Luther støttede videnskaben - med troen som vejleder
Forholdet mellem religion og videnskab er ofte genstand for hed debat. Meningsudvekslingerne er mange, og linjerne trukket skarpt op. Sandheden er dog, at det historiske forhold mellem religion og videnskab er fyldt med nuancer. Det er reformationen et godt eksempel på.
Martin Luther reformationen videnskaben teologi religion

Luther støttede på den ene side naturvidenskabens logiske og erfaringsbaserede tilgang. På den anden side var der dog ingen tvivl om, at teologien for Luther stadig havde en central rolle som overdommer. (Foto: Ferdinand Pauwels/ Wikimedia)

Martin Luther interesserede sig ikke særligt meget for naturvidenskab, men derimod meget for sprogvidenskab.

I lang tid betragtede omverdenen ham som en del af renæssancens humanisme, og det var ikke helt forkert. For han delte humanismens ambition om at læse tekster på grundsprogene, og han interesserede sig også for logisk argumentation og offentlig debat, og var bl.a. med til at indføre offentlige disputationer på universitetet.

Reformation 

Læs mere om reformationen på Videnskab.dk’s tema-site om 'Reformationen'.

Her finder du et stort og bredt udvalg af artikler om reformationen, Martin Luther og den evangelisk-lutherske kirke. 

Anderledes forholdt det sig med Luthers syn på samtidens filosofi, som han kritiserede, når den overskred sine grænser. Filosofi skulle nemlig holde sig til verdslige anliggender.

Teologiske spørgsmål skulle filosofien holde sig fra, for filosofiens måde at tænke på evnede ifølge Luther ikke at besvare spørgsmål, der havde med Gud og livets mening at gøre.

Filosofien var bundet til den logiske grundsætning, at to modsatte ting ikke kan siges om det samme. Dette var derimod kernen i teologien, når den eksempelvis om mennesket Jesus kunne sige:  denne mand er Gud, eller om brødet i nadveren: dette er Jesu legeme.

Når det drejede sig om religion, måtte filosofien derfor vige for troen.

Videnskaben skulle vejledes af troen

Uden for troens område havde Luther ingen problemer med videnskaben, hverken filosofien eller naturvidenskaben.

Så længe videnskaben holdt sig til verden og ikke talte imod Bibelens anliggende, havde Luther ingen indvendinger.

Men, opstod der uoverensstemmelser mellem videnskab og Bibel, var Luther dog af den klare overbevisning, at videnskaben måtte lade sig vejlede af troen – ikke omvendt.

Melanchtons og Luthers syn på astrologien

Astrologien var et godt eksempel herpå. I tiden under reformationen blev tolkninger af stjernebilleder nemlig af visse lærde betragtet som en underafdeling af fysikken. Men astrologien modsagde ifølge Luther Guds Ord og derfor måtte den afvises.

Luther var i det hele taget skeptisk over for alt for stor tiltro til menneskets erkendelsesevne. Han hævdede, at den alt for ofte var for farvet af skjulte motiver til, at man kunne have ubetinget tillid til den.

reformation_melanchthon_luther_kristendom_kirke_gud_videnskab_filosofi_historie_religion

Phillip Melanchthon (1497-1560) blev anset som en af reformationens førende videnskabmænd. (Foto: Shutterstock)

Luthers nære ven og medarbejder, medreformatoren Philipp Melanchton, der hørte til tidens førende humanister, havde dog modsat Luther et andet forhold til astrologien. Han hørte til den fløj, der mente at astrologien var en del af fysikken, og på den baggrund afviste han eksempelvis at besøge Chr. III i København, fordi stjernerne sagde ham, at sejlads ville være forbundet med stor fare.

Luther støttede altså på den ene side naturvidenskabens logiske og erfaringsbaserede tilgang, men den skulle afgrænses klart fra metafysik.

På den anden side var der dog ingen tvivl om, at teologien for Luther stadig havde en central rolle som overdommer.

Naturvidenskab var altså med andre ord udmærket, men den skulle samtidig bedømmes kritisk.

Melanchthon, reformationens videnskabsmand

Hos Melanchthon, der som ganske ung fik ansvaret for at lave en gennemgribende universtitetsreform i Wittenberg, finder vi en grundholdning meget lig Luthers.

I modsætning til Luther kastede han sig imidlertid gerne - og med stort engagement selv over videnskaberne. Melanchthon var aktiv både inden for naturfilosofi, matematik, astronomi, medicin, geografi m.m., men også inden for discipliner som pædagogik, politisk teori, sproglære og naturligvis teologi.

På en lang række områder repræsenterede Melanchthon en produktiv syntese af reformation og ekspanderende videnskab. Eksempelvis blev hans indføring i psykologi, Liber de anima, anvendt som grundbog over hele Nordeuropa langt efter Melanchthons død, og flere af hans andre værker satte i lang tid standarden for akademiske bøger.

Splittet mellem forskning og undervisning

Melanchthon holdte gennem sit virke ganske mange forelæsninger i fysik, dog først og fremmest på baggrund af antikke kilder.

Heraf kan man se, at han holder fast i det ptolemæiske verdensbillede og afviser Kopernicus. I Melanchthons vurdering af Kopernicus spiller hans pædagogiske virke ind. Melanchthon var både forsker og lærer, og han lagde nok mest vægt på det sidste. Derfor måtte han afvise Kopernicus.

Han ville på den ene side undgå faren for radikal religionskritik, på den anden side fandt han det ptolemæiske verdensbillede betydeligt mere velegnet ud fra didaktiske hensyn. En underviser havde nemlig pligt til at fremlægge sin viden så klart, præcist og ikke mindst så gentageligt som muligt.

Humboldt reformerede undervisning

Det var først med Wilhelm von Humboldts universitetsreform at man fik formuleret en ny ambition for sammenhængen mellem forskning og undervisning.

Melanchthon synes at have været mere splittet, selv om han ikke selv giver udtryk for det.

På den ene side understøtter han forskningen, på den anden side bekymrer han sig om undervisningen. Målet var den undervisning, der bedst udfyldte sit formål: at danne og uddanne ungdommen til at varetage samfundsunderstøttende funktioner og embeder.

Det betød til gengæld, at Melancthons universitetsreform holdt helt til Humboldt og gav ham tilnavnet praeceptor Germaniae (Tysklands læremester).

Martin Luther reformationen videnskaben teologi religion

Ifølge Luther skulle naturvidenskab og filosof virke til gavn for livet i verden, men afstå fra at behandle emner som evigheden og tilværelsens mening. (Foto: Shutterstock)

Forholdet mellem videnskab og religion var spændingsfuldt

Reformationens forståelse af forholdet mellem religion og videnskab er med Luther og Melanchthon langt fra præget af nogen absolut modsætning, men heller ikke af nogen modsigelsesfri syntese. Forholdet var derimod præget af intern spænding. 

Der var ikke nogen principiel modstand mod nye videnskabelige opdagelser, men en grundlæggende kritik over for naturvidenskab og filosofi, der overskrider, hvad Luther og Melanchthon så som disse videnskabers opgave.

Naturvidenskab og filosof skal virke til gavn for livet i verden, men afstå fra spekulationer om evigheden og tilværelsens mening.