Komikere i politik: Den gode, den grove og den rigtig sjove
2015 var året, hvor komikerne gjorde deres entré i det politiske forum. Med deres uformelle tilgang og vittige indspark er de et befriende alternativ til de ellers lidt »tørre« personligheder, som vi normalt kender fra politik.

Islandske Jón Gnarr (i pink) er en af de komikere, der er gået ind i politik. I 2010 blev han valgt som borgmester i Reykjavík.
(Foto: <a href="https://www.flickr.com/photos/a13xnet/5062528884" target="_blank">Aleksandar Radulovic</a>)

 

2015 er historie, og vi kan se tilbage på et år, der har budt på en række interessante begivenheder af en særlig karakter: komikere der er gået ind i politik.

I maj stillede den britiske komiker Al Murray op ved parlamentsvalget i Storbritannien i skikkelse af sit komiske alter ego, The Pub Landlord, der gerne drikker bajere i sine valgvideoer.

Den britiske komiker Eddie Izzard, ofte iført drag, neglelak og makeup, erklærede sit kandidatur ved valget som borgmester i London i 2020.

Ved folketingsvalget i Danmark i juni opstillede komikeren Anders Stjernholm for Alternativet. Et parti der desuden har anført »humor« som en af sine kerneværdier. Og senere på året blev komikeren Jimmy Morales sågar valgt til præsident i Guatemala.

Hermed tegner sig et fænomen, som bevæger sig over landegrænser og, som det skal vise sig, også tid. I det følgende skal vi se nærmere på, hvad der sker, når komikeren går ind i politik, og hvad vi kan lære af deres eksempler.

Den gode, den grove og den rigtig sjove

Lad os først se nogle flere eksempler på komikere, men langtfra alle (!), der er gået ind i politik igennem tiden:

  • Pat Paulsen

Den amerikanske komiker opstillede hele seks gange som præsidentkandidat fra 1968 til 1996, dog uden held. De forskellige valgkampagner tydede på, at underholdning var formålet snarere end egentlig politik.

Et af hans slogans lød: »We can be decisive, probably« (»Vi kan være beslutsomme, måske«). Et andet spillede på de kendte ord »United we stand« og lød i stedet: »United we sit« (»Forenede sidder vi«).

  • Jacob Haugaard 

Komikeren trak overskrifter herhjemme i 1990’erne, da han blev valgt ind i Folketinget som løsgænger og sad i fire år. Den danske komiker stillede op hele syv gange for »Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer«, en parodi på venstrefløjspartierne, og blev især kendt for sin uddeling af gratis fadøl til folket.

Også mange af sammenslutningens humoristiske valgløfter huskes endnu den dag i dag, såsom »Medvind på cykelstierne«, »Nutella i feltrationerne« og »Bedre julegaver«. 

De fleste er dog enige om, at selve Haugaards valgperiode er knapt så mindeværdig, da han hverken syntes at finde fodfæste som politiker eller som erklæret hofnar.

  • Beppe Grillo 

Den italienske komiker og politiske aktivist er et af de mere kendte udenlandske eksempler. Grillo grundlagde partiet Femstjernebevægelsen (»Movimento 5 stelle«) i 2010 og har siden opnået høj status i italiensk politik.

Ved valget i 2013 stemte hele 25,5 procent af vælgerne på hans parti. Grillo har som politiker også brugt sine evner som komiker; den tidligere statsminister Mario Monti omdøbte Grillo til »Rigor Montis« på grund af hans pokeransigt.

  • Jón Gnarr (billedet, i pink)

Den islandske komiker er også et mere kendt eksempel. Gnarr blev i 2010 valgt som borgmester i Reykjavík, hvor han sad i én periode frem til 2014. Han opstillede med partiet kaldet »Det Bedste Parti« og opnåede hele 34 procent af stemmerne.

Finanskrisen havde netop ramt Island, og hovedstadens banker var gået konkurs. Det kan måske (blandt andet) forklare vælgernes søgen mod et ganske anderledes alternativ end de sædvanlige politikere og partier. Gnarr lovede blandt andet flere isbjørne til zoologisk have – og i øvrigt at bryde alle løfter, han ellers gav under valgkampen.

  • Roseanne Barr

Den amerikanske komiker og nok mest kendt for sin comedy sitcom »Roseanne« fra slutningen af 1980’erne, er et af de få eksempler på en kvindelig komiker, der har ladet sig opstille.

Ved det amerikanske præsidentvalg i 2012 erklærede hun sit kandidatur for »The Green Tea Party« (senere blot »The Green Party«), da hun var gæst hos Jay Leno i The Tonight Show. Ved samme lejlighed introducerede hun et par af sine slogans, eksempelvis: »Finally a president who can’t get the maid pregnant« (»Endelig en præsident, der ikke kan gøre tjenestepigen gravid«).

  • Lagrimita y Costel

Den mexicanske komikerduo og desuden far og søn er et af de mere obskure eksempler. Komikerne optræder i klovnekostumer og -makeup og erklærede altså deres kandidatur ved valget tidligere på året i den mexicanske delstat Jaliscos hovedstad Guadalajara.

  • Al Murray

Komikeren opstillede som allerede nævnt ved valget i Storbritannien i maj. Han opstillede for »Free United Kingdom Party« – et parti, han netop havde stiftet – som sin fiktive, komiske persona: en stereotypisk, højrefløjsnationalist, der afskyr alt »u-britisk«.

Et af hans valgkampstemaer var derfor modstand mod EU, og han lovede blandt andet, at Storbritannien ville forlade Europa i 2025 og solsystemet i 2050.

Politisk parodi: fjollede valgløfter og ironiske karakterer

For bedre at kunne forklare dette komiske fænomen, må vi først se nærmere på parodi. Lad os for enkelthedens skyld blot forholde os til nogle få forklaringer og begreber: Parodi kommer af parôdia, som Aristoteles skriver i Poetikken, og betyder »at synge ved siden af« (2004, s. 101, note 20).

Ulla Albeck skriver i Dansk Stilistik (1973) om parodi, at den »ikke blot imiterer, men overdriver og ophober – mere eller mindre fint – de karakteristiske Træk, vrænger ved grelle stilbrud« (s. 94). Denne beskrivelse kan med lidt god vilje oversættes til det, den amerikanske retorikforsker Robert Hariman kalder komisk dublering (2008, s. 253):

Komikerne dublerer typisk politikeres valgslogans og –løfter. Det komiske består ofte i, at løfterne er for fantastiske, altså overdrevne, eller rent intetsigende til at kunne blive taget alvorligt. Den islandske komiker, Jón Gnarr, lovede eksempelvis »alle mulige ting til dem, der har det svært«.

I 1990'erne blev Jacob Haugaard valgt ind i Folketinget. Han kæmpede bl.a. for medvind på cykelstierne og Nutella i feltrationerne.
(Foto: <a>Wikimedia</a>)

Også den amerikanske komiker Stephen Colbert, kendt fra The Colbert Report (og i dag vært på The Late Show), stillede op som præsidentkandidat for et kort sekund i januar 2012, hvor han blev kendt for følgende slogan: »Americans for a Better Tomorrow, Tomorrow«. Han kæmpede altså for en bedre morgendag – men først i morgen!

Komikerne dublerer også ofte hele politiske partier, idet de opretter deres egne. Det gælder eksempelvis Jón Gnarrs »Det Bedste Parti« og Al Murrays »Free United Kingdom Party«.

Det var ganske vist ikke Jacob Haugaard, der grundlagde »Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer«, men han blev parodi-partiets frontfigur.

Nogle komikere dublerer også en bestemt type politiker, idet de opstiller i rollen som deres modsætning, altså en figur eller persona, der har de modsatte politiske overbevisninger end dem selv.

Det gælder for eksempel den førnævnte amerikanske komiker Stephen Colbert. Både i sit talkshow, The Colbert Report, og som opstillet præsidentkandidat i 2012 spillede han rollen som ekstrem højrefløjstilhænger (der udtalte sit efternavn, som man ville på fransk uden ’t’).

Hans ironiske karakter sympatiserede med konservative, republikanske værdier, og hans persona var med egne ord »en dårligt informeret, men velmenende idiot med høj status« (Wikipedia).

 

Politisk dagsorden – eller bare sjov og ballade?

Komikernes parodi er dermed ikke svær at få øje på. Men hvad med formålet? Hvad vil de os egentlig? Hvad kan dette fænomen, der er udgjort af komikere fra det meste af den vestlige verden, fortælle os?

Komikerne og deres politiske kampagner kunne med fordel indsættes på en skala, der rangerer mellem seriøs og useriøs. I den ene ende er der fokus på det politiske budskab, i den anden ende på underholdningsværdien.

I den seriøse ende finder vi de komikere, der foretager et reelt karriereskift, idet de går ind i politik. Humor er klart sekundært til deres politiske dagsorden, hvis overhovedet tilstede i deres kampagne.

I den modsatte ende møder vi de komikere, hvis politiske kampagner snarere kan betegnes som selvpromoverende mediestunts eller det rene fis og ballade. Det politiske indhold er meget svært at få øje på, og man får fornemmelsen af, at de ikke er styret af noget politisk formål.

 

Komikernes kampagner er en protest 

I mellem de to poler bevæger størstedelen af komikerne sig rundt, idet de til dels laver sjov, til dels har et reelt budskab, de vil dele med befolkningen. Deres deltagelse i politik er (som regel) en protest. En protest mod politikernes »bla-bla«, som protestbevægelsen Dukkepartiet udtrykker det (Berlingske).

Bla-bla dækker eksempelvis over de mange løfter, politikere giver i løbet af en valgkamp, som komikerne netop er flittige til at imitere. Parodien gør det tydeligt, at hvis en politiker kan love til højre og venstre, uden at det nødvendigvis betyder, at løfterne bliver indfriet efter valgkampen, hvorfor skulle en komiker så ikke kunne gøre det samme? Bare love løs, for det er alligevel bare bla-bla.

Det er også en protest mod særlige politiske holdninger, som komikerne udstiller og latterliggør, når de optræder i karakter som deres egen politiske modsætning. Protesten retter sig naturligvis også mod politikerne selv, der i mange tilfælde fremstilles som godtroende, smådumme figurer, som får stukket et manus i hånden, så de ved, hvad de skal sige.

Samtidig er komikernes politiker-persona også ofte en beregnende type, der kun lefler for vælgerne for at få egne ønsker opfyldt. Helt åbenlyst.

 

Komikere er det nye pink

En sidste bemærkning om det interessante fænomen (som jeg i parentes bemærket netop skriver min ph.d.-afhandling om), så kan det kædes sammen med en efterhånden udbredt iagttagelse i dag, nemlig at politik og showbusiness efterhånden er blevet mere og mere lig hinanden.

Det observerer Politikens USA-korrespondent Kristian Madsen eksempelvis i en artikel for nylig, hvor han ser nærmere på den amerikanske valgkamp, der har gjort Donald Trump til en af USA's største tv-stjerner lige nu (Politiken).

På trods af, at Trump har trådt så mange over tæerne som nærmest muligt, så stormer han alligevel frem i meningsmålingerne.

Det gælder dog ikke kun i USA, at kendisser som Trump eller Schwarzenegger har gode chancer i politik. Også i Danmark har berømtheder »gode odds i politik«, som Ugebrevet A4 skrev i forbindelse med det danske folketingsvalg tidligere på året.

En del af grunden til de celebres succes, tror jeg, kan sidestilles med en del af komikernes succes: De er outsidere, et friskt pust i en træt genre, og dermed taler og opfører de sig anderledes end de sædvanlige politikere. De overrasker os og rokker ved den typiske forestilling om, hvilken type person en politiker er, og hvordan han eller hun bør tale og opføre sig.

I nutidens mediesamfund er vi desuden blevet mere og mere vant til at blive underholdt, og her drager komikerne stor fordel af deres evner som entertainere. 

Mange vælgere er altså trætte af de samme politiske floskler og stemmer gerne på ham eller hende, der skiller sig ud. Man kan sige, at politik synes at blive mere og mere personfikseret, fremfor politik-fikseret.

Det er tilsyneladende det, de unge vil ha’, det er det nye sort. Eller snarere pink, hvis man følger Jon Gnarrs eksempel.