Markant færre unge begår alvorlig kriminalitet
Kilde: 
23 januar 2017

De seneste 11 år er kurven for ungdomskriminalitet i Danmark dalet og dalet. Alene i kategorien ’meget alvorlig kriminalitet’, som blandt andet omfatter indbrud og vold, er registreret et fald på 41 procent siden 2010.

Det viser Det Kriminalpræventive Råds Ungdomsundersøgelse for 2016, skriver politiken.dk.

I 2010 viste den tilsvarende undersøgelse, at 3,2 procent af de 14-15-årige havde begået kriminalitet af ’meget alvorlig’ karakter inden for det seneste år. I 2016 var tallet faldet til 1,9 procent, hvilket er et fald på 41 procent.

Ifølge Rannvá Møller Thomsen fra Det Kriminalpræventive Råd er dette det lavest målte kriminalitetsniveau blandt unge nogensinde.

»Det markante fald er en vigtig pointe at komme ud med, så vi ikke går i panik over ungdommen,« siger hun til politiken.dk.

Den mest væsentlige årsag til den faldende kriminalitet er, at de unge har trukket sig væk fra gader og stræder og i ind i cyberspace hjemme på værelset. Det vurderer professor i retssociologi og kriminologi Flemming Balvig, som står bag undersøgelsen.

»Den livsstilsændring, der ligger i flytningen af ungdomslivet fra gaden til cyberspace, er en af de stærkeste årsager, hvis man kigger globalt. Det er en udvikling, man finder over hele den vestlige verden,« siger han til politiken.dk.

Undersøgelsen bygger på et spørgeskema, hvor 90 procent af alle 14-15-årige fra Gladsaxe, Allerød og hele den nordjyske region har svaret på spørgsmål om kriminalitet, adfærd, trivsel og familieliv.

At spørge til de unges egne erfaringer er ifølge Det Kriminalpræventive Råd en af de mest troværdige metoder til at afdække den reelle ungdomskriminalitet.

Af spørgeskemaet fremgår det, at de unge selv påpeger, at de er mere sammen med familien derhjemme, at der er bedre inklusion i skolen og mindre arbejdsløshed blandt forældrene.

pmd

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.