KU-forskere vinder lægevidenskabens ’lille nobelpris’
Kilde: 
15 juni 2017

Signe Sørensen Torekov, der er lektor på Biomedicinsk institut, Københavns Universitet, vinder sammen med Simon Bekker Jensen, der er professor på Center for Healthy Aging, Københavns Universitet, Anders Jahre-prisen for unge forskere. Det skriver forskning.no.

Signe Sørensen Torekov vinder for sin forskning i forbrænding og diabetes og Simon Bekker Jensen vinder for sine opdagelser af cellulære mekanismer, der forbinder DNA-skader og kræft.

Den præstigefyldte norske pris, Anders Jahre-prisen for unge forskere, er på 500.000 kroner. Sammen med hovedprisen på 2.000.000 kroner bliver den i lægevidenskabelige kredse kaldt ’den lille nobelpris’.

Priserne deles ud hvert andet år til nordiske forskere for at hylde fremragende forskningsresultater inden for nordisk medicin.

Forskning.no har interviewet Signe Sørensen Torekov, da det i dag blev kendt, at hun ville modtage prisen for blandt andet at have vist, at koncentrationen af appetithæmmende hormoner hos overvægtige øges efter et års nedgang i vægten.

»Det er en god nyhed, at overvægtige, som taber sig, ikke skal kæmpe mod sulten længere end et år,« siger hun til forskning.no.

Studiet blev publiceret i tidsskriftet Journal of Endocrinology i 2016, og resultaterne kan ifølge Signe Sørensen Torekov motivere overvægtige personer til at lægge deres livsstil om og opnå et vedvarende vægttab, således at de undgår livsfarlige følgesygdomme.

»Hvis flere overvægtige holder vægtreduktionen stabil i et år, kan vi muligvis reducere forekomsten af diabetes 2,« fortsætter hun.

I studiet fra 2016 viste Signe Sørensen Torekov både, at niveauet af mæthedshormonerne GLP-1 og PYY steg efter et års vægttab, og at niveauet af sulthormonet ghrelin samtidig faldt.

Men det er ikke let at holde et kraftigt vægttab ved lige i et helt år.

»Sulthormonet ghrelin stiger lige efter vægttab, hvilket er normalt ved kalorieunderskud. Men det er det, der gør det så svært at holde vægten efter at være gået kraftigt i vægt. Det er meget, meget svært,« siger Signe Sørensen Torekov til forskning.no.

Anders Jahres-priserne uddeles 15. september 2017 på Oslo Universitet. 

pmd

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.