»Mændene håbede på, at hvis de i deres egen lille cirkel kunne forandre synet på det at være mand, så ville det brede sig i større og større cirkler ud i samfundet,«

- Laura Pérez Skardhamar

Kampen for ligestilling var i 70'erne ikke kun en kvindesag, selvom ordet måske umiddelbart får de fleste til at tænke på feminister, der brænder bh'er af.

En lille gruppe mænd i den såkaldte mandebevægelse bidrog også i den kønspolitiske kamp.

Mændene ville forandre samfundets opfattelse af det at være mand ved at arbejde med sig selv og eksperimentere med deres eget liv.

»De følte selv, at de ikke blev taget alvorligt. De blev kaldt ’bløde mænd’, og så grinte man lidt af dem, måske fordi det var svært at forholde sig til deres projekt,« fortæller Laura Pérez Skardhamar, som er ekstern lektor på Aarhus Universitet, Business and Social Sciences.

Hun mener, at holdningen til og latterliggørelsen af mandebevægelsen er en af årsagerne til, at forskerne ikke har interesseret sig for mandebevægelsens historie. De historikere, som tidligere har beskæftiget sig med 70ernes aktivistiske bevægelser har nemlig selv været unge i 70erne og har således sandsynligvis delt datidens opfattelse af mandebevægelsen som værende grinagtig.

Det har dog ikke afholdt Laura Pérez Skardhamar fra at kaste sig over emnet.

Hun har i sin ph.d. afhandling om 70'ernes kollektiver, ø-lejre og mandebevægelse undersøgt, hvordan aktivister forsøgte at trænge politisk igennem med deres idealer ved at arbejde med sig selv og deres privatliv.

Privatlivet var politisk

70'ernes mandebevægelse var ret lille. I København var medlemstallet mellem 300 og 500 betalende medlemmer i perioden fra 1975 til 1980.

Disse aktivistiske mænd ville blandt andet gøre op med mandens rolle som familiens økonomiske forsørger.

Derudover ville de have lov til at udtrykke følelser og på samme vis som kvinder tage sig af de mindre børn i familien, uden at der blev set ned på dem.

Sidst, men ikke mindst, ønskede mandebevægelsens medlemmer at forandre mænds samvær med hinanden, så det kom til at handle mindre om individuel konkurrence.

»Mændene håbede på, at hvis de i deres egen lille cirkel kunne forandre synet på det at være mand, så ville det brede sig i større og større cirkler ud i samfundet,« siger Laura Pérez Skardhamar.

Hun forklarer, at det med at ville forandre samfundet ved at lave om på sit eget privatliv var noget nyt og helt særligt for 70'ernes aktivistiske bevægelser.

Kultur, psykologi og politik smeltede således sammen i de kønspolitiske bevægelser.

Rådgivning om skilsmisser skabte splid 

Mandebevægelsen var en pendant til kvindebevægelsen, men stod ikke i opposition til den.

Mændene bakkede tværtimod op om kvindernes frigørelse, og det skabte ind i mellem splid i den lille bevægelse.

»De havde sympati med feministerne men ikke desto mindre så var det en meget løst organiseret bevægelse, hvor der ikke var detaljeret politisk ideologisk program,« siger historikeren.

Hun fortæller, at der således var plads til forskellige typer grupper.

Blandt andet var der en gruppe, som rådgav mænd, der var skilt eller stod midt i en skilsmisse og havde problemer med at få samvær med børnene.

Modstanderne af denne gruppe mente ikke, at rådgivningsgruppens arbejde var foreneligt med det mandebevægelsens projekt.

De satte spørgsmålstegn ved, om mænd vitterligt var parate til at overtage forældrerollen på fuld tid og alene.

Mænd eksperimenterede med forældrerollen

Mandebevægelsen var nemlig først lige begyndt at eksperimentere med mænds forældrerolle på ø-lejre for mænd og børn, hvor de prøvede nye måder at være far på. Udfordringen var dengang at tage sig af børn ned til småbarnsalderen, uden at der var mødre med.

Mændene skrev om deres erfaringer med at udfordre manderollen i ø-lejr-bladet og udgav også bøger om det på deres forlag Mandetryg.

Bevægelsen ønskede således at udbrede den viden, de mente at have opnået:

»De ville gøre det personlige politisk ved at tale åbent om det i offentligheden,« siger Laura Pérez Skardhamar.

Bevægelsens eksperimenter fik dog ikke den store opmærksomhed i offentligheden, hvilket skuffede aktivisterne.

Troen på det politiske privatliv forsvandt

Bevægelsen blev i 80'erne lige så langsomt opløst. Sandsynligvis fordi troen på, at det private kunne forandre noget politisk, gik i opløsning.

Historikeren siger, at det i dag er svært at sætte en finger på, hvad den lille mandebevægelse og de øvrige kønspolitiske bevægelser helt konkret har betydet for os i dag.

Men hun er ikke i tvivl om, at bevægelserne har påvirket vores samværsformer og måde at se køn på.