Lysforurening skygger for 80 procent af Jordens udsyn til Mælkevejen
Kilde: 
13 juni 2016

KORT NYT FRA UDLANDET:

Mælkevejens lysende glød har inspireret kunst og fortællinger i hundredevis af år. Navnet henviser til den græske myte om gudinden Hera, som slynger drengen Herakles fra sig i vrede, så hendes mælk sprøjter ud over himlen. Andre kulturer anskuer Mælkevejen som de dødes vej til himlen. 

I dag betyder lysforurening fra kunstlig belysning dog, at Mælkevejen ikke er synlig for næsten 80 procent af Jorden. Dermed er én tredjedel af Jordens befolkning afskåret fra at se Jordens galakse om aftenen, skriver sciencemag.org

Den nye opdagelse er publiceret i et nyt atlas over global lysforuening.  

Lysforurening defineres som himle med en lystæthed på minimum 10 procent højere end 'normale' nattehimles lysniveau. Forureningen er intensiveret med seks procent årligt i Nordamerika og Europa i løbet af de sidste 50 år, viser et tidligere atlas, som de samme forskere lavede for 15 år siden. 

Problemet bliver kun værre, hvis der ikke bliver gjort noget for at regulere det, beskriver det nye atlas. Og lysforureningen påvirker ikke kun Jordens udsigt til Mælkevejen. Stærk kunstig belysning forstyrrer eksempelvis fugle, flagermus og undervands-økosystemer, og det kan også påvirke menneskers søvnmønster og endda øge risikoen for nogle kræftformer. 

Disse skadelige konsekvenser kan vare ved, selvom kilden til lysforurening dæmpes eller fjernes helt.   

»Lysforurening ses normalt som et problem, der kan løses ved at slukke lysene. Vi kan bestemt begrænse niveauet af lysforurening på denne måde, men vi kan ikke ændre den skade, vi allerede har forårsaget,« siger Fabio Falchi, som forsker ved Light Pollution Science and Technology Institute i Italien og er medskaber af det nye atlas, ifølge sciencemag.org. 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.