Du gider formentlig ikke læse hele manualen fra A til Å, hvis du har brug for information om, hvordan du bruger adressebogen på din nye mobil.
Efter at have skimmet indholdsfortegnelsen igennem søger du sikkert direkte efter det afsnit i instruktionen, der handler om adressebogen. Du udvælger med andre ord lige præcis den information i instruktionen, du har brug for.
Gode læsere læser nemlig ikke alt i en tekst. De bruger mest tid på det, der er vigtigt, og mindre tid på det, der ikke er vigtigt. Men hvordan afgør vi, hvad der er den vigtige information?
Kom med til et eksperiment på Nordisk Institut ved Aarhus Universitet, der forsøger at finde svar på det spørgsmål. Projektet ledes af dr.phil. Simon Borchmann i et samarbejde med Steen Weber, der til dagligt er programleder ved DTU Management. Eksperimentet er et unikt tværvidenskabeligt samarbejde mellem humaniora og naturvidenskab.
Vi følger forsøget en råkold formiddag. I det lille lokale i stueetagen på Nordisk holder de tykke vinduer lyden fra den brølende ringgade ude. Gardinerne er rullet ned, og rummet er næsten helt stille. Kun nogle sagte summelyde indikerer, at et højteknologisk udstyr til at måle øjenbevægelser med er tændt. Simon Borchmann og Steen Weber står bøjede over skærmene og er klar til at gå i gang.
En forsøgsdeltager træder ind. Det er 21-årige Ida Kaadt Kristiansen, der er studerende på Nordisk. Hun sætter sig ned foran en computerskærm. Ida ved, hun skal deltage i et læseforsøg, men hvad det går ud på, og hvad det skal bruges til, har hun ikke fået at vide på forhånd. Ingen af de 54 forsøgspersoner må forinden vide noget om forsøget, da det kan påvirke den måde, de læser på.
»Vores undersøgelse er baseret på den antagelse, at gode læsere udvælger bestemte dele af en tekst, som de tildeler en særlig opmærksomhed. Det kaldes for 'Selective Attention Strategy',« siger Simon Borchmann.
I hans eksperiment bliver forsøgsdeltagerne bedt om at læse en række korte tekster. Nogle forsøgsdeltagere læser en version af teksterne, andre læser en anden version.
Versionerne adskiller sig udelukkende fra hinanden ved, at der er forskel på et bestemt ord i den første sætning. For eksempel læser en gruppe deltagere en tekst, hvor første sætning lyder: 'Kampen mod dopingsnyderne tegner til at blive sværere i fremtiden'.
Herefter følger en tekst på to afsnit. Det første afsnit handler om, at dopingbekæmpelsen bliver lettere, mens det andet afsnit handler om, at dopingbekæmpelsen bliver sværere.
En anden gruppe deltagere læser den samme tekst; den eneste forskel er, at den første sætning lyder: 'Kampen mod dopingsnyderne tegner til at blive lettere i fremtiden'.
Spørgsmålet er nu, om det bestemte ord i den første sætning påvirker den måde, forsøgsdeltagerne læser den efterfølgende tekst på.
Kort sagt: Bruger forsøgsdeltagerne mere tid på afsnittet om, at dopingbekæmpelsen bliver sværere, når der står, at den bliver sværere i den første sætning, end når der står, at den bliver lettere? - og omvendt.
Det, der bliver undersøgt, er med andre ord, om læseren bruger et bestemt ord i den første sætning som et tegn på, hvad der er den mest relevante information.
Simon Borchmann forklarer Ida, at hun nu skal læse en række korte tekster på skærmen. Mens hun læser, vil måleudstyret registrere hendes øjenbevægelser. Når tiden er gået, skal hun besvare nogle spørgsmål ud fra den tekst, hun har læst.
Steen Weber indstiller måleudstyret. Under skærmen sidder nogle små kameraer, som følger Idas øjne, når hun læser. Udstyret kan bagefter vise, hvad hun har set på i teksten. Nu går forsøget i gang.
Der er roligt i lokalet, mens Ida er i gang med eksperimentet. Men på skærmen, som Simon Borchmann og Steen Weber betragter, er der livlig aktivitet. En lille blå cirkel hopper hen over sætningen fra ord til ord. Cirklen viser præcis, hvilke ord Idas øjne kigger på, og hvor lang tid hun ser på dem. Computeren gemmer disse data, som Simon Borchmann vil analysere sammen med resultaterne fra eksperimentets andre deltagere.
Vores undersøgelse er baseret på den antagelse, at gode læsere udvælger bestemte dele af en tekst, som de tildeler en særlig opmærksomhedEfter tyve minutter er forsøget slut. Simon Borchmann forklarer Ida, hvad resultaterne skal bruges til, inden hun lukker døren bag sig og går ud.
»Ved at bruge øjenbevægelsesudstyret måler vi, hvor lang tid forsøgspersonerne bruger på at læse de enkelte afsnit,« fortæller Simon Borchmann.
»Når vi skal gennemgå data, sammenligner vi blandt andet gruppernes læsetider. Det er på nuværende tidspunkt for tidligt at konkludere noget ud fra undersøgelsen, men en af de ting, vi forventer, er at få mere viden om, hvordan gode læsere afgør, hvad der er den relevante information i en tekst.«
»Der er tale om grundforskning, men på længere sigt kan man forestille sig, at den indsigt, vi får fra eksperimentet, kan bruges, når der skal skrives manualer, for eksempel inden for hospitalsvæsenet. Her er det vigtigt at kunne formulere enkle og klare instrukser, som læseren forstår og kan agere hurtigt og sikkert ud fra.«
Klik på videoen og se lederen af forskningsprojektet dr.phil. Simon Borchmann fra Nordisk Institut ved Aarhus Universitet og Steen Weber fra DTU Management fortælle om forsøget
Fakta om forsøget
Simon Borchmanns hypotese tager udgangspunkt i den antagelse, at gode læsere er selektive. Det vil sige, at de udvælger bestemte dele af teksten, som de bruger særlig megen opmærksomhed på.
Simon Borchmann ønsker med forsøget at teste, hvad der er bestemmende for, hvilke dele i en tekst man giver speciel opmærksomhed. Det gør han ved at bruge højt avanceret måleudstyr, der optager forsøgsdeltagernes øjenbevægelser, når de læser.
Resultaterne fra forsøget bliver formidlet i 2010.
Simon Borchmanns seneste publikationer om emnet:
2007. 'Fokus i dansk skriftsproglig sprogbrug'. I 11. Møde om Udforskningen af Dansk Sprog, Aarhus Universitet, Århus.
'Om relationen mellem informationelle valg og forudsigelser i forståelsen af sekvenser af sætninger'. Kommer i NyS - Nydanske Sprogstudier, 37.
Forsøgstekst
Her er et eksempel på en tekst, som forsøgsdeltagerne skulle læse:
Kampen mod doping - fremtidsperspektiver
Kampen mod dopingsnyderne tegner til at blive sværere i fremtiden.
Forskning i doping prioriteres højere og højere, og idrætsorganisationerne er mere parate end nogensinde til at samarbejde om dopingkontroller. Det er efterhånden bredt accepteret både blandt idrætsorganisationer og udøvere at der tages blodprøver. Og der udvikles til stadighed nye teknologiske hjælpemidler som hurtigt og billigt kan analysere blodprøver for en meget stor mængde stoffer. Samtidig er der udsigt til et øget samarbejde mellem dopinglaboratorierne og medicinalfirmaerne. Hvis medicinalfirmaerne giver laboratorierne specifikke oplysninger om medicinalprodukternes kemi, vil de med meget stor sikkerhed kunne fastslå om en idrætsudøver har taget et bestemt produkt eller ej.
Der udvikles imidlertid også nye dopingpræparater. Forskerne regner med at idrætsudøvere i løbet af 5-10 år vil være i stand til at dope sig med gener. I første omgang vil genetisk doping formentlig blive brugt til at fremme produktionen af EPO. Det er allerede ret enkelt at producere kopier af det gen der får cellerne til at producere EPO. Hvis de kunstige gener sprøjtes direkte ind i muskelfibrene, vil de fungere som normale gener og begynde at producere EPO. Denne form for doping er næsten umulig at afsløre fordi det er kroppens celler der producerer EPO. Generne vil kun være til stede i musklerne omkring det sted hvor de er blevet sprøjtet ind. For at de skal kunne opdages, kræver det derfor at man tager en muskelbiopsi. Og det er ikke realistisk at forestille sig at der i fremtiden bliver taget muskelbiopsier i forbindelse med dopingkontrol.
