Mange videnskaber havde filosofien som far
Der er mange ting ved filosofi, som er underlige og står i kontrast til naturvidenskaberne. Der hersker for eksempel stor uenighed om, hvad filosofi egentlig er. I videnskaberne finder vi ikke et lignende paradoks.

Rafaels freske Skolen i Athen med et galleri af antikke lærde. I midten Platon, der peger op mod ideernes verden, og Aristoteles, der viser mod det jordnære. Til venstre for ham blandt andre Sokrates. (Illustration: Skolen i Athen af Rafael, 1509-1510. Stanza delle Segnatura, Citta del Vaticano)

 

Mens videnskaberne opererer inden for afgrænsede områder, hvor grundlagene ligger fast (indtil der dukker nye paradigmer op), da synes noget lignende at være fraværende ved filosofi.

Og mens videnskaberne tager deres eget grundlag for givet, tager filosofi sjældent sig selv for givet. Ganske vist tager filosofi også meget for givet, men i princippet aldrig sig selv.

Filosofi er ikke bestemt af sit indhold

Det er en udbredt opfattelse, at filosofi er 'verdensanskuelse' eller 'verdensbillede', 'grundlæggende menneskesyn' eller 'svar på tilværelsens store gåder'. Filosofi er dog hverken det ene eller det andet, selv om den kan rumme det hele.

Filosofi er ikke bestemt ved sit indhold, men ved en måde at spørge på og en særegen måde at bruge sproget på. Det fik en af filosofiens grundlæggere, Aristoteles (384-322 f.v.t.), på klareste måde frem, da han pålagde filosoffen følgende opgave:

»Det påhviler filosoffen at kunne studere alle ting. For om det ikke påhviler filosoffen, hvem skal da undersøge, hvorvidt Sokrates og den siddende Sokrates er den samme, eller hvorvidt én ting har en modsætning, eller hvad modsætninger er, eller på hvor mange måder dette ord bruges? Og ligesådan med andre sådanne ting.«

En vigtig forudsætning var religiøs ensartethed

Her beskrives en tankeaktivitet, som lidt efter lidt udviklede sig i Hellas fra slutningen af det sjette århundrede og ind i det femte århundrede før vor tidsregning. Et centrum
 for denne særegne tankeaktivitet blev Athen, hvor Sokrates (469-399 f.v.t.), Platon (427-347 f.v.t.) og Aristoteles havde hjemme. En lignende tankeaktivitet ser ikke ud til at være foregået tidligere eller andre steder på kloden.

Nok har man, udbredt, haft verdensanskuelsestanker og forestillinger om livets gåde, ikke sjældent med fødsel og død som centraltemaer, men formen, hvori man tematiserede disse størrelser, lå langt fra den filosofiske undersøgelse, som nu så dagens lys.

En sådan filosofisk tankeaktivitet faldt ikke ned fra himlen, men havde en række sociokulturelle forudsætninger. En af de vigtigste var religiøs ensartethed. Man holdt sig til en græsk gudeverden med polyteisme.

Religiøsiteten var rituel og kultisk og lagde kun i ringe grad beslag på det indre sjæleliv og tankevirksomhed. Det drejede sig om at følge kultiske handlinger, og så kunne man 'tro', hvad man ville. Der var intet religiøst herredømme, altså intet teokrati. Med til det religiøse hører også orakelinstitutionen, som var udbredt.

Med sociokulturelle betingelser hørte også en art urbanisering

Ved siden af det religiøse var der andre ganske vigtige betingelser: Området havde en hovedfjende, nemlig perserne. Og sproget var det samme i området. Hele området var præget af små bystater, der en overgang antog form af polis (af græsk: by, stat eller bystat): et til en by afgrænset politisk og socialt fællesskab, som havde egne love, styreformer og så videre, som ikke var baseret på familien eller stammen.

Så vi kan vel tilføje, at med til de sociokulturelle betingelser hørte også en art urbanisering. Endelig var området, og det gjaldt ikke mindst Athen, gennemtrængt af iøjnefaldende handelsaktivitet.

Fakta

 

Denne artikel stammer fra bogen '50 ideer, der ændrede verden’. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag. Køb bogen her

 

Et forhold som var med til at udvirke et kulturelt selvfølgelighedstab: Gennem handelen opdagede man, at verden udenfor var anderledes end den verden, man selv levede i. Verden var og kunne være forskellig fra ens egen. Og det giver ofte anledning til spørgsmål.

Opdagelsen af naturen kan ikke være anderledes

Før den store filosofiske blomstringstid med Platon og Aristoteles var der i denne tankeaktivitet sket to store 'opdagelser'. Den første var, at man 'opdagede' naturen. Det skete, da de såkaldte præsokratiske filosoffer opererede med en distinktion mellem det, der ikke kan være anderledes, end det er, og som der således ikke kan ændres på, og så alt andet.

Her har vi opdagelsen af naturen, som jo netop er det, som ikke kan være anderledes, end det er. Det, der ikke var natur, kunne som regel forandres af mennesker: love, vaner, handlinger og så videre.

Den anden store 'opdagelse' fandt sted med de såkaldte sofister. I modsætning til præsokratikerne beskæftigede de sig ikke med kosmos og abstrakte naturkræfter, men med mennesket: Hvad er det særegne ved mennesket? Hvordan ser moralens begrundelse ud? Er der grænser for den menneskelige erkendelse? På hvilke måder bruger mennesket sproget?

Det var nogle af de spørgsmål, sofisterne kredsede om. Her kan vi sige, at mennesket blev opdaget. For sofisterne stillede disse på den tid originale spørgsmål ud fra en forvisning om, at det var spørgsmål, som mennesker selv, og altså ikke guderne eller andre ophøjede ikke-menneskelige instanser, kunne svare på.

Med andre ord: Det menneskelige blev forsøgt fastlagt af mennesker for mennesker. Herved opdagede de mennesket.

Akademiet overlevede i mere end 900 år

De to store opdagelser, naturen og mennesket, blev nu med Sokrates søgt sammenføjet: Han indfældede mennesket i naturen, og herved var den store filosofi etableret. Sokrates selv skrev intet, men hans aktivitet blev overtaget og videreført af Platon og, kan man vel sige, Aristoteles.

En milepæl i filosofiens historie var Platons oprettelse af Akademiet i 385 f.v.t. Ja, faktisk var det så vigtigt, at man med en vis ret kan spørge, om vi i dag overhovedet havde haft en disciplin, der hedder filosofi, dersom dette Akademi ikke havde set dagens lys.

Akademiet holdt sig i live i mere end 900 år, altså længere end noget nuværende universitet har eksisteret. Det blev lukket, da Europa var ved at opstå i den tidlige middelalder, og begrundelsen gav kirken: Stedet udbredte hedensk tale og kætterske synspunkter.

Der blev også bedrevet videnskab

Akademiet var en genial nyskabelse, for her så verdens første egentlige forskningsinstitution livet. Der var lærere og studerende, og nok kaldte man det hele for filosofi, men der var arbejdsdeling og opdeling i forskellige videnområder. Og vigtigt var det, at tanken var fri: Der var næppe dogmer og slet ikke et præsteskab, der kontrollerede, hvad der foregik.

Aristoteles opholdt sig på Akademiet i 20 år. En række af samtidens andre store tænkere var der også.

Filosofi er ikke bestemt ved sit indhold, men ved en måde at spørge på og en særegen måde at bruge sproget på. Et centrum
 for denne særegne praksis blev Athen, hvor Sokrates, Platon og Aristoteles (billedet) havde hjemme. (Foto: <a>Shutterstock</a>)

Akademiets tankeaktivitet blev konsolideret i dets 900 år lange levetid. Det var nok til, at fænomenet ikke kunne glide ud af historien som et mere eller mindre ligegyldigt historisk intermezzo. For det var jo ikke blot filosofi i snæver forstand, der blev bedrevet, men også det vi senere kalder videnskab.

 

Filosofi opstår af beundrende undren

De fleste grundvidenskaber opstod på den måde, at de først var en del af filosofien for så senere, mange langt senere, at skille sig ud fra filosofi og blive selvstændige videnskaber. Men denne udskillelse begyndte reelt først at tage fart fra slutningen af 1700-tallet.

Endvidere: Da universiteterne begyndte at dukke op i 1200-tallets Europa, var kristne institutioner og teologien ganske vist det vigtigste, men dels var der altid en selvstændig filosofisk afdeling, dels, og det var lige så vigtigt, var den opdeling af videnområderne, som universiteter den dag i dag er kendetegnet ved, helt og holdent en genspejling af Aristoteles’ syn på videnskaberne og deres inddelingsformer.

Lad os blive lidt længere ved grækerne. De stillede nemlig spørgsmålet: Hvordan opstår filosofi? Og deres svar var: Når man undrer sig. Filosofi opstår af undren. Men nu kan undren være så mange ting og udløst af sensationelle begivenheder, indtræffende gennem chok, påtrængende vildrede og så videre. Men det var ikke den form for undren, grækerne tænkte på.

Kort fortalt var den filosofiudløsende undren for dem en undren, som egentlig var en beundrende undren, over kosmos’ skønhed. Filosofi opstår af beundrende undren, mente grækerne. Det er ikke sikkert, at alle filosoffer i dag vil skrive under på dette, men det var i hvert fald et godt spørgsmål og et smukt svar.


 

Der meldte sig nye problemstillinger

Ser vi kort, meget kort, på filosofien efter dens grundlæggelse, kan vi sige, at der
 er vigtige stationer på vejen frem. Den vigtigste, og som sådan ikke sjældent overset, var da man i middelalderen fik en voldsom udvidelse af den filosofiske problemkreds som følge af Europas kristning.

Nu meldte der sig nye og helt utænkte, ja, tidligere utænkelige problemstillinger. For eksempel: Hvordan skulle skabelsen forstås filosofisk? Og hvad er intet? Kristendommen, der nu skulle udlægges ved hjælp af filosofien, andre midler havde man ikke, rummede jo både en idé om skabelse og en idé om intet, for Gud havde jo skabt himlen og jorden og alt andet ud af intet.

Det var størrelser, som var helt ukendte for den tidligere filosofiske tankeaktivitet. Her var grundtanken, at kosmos ikke var skabt, og der var ikke noget begreb for intet. Nok for 'ingen ting', men det var og er noget andet, nemlig en negation af noget forud bestemt. Det er intet ikke, det er ingen negation. Det filosofiske tankerum voksede derfor nu ganske betragteligt, og vokabularet blev markant udvidet.

 

Forklaringerne på naturprocesser havde tidligere været teologiske

Efter middelalderen kom renæssancen, der faktisk ikke var særlig rig på filosofisk nydannelse. Den indtrådte først efter renæssancen i nytiden (fra omkring 1500-1600-tallet). Nu blev filosofi atter sekulariseret, og religionens indflydelse aftog iøjnefaldende.

Samtidig begyndte der at dukke en forskel mellem kontinental og angelsaksisk filosofi frem, da den kontinentale filosofi i høj grad var spekulativ og metafysisk orienteret, mens den angelsaksiske var mere empirisk orienteret. Man skal dog ikke overdrive disse forskelle. Det måske vigtigste træk, og det gjaldt i øvrigt for begge fløje, var, at naturen nu blev opfattet som uden hensigter.

Tidligere havde forklaringerne på naturprocesserne altid været teleologiske: Når noget fandt sted, var det, fordi der var nedlagt hensigter i naturen. Det blev opgivet: Naturen var nu blottet for hensigter og netop derfor så gunstigt et felt for matematisering. I matematikken er der ingen hensigter: At to plus to er fire, skyldes ikke nogen hensigt.

 

Samfundsengagement har altid været del af filosofien

Den græske filosof Diogenes (404‑323 f.v.t.) levede så asketisk, at han var genstand for almindelig borgerskræk. Han boede i en tønde og søgte med sin lygte efter et ærligt menneske. (Illustration: Diegones af Jean-Léon Gérôme, 1860. Walters Art
Museum, Maryland. Creative Commons License)

Da en af den socialistiske tænknings hovedpersoner, Karl Marx (1818-1883), i 1840’erne skrev: »Hidtil har filosofferne kun tolket verden forskelligt. Hvad, det kommer an på, er at forandre den«, var det dels en programerklæring, dels en misforståelse. En misforståelse, fordi filosoffer længe inden, ja, måske altid, havde haft verdensforandringen som mål.

Med iøjnefaldende voldsomhed blev det et af kendetegnene ved den såkaldte oplysningsfilosofi, der i snæver forstand strakte sig fra omkring 1750 til 1800. Her var det helt gennemgående mål at bidrage til, at verden blev mindre udleveret til magtvilkårlighed og undertrykkelse af mennesker.

Men samfundsengagementet har altid været en del af det meste af filosofien, for som Marx også skulle have sagt:

»Filosofien ligger lige så lidt uden for verden, som hovedet ligger uden for kroppen, selv om det ikke ligger i maven«.

 

Mistilliden var ikke noget nyt

Når vi kommer frem til begyndelsen af 1900-tallet, var filosofien generelt præget af en trang til at 'videnskabeliggøre' sig selv. Det medførte bl.a., at metafysisk tænkning skulle elimineres og filosofien kun stille spørgsmål, der kunne gives ædruelige, videnskabsanaloge svar på.

Men der var også stærke modstrømninger: Filosofi skulle netop ikke være som en videnskab. Ofte kalder man de to strømninger for henholdsvis analytisk og hermeneutisk-kontinental. Analytisk står for antimetafysisk, analyserende (ofte sproget og sprogbrugen), sjældent frembringende store teorier; hermeneutisk-kontinental står for tolkende og ofte opstillende store teorier om livet.

Et andet, især europæisk, træk før Den Anden Verdenskrig var den udbredte filosofiske mistillid til filosofien. Nyt var ikke mistilliden, som har været kendt siden tidernes morgen, men nyt var det, at filosoffer selv udtrykte den. Ludwig Wittgenstein (1889-1951), en af de store eksponenter for denne position, sagde engang:

»Kun når vi tænker mere forrykt end filosofferne, kan vi løse deres problemer.«

 

Specialisering uden sammenhæng var åndløs

I dag er filosofi institutionelt ganske udbredt. Af 17.000 universiteter over hele verden er der kun få, der ikke har en afdeling for filosofi. I dag er filosofi internt arbejdsdelt i en grad, som aldrig før set, men helt på parallelkurs med videnskaberne.

Med arbejdsdelingen følger også specialisering. For mens filosofi godt nok hurtigt inddelte sit felt i områder, moral, natur, metafysik og så videre, var der altid en bestræbelse på, at det hele skulle hænge sammen.

Specialisering uden dette var åndløs. Et sådant synspunkt er ikke i højsædet i dag.