Kolossen på Rhodos: Fantasi eller virkelighed?

‘Kolossen på Rhodos’ er betegnelsen for en statue af den græske solgud, Helios, der på opstillingstidspunktet var den største skulptur i verden. Allerede i middelalderen ledte man efter spor af dette underværk på Rhodos. Men forgæves – og situationen har ikke ændret sig siden.

På nethinden har mange et bille­de af Kolossen som en ung mand med en fakkel i hånden, der skræver over et havne­indløb.

Men der er ikke antikt belæg for denne op­fattelse, der blev skabt i 1500-tal­let af Maarten van Heems­kerck og andre kunstnere, hvis tegninger og stik blev for­bil­leder for utal­lige senere gengivelser – for ikke at tale om nutidens souve­nir­industri.

Fingrene var større end de fleste statuer

Kombinerer man arkæologiske vidnes­byrd med antikke skriftlige kilder er det trods alt muligt at få en idé om statuens udseende. Således fortæller den romerske polyhistor Plinius den Ældre:

»Men den allermest beundrede kolossalstatue var den af Helios på Rhodos, som var lavet af Chares fra Lindos, der var elev af ovennævnte Lysippos. Denne statue var 70 alen høj [dvs. 30-35 meter] og væltede ved et jordskælv 66 år senere [ca. 227 f.Kr.], men selv liggende er den forunderlig. Kun få kan spænde om dens tommel­finger. Fingrene er større end de fleste statuer. Store hulrum åbner sig der, hvor lemmerne er brækket af, og indeni ses store sten, ved hvis vægt han havde stabiliseret den, da han fik den rejst. Det skal have taget 12 år at gøre den færdig, og prisen var 300 talenter [7.800 kg. rent sølv], som var kommet ind fra det krigsmateriel, som kong Demetrios efterlod, da han blev træt af at belejre Rhodos [304 f.Kr.]«
(Naturalis Historia 34.18.3-6, oversat af Jacob Isager).

Antikke bronzeskulpturer havde kort levetid

Helios var Rhodos’ skytsgud, og når ind­byggerne i Rhodos By valgte at opstille en enorm statue til hans ære, var det udtryk for deres taknemmelighed over at være undsluppet en belejring, der nemt kunne have resulteret i byens udslettelse. De valgte en lokal kunstner, Chares fra Lindos, til at realisere denne yderst van­ske­lige opgave.

Græske bil­led­huggere var velbevandrede i bronze­støb­ningens kunst, og Chares’ læremester, Lysippos, var netop berømt for sine bronze­skulpturer. Men Kolossens format må alligevel have voldt mange tekniske problemer, og det er uvist, hvordan Chares løste dem.

Mest sandsynligt er det måske, at han støbte statuen op i sektioner begyndende nedefra. Valget af materiale er i øvrigt med til at for­klare, hvorfor den er gået tabt. Bronze havde nemlig en så høj genbrugsværdi, at senere generationer uden skrupler kanni­bali­serede selv de fineste antikke statuer.

I græsk kunst fremstilles Helios som en ung, skægløs mand med en strålekrans omkring hovedet og halvlangt bølgende hår, og det er muligt, at en serie sølvmønter slået i Rhodos mellem cirka 304 og 265 før vor tid kan være løst inspireret af Kolossen som billedet til højre viser.

Men på andre frem­stil­linger er han vist med et mere patetisk ansigt og en bevæget frisure. Måske kommer de Kolossens udse­ende nærmere. Hvem ved?

Vi kan under alle omstændigheder gå ud fra, at guden stod oprejst, da jordskælvet jo fik statuen til at knække over ved knæene. At han bar en fakkel i hånden kan udelukkes. I græsk kunst ses fakler (med enkelte undtagelser) ved scener, der udspiller sig efter mørkets frembrud.

Myten om den skrævende Kolos

De antikke skriftlige kilder er tavse om opstillings­stedet, så eftertidens fantasi har også haft frit løb på dette punkt.

Det mest sejlivede forslag går tilbage til den itali­enske pilgrim Nicolas De Martoni, der i 1394 hævdede, at han på Rhodos havde hørt, at Kolossen skrævede over havneind­sejl­ingen, og denne udlægning blev herefter nærmest ene­rå­dende.

Men allerede i 1761 var den danske geodæt, opdagelsesrejsende og orientalist Carsten Niebuhr – måske som den første – skeptisk. På vej mod det ‘Lykkelige Arabien‘ besøgte han Rhodos By, hvor han konstaterede:

»På hvilket sted [Kolossen] måtte have stået, kan imidlertid næppe længere bestemmes med sikkerhed. Ved indgangen til havnen er der på hver side et tårn, og man mener, at statuens fødder har stået her. Men afstanden mellem dem er efter øjemålet mindst 4 til 500 fod [cirka 136 til 155 meter] og altså for stor til, at man kan tro på det.«

Nu anses det for mest sandsynligt, at statuen var opstillet i eller ved en Helios-helligdom i Rhodos By – måske på dens akropolis, et kalkstens­plateau vest for middel­alderbyen.

Ny kolos på vej mod Rhodos?

Allerede i oldtiden blev Kolossen forbillede for andre kæmpestatuer. Nero lod således en statue af solguden rejse midt i Rom, der senere gav navn til Colosseum i Rom, og det bedst kendte eksempel fra nyere tid er Frihedsgudinden i New York, der udførtes i kobber og jern af Frédéric Auguste Bartholdi.

Efter indvielsen i 1886 blev hun vartegn for New York og landkending for de mange ind­vandrere, der kom tilsejlende fra Europa. Strålekransen om Friheds­gudindens hoved svarer nøje til solgudens nedenfor, og hendes place­ring afspejler samtidens (fejl­agtige) opfattelse af Kolossen.

Det er endvidere tanke­væk­kende, men måske tilfældigt, at den nærliggende stat, Rhode Island, sandsynligvis er opkaldt efter Rhodos. Denne artikels forfatter har ikke kunnet finde belæg for en sådan sammenhæng, men måske kan Videnskab.dk’s læsere kaste lys over spørgsmålet?

Kolossen selv er efter alt at dømme gået tabt. Men håbet om at genfinde den lever i bedste velgående, og der har flere gange været planer om at rejse en ny kolos på Rhodos.

Så sent som i 2015 lanceredes en tanke om at konstruere en 40 meter høj statue, der skulle skræve over et af Rhodos Bys havne­indløb. Forhåbentlig vil dette uhyrlige initiativ aldrig blive ført ud i livet. Men hvis det skulle ske, må man sige, at fantasikolossen definitivt har fortrængt vir­kelighedens.