Robinson Ekspeditionen er baseret på at skabe stærke følelser hos deltagerne. (Foto: Robinson Ekspeditionen 2010, TV3)

Når kameraet nu for 13. gang er Robinson deltagernes fortrolige, kan vi forvente mere åben snak om alliancer, beskidte tricks og fuld bevidsthed om kameraet.

Det, der engang var tv med almindelige mennesker, der havde til opgave at være sig selv, er gradvist blevet til bevidstgjorte og poserende mennesker, der ser Robinson Ekspeditionen som et afsæt til en karriere. »Reality-tv deltagerne er kommende celebrities, som ved, hvad de kan bruge reality-showet til,« siger Anne Jerslev, professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet

»Vinderen er den, som er bedst til at skabe opmærksomhed om sig selv i andre medier, mens showet kører, og den sande vinder er ikke nødvendigvis den, der løber med pengepræmien, men den, som er bevidst om at servicere medierne med historier og oplæg til sladder,« siger hun.

Mister virkeligheden

Reality-genren er paradoksalt nok ved at miste sit varemærke: virkeligheden.

Seerens oplevelse af at lure på andres virkelighed forsvinder ud af genren til fordel for et mere åbenlyst spil om penge og celebrity-status, siger Anne Jerslev. Hun ser de første sæsoner af Robinson Ekspeditionen som modstykker til nutidens reality-tv.

»Det, der gav pote hos både fans, tv-seere og de andre Robinson-deltagere i programmets første år, var, at det handlede om at være ærlig, spontan, om at stemme med hjertet og om ikke at lave sig selv om,« forklarer hun.

Taktik var et skældsord. Sådan er reality-tv ikke længere. Nu ved deltagere i reality-shows, hvad de kan bruge kameraet til.

»I dag kan man nærmest være professionel reality-deltager, og der er blevet en kvalitet, at man kan spille spillet og være strategisk. Man kan blandt andet se denne tendens til at reality-tv skaber et lukket kredsløb i et fænomen som VIP reality-programmer, og på koncepter, hvor reality-deltagerne fra forskellige tidligere programmer dyster mod hinanden,« forklarer hun.

Virkelighedshunger

Fascinationen af reality-tv lå oprindelig i, at programmerne tilsyneladende viste en virkelighed 'uden filter'. Anne Jerslev forklarer, at reality-shows kan ses som en slags overvågnings-underholdning, der bygger på en idé om, at hvis kameraet kører længe nok, glemmer deltagerne kameraet og er sig selv. I dette års Robinson Ekspeditionen bliver lejren for eksempel også filmet om natten.

Robinson Ekspeditionen er tilrettelagt, så den skaber stærke følelsesmæssige reaktioner hos deltagerne. Der skal både være tårer og vrede, som giver en fornemmelse af, at der sker noget autentisk i programmerne, at vi kommer tæt på virkelighedens dramaer.

Og hvis ærlighed og tårer ikke længere har samme troværdighed, er der nye virkemidler, som kan fremstå som et tegn på ægthed.

» Det kan være dumme bemærkninger eller en åbenlys længsel efter at være på, der kan give en fornemmelse af, at en deltager faktisk fremstår som sig selv, som vi for eksempel så det hos Amalie fra Paradise Hotel,« siger Anne Jerslev.

Selvpromovering

Forskeren forklarer, at sammenhængen mellem celebritykulturen og programmerne er blevet meget tydelig. Reality-tv handler efterhånden mere om selvpromovering, end det handler om overvågning.

»Mens produktionsholdet er fokuseret på nutiden, på det der sker på øen eller hotellet, mens optagelserne foregår, er deltagerne også i gang med at markedsføre sig selv som kommende celebrities.«

»Målet kan være at få sit eget tv-program som Amalie fra Paradise Hotel eller Biker Jens fra en tidligere Robinson Ekspedition. Deltagerne agerer allerede efter fremtiden, og dem, der gør det bedst, vinder celebrity-status,« siger Anne Jerslev.