Kronisk træthed kan skyldes en dårlig barndom
Amerikanske forskere har fundet en sammenhæng mellem alvorlig stress i barndommen og kronisk træthedssyndrom som voksen

Det kan være uhyre svært at passe et almindeligt job, hvis man er ramt af træthedssyndromet. (Foto: Colourbox)

En overvældende og næsten kronisk træthedsfølelse, der gør det svært at holde sig i gang på jobbet. Og gør det nødvendigt at gå i seng, så snart man kommer hjem. Det er symptomer på den gådefulde lidelse, der kaldes kronisk træthedssyndrom.

I de værste tilfælde kan den kroniske træthed gøre det helt umuligt at have et arbejdsliv og føre til langtidssygemelding og førtidspensionering.

Nu er en forskningsgruppe med Christine Heim fra Emory University School of Medicine i USA i spidsen måske kommet et skridt nærmere på en mulig forklaring på, hvorfor den dominerende træthed opstår. I en undersøgelse, der er publiceret i 'Archives of General Psychiatry', har de fundet en sammenhæng mellem den kroniske træthed og særligt stressende begivenheder i barndommen som overgreb og forsømmelse.

En medicinsk og en psykologisk teori

Der er ligesom ved flere andre gådefulde lidelser to teorier om årsagen, en medicinsk og en psykologisk. Den medicinske teori handler især om en ukendt virus, der skulle fremkalde den overvældende træthed, men denne hypotetiske virus er ikke fundet endnu.

Den psykologiske forklaring går ud på, at der ligger psykologiske problemer bag kronisk træthed af samme art som de, der ligger bag svære depressioner, og at kronisk træthed faktisk er en form for depression, hvor man blot er mere optaget af den kropslige afmagt end af de psykologiske symptomer ved depressionen.

Nu viser den nye amerikanske undersøgelse, at der kan være både psykologiske belastninger og fysiologiske forandringer i årsagsmønstret til det kroniske træthedssyndrom.

De amerikanske forskere mente ud fra forskellige nye undersøgelser, at der kunne ligge en forstyrrelse i hormonsystemet bag det kroniske træthedssyndrom. Det såkaldte 'stress-hormon, kortisol, som udskilles af binyrebarken, er ofte stærkt forhøjet ved stresstilstande, men en middel eller normal grad af kortisolproduktion er dog nødvendig, for at kroppen kan fungere optimalt i dagliglivet. Nu ser det imidlertid ud til, at der hos mange patienter med kronisk træthedssyndrom forekommer en alt for

lav

produktion af kortisol, og at det kan være noget af forklaringen på følelsen af energitab og uoplagthed.

 

Svækkelsen af kortisolproduktionenn kan ifølge de amerikanske forskere tænkes at komme fra en særlig stærk og langvarig stresstilstand tidligt i livet, som kan have udmattet og svækket produktionen af stress-hormonet så meget, at kortisolproduktionen bliver ved med at være svækket længe efter.

Soldater i stress

Denne hypotese støttes blandt andet af studier over soldater, der vender hjem med psykiske skader efter voldsomme stressoplevelser under krig.

Disse soldater siges dog især at lide af 'PTSD', post-traumatisk forstyrrelse, som følge af de traumatiske oplevelser under krigen. Men også hos disse PTSD-ramte soldater finder man hyppigt - udover de tre sædvanlige PTSD-symptomer: skræmmende minder, vedvarende uro og undgåelse af alt, der minder om krigen - en voldsom træthed, der kan minde om det kroniske træthedssyndrom.

Fakta

VIDSTE DU

Undersøgelser i USA tyder på, at 2,5 procent af den amerikanske befolkning lider af det kroniske træthedssyndrom i alvorlig grad, og beregninger har vist, at de samfundsmæssige omkostninger beløber sig til ni milliarder dollars om året, hvilket overført til danske forhold svarer til næsten to milliarder kroner.

Så denne lidelse er ikke blot ubehagelig for sine ofre, men også for samfundsøkonomien.

Desuden har man ofte hos disse soldater fundet netop en svækkelse af kortisolproduktionen, der altså kan være noget af forklaringen på især den voldsomme træthed.

Dyreforsøg har imidlertid vist, at stress under opvæksten kan give langt stærkere forstyrrelser i kortisol-produktionen end stress hos voksne dyr, så derfor mente de amerikanske forskere, at der bag de mange tilfælde af kronisk træthed hos voksne (uden PTSD) kunne ligge perioder med særlig stærk og langvarig stress i barndommen.

Overvældende klar sammenhæng

Denne hypotese blev testet i en undersøgelse, hvor man sammenlignede forekomsten af stress i barndommen hos 113 patienter med det kroniske træthedssyndrom og hos 124 tilsvarende personer uden dette syndrom.

Alle personer i begge grupper blev bedt om at udfylde et spørgeskema om stress og belastninger i barndommen. Dette spørgeskema handlede om, hvorvidt personerne i barndommen havde været udsat for følgende fem former for belastninger:

Seksuelle overgreb Fysiske overgreb, f.eks. i form af korporlig afstraffelse Psykologiske overgreb i form af ydmygelse og hån Emotionel forsømmelse, dvs. at være ignoreret og mangle kærlighed fra forældrene samt endelig Fysisk forsømmelse, dvs. at være forsømt med hensyn til kost, beklædning, sygdomsbehandling m.m..

Forskerne beregnede dels et mål for hver af de fem forskellige former for barndomsbelastninger og dels et fælles mål for alle fem typer af belastninger.

Det viste sig, at der var en nærmest overvældende klar sammenhæng mellem barndomsbelastninger og kronisk træthed i voksenalderen.

Psykologiske overgreb og fysisk forsømmelse har stærkest sammenhæng

Især to former for barndomsbelastninger, nemlig psykologiske overgreb og fysisk forsømmelse forekom ikke mindre end seks gange hyppigere i trætheds- end i kontrolgruppen. Men også de tre andre former for barndomsbelastninger, seksuel og fysisk mishandling, samt emotionel forsømmelse forekom tre-fire gange hyppigere i træthedsgruppen end i den normale gruppe.

Endelig fandt man - også som forventet - at der hos de mange patienter, der havde oplevet alvorlig stress i barndommen, forekom en utilstrækkelig kortisolproduktion, mens dette ikke var tilfældet hos de patienter med kronisk træthed, der ikke havde været udsat for stress i barndommen.

Hos dem må der altså ligge andre årsager end nedsat kortisolproduktion bag trætheden.

De amerikanske forskere mener herefter at have påvist en klar sammenhæng mellem

Alvorlig stress i barndommen En deraf følgende 'nedslidning' af det fysiologiske stress-system med underproduktion af kortisol til følge, og endelig En overvældende træthed i voksenalderen. Lavet i samarbejde med Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet