»Hvis vi et kort øjeblik tillader os at slutte fra Guantanamo til Abu Graib, kan man sige, at både ofre og bødler i krigen mod terror befinder sig i et juridisk vakuum.«

Således sammenfatter Morten Brænder, ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, dilemmaet om brugen af lejesoldater. I sit bidrag til antologien 'Anti-terrorismens Idehistorie' fokuserer han på de konsekvenser, det har, når stater i stor stil betaler andre end deres egne soldater for at føre krig.

Krigen mod terror

Krigen mod terror var en gave til de private sikkerhedsfirmaer, siger Morten Brænder til videnskab.dk. I den første amerikanske invasion i Irak i 1991, var der 100 gange så mange regulære tropper som soldater i privat entreprise. Lige nu er der næsten lige så mange lejesoldater som amerikanere i uniform.

»Det betyder«, siger Morten Brænder, »at den næststørste bidragyder til koalitionsstyrkerne i Irak ikke, som det ellers ofte fremstilles, er Storbritannien, men disse private udbydere."

Krigsforbrydere og computer-genier

'Private Security Contracters' , kalder han dem; private sikkerhedsfolk, fordi ordet 'lejesoldater' dårligt beskriver, hvem de er, og hvad de laver. De er »en højst sammensat gruppe, der rækker fra chilenske krigsforbrydere til det bedste MIT (amerikansk elite-universitet, red.) kan fremavle,« siger Morten Brænder, og de laver alt fra at være svært bevæbnede livvagter med licens til at dræbe, til at skure toiletter og bygge veje.

Problemet er, at når de ikke er en del af en officiel hær, er de ikke omfattet af krigens love og regler. Og det gælder begge veje: de er svære at retsforfølge, men de er heller ikke beskyttet.

På den ene side betyder det, ifølge Morten Brænder, at der juridisk set er en verden til forskel på amerikanske soldater og de privatansatte.

»Som Peter W. Singer har påpeget, er et en højt uddannet ingeniør fra MIT illegal kombattant, når han sidder bag en skærm i et firma og trykker på knapper, der smider bomber. Han kan helt legitimt som ikke-uniformeret, aktiv deltager i udøvelsen af vold eksempelvis henrettes på stedet, hvis han bliver fanget,« konstaterer Morten Brænder.

Lejesoldater går fri

På den anden side er det meget vanskeligt at retsforfølge sikkerhedsvagter eller forhørsspecialister fra disse firmaer, hvis de begår ulovligheder i Irak. Morten Brænder giver 2 eksempler herpå, begge med fokus på det omstridte amerikanske firma Blackwater.

I det ene tilfælde, fra 16. september 2007, var lejesoldaterne ansat som livvagter for en gruppe diplomater. De følte deres mission truet og skød sig derfor fri. Resultatet var omkring 17 døde, civile irakere. Den sag undersøges nu af FBI, men forbundspolitiet kan næppe ramme de involverede Blackwaterfolk individuelt. De er ansatte under Udenrigsministeriet, og de blev formentlig også fløjet ud af Irak med det samme, forklarer Morten Brænder.

De samme skete i december 2006, da en Blackwater-vagt i en brandert skød og dræbte en livvagt ansat af den irakiske vice-premierminister. Firmaet betalte senere, efter at det amerikanske udenrigsministerium havde blandet sig, en erstatning på 20.000 dollar til livvagtens efterladte, men ingen blev retsforfulgt.

Der var også privatansatte, der arbejdede som forhørsspecialister i Abu Ghraib, amerikanernes fængsel i Irak. Men i modsætning til den amerikanske soldat Lynndie England, blev de ikke retsforfulgt for deres lovovertrædelser, fortæller Morten Brænder.

»Irakerne har frasagt sig muligheden for at retsforfølge de privatansatte soldater. De har i praksis bedt amerikanerne om at gøre det,« siger han.

Ingen lovgivning

Problemet er, er der stort set ingen lovgivning eksisterer på området, mener Morten Brænder.

»FN-lovgivningen er meget, meget ineffektiv. Den er primært skabt til at løse konkrete problemer i Afrika i 60'erne, 70'erne og 80'erne, og er slet ikke egnet til at behandle de aktuelle problemer med private firmaer, der lejer soldater ud til stater.«

Det er Bjørn Møller, Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, enig i: »Der er ingen fungerende lovgivning på området overhovedet«, konstaterer han.

I Irak har amerikanerne lavet en række regulativer, men Bjørn Møller mener, at de er så vagt formulerede, at de ikke har nogen reel effet. Han kalder samtidig det meste anden lovgivning på området for »ad-hoc-præget, ufærdig og nationalt begrænset.«

Der findes i Geneve-konventionen regler for, hvordan en besættelsesmagt skal opføre sig, og hvilket ansvar den har, men ifølge Bjørn Møller »har USA formentlig ikke, i kraft af den massive udlicitering af sikkerhedsopgaver og de problemer, det medfører, levet op til denne forpligtelse.« Bjørn Møller tilføjer, at det næppe vil have konsekvenser for USA, fordi det er svært at se, hvem der skulle have held med at føre sådan en sag.

Smarte våben og specialister

Der er adskillige faktorer i krigen i Irak, som sandsynliggør, at brugen af private soldater vil blive mere udbredt, mener Morten Brænder.

»For det første prioriterede Donald Rumsfeld (tidligere amerikansk forsvarsminister, red.) et specialiseret militær med smartere våben, der som regel bliver produceret af private firmaer. Disse våben kan kun betjenes og vedligeholdes af specialiseret personale, som militæret derfor må hente og betale for hos de firmaer, der står bag våbnene. For det andet er den amerikanske hærs ydeevne presset til det yderste. Reserver bliver indkaldt og genindkaldt, og soldater i Irak får jævnligt forlænget deres ophold. Det øger amerikanernes behov for at købe folk og ydelser ude i byen,« vurderer Morten Brænder.

Mudret mission

Denne udlicitering af opgaver får også en uheldig konsekvens for amerikanernes samlede mission i Irak. En konsekvens, der blev tydelig i førnævnte Blackwater-sag, Missionen bliver mudret, mener Morten Brænder.

»Som privatansatte var Blackwater-folkene hyret til at udføre en bestemt opgave - at beskytte diplomaterne. Derudover skal firmaet tænke på aktionærerne, og firmaet tjener kun penge, når opgaven udføres. Blackwater har ikke til opgave at vinde det irakiske folks tillid, eller at opbygge en stabil nation i Irak. Det er derimod den amerikanske hærs opgave, og derfor kan hæren ikke agere som Blackwater gjorde, da de følte sig truet. Det havde i hvert fald fået andre juridiske konsekvenser,« siger Morten Brænder.

Fordømmelse eller regulering

Hvis verden skal gøre noget ved lejesoldaternes lovløshed, skal vi gå pragmatisk til værks.

»Der er ingen regler eller mulighed for kontrol på området, fordi man har så travlt med at fordømme brugen af lejesoldater. Og man kan ikke regulere noget, man bare fordømmer,« mener Bjørn Møller.

Bjørn Møller har tidligere foreslået, at man forsøger at regulere brugen af lejesoldater, eksempelvis ved at lave en 'positivliste' for både kunder og udbydere på området, eller ved at definere hvilke aktiviteter lejesoldaterne måtte bruges til. Man skulle kort sagt forsøge at definere grænser for, hvem der måtte hyre hvilke firmaer til hvad. At det hverken praktisk eller moralsk ville være ligetil, er Bjørn Møller godt klar over.

Forbud virker ikke»Man kan i høj grad diskutere, om det er rigtigt at regulere anvendelsen af sådanne lejesoldater, idet en sådan regulering naturligvis indebærer en legalisering og etisk legitimering af aktiviteter og foretagender, som måske ikke fortjener det. På den anden side er der hidtil ingen som helst tegn på, at forbud og fordømmelse alene får fænomenet til at forsvinde. (...) Det ville naturligvis være naivt at tro, at man med ovennævnte midler helt ville kunne komme det 'snavs' til livs, der i dag kendetegner både lejesoldater og andre private aktører på markedet. Dette er dog et svagt argument imod en sådan regulering. Valget synes at stå mellem en fuldstændig liberalisering af markedet (hvilket ville være helt uantageligt) og en fortsat fordømmelse, der måske giver en moralsk tilfredsstillelse, men som ikke har nogen påviselig virkning,« skriver Bjørn Møller i en seks år gammel, men stadig skræmmende aktuel kronik.

FN-lovgivning eller amerikansk enegang?

»Det bedste ville være en juridisk bindende FN-lovgivning, men det er nok ikke realistisk«, erkender Bjørn Møller. Enkelte lande har dog lovgivning på området, fortæller han. Sydafrika har en meget restriktiv lovgivning, og i Storbritannien har der været tiltag i Underhuset.

Men hvis der skal ske noget effektivt, skal USA gå forrest. Det er Bjørn Møller og Morten Brænder enige i. Og da USA's vilje til at underkaste sig international regulering med Morten Brænders ord »desværre ikke har vist sig overvældende«, mener han, at den eneste reelle løsningsmulighed er, at USA selv skaber et regelsæt på området.

At en sådan løsning vil blive kritiseret for at bekræfte USA's hegemoni, deres status som verdens eneste stormagt, er han klar over. »Imod denne indvending«, skriver han, »må man så spørge, hvorvidt hegemonens orden ikke er bedre end ingen orden, også hvad angår brugen af moderne lejesoldater.«

Lejesoldater kan redde tusindvis af liv

Begge forskere understreger, i forlængelse af deres argumenter for at etablere bedre juridiske strukturer på området, at lejesoldater, trods deres blakkede ry, ikke pr. definition er et onde.

Bjørn Møller argumenterede helt tilbage i 2002 for, at brugen af lejesoldater i visse situationer kunne være konstruktiv og nødvendig. Han refererer til anerkendte vurderinger, som sagde at 5.000 lejesoldater indsat i Rwanda, hvor ingen statsmagter var villige til at sætte deres regulære styrker ind, kunne have forhindret et folkemord på 800.000 mennesker.

Morten Brænder påpeger, at »i det perspektiv er det ikke inddragelsen af lejesoldater, men snarere den manglende kontrol hermed, der udgør det egentlige problem.« Lejesoldater kan således, under de rette omstændigheder, være en nødvendig løsning. Som Morten Brænder formulerer det: »En af de store fordele ved at bruge lejetropper er, at man kan sende tropper ind i konflikter, som enhver moral tilsiger, at man bør engagere sig i, men hvor man ikke er parat til at se nationens egne sønner og fædre dø.«