»Hvis 30 personer lægger det samme billede af et fly, som er styrtet ned i udlandet, på Twitter, er det svært at vide, hvem der har taget det og dermed også at vide, hvad der skete,« siger Rune Thomas Ege, udenrigskorrespondent for VG, til forksning.no.
Han bruger Twitter hver dag til at overvåge, hvad der sker i verden. Når nogle af de omkring tusind brugere, han følger, lægger en besked ud på det sociale internetforum, dukker beskeden op på hans skærm.
Men det er ikke altid let at gennemskue sandhedsværdien i meddelelsen. Der florerer ufattelig store mængder af information, rygter, misvisende billeder, og mennesker, der ønsker at fremstille en sag på en bestemt måde, rundt på nettet.
Sociale medier giver viden i realtid
Norske journalister finder stadig oftere inspiration til nyheder på hjemmesider som Twitter, Facebook og YouTube. Omkring ni ud af ti bruger sociale medier til at hente informationer, to ud af ti gør det i særligt høj grad, ifølge Journalistundersøgelsen 2012 blandt Norsk Journalistforbunds medlemmer.
Når informationsmængden er overvældende og det gælder om at være først ude med nyheden, oplever en del journalister det som udfordrende at få tid til at tjekke den faktuelle baggrund ordentligt.
Det viser en ny undersøgelse, som er foretaget af forskningskoncernen Sintef i samarbejde med den tyske transmissionsorganisation Deutsche Welle.
»Det varierer meget, hvor gode faktortjekkene er. Det er en afvejning mellem at publicere hurtigt og at tjekke op på, om noget er sandt,« siger seniorforsker i Sintef, Petter Bae Brandtzæg, til forskning.no.
Man kan let blive snydt
Der opstår en dårlig stemning i en redaktion, når konkurrenterne er ude med nyheden først.
»Det vigtigste er at producere resultater så hurtigt som muligt og håbe på det bedste,« siger en af journalisterne i det europæiske studie.
Forskerne interviewede tilsammen 24 journalister i Danmark, Norge, Tyskland, England og Frankrig. De norske journalister var syv mænd, der arbejdede i Aftenposten, Dagbladet, VG, Nettavisen og TV2 nett.
I interviewet fortæller journalisterne om, hvordan de forsøger at tjekke fakta.
»Rygtespredning opstår hurtigt i sociale medier. Faren for, at man kan blive narret, er stor. Derfor bliver det måske endnu vigtigere, at journalister verificerer informationen,« mener Petter Bae Brandtzæg.
På nettet er der øjenvidner
VG-journalist Thomas Rune Ege understreger, at informationen fra sociale medier altid skal dobbelttjekkes, på samme måde som når nogen ringer ind med tips eller sender en pressemeddelelse.
Han mener ikke, at det er sværere at undersøge indholdet fra de nye medier, tvært imod gør de det lettere at få fakta på plads. Mens journalisten før måtte stole på informationen fra nyhedsbureauer, kan han nu gå til mange forskellige kilder, også den brede offentlighed.
Med Twitter og Facebook får journalisterne direkte adgang til øjenvidner, som er der, hvor det sker.
»Er vi der ikke selv, kan vi, sat på spidsen, lige så vel let rapportere om en bombe i Afghanistan som en brand i Follo. Kilderne har aldrig været så let tilgængelige og åbne som nu,« siger Thomas Rune Ege.
Falske videoer florerer på Facebook
Vi bliver alligevel stadig snydt.
I februar dukkede der et billede op af en lille dreng i ørkenen på Twitter. Det blev fremstillet som om, han havde krydset ørkenen alene fra Syrien til Jordan. Men drengen var bare blevet adskilt fra familien en stund, og han var sammen med andre flygtninge.
For nylig cirkulerede der falske videoer på Facebook, som blev hævdet at være af det fly, som forsvandt mellem Malaysia og Kina i marts.
Hvordan undgår man fejlformidling?
Journalisterne bruger flere strategier for at finde ud af om informationen er til at sole på, ifølge Sintef-undersøgelsen.
Det tager kontakt til øjenvidner og følger med hos kilder, som de anser for at være pålidelige. Det kan være andre medier eller personer, de har fulgt over tid på sociale medier.
Journalister stoler ofte på de anerkendte medier, selvom der findes flere eksempler på, at også store aviser er hoppet på limpinden.
Nogle gange må man publicere uafsluttede sager
Traditionelle journalistiske metoder, som for eksempel at ringe til politiet om en ulykke, bliver stadig brugt.
En anden strategi er at tage nogle forbehold i nyhedssagen. Det gør Thomas Rune Ege i VG også.
Han mener, at journalisterne bør have is i maven og vente til, de har fået tjekket fakta grundigt. Ved store begivenheder må VG-journalisten dog alligevel publicere en sag, før han har al information på plads, og opdatere den efterfølgende i takt med, han får mere at vide.
»Hvis vi mener, kilden har så meget tyngde eller er så troværdig, så vi kan nøjes med en kilde, er vi meget opmærksomme på at skrive, hvem der har leveret informationen allerede i titlen,« siger han.
»Fritager det journalisten for ansvaret for indholdet?«
»Naturligvis ikke. Det gør det tydeligere, hvor informationen kommer fra, så folk kan foretage sine egne vurderinger. Men det er altid redaktionen, som har det endelige ansvar,« siger Thomas Rune Ege.
Digitale værktøjer kan afsløre snyd
Er mindretal af journalisterne i undersøgelsen bruger digitale værktøj blandt andet for at hente metadata ud fra billeder. Hvem har lagt det op, og hvornår er billedet taget? Viser det i virkeligheden en anden naturkatastrofe, som fandt sted sidste år?
Teknologibranchen står bag det europæiske Reveal-projekt, som Sintef-studiet er en del af. Den vil udvikle og sælge et værktøj, som kan scanne billeder, video og tekst.
Når teknologerne har udviklet værktøjet, skal forskerne evaluere, hvordan journalisterne oplever at bruge det.
Algoritmer skal give journalisterne en samlet oversigt over kilderne, der står bag informationen. Hvem er de ud fra den information, man kan finde om dem på nettet?
Kan misbruges til overvågning
Denne teknologi kan også være farlig, mener Petter Bae Brandtzæg.
»Det er vigtigt at lave et værktøj, som ikke kan misbruges til overvågning,« siger han.
Journalist Thomas Rune Ege tror mest på at kombinere de digitale værktøj med ældre metoder. For eksempel når han finder billeder af et fly, som er styrtet ned.
»Man bliver nødt til at spørge folk, om de har taget billedet og så bruge forskellige journalistiske metoder til at afgøre, om de snakker sandt,« siger han.
© forskning.no Oversat af Anna Bestle
