Annonceinfo

Klimakonference: Vi skal handle nu

Klimakonferencen Beyond Kyoto i Århus satte torsdag og fredag fokus på klodens skrøbelige klima- og energisituation. Det er tid til store ændringer nu, lød det fra den internationale forsamling af klimahjerner

Norges tidligere statsminister, Gro Harlem Brundtland, deltog i klimakonferencen med hårdtslående budskaber om handling og bæredygtighed. (Foto: Lars Kruse, AU Photo)

Ude foran Musikhuset i Århus holdt en flok gratis cykeltaxaer, som det første tegn på, at der foregik noget specielt indenfor.

Rugbrødstaxaerne symboliserede på deres egen måde vedvarende energi og bæredygtighed, og det var også netop hovedemnerne for den store klimakonference Beyond Kyoto, arrangeret af Aarhus Universitet, som torsdag og fredag udspillede sig i byen.

Vores klima skranter, og energien løber ud, og derfor var nogle af verdens skarpeste klimahjerner samlet torsdag og fredag for at diskutere og fremlægge deres bud på problemerne - og ikke mindst løsningerne.

De over tusind deltagere talte både erhvervsfolk, repræsentanter fra klimaorganisationer og myndigheder samt forskere fra hele kloden.

En bred indsats

På konferencen var der bred enighed om, at realiteten af jordens klimaproblem ikke længere kan diskuteres, men at tiden nu er inde til handling.

Fakta

KONFERENCEN

Overskriften for konferencen var 'Beyond Kyoto: Addressing the Challenges of Climate Change - Science Meets Industry, Policy and Public'

Programmet var opdelt i følgende syv temaer, som forløb sideløbende:

  • Lovgivning og politik
  • Biodiversitet og økosystemer
  • Landbruget og klimaforandringerne
  • Nanoteknologiske løsninger i en bæredygtig fremtid
  • Befolkning og samfund
  • Det arktiske spørgsmål
  • Behovet for energiløsninger

»Med mindre vi sænker den globale CO2 udledning med 50 procent inden 2050, vil vi stå tilbage med intet mindre end en klimakrise,« lød det i åbningstalen fra Gro Harlem Brundtland, der er tidligere norsk statsminister og nuværende udsending for klima for FNs generalsekretær.

»Jeg mener, at vi står på tærsklen til en ny grøn økonomi. Vi bliver nødt til at fortsætte på den grønne front og forbedre energieffektiviteten,« fortsatte hun.

Professor Ulf Bossel, som leder European Fuel Cell Forum i Schweiz og har over 30 års forskningserfaring med grøn energi, satte også tingene på spidsen i sin tale.

»Hundrede procent vedvarende energi er ikke længere en grøn drøm, men en fysisk nødvendighed,« sagde han.

Forskerne anbefaler

Konferencen mundede ud i en række anbefalinger til løsning af de mange udfordringer på klimaområdet. På mandag bliver de sendt videre til ministre verden over, og de skal desuden fungere som udspil til FN's klimatopmøde COP15 i december.

Klima og energi

  • Forskere mener, at verdens olieproduktion har nået toppen, og at vi løber tør om 30 år.
  • I år 2050 vil der være otte-ti milliarder mennesker på jorden, som skal bruge endnu mere energi.
  • 87 procent af verdens energi kommer stadig fra fossile brændstoffer.
  • CO2-mængden i luften er sandsynligvis fordoblet i 2100, og som følge kan vi regne med en temperaturforøgelse på seks grader.
"Klimahjerner" ??? spøjst

"Klimahjerner" ???
spøjst udtryk!

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste fra Kultur & Samfund

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.