Frank Hvam har altid sin ven Casper Christensen i ryggen. Caspers selvcentrerede og egoistiske figur er ifølge en medieforsker en kommentar til den livsstils og følelseskultur, vi lever i. (Foto: TV2/Holck/Banke)

Engang sad danskerne samlet hver lørdag aften med kaffen og grinte af ugens tv-satire, som gjorde grin af politikere, politibetjente og kongehus.

I dag kan de vælge hver sin kanal og hver sit komiske program. Derfor er der siden slutningen af 90erne dukket en række nye humoristiske underholdningsprogrammer op, der med fokus på drengerøvsemner som prutter, pik og patter, uacceptabel adfærd og socialt udstødte især tiltaler de yngre seere. Kritikken af magthaverne er væk. I stedet står vores dyrkelse af kendiskulturen for skud.

»Kritikken er blevet trukket inden døre i medierne. Man kritiserer medieverdens egen logik, hvor tv er blevet meget koncentreret om studieværten som person. Og det er jo ikke samfundskritisk satire i traditionel forstand. Det er satire på almindelige mennesker og dem, som gerne vil være 'stars',« siger Christa Lykke Christensen, der er medieforsker og lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet.

Christa Lykke Christensen siger, at vi seere ikke behøver at vide noget om politik eller samfundsforhold for at kunne grine af de nye humorprogrammer. For mens den traditionelle satire peger fingre af magthaverne, så peger programmer som 'Klovn' og 'Piger på Prøveløsladelse' i højere grad indad hos seerne selv og rammer vores selvoptagede fokus på, hvordan andre opfatter os.

Sjovt og begavet

Medieforskeren har pløjet de sidste ti års nye typer satireprogrammer igennem for blandt andet at finde ud af, hvad der er karakteristisk for tv-humoren i dag. Forskningen er publiceret i artklen 'Dansk tv-satire før og nu' i tidsskriftet Kritik.

Hun fortæller, at det i dag for mange handler om at blive berømt bare for at være berømt og ikke nødvendigvis for at kunne noget. Tidsånden påkræver, ifølge forskeren, at den enkelte profilerer sig som noget særligt, hvilket medierne gør muligt. Samtidig er medierne med til at fremme tendensen.

»Det gælder om at hævde sig selv og komme frem på scenen. Og det kritiserer humorprogrammerne på en sjov og nogle gange begavet måde. Som for eksempel i 'Klovn', hvor nogle af seriens personer puster sig op og er fuldstændig forskruede egoister. Casper Christensen er jo bare et så entydigt et dumt svin i det her program,« siger Christa Lykke Christensen og griner lidt.

Kritisk blik på berømmelse

Kendisser kommet til at fylde mere i mediebilledet de senere år. For de kendte optræder hyppigere i formiddagsblade og på tv, og de er ikke til at komme udenom. Derudover er kendisstoffet let at sætte sig ind i, siger forskeren. Hun påpeger, at den nye satire som sådan ikke gør grin med de kendte, men den gør grin med figurer, som har en selvopfattelse, hvor de sammenligner sig med sig med celebrities.

Den nye satire kræver således ikke ret meget af seerne. I modsætning til den politiske satire, behøver den nyere satires seere ikke have kendskab til den senest udvikling i indenrigs- eller udenrigspolitiske sager. Seerne skal blot følge med i populærkulturen.

»Alle kan jo grine af en tyk mand eller en handicappet, der ser anderledes ud. Man behøver ikke vide noget i dag. Man skal bare have situationsfornemmelse og vide, hvem der er kendt. Og det er noget, der tiltaler det yngre publikum,« siger medieforskeren.

Frank Hvam har i 'Klovn' en tendens til at havne i pinlige situationer, som får seerne til at krumme tæer. De nyere satireprogrammer retter den kritiske brod indad og rammer vores selvoptagede fokus på, hvordan vi tager os ud. (Foto: TV2)

Satirens fokus på selviscenesættelse rammer især unge. Det at være tyk eller se kikset ud er et tilbagevendende tema, og udseende er et emne, som først og fremmest er relevant for de yngre seere, fordi unge ifølge Christa Lykke Christensen, ofte befinder sig i et identitetsmæssigt vadested.

Et frirum for uacceptabel opførsel

Den nye satire gør også brug af vores fokus på, hvordan vi tager os ud på andre fronter.

Den får os til at grine af kejtede personligheder med total mangel på situationsfornemmelse, men også af en type som Frank Hvam i 'Klovn', som har en hel normal fornemmelse af, hvad man gør, og hvad man ikke gør. Frank har bare en tendens til at havne i de mest pinlige situationer.

Og det pinlige er blevet attraktiv underholdning, fordi vi selv som seere er meget optaget af, hvordan vi præsenterer os selv.

»Her er det muligt at gøre noget, som vi ikke ville gøre i virkeligheden. For eksempel ville vi ikke grine af handicappede, eller mennesker der lider af sorg, hvis vi stod i den virkelige situation. Mediet kan sætte tingene på spidsen, og vi kan grine af det, fordi vores oplevelse af det, er medieret,« siger forskeren.

Dokumentarisme gør det levende

Når seerne ligefrem kan mærke, at maven snører sig sammen, så er det, fordi flere af programmerne som for eksempel 'Klovn' og 'Rockerne' har anvendt en dokumentarisk stil. Det gør vores oplevelse af situationen levende.

»Vi kan tro på, at det er så pinligt, når det virker virkeligt i satireprogrammerne. Det er ikke, som når vi ser komedieserien 'Friends', og nogen af dem gør noget pinligt. Vi griner godt nok af dem, men vi har samtidig etableret en afstand til dem, fordi vi kan se, det er fiktivt,« siger Christa Lykke Christensen.

Medieforskeren mener, at overeksponeringen af 'det private' og pinlige i de nye satireformer er en kritik af livsstilsprogrammerne og de mange docu-soaps, som søger at fremmane følelser som for medlidenhed.

Man kan ifølge medieforskeren langt hen ad vejen forstå satireprogrammerne som kommentarer til denne programmæssige udvikling. Satirens personer forstår nemlig ikke eller takker af egoistiske grunde nej til at indordne sig efter de sociale koder i livsstils og følelseskulturen, hvor adfærd og følelser hele tiden er til forhandling. Satirens skamløst selvcentrerede, sexistiske, aggressive og voldelige personer kan eller vil nemlig ikke diskutere eller forhandle følelser.