Kan vi klare os uden politikere?
For de fleste er det svært at forestille sig et samfund uden politikere. Eller er det? En frustreret læser har skrevet til Spørg Videnskaben og spurgt, om vi kan klare os uden politikerne.
Folketinget politikere teknokrati demokrati

En tom folketingssal. Ingen politikere. Er det en skræmmende eller befriende tanke? (Foto: Anders Hviid) 

Politikerne styrer landet. De vedtager finansloven hvert år, håndterer svære politiske spørgsmål og laver love, der følger med udviklingen i samfundet.

Alt i alt burde vi være glade og tilfredse for politikerne – vi har jo trods alt selv valgt dem.

Alligevel forholder det sig ikke helt sådan. En læser af Spørg Videnskaben er ikke altid lige imponeret over politikernes ageren:

»Jeg arbejder i en politisk organisation, og jeg synes regelmæssigt, at politikerne træffer beslutninger, som går stik mod, hvad vi embedsmænd/forskere siger, er den bedste beslutning,« skriver Dennis Hansen i en mail til Spørg Videnskaben.

Om det virkelig er rigtigt, at politikerne ikke lytter til forskningen og eksperterne, kan du læse mere om i boksen under artiklen.

Tilliden til politikere er i bund

Måske er Dennis Hansen ikke den eneste, der ønsker sig et samfund uden politikere.

I hvert fald viser en undersøgelse af politikernes troværdighed gennemført af kommunikationsvirksomheden Radius i 2015, at politikernes troværdighed var den laveste af de 20 faggrupper, der blev målt på.

Med så lav en tillid til politikerne er det ikke utænkeligt, at andre har ladet sig friste af tanken om at slippe for politikerne.

Uanset har oplevelserne med de egenrådige politikere sat noget i gang hos Dennis, der gerne vil vide, om der findes eksempler på samfund, der har klaret sig uden politikere, men med andre kloge hoveder ved roret:

»Har man nogle reelle eksempler på at praktisere teknokrati, og hvorfor det fungerer eller ikke fungerer?«

Spørg Videnskaben sendte en journalist i marken for at finde et svar til Dennis.

LÆS OGSÅ: DJØFerne har taget magten i ministerierne

Teknokrati er politikkens svar på en medicinsk diagnose

På dansk oversættes teknokrati bedst til »ekspertvælde« – altså et politisk system, hvor »beslutningsmagten reelt ligger hos eksperterne, ikke politikerne,« som Den Store Danske formulerer det.

Teknokrati er altså en måde at styre samfundet på, hvor eksperter med dyb indsigt i samfundets udfordringer træffer de bedste beslutninger.

Kasper Lippert-Rasmussen, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet forklarer, hvorfor tanken om teknokrati kan være lokkende.

»Når du går til lægen, vil du gerne have den rigtige diagnose og den korrekte behandling – sådan er det også med udfordringerne i samfundet,« siger professoren.

LÆS OGSÅ: Derfor er Danmark verdens mindst korrupte land

Portugal har haft teknokrati

Dennis Hansen spørger, om der findes eksempler på, at teknokrati har eksisteret i praksis.

Jan Pedersen er lektor i historie på SAXO-Instituttet på Københavns Universitet. Hvis nogen kender til et eksempel på teknokrati i praksis, må det være ham.

Og der er gevinst.

»Det bedste eksempel på teknokrati er Salazar-styret i Portugal. I en lang periode var samfundet styret af økonomiprofessoren António de Oliveira Salazar, som faktisk troede på, at der skulle social harmoni og teknisk kompetence til for at lede landet.«

Salazar var premierminister i Portugal fra 1932 til 1968, hvor han måtte gå af på grund af sygdom.

Og selvom Salazar stod i spidsen for et hårdt styre, og flere har sammenlignet ham med autoritære ledere som Hitler og Mussolini, understreger Jan Pedersen, at Salazar var drevet af en tro på, at han kunne skabe et bedre samfund.

teknokrati demokrati Salazar-styret portugal

António de Oliveira Salazar er et sjældent eksempel på en teknokratisk leder. (Foto: Wikimedia Commons)

»Han styrede ikke landet for magtens skyld, men fordi han var sikker på, at det var bedst at lede landet efter tekniske principper. At det så ikke gik vanvittigt godt, og Portugal endte som et af Europas fattigste lande, tegner bare et billede af, at teknokratiet ikke fungerede så godt i praksis,« siger Jan Pedersen.

Salazars tiltro til eksperterne som ledere i samfundet afspejlede sig i sammensætningen af hans regeringer.

»Selv om regimets magtbase var militæret, og der fandtes et enkelt lovligt politisk parti, var kun få ministre samtidig magtfulde generaler eller partispidser. Profilen tegnedes af professorer, ingeniører, diplomater og en lang række embedsmænd, som havde tjent sig op fra lavere positioner i statssystemet,« forklarer Jan Pedersen og uddyber:

»Salazar-styret var drevet af en katolsk-korporatistisk ideologi, men politik fyldte ikke meget i det daglige. Det var et diktatur med censur, hemmeligt politi og politiske fanger, men massemobilisering og levebrødspolitikere spillede kun beskedne roller.«

Vi har også gjort forsøget herhjemme

I Danmark eksisterede der også en spirende teknokratibevægelse i mellemkrigstiden. Inspireret af teknokratitanken, der opstod med ingeniøren Howard Scott i USA i 1920’erne, blev der over en kort årrække herhjemme udgivet et blad kaldet Teknokraten, som bragte teknokratiske markeringer.

Vi kan med tørre Tal bevise, at Naturen nu i 1933, takket være den tekniske Udvikling, er saa rig, at der kan blive lykkelige og materielt sorgløse Livsvilkaar til alle Mennesker, blot vi indretter vor Samfundsøkonomi paa den rigtige maade.

Paul Molde, 1933

Der er også andre håndfaste tegn på, at tankerne om, at samfundsbeslutningerne skulle træffes på baggrund af ekspertviden, har påvirket udviklingen af samfundet herhjemme.

»Hvis man går tilbage til anden halvdel af 1800-tallet og ser på udviklingen i Københavns Borgerrepræsentation, sidder der adskillige polyteknikere (ingeniører, red.). Med indførsel af kloakering og elektrificering sætter de i høj grad deres præg på København efter voldenes fald med deres teknisk prægede tilgang til politik,« forklarer Michael Wagner, der er lektor i historie ved Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet.

Han understreger dog, at selvom styret var præget af teknisk kompetence, var der ikke tale om teknokrati.

»Man skal skelne mellem et politisk system med folkevalgte, eksempelvis Borgerrepræsentationen, som er tekniske, og så en samfundsmodel, hvor teknikerne er ved magten, fordi de ved bedst.«

Den skelnen er helt central.

»Polyteknikerne forlangte ikke et andet system, de valgte i stedet at indgå i det eksisterende og præge det med deres tekniske kompetencer,« siger Michael Wagner.

Nationalbanken skulle styres af ingeniører

Teknokratibevægelsen nåede aldrig at vinde politisk magt i Danmark, men det skortede ikke på interessante forslag. Et af dem stod cand.polyt. og kulturtekniker Peder Rosenstand Wøldike bag.

Parlamentarismen kan for naive Sjæle have visse følelsesmæssigt tiltalende Sider; men enhver saglig Undersøgelse af dens Væsen udfra funktionelle Synspunkter vil altid afsløre dens komplette Uanvendelighed.

Paul Molde, 1933

Han ønskede kort og godt, at Nationalbanken skulle lægges ind under den Polytekniske Læreanstalt, der i dag kendes under navnet DTU:

»… Tyngdepunktet for Statskreditten henlægges fra Nationalbanken til det tekniske Uddannelsesapparat – Statens Værksteder og Skoler med den Polytekniske læreanstalt i Spidsen,« skrev han i 1893.

Selvom DTU siden sin oprettelse i 1829 under betegnelsen Den Polytekniske Læreanstalt er gået fra at være en lille skole med få uddannelser til i dag at være en anerkendt ingeniørskole med et stort fagudbud, blev samfundets økonomi aldrig lagt ind under skolens vinger.

Nogen stærk bevægelse for teknokrati som styreform har aldrig eksisteret i Danmark.

Hvorfor egentlig ikke?

LÆS OGSÅ: Hvornår skal vi lade data træffe beslutninger for os?

Frihed for politikere er lokkende, men…

Selvom ideen om teknokrati kan være tillokkende, er der et afgørende problem: Teknokratiet har ikke nogen demokratisk legitimitet, da eksperterne ikke er valgt af befolkningen.

»Det kan godt være, at teknokrater har større indsigt, men det giver dem ikke ret til at styre staten. Ligesom vi i dagliglivet ikke vil acceptere, at en person med bedre indsigt end os selv træffer beslutninger om, hvordan vi skal leve vores liv. Mange vil have det på samme måde med teknokratiet,« siger Kasper Lippert-Rasmussen.

Teknokratiet har to svagheder

Kasper Lippert-Rasmussen lægger også vægt på, at teknokratiet har to indbyggede svagheder.

Politik er det muliges kunst:

»Selvom embedsmændene synes, at de har de rigtige løsninger, tager de ikke altid højde for de politiske realiteter. Politikerne indgår kompromisser og forholder sig til, hvad der er praktisk muligt, mens embedsmændene udelukkende forholder sig til de tekniske løsninger.«

Teknokrati kan ikke afveje værdier:

»Når en person oplever, at politikere træffer dårlige beslutninger, kan det både skyldes politikernes manglende indsigt i området, men det kan også skyldes forskellige værdier. Eksempelvis kan en teknokrat ikke sig noget om, hvorledes vi bør fordele byrden mellem verdens lande ved at skulle nedbringe udledningen af drivhusgasser til fordel for klimaet. Det er et værdispørgsmål.«

Dermed står vi fortsat i en situation, hvor tilliden til politikerne er lav, mens teknokratiet ikke er en reel løsning.

Kasper Lippert-Rasmussen anerkender, at vi dermed havner i et dilemma.

»Det er klart, at det er et problem, hvis vi hverken har tillid til politikerne eller ønsker, at teknokraterne skal træffe beslutninger. Løsningen må være, at vi får nogle mere tillidsvækkende politikere.«

LÆS OGSÅ: Forskere: Videnskab skal hurtigere blive til politik

Det politiske maskinrum: Teknokratitanken lever endnu

På trods af, at teknokratiet altså ikke praktiseres noget sted ude i verden, findes der stadig spor af tankegangen i nutidens politiske debatter.

Eksempelvis understreger vores statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), her i en debat i Folketinget, at han ved, »hvad der foregår i maskinrummet.«

Hvis man spørger historiker Jan Pedersen er det en direkte henvisning til, at han ikke blot ser sig selv som en ideologisk drevet politiker, men også har teknisk indsigt i, hvordan samfundet fungerer.

»I dag er det jo sådan, at hvis man kan mobilisere en ekspert, der vil tale for ens politik, er det næsten et argument i sig selv. Det er et symptom på, at teknokratiet i dag trives som en retorisk ressource, hvor man henviser til forskningsresultater eller eksperter, når man argumenterer for sin politik.«

Det korte svar til Dennis Hansen er derfor, at teknokrati ikke findes i praksis noget sted i verden, men stadig lever som et element i vores moderne demokrati. Desværre for embedsværket kan politikerne dog fortsat se bort fra deres indstillinger, når de træffer beslutninger.

LÆS OGSÅ: Har embedsmænd mere magt end politikerne?

Vi sender Dennis Hansen en t-shirt for det gode spørgsmål. Har du også et spørgsmål til videnskaben, så send det til redaktionen@videnskab.dk. Så har du også chancen for at vinde en fed t-shirt.

Læserens rigtige navn er ikke Dennis Hansen. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.

Politikerne bruger skam forskningen – når det passer ind

ER der overhovedet et problem? Er det virkelig rigtigt, at politikerne ikke lytter til forskningen og eksperterne?

Selvom vores læser er af den opfattelse, at politikerne ofte overhører forskernes ekspertråd, er det faktisk ikke den præcise gengivelse af virkeligheden. Politikerne anvender nemlig ofte forskningsresultater som argumentation. Der er bare én betingelse:

»Jo, politikerne bruger forskningen, men det er primært, når den understøtter deres ideologiske ideer,« fortæller Karen Siune, der er dr.scient.pol. og forhenværende leder af Center for Forskningsanalyser ved Aarhus Universitet.

Forskningsresultater som grundlag for et politisk initiativ

En undersøgelse fra år 2000 viser, at der er stor forskel på, hvor ofte de forskellige typer af forskning danner grundlag for et politisk initiativ. Se resultatet i figuren herunder.

Der er ikke lavet undersøgelser på området siden omkring årtusindskiftet, men Karen Siunes oplevelse er, at der generelt lægges mindre vægt på forskning i de politiske diskussioner i dag i forhold til dengang.

»Dengang var der en forståelse af, at forskningsresultater øgede sagligheden i lovgivningsprocessen, og forskningens indflydelse blev i hvert fald ikke set som et demokratisk problem. I dag lyder det til tider, som om forskningen er i vejen for regeringens politiske initiativer,« siger Karen Siune.

Hun understreger dog, at det ikke er muligt at lave en decideret optælling af, hvor ofte politikeres beslutninger bygger på forskning, da indvirkningen fra forskningen kan indgå så mange forskellige steder i processen.

»Den opgørelse kan du simpelthen ikke lave, selvom det ville være et spændende tal at kende.«

Man ved dog, at der er forskel på, hvilken rolle forskningen spiller på forskellige områder.

»Inden for sundhedsområdet bruges forskningen rigtig meget, mens det på miljøområdet anvendes som en advarsel, når der er brug for en specifik indsats.«

Der bliver altså lavet politik på baggrund af forskningsresultater, men derfor kan Dennis Hansens oplevelser stadig være frustrerende. Vi ringer derfor til SAXO-Instituttet på Københavns Universitet, hvor Jan Pedersen holder til.

 

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud

Det sker