uanset om 'Australopithecus sediba' har været bedre til at lave redskaber end vores egne forfædre, fastslår Mette Steeman.

'Australopithecinere' er derfor ikke kommet nærmere menneskets slægt efter den nye undersøgelse.

Dertil har de stadig for mange af de mere oprindelige træk, såsom en lille hjerne og evnen til at klatre i træer, hvilket uden tvivl placerer dem i gruppen, der kom før mennesket.

»Men det er da interessant, at et væsen, der har været mindre avanceret end vores egen slægt på den tid, har været i stand til at udvikle redskaber på trods af deres mindre hjerneomfang,« fortæller hun.