Hvorfor var det Europa, som fik det økonomiske overtag overfor resten af verden? Hvorfor ikke Kina eller andre avancerede civilisationer? Årsagen kan ligge et andet sted, end der hvor man skulle tro – nemlig i Europas usædvanligt blodige og beskidte historie.
Efter Romerrigets fald befandt Europa sig i et udviklingsmæssigt dødvande, en tilstand som strakte sig ind i middelalderen og måske længere. Hvorfor blev det så denne verdensdel, som erobrede resten af verden, baseret på en økonomisk vækst, som ingen før havde set magen til?
To tyske økonomer – Hans-Joachim Voth fra Department of Economics and Business ved ‘Universitat Pompeu Fabra’ i Barcelona og Nico Voigtländer fra ‘UCLA Anderson School of Management’ i Californien – fremhæver befolkningsændringer og epidemier som nøglen til at forstå Europas særstatus.
Europa fulgte ikke Malthus
Egentlig skulle det, ud fra økonomiske modeller, ikke være muligt at bryde ud af en fasttømret landbrugsøkonomi, og etablere en dynamisk, selvforstærkende økonomisk vækst.
Udgangspunktet er, at befolkningstilvæksten i en økonomi baseret på landbrug har en tendens til at opsluge enhver forøgelse i produktiviteten. Jo bedre afkast jorden giver, jo flere børn får befolkningen, og dermed bliver der flere munde at mætte. Men jorden kan ikke give ubegrænsede mængder mad, udbyttet går derfor ned og der opstår krise og sult, hvorpå befolkningen igen falder.
Denne model blev formuleret af den britiske økonom Robert Malthus i 1798. Det, som skete i Europa, fulgte imidlertid ikke Malthus’ teori.
Et dårligt udgangspunkt
Europa oplevede i stedet en selvforstærkende vækst, som kulminerede fra slutningen af 1700-tallet med den industrielle revolution og en voldsom stigning i samfundets produktionsevne.
Dette er ofte blevet forsøgt forklaret med en lang række positive faktorer, knyttet til geografi, samfund og teknologisk niveau i Europa.
Voth og Voigtländer mener imidlertid, at disse forklaringer ikke holder, og minder os om Europas position i middelalderen. Det stod faktisk ganske dårligt til.
»Mange har fremhævet de positive faktorer, som skulle betyde at Europa havde vilkårene for økonomisk vækst. Men fakta er, at utroligt meget så rigtigt dårligt ud,« siger Voth.
Ikke som i Kina
Voth forestiller sig, at en moderne økonom fra Den Internationale Valutafond, IMF, skulle rejse 600 år tilbage i tiden og vurdere hvilke verdensdele, som havde det bedste potentiale.
»Hvis du var en IMF-økonom i år 1400, ville du næppe satse dine penge på Europa, som den verdensdel hvor en industriel udvikling først ville finde sted. Europa havde magtgriske, korrupte eliter, var politisk opsplittet og havde ikke noget specielt imponerende generalieblad over teknologiske opfindelser,« siger han.
Efter Romerrigets fald, og en midlertidig genoplivelse af et samlet europæisk rige under Karl den store, blev Europa opdelt i hundredvis af kongedømmer og fyrstelige enheder, i konstant indbyrdes krig.
\ Fakta
I Kina var det helt omvendt.
»Kina var et stort, integreret kejserdømme. Desuden opfandt kineserne alt som var værd at opfinde – fra krudtet til urværket og papiret. Kina havde et godt bureaukrati og en god infrastruktur,« siger Voth.
Alligevel blev det Europa, og ikke Kina. Voth og Voigtländer mener at nøglen ligger i befolkningsnedgange og særlige faktorer i landbruget.
Nye muligheder for kvinder
Den Sorte Død i 1348-1350 var et massivt slag, som udryddede mellem en tredjedel og halvdelen af Europas befolkning. Nogle vurderinger sætter befolkningstabet endnu højere. Dette førte til mangel på arbejdskraft i landbruget og en kraftig stigning i lønninger til arbejdere.
En anden effekt var, ifølge Voth og Voigtländer, en omlægning af landbruget fra agerbrug (for eksempel dyrkning af korn) til et landbrug mere baseret på husdyr.
Når de store godser omlagde til husdyrproduktion som et svar på høje lønninger og et stort udbud af landområder, åbnede der sig også nye arbejdsmuligheder for unge kvinder som hyrder eller malkepiger. Det tunge arbejde på marken var mandsarbejde, men det øgede husdyrhold gav beskæftigelsesmuligheder for unge kvinder.
Pigerne indgik i godsejerens husholdning, men kunne ikke stifte familie, sålænge de arbejdede.
Denne omlægning skete især i det nordvestlige Europa, ikke mindst i England, hvor de klimatiske forhold var gunstige.
De to økonomer mener, at det er en væsentlig del af det specielle europæiske fænomen med en høj ægteskabsalder. Eftersom næsten alle fødsler skete indenfor ægteskabet, faldt det antal år som en kvinde var frugtbar dermed. Ægteskabsalderen for kvinder kunne være så høj som 25 eller 28 år, betydeligt over ægteskabsalderen i andre verdensdele og i antikkens Europa.
Resultatet blev færre børn per kvinde, noget som bidrog til at dæmpe den befolkningstilvækst, som ellers – ifølge Malthus’ model – ville opsluge den økonomiske vækst.
Den Sorte Død gav dynamik
Voth og Voigtländer mener, at det var Den Sorte Død, pesten, som stablede denne dynamik på benene, men at til stadighed tilbagevendende epidemier, gennem de næste århundreder, bidrog til at holde befolkningstallet nede. Her peger de især på to faktorer – de uendelige krige som hærgede Europa og de ekstremt uhumske forhold i byerne.
»Europæerne sloges, som om der ikke eksisterede nogen fremtid. På intet tidspunkt i verdenshistorien har nogen været i krig så hyppigt som i Europa mellem år 1400 og Napoleonskrigene. Krigene holdt aldrig op,« siger Voth.
Perioden kan karakteriseres som en eneste lang europæisk borgerkrig. Krigene blev muliggjort af en fremvoksende pengeøkonomi, og de spansk-tyske konger med guld og sølv fra Amerika var dem, som kæmpede mest. Kamphandlingerne i sig selv dræbte ikke mange. For selv om hærene gradvis voksede i størrelse fra små delinger af riddere til hele folkehære, var de gerne meget lidt effektive.
»Det var ikke just slaget om Stalingrad. Hærene var små. De var ikke særligt gode til at slå hinanden ihjel. Derimod var de meget effektive til at sprede sygdomme,« siger Voth.
Hærene – som oftest bestod af lejesoldater af den mere uappetitlige slags – rejste på kryds og tværs i Europa og førte sygdomme med sig fra en del af kontinentet til den anden. Der var som udgangspunkt begrænset samkvem mellem landsbyer, regioner og lande. Derfor havde menneskene i landsbyerne begrænset modstandskraft mod smitte, som kom udefra, selv overfor almindelige sygdomme som influenza.
Beskidte byer grobund for epidemier
I tillæg til dette var de europæiske byer et kapitel for sig. Mens man i byerne i Kina opsamlede menneskenes afføring og brugte den til at gøde jorden, var det anderledes i Europa. Her blev natpotterne blot tømt lige ud af vinduet, og ned i rendestenen.
I Europa var byerne desuden også tætpakkede, indsnævret af høje bymure, og europæerne levede tæt på grise og andre husdyr.
Til sammenligning var byerne i Kina mindre tæt bebyggede, og eftersom befolkningen spiste mindre kød, var de mindre udsat for sygdomme fra husdyr.
»Vi kan besøge restaurerede middelalderbyer som f.eks. tyske Freiburg og se, hvor fint der ser ud i dag, men byerne må have været overfyldte, stinkende og beskidte,« konstaterer Voth.
Han anslår, at de europæiske byer havde så høj en dødelighed på grund af sygdomme, at de formodentlig var blevet helt affolket, hvis ikke der havde været en konstant tilflytning fra landsbyerne.
Rigdom blev betalt med menneskeliv
Med det konstante smittepres og den reducerede frugtbarhed, blev resultatet, at en økonomisk vækst ikke blev kvalt af en tilsvarende vækt i befolkningstallet. En forøget levestandard, for dem som overlevede, gav større efterspørgsel efter varer fra håndværk og hjemmeindustri, mere økonomisk specialisering og en dynamisk økonomisk udvikling.
»Dette understøttede et højere indtægtsniveau per indbygger, men rigdommen kom med en høj pris i form af menneskeliv,« skriver Voth og Voigtländer i en artikel på hjemmesiden Vox.
De støtter sig til tidligere undersøgelser, som tyder på, at Europa allerede i 1700 havde en højere levestandard end Kina og andre verdensdele. Påstanden er, at Europas relative rigdom var en vigtig forudsætning, for at det var denne verdensdel, som nogle årtier senere skulle opleve den industrielle revolution.
Paradokset i modellen er, at denne udvikling blev sat i gang takket være destruktive kræfter som krig og sygdomme.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
