Annonceinfo

Kontrol med forskningen saboteres af forvaltningen

KronikSagen om Milena Penkowa i København og Helmut Nyborg i Aarhus viser, at universitetssystemet ikke duer til at sikre kvaliteten i forskningen.

Når forskere ikke har deres dokumentation i orden, kan det føre til et stor forvirring i det akademiske embedsværk. (Foto: Colourbox)

Sagen om Milena Penkowas problematiske forskning har på det seneste taget en dramatisk vending.

Den er blevet løftet ud af det særlige universitære ’vagthundesystem’ og over i det almindelige strafferetslige, i og med, at Københavns Universitet har politianmeldt Penkowa for bedrageri og dokumentfalsk; forbrydelser som kan foregå hvor som helst.

Denne udvikling af sagen kan desværre komme til at skygge for det afgørende spørgsmål om, hvad der ville være sket, hvis ikke også reglerne uden for forskningsverdenen var blevet overtrådt.

Havde universitetet selv kunnet tackle sagen? Skulle der en overtrædelse af almindeligt gældende jura til, før universitetet kunne tage sig sammen til at løse en af de opgaver, som det er sat i verden til?

Pinligt ikke at kunne overholde lovpligtig kvalitetssikring

Man kan have sine tvivl. Københavns Universitet har i forvejen forsøgt at undgå at tage ansvar over for den internationale forskningsverden ved at gøre sagen til en lukket personsag og sende den over til UVVU (Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed).

Dette organ har i kraft af sine begrænsede beføjelser og mandat ikke en chance for at udrede de spørgsmål, som universitetet skylder offentligheden og forskerverdenen svar på. For ikke at tale om de opgaver med kvalitetssikring, som universitetet er pålagt lovgivningsmæssigt.

Det er pinligt for universitetet, at det skal have Weekendavisen (1) til at udføre de pligter, som det selv har skubbet fra sig.

Generelle svagheder ved systemet

Der har været sagt og skrevet meget om det konkrete sagsforløb og de mange fejl fra universitetets side, som har præget det, og vi har nok heller ikke hørt de sidste. Dem vil jeg ikke gå ind i.

Men sagen har afsløret nogle generelle svagheder ved systemet, som der bør gøres noget ved, hvis vi skal undgå gentagelser. Det er nemlig ikke første gang, at et universitet ikke har kunnet tackle en sag om problematisk forskningskvalitet.

Aarhus Universitet har for eksempel haft sin sag med professor Helmuth Nyborg, som på Psykologisk Institut forskede i kønsforskelle i intelligens.

Den har en del ligheder med Penkowa-sagen, uden dog at ende hos politiet. Den var også ved at køre helt af sporet i flere år under et par svage rektorer, der forsøgte at kvæle den, men den blev dog reddet i land til sidst, da der kom andre ledere til.

Sagsakter først offentligjort da sagen var forældet

Universitetet havde imidlertid på grund af det langtrukne sagsforløb, helt fra januar 2002 til 2007, bragt sig i et modsætningsforhold til dele af forskerverdenen, offentligheden og pressen, som har været svære at rette op. Ikke mindst fordi en indbringelse af sagen for UVVU med et problematisk resultat var med til at forkludre den.

Et lyspunkt var dog, at sagen dermed ikke længere var en intern sag for Aarhus Universitet, men for første gang blev tilgængelig for aktindsigt, hvilket førte til, at alle sagens officielle akter kunne lægges ud på en hjemmeside (http://eugenik.dk/drupal5/node/116), hvor de nu er tilgængelige for enhver.

Milena Penkowa er ikke blot blevet anklaget for videnskabelig uredelighed, men sågar politianmeldt for bedrageri og dokumentfalsk.

Det skete dog først i begyndelsen af 2008, og da interesserede de færreste sig for sagen. Og da slet ikke den presse, som havde behandlet sagen ud fra de smuler, der var blevet kastet til den.

Ligheder mellem Penkowa- og Nyborg-sagen

Jeg var institutleder på Psykologisk Institut fra sagens begyndelse i januar 2002 og indtil efteråret 2006. Dertil var jeg medlem af Aarhus Universitets såkaldte praksisudvalg og af UVVU i den periode, hvor Nyborg-sagen blev behandlet. I begge udvalg dog uden at deltage i sagsbehandlingen på grund af inhabilitet.

Jeg vil ikke gå i detaljer med den sag. Mit ærinde er et forsøg på en mere generel diagnose af et system, som tydeligvis ikke fungerer. Men jeg trækker naturligvis på mine konkrete erfaringer efter mange års deltagelse i universitetets ledelse på flere niveauer.

Der er betydelige forskelle på de to sager. Men der er også nogle slående ligheder. I begge tilfælde er det ikke så meget de primære forseelser hos de to forskere, som er interessante. De handler i begge tilfælde i udgangspunktet om mangelfuld og tilbageholdt forskningsdokumentation

Det kunne være udredt af en ansvarlig ledelse, da problemerne dukkede op. I Penkowas tilfælde vist nok omkring 2003 og for Nyborgs vedkommende i januar 2002.

Det væsentlige og fælles ved de to sager er derimod, at ledelsen ikke varetager sit ansvar over for forskningen, og at den oprindelige forsømmelse fører til flere, delvist i forsøg på at dække over den første.

Rektorerne har selv skabt sagerne

Det er et ejendommeligt sammenfald, at det i begge tilfælde drejer sig om rektorer, som skal behandle sager, de selv har skabt som dekaner. Men det er ikke i sig selv det afgørende. I København er det Ralf Hemmingsen, i Aarhus Niels Chr. Sidenius.

I Penkowa-sagens tilfælde kender vi endnu ikke de eventuelle bagvedliggende motiver. Men i Nyborg-sagen ved vi, at årsagen til, at sagen blev kvalt i fødslen, var at den daværende rektor Henning Lehmann pressede sin daværende dekan Sidenius til at lukke den.

Lehmann var nemlig kort forinden blevet hængt ud i pressen for undertrykkelse af forskere i den såkaldte Dandy-sag (2), og man frygtede, at Nyborg ville lede pressen på sporet af en gentagelse.

Kort efter overtager Sidenius som ny rektor selv sagen og lukker den så effektivt ned, at han må gå mod en afgørelse i sit eget praksisudvalg. Først i 2005, da Sidenius afløses som rektor af Lauritz Holm-Nielsen, bliver sagen behandlet ansvarligt, og Helmut Nyborg bliver året efter suspenderet fra sin stilling.

Mudrede og lukkede personsager

Sagen er dog i mellemtiden overgået fra at være en triviel forskningssag til en langstrakt og mudret personsag, og vi ser i begge de to sager, at det medfører en total blokering i forhold til offentligheden. Ikke blot af de personalemæssige aspekter, men også af den åbenhed og tilgængelighed i forhold til forskning, som er kronjuvelerne i den internationale forskningsverden.

Der er ikke grund til her at beskæftige sig yderligere med de konkrete motiver hos de ansvarlige i sagerne. Man kan blot konstatere, at det har været svært for nogle svage rektorer at holde fast i deres ansvar over for den internationale forskerverden og for forskningens kvalitet i henhold til universitetsloven. Andre hensyn er kommet til at veje for meget.

Det store spørgsmål er imidlertid, hvordan den slags overhovedet kan lade sig gøre på landets to største universiteter, som jo er gennemorganiserede og regulerede med et stort og professionelt administrativt apparat.

Konflikter om videnskabelig uredelighed er et forvirrende krydsfelt mellem forskning og forvaltningsjura. (Foto: Colourbox)

Hvordan kan to-tre svage ledere komme til at kuldsejle disse supertankere? Jeg tror, vi skal rette blikket et helt andet sted hen, end mod, hvad der indtil nu forekommer at være sagernes hovedpersoner.

Hvad er der galt? Jura møder forskning

Først og fremmest ser der ud til at være en uforenelighed mellem på den ene side forskningsverdenens standarder og på den anden side den offentlige forvaltning og dens juridiske standarder.

Hvor forskningsverdenen ikke kan fungere uden maksimal åbenhed og ærlighed, indeholder forvaltningsverdenen en række modsatrettede bestemmelser til beskyttelse af den enkelte forskers ansættelsesmæssige forhold.

En forskningssag, som i sit væsen drejer sig om kvaliteten af dokumentation og om mulige konsekvenser af forskningsresultater for offentligheden og international forskning, kan let blive ’druknet’ som en personsag, hvor der gælder stærke begrænsninger på offentlighedens og kollegers indsigt.

Der vil oven i købet være tale om en stærk asymmetri, idet den enkelte forsker stort set kan sige, hvad der passer ham/hende ude og hjemme, mens den ansættende myndighed er bundet af en tavshed, der desværre også kommer til at omfatte tilsynet med selve det forskningsmæssige.

Jurister på ude- og hjemmebane

Inden for den videnskabelige verden gælder der en ’positiv bevisbyrde’ i den forstand, at den enkelte forsker er forpligtet til at kunne dokumentere sine konklusioner og er forpligtet til at give adgang til sit materiale for kritiske kolleger.

I den forvaltningsmæssigt-juridiske verden er det omvendt. Her er man ’uskyldig’, indtil andet er bevist. Her vil det altså være den kritiske part, der har byrden med at bevise, at der foreligger en overtrædelse af de videnskabelige standarder, hvilket ofte er umuligt, for eksempel hvis man nægtes adgang til forskerens dokumentationsmateriale.

En sådan juridisk-administrativ vurdering vil ofte anlægges af universitetets jurister og afspejles formentlig i Penkowa-sagen, hvor rektor på et tidspunkt udtalte, at det ’ikke kan afvises’, at de og de forsøg er gennemført. Det er en ’negativ’ argumentationsform, som er helt fremmed for forskningsverdenen.

Afstanden mellem de to verdener afspejles også i, at kammeradvokaten i Penkowa-sagen tilsyneladende kun skulle redegøre for den forvaltningsmæssige/administrative side af sagen. Her er juristerne på hjemmebane. Hvad selve forskningen angår, er de på udebane.

UVVU duer heller ikke

Men også et organ som UVVU har defineret sin opgave så meget inden for den forvaltningsmæssige/juridiske logik, at det næppe kan varetage sin opgave i forhold til forskning. Det er konklusionen på professor, dr.jur. Ellen Margrethe Basses overvejelser (3), som er kommet til udtryk flere steder, og også professor, dr.jur. Peter Paghs.

Man kan frygte, at de almindelige domstole også vil have problemer med at forholde sig til egentlige forskningssager, idet forskningslogikken altså på mange måder afviger fra den almindelige juridiske tankegang, hvad angår spørgsmålet om bevisbyrde.

Selv en undersøgelseskommission, som i modsætning til UVVU kan få et egentligt kommissorium og have efterforskningskompetence, kunne man frygte ville være domineret af traditionel juridisk ’forsigtighed’ og være tilbageholdende med en konklusion om uredelighed i form af utilstrækkelig eller misvisende dokumentation.

Først, når samfundets almindelige love overtrædes i form af bedrageri og dokumentfalsk, kan man forvente klare konklusioner. Og her er det endda et problem, at de interesser, som er blevet krænket i kraft af forskningssvindel, er i forhold til samfundet som sådan og ikke den slags placerbare særinteresser, for eksempel økonomiske, som det strafferetslige system er fokuseret på.

Ingen instans kan sikre kvaliteten af forskningen
UVVU må ikke komme til at fremstå som domstol i sager der reelt ligger hos universitetet, mener Jens Mammen. (Foto: Colourbox)

Både Nyborg- og Penkowa-sagen har også afsløret, at der ikke findes nogen instans, som kan sikre, at dokumentationsgrundlaget er i orden for offentliggjort forskning.

De videnskabelige tidsskrifters såkaldte peer-reviews løfter ikke opgaven, idet det hører til de absolutte sjældenheder, at man beder om andet materiale end det, som forskeren selv vælger at indsende. Og det er stort set blot selve manuskriptet til artiklen.

Reelt eksisterer der ingen midler til at tvinge forskere til at give indsigt i deres dokumentationsmateriale. Og hvis kravet endelig stilles, kan universitetets forvaltning gøre det til en personsag, hvorefter sagen er lukket.

Forvaltningsregler duer ikke til forskning

Så snart en forskningssag bare kommer i nærheden af universiteternes personaleafdelinger, er den i akut livsfare. I Nyborg-sagen lykkedes det som sagt at lægge den død. Først efter mere end seks år blev materialet tilgængeligt, og da kun fordi det, i kraft af at være oversendt til UVVU i forbindelse med en klage indgivet af Helmuth Nyborg, var blevet tilgængelig for aktindsigt.

Reglerne om offentlighed i forvaltningen (og især dens begrænsninger) er ikke udformet under hensyn til, at de også kommer til at omfatte forskning. Universiteternes embedsmænd følger naturligvis disse regler.

Og den tilhørende forvaltningstradition og har et meget stort ord vedrørende, hvordan sagerne skal tackles af de forskere, der har fået ledelsesopgaver. Og embedsmændene møder jo heller ikke modstand, hvis deres råd passer ledernes interesser.

Forskningen skal forsvares mod embedsværket

Der skal en stærk leder, med klart forskningsmæssigt fokus, til for at stå imod universiteternes embedsværk og dets defensive traditioner med angst for sagsanlæg og specielt dets generelle og udtalte presseangst. Sådanne ledere får man ikke uden videre i dag.

Presseangsten fører ofte til et cover up, som er værre end den oprindelige undladelse. Og så bliver det helt galt, når pressen går ind i sagen. Det så vi måske tydeligst i Nyborg-sagen. Jeg vil ikke argumentere for, at universiteternes videnskabelige medarbejdere ikke skal beskyttes juridisk i deres ansættelse, og at vi skal afskaffe embedsmændene i universiteternes personaleafdelinger.

Men det må gennemtænkes på ny, hvordan man drager skellet mellem på den ene side det egentligt personalemæssige og disciplinære, som bør beskyttes mod offentlighed, og så på den anden side selve de forskningsmæssige aspekter, som kolleger og offentlighed har ret til at have indsigt i.

Særlig lovgivning og ændrede holdninger

Måske skal der en revision til af forvaltningsloven (og lov om offentlighed i forvaltningen) med særligt henblik på forskningssager. Her er jo ikke blot et forhold mellem den ansatte og den ansættende myndighed, som andre steder i den offentlige forvaltning, men der er altid en tredje part i kraft af det særlige ansvar over for den internationale forskerverden.

Derudover er en holdningsændring nødvendig hos ledernes nærmeste juridiske rådgivere. Det er utænkeligt, at de ikke har et medansvar i Penkowa-sagen, ligesom de åbenlyst havde det i Nyborg-sagens første akt, selv om det formelle ansvar muligvis ligger hos rektorerne.

Hvis der skal iværksættes en tilbundsgående undersøgelse af sagsforløbet med henblik på placering af ansvar, vil det være helt uden for proportioner, hvis ikke embedsværkets rolle inddrages. Ellers risikerer vi, at det går den næste svage rektor, som det gik hans forgængere.

Og endelig må ansvarsforholdet mellem UVVU og universiteterne afklares, så vi ikke igen risikerer, at UVVU kommer til at fremstå som en domstol i sager, som rettelig hører ind under universiteternes ansvarsområde, og som derfor skal afgøres ud fra helt andre præmisser og beføjelser end dem, som er defineret i UVVUs stærkt begrænsede mandat.

(1) Weekendavisen den 4. februar  2011, side 1 og 6.

(2) Dandy-sagen begyndte i november 1999, hvor Jyllands-Posten i en række artikler afdækkede, hvordan Aarhus Universitet forsøgte at tilbageholde forskningsresultater af hensyn til bevillingsgiveren, tyggegummifabrikken Dandy. Den kørte frem til september 2001, hvor det omsider lykkedes for de pågældende forskere at få deres videnskabelige rapport offentliggjort.

(3) Ellen Margrethe Basses kronik i Jyllands-Posten den 30. juli 2007, side 7. Se også hendes kapitel ”Et juridisk perspektiv på uredelighed i videnskaben” i Favrholdt, Smith & Basse: Plagiering og anden videnskabelig uredelighed – fra etik til jura. Aarhus: Husets Forlag, 2008, s. 103-185.

Mere kritik af forvaltningsmæssig behandling af forskningssager

I Berlingske Tidende er der i dag, den 22. februar (sektion Business, s. 2), en velargumenteret artikel af Kresten Schultz-Jørgensen om problemerne ved, hvad han kalder Københavns Universitets valg af et ”forvaltningsmæssigt spor” i Penkowa-sagen. Artiklen kan også findes på linket:
http://dagenssynspunkt.blogs.business.dk/2011/02/22/k%C3%B8benhavns-univ...
Problemet er, at Københavns Universitet ved at gøre forskningssagen til en personsag reelt lukker den, og at kommunikationen med offentligheden herefter kommer til at ligne ”krisekommunikation fra en frimurerloge”. Som Kresten Schultz-Jørgensen videre skriver: ”Den verserende mediekrise kan aldrig kun være en sag mellem f.eks. rektor og den involverede. Den omfatter tusindvis af mennesker, der har investeret deres tillid i den fælles virksomhed”.

Svar til Morten Kjeldgaard

Det var en væsentlig oplysning, som jeg ikke havde. For mig at se var Nyborg sagen stort set blevet behandlet korrekt af administrationen med forbehold af at der kunne være detaljer jeg ikke kendte til. Ud fra det jeg vidste kunne jeg ikke se at der var grund til at fare så hårdt frem. Man må jo også se i øjnene at rektorer og dekaner ikke er ufejlbarlig guder.

Det drejer sig ikke om hvad der er værst...

Peter Lind Jensen, selvom jeg i det store og hele ikke er uenig med dig i din bedømmelse af de sager du diskuterer, vil jeg fastholde, at Mammens indlæg ikke drejer sig om hvilken sag "er værst" Penkowa eller Nyborg. Mammens pointe er, at universitetsrektorerne svigtede fatalt i begge tilfælde, hvorimod det underliggende, akademiske system rent faktisk fungerede. Mammen var institutleder for Nyborg da sagen begyndte i 2002, og måtte opleve det ekstremt frustrerende at få en ordre fra rektor som muligvis var ulovlig i forhold til universitetsloven, og under alle omstændigheder uredelig og umoralsk, nemlig at hemmeligholde, at instituttet rent faktisk lå inde med de data, som var efterspurgt af Nyborgs kolleger. Nyborg indleverede nemlig disse data til instituttet den 23. januar 2002, med den klausul at de skulle holdes hemmelige, og i dette fik han som sagt støtte af daværende dekan Sidenius samt rektor Lehmann. Dokumentation for dette kan du finde på http://eugenik.dk/view/kronologi . Jeg vil også henlede opmærksomheden på Mammens meget udførlige indberetning til dekan Tom Latrup-Pedersen den 23. november 2005 http://eugenik.dk/static/html/bilag033.html hvori hele handlingsforløbet beskrives i detaljer.

UVVU i ingeniøren

Det er en interessant artikel i Mammen henviser til. Jeg undrer mig godt nok over at der står at Lomborg sagen er mindre alvorlig. Han blev jo rent faktisk kendt skyldig i videnskabelig uredelighed. Denne afgørelse blev senere erklæret ugyldig af ministeriet med nogle i mine øjne meget mærkelige begrundelser. Ifølge UVVU var den alvorligste af disse grunde spørgsmålet om hvorvidt bogen var en videnskabelig bog eller ej og derfor ikke hørte under UVVU's kompetence. Lomborg selv siger, det er en videnskabelig bog. Lomborg blev i sin tid ansat i en ledende stilling af regeringen til trods for en advarsel om at han var videnskabelig uredelig, så min mistanke går på at det er regeringen, der har villet have ham frikendt.

I Nyborg sagen er min hovedkilde en rapport fra 3 professorer om sagen med svar fra Nyborg, selvom jeg også har lidt andet for eks. et referat fra et foredrag holdt i Mensa klubben. Det begynder med at Nyborg ved en konference fortæller om nogle foreløbige resultater af sin forskning. Dette slipper ud til aviserne. Senere er der en, der beder om se datagrundlaget, hvilket bliver nægtet. En klage til det lokale UVVU udvalg giver klageren ret. Nyborg ligger derefter data ud på sin hjemmeside i kort tid, hvorefter det fjernes og erstattes af tabelberegninger. Da den endelige artikel offentliggøres frigiver Nyborg så rådata. En undersøgelse af 3 professorer kritiserer resultatet hårdt. Det er i statistikken, det er galt med, og det er den, der fanger min interesse.
Det betragtes som uredelig, hvis man går til offentligheden før forskningsresultatet er blevet accepteret og udgivet i et fagtidsskrift for eks. Da det muligvis er utilsigtet at det slipper ud til offentligheden og i betragtning af svækkelsen af UVVU på grund af Lomborg sagen kan man nok være i tvivl om en anmeldelse til UVVU vil have ført til noget, og udslippet til pressen kan jo ikke gøres ugjort. Under alle omstændigheder synes jeg det er langt mindre alvorligt en direkte fup og også mindre en Lomborg sagen.
Den senere klage om manglende data bliver i mine øjne behandlet korrekt. Den efterfølgende nægtelse af at lægge data ud på nettet er jeg mere usikker overfor. Jeg ved ikke hvad der blev gjort og hvad der juridisk kunne gøres.
Undersøgelsen af de 3 professorer viser at Nyborg har lavet et elendigt stykke arbejde, og det især er statistikken, den er galt med. Nyborg undskylder sig med at han ikke er ekspert i statistik. Det er selvfølgelig rigtig at en psykolog ikke nødvendigvis er god til statistik; men så bør han alliere sig med en statistiker, så den side af sagen er i orden. Om det så er groft uagtsom kan jeg ikke sige. Det er uklart for mig hvad det præcist dækker. Det kan så diskuteres om det er universitetet som arbejdsgiver eller UVVU, der skal tage sig af sagen.
I Penkowa sagen bliver rektor snydt af nogle falske dokumenter til at tro at rotteforsøgene er udført. Det kan man ikke bebrejde ham; men det kan undre at han giver hende en undskyldning, når han ved hun ikke har orden i sin dokumentation af forsøgene. Senere dukker så nye sager op. Snyd med forsøgsresultater, advarsel fra en spansk samarbejdspartner og muligvis bedrageri overfor en forskningsfond. Så burde man sandelig gribe til en undersøgelse. I stedet bliver hun indstillet til en pris.
Jeg kan ikke se andet end at Penkowa sagen er meget værre end Nyborg sagen både set fra den administrative behandling og selve alvoren af uredeligheden.
Mammen er vist nok ude efter at en reform af UVVU, og der kan jeg godt være enig med ham.

God kronik i Ingeniøren

I fagbladet Ingeniøren har Jens Morten Hansen, som er tidligere direktør for Forskningsstyrelsen, skrevet en tankevækkende kronik, som kommer ind på mange af de samme problemer med universiteternes håndtering af sager om problematisk eller uredelig forskning, som jeg gør i min kronik. Se nedenstående link, som også leder til Jens Morten Hansens replikker til kommentarer, hvor han uddyber sine synspunkter.

http://ing.dk/artikel/116500-fjern-undersoegelse-af-uredelighed-fra-univ...

Forskning: Lettere at tjekke antal rotter end skolebørn?

Bloggeren Dorte Toft, forfatter til bogen Lykkelig i Nørdland om kvinder i naturvidenskabelige fag, har skrevet et substantielt indlæg med ovennævnte rubrik på sin blog. Det findes her:

http://bizzen.blogs.business.dk/2011/02/16/forskning-lettere-at-tjekke-a...

Kontrolsystemerne er dårlige, men kronikken er godt nok ufin

Vi er langt hen af vejen enige om at kammerateri, ineffektivitet, manglende mandater etc gør at det er svært at give uvederhæftige forskere hvad de fortjener. Institutledere, dekaner og rektorer kan i vid udstrækning holde hånden over deres ynglinge; projektforskere og de relativt få fastansatte skal normalt ikke nyde noget af at ytre sig åbent og kritisk om nogetsomhelst af frygt for eventuelle repressalier; UVVU's fremmeste opgave ser nærmest ud til at være at hvidvaske betrængte forskere (typisk har de en 10-15 sager årligt og højst et par stykker ender med en næse) og det almindeligvis enkelt-blinde peer-review system lader godt nok meget sjusk slippe igennem. Men...når det er sagt, så synes jeg ærligt talt denne kronik har en kedelig tanke.

Helmuth Nyborg var tydeligvis ikke særlig omhyggelig med sin behandling af data ved en bestemt lejlighed, og han var heller ikke specielt villig til uden videre at fremvise sine rå-data i den forbindelse. Han fik sig derefter en velfortjent røffel for snart mange år siden, men bortset fra at det sagkyndige udvalg kritiserede ham for ikke at have udvist "due diligence "(vel nærmest hvad der svarer til "rettidig omhu"..) overfor data - og iøvrigt ikke brugte den bedste statistik, var der altså ikke belæg for nogen påstand om Nyborg skulle have bevidst svindlet med data eller noget i den stil. UVVU var iøvrigt også efterfølgende enig i den konklusion, og det er så hvad det er. At slå Nyborg i hartkorn med en der som Penkowa er sigtet (men altså endnu ikke fundet skyldig) for grove forbrydelser i både den ene og den anden retning, er derfor - groft (jvf dette tænkte eksempel: "Højesterets behandling af sagerne med Stein Bagger [herostratisk berømt million-svindler] og bagermester Alf Jokumsen [almindelig kværulant-forrykt parentes fra Østre Bavelse overdrev] viser klart at systemet ikke evner at...")

Kronikøren gør absolut intet for at få læseren væk fra den nærliggende konklusion at Penkowa og Nyborg er to alen af samme stykke. På mig virker det som om at krønikøren ikke har kunnet modstå fristelsen til lige lige at give en gammel (og nu for længst pensioneret) fjende et spark med på vejen under dække af at ville levere en nøgtern betragtning over et systems begrænsninger og mangler, og det synes jeg ærlig talt ikke er særligt klædeligt. Kronikøren kunne også have valgt at henvise interesserede i "Nyborgsagen" til Helmuth Nyborgs egen version (www.helmuthnyborg.dk) istedet for blot at henvise til Morten Kjeldgaards private "Hall of shame" (www.eugenik.dk - et domæne med det ædle formål at genere og mistænkeliggøre go'e gamle Nyborg), men naturligvis stiller en kronik langtfra de samme krav til kilderne som en videnskabelig artikel.

Uopdagede svindlere

Jeg tror folk som Penkowa er sjældne, og jeg tror derfor heller ikke der er en masse uopdagede svindelnumre i forskningsverdenen.

Penkowa sagen

Jeg tager ikke gennem mit indlæg stilling til de to sager specifikt; men prøver blot at vække tanker om hvor mange lignende, - også mindre og meget, meget større sager, - der har været gennem tiden, uden at de er kommet frem til offentlighedens kendskab.
Kender vi den største kriminalitet der er begået nogensinde, - det største svindelnummer nogensinde, - den største politiske løgn nogensinde ?
Mon så ikke der har været rigtig, rigtig mange Penkowa-sager gennem tiden.
Jeg tror det!

Svar på kommentarer

Tak til Peter Lind Jensen, Dorte Wulf Dahl, Peder Møller, John Borup, Erik Nørgaard, Johan Fynbo og Morten Kjeldgaard for kommentarer til min kronik.
Når jeg foruden Penkowa-sagen på Københavns Universitet også inddrog Nyborg-sagen på Aarhus Universitet, var det for at underbygge, at de problemer, som jeg påpeger, ser ud til at være generelle for universiteterne og for deres samspil med UVVU og frem for alt lægger op til fælles løsninger. Derudover er jeg på sikker erfaringsmæssig grund, hvad angår Aarhus Universitet, hvorimod mit kendskab til sagsbehandlingen på Københavns Universitet hovedsagelig er gennem pressen.
I hvor høj grad forseelserne hos de to involverede forskere er sammenlignelige, er ikke det centrale i kronikken, men derimod de fælles problemer med at behandle dem rimelig hurtigt, åbent, effektivt og ansvarligt i forhold til det internationale forskersamfund og den offentlighed, som har interesse i resultaterne og deres troværdighed. Det langtrukne forløb og lukketheden har i begge sager kostet dyrt ikke blot for universiteternes anseelse, men såmænd også for de pågældende forskere, som havde været bedre tjent med en hurtig indgriben for otte-ni år siden, inden sagerne voksede urimeligt.
Den skade, som passiviteten og lukketheden om sagerne har forvoldt, illustreres af de misforståelser vedrørende Helmuth Nyborgs forseelser, som kommer til udtryk i nogle af kommentarerne, og som måske kan henføres til den meget mangelfulde og delvis fordrejende pressedækning af sagen. Jeg kan kun opfordre til, at man orienterer sig i kronikkens link til sagens officielle akter, hvis man interesserer sig for denne sags særlige indhold og forløb. Men jeg vil godt understrege, at kronikkens konklusioner ikke er afhængige af, i hvilken grad Penkowas og Nyborgs forseelser er sammenlignelige eller ej.

Lighed eller ej

Jeg ved nu ikke...

Jeg tror forskellene i sagerne selv hænger noget sammen med den reaktion de affører. Jeg er ganske enig i, at universiteternes ledelse ikke har optrådt heldigt, men jeg synes egentlig Ralf Hemmingsen er mere undskyldt end hans tidligere kollega i Århus. Ralf er blev bedraget, ført bag lyset (ser det ud til), men det jo ikke var tilfældet i Nyborg-sagen, såvidt jeg ved. Det at Ralf lod et uafhængigt hold eksperter se på afhandlingen er vel ikke i sig selv kritisabelt.
Jeg har dog lidt svært ved at forstå, hvordan hun kunne blive indstillet til eliteforskerprisen på et tidspunkt, hvor der var sager kørende om dokumentfalsk (såvidt jeg har forstået). Åbenbart kan ingen nu huske, hvem der indstillede hende.

- bedste hilsener

Ligheder i Nyborg og Penkowa sagerne

Peter Lind Jensen og Johan Fynbo læser ikke Mammens kronik omhyggeligt nok.

Lighederne ligger ikke i sagerne selv, men i den reaktion, sagerne affører i universiteternes ledelser. I Penkowa-sagen griber daværende dekan Ralf Hemmingsen ind, og annullerer sit eget bedømmelsesudvalgs vurdering af Penkowas disputats, en bedømmelse, der nu viser sig var fuldstændig korrekt. I Nyborg-sagen ignorerer daværende rektor Sidenius sit eget Praksisudvalgs skarpe irettesættelse af Helmuth Nyborg, og giver denne lov til at fortsætte sin uredelige praksis, hvor der svindles med dokumentationen. Mammen peger på, at universitetsledelserne ikke har det behørige fokus på videnskabelig fusk. Måske er det fordi rektorer rekrutteres fra de universitære kadrer, som altid har beskæftiget sig med administration, og ikke har forsket siden deres pure ungdom. Måske er det en utilbørlig fokus på universitetets altoverskyggende mediestrategi. Der er sikkert andre forklaringsmodeller, men Mammens kronik er tankevækkende og relevant.

Nyborg og Penkowa ikke lignende sager

Det forekommer mig at de to sager er meget forskellige. I Penkowa sagen synes der at være tale om egentlig bedrag, dokumentfalsk, ulovlig brug af bevillinger og andre mere eller mindre kriminelle forhold. Nyborg sagen havde vel på ingen måde disse elementer? Her var det et spørsmål om forskningens kvalitet, der blev vurderet.

Penkowa sagen

Vi ser det jo fra tid til anden.
Altså det at pynte sig med lånte fjer.
Og i mange forbindelser, - nu senest er der en erhvervsmand, som påstår at være uddannet økonom fra Kbh.'s Universitet og ikke er det alligevel.
Det der kunne være rigitig spændende at vide er: Hvor mange af dem vi tror på, repekterer højt for deres viden, kunnen og uddannelsesmæssige baggrund er i virkeligheden, - og har måske været det i mange år, - superfakes?
Kan det passe, at "systemet" har fået filtreret dem alle fra?
Nej vel!

Svar til Peder Møller: Utroværdig sammenligning...

Du er alt for blid når du skriver at Nyborgs statistiske beregninger ikke fulgte den mest korrekte metode. Hans behandling af statistikken var gennemført forkert. Han anede stort set ikke hvad han gjorde.
Man får indtryk af, at du mener, at de 5% forskel i IQ for piger og drenge holder. Det er der slet ikke dækning for. Reelt kan hans artikel kun bruges til underholdning, som det bl. a. sker her på siden.

Forsker eller fusker

For en person som mig, der står helt uden for den videnskabelige og akademiske verden, men alligevel forsøger at følge interesseret med, og tillige tillader sig at ytre mig, så står det efterhånden klart, at Penkowa-sagen trods alt er i en klasse for sig. Bevidste og konstruerede forfalskninger står dog i en klasse for sig, også selv om det ikke er noget nyt i forskningen og videnskabens historie. Det ligger også i sagens natur, at de er vanskeligere at afsløre, fordi graden af frækhed er det step højere. Det er ikke kun lidt sløseri eller løsagtighed med dokumentationen, nej - der er bevidst forsøgt at tilsløre kendsgerningerne.
Derfor kommer de kollegiale og faglige bedømmelsesudvalg også på overarbejde, fordi de egentlig kun er beregnet til at efterprøve nogle metoder og resultater ud fra nogle godkendte og gældende principper.
Et forslag kunne være, at der i Videnskabsministeriet blev nedsat en egentlig undersøgelsesenhed, bemandet af eksperter med kompetance i både jura og forskning, og gerne suppleret med tilkaldte udenlanske eksperter på det pågældende område. Det ville løfte disse sager bort fra læreanstalternes egen indspiste andedam, og tillige give en klar klage- og kommandovej, og sidst men ikke mindst placere et direkte politisk ansvar hos den til enhver tid siddende minister, der i parentes bemærket, forhåbentlig ikke de næste 100 år bliver af så ringe en kaliber, som den foregående jyske tranlampe, for så kan alt jo gå galt.

Utroværdig sammenligning af Penkowa og Nyborg

Det virker helt urimeligt at sammenligne de to sager. Især forekommer det problematisk og utroværdigt at Jens Mammen her forsøger at give det indtryk at det er et objektivt faktum at de to sager minder om hinanden. Det er utroværdigt fordi han er manden der bad dekan Sven Hylleberg om at se med kritiske øjne på Helmuth Nyborgs arbejde, og derfor har en personlig aktie i sagen. Som konsekvens af dette arbejde blev Nyborg suspenderet, hvorefter han bad UVVU om at rense sig for den kritik han var blevet udsat for. UVVU fandt at Nyborg med rette kunne udsættes for kritik på nogle punkter, og burde have ageret mere korrekt - især punktet om utilfredsstillende offentliggørelse af sine rådata - men fandt ikke at der var grund til at anklage ham for uredelig adfærd - altså en renselse (http://eugenik.dk/static/bilag106.pdf). Det er denne afgørelse, som Mammen kalder et "problematisk resultat" - igen med lyden af den objektive sandhed.

Nyborg havde ikke gjort sit arbejde grundigt nok inden han fremturede med en konklusion, som hans data faktisk ikke understøttede (27% IQ-forskel mellem dregne og piger mod 5%, som han senere rettede det til). Ud over det var han modvillig i at give andre adgang til sine rådata, og relevante detaljer omkring sine forsøg. Slutteligt havde enkelte af hans statistiske beregninger ikke fulgt den mest korrekte metode. Kritisabelt? Helt sikkert. Især punktet omkring kun modstræbende at offentliggøre sine data samt detaljer omkring dem er uacceptable. Men at sammenligne det med Penkowa-sagen, hvor desideret fabrikation af forsøgs-data der aldrig har fundet sted vel nærmest er den midste af alle anklager, virker helt urimeligt. Det virker snarere som et personligt hævntogt. Artiklens pointe kunne sagtens være forsøgt fremført (og fremstå mere troværdigt) hvis dette havde været udeladt.

der er store og små synder ; )

Ikke at det overhovedet har samme tyngde eller almeninteresse - men alligevel... Vi havde her på Videnskab.dk for et godt stykke tid siden en lille sag, der minder meget om det, der beskrives af Peter Lind Jensen om "Nyborg-sagen". Det drejede sig også om en, der fortalte om sin statsfinansierede forskning med resultater der iflg ham var fantastiske - og ifølge nogle af os andre totalt usandsynlige. Vi blev ved med at insistere på at høre om simple metodevalg fra hans forskning - og han ville ikke engang svare på om der var anvendt placebogruppe også. (Det handlede om effekt af en metode, som han påstod, han havde påvist virkede mod sygdom hos børn for at det ikke skal være løgn...). Han blev godt hidsig - og jeg tvivler på at man nogensinde vil læse om hans resultater i et tidsskrift... (Var det knap 1 million kroner han havde fået fra staten?) Jeg forsøgte at melde ham for uredelighed hos den organisation, han var tilknyttet. Men mon ikke der foregår masser af den slags, som ikke rigtig når ud til en større kreds?

Åh det var en tosset sag den vi var vidne til her på videnskab.dk ; )

Forskel på Nyborg og penkowa sagen

Efter det jeg ved er der meget stor forskel på Penkowa sagen og Nyborg sagen. Nyborg oplyste ved en konference om et resultat, han var kommet frem til; men som ikke var endelig udgivet. Senere blev den omtalt bl.a. i en bog; men stadig uden reel og fuldstændig oplysning om forskningen. En videnskabskvinde bad om at få de grundlæggende data; men fik dem ikke. Det førte til en klage til universitet, som medførte en afgørelse, som gik imod Nyborg. Nyborg lagde så data ud på sin hjemmeside i en dags tid. Derefter blev den taget ned igen. Det førte efter hvad jeg har hørt til en dårlig stemning, at Nyborg derefter fortsat nægtede at offentliggøre data. Da Nyborg endelig fik udgivet sin artikel blev data offentliggjort. Universitet fik derefter 3 professorer til at undersøge Nyborgs forskningsartikel, og deres rapport var sønderlemmende. Det var især statistikken, det var galt med, og Nyborg forsvarede sig også med at han ikke var statistikker.
Så vidt jeg kan se var Nyborg ikke direkte uærlig; men var "bare" fuld af fordomme og havde lavet et elendigt stykke arbejde.
Penkowa derimod har, hvis beskyldningerne holder, været direkte uærlig og fabrikeret data.
Jeg synes også, der er stor forskel på hvordan de to universiteter har behandlet sagen. Jeg kan ikke se, at man kan bebrejde Århus universitet noget; medens Københavns universitet har reageret alt for langsomt

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste fra Kultur & Samfund

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.