Kan arkitektur skabe velfærd?
Hvad sker der med velfærdsrummene, når hospitalerne bliver til kæmpemaskiner, skoler til inklusionsrum og den idylliske provins til udkant? Det skal en gruppe antropologer og arkitekter undersøge i de kommende fire år.
velfærdsarkitektur

Tønder er et eksempel på en by, som meget hurtigt har skiftet karakter, og som projektet 'Spaces of Danish Welfare' undersøger. (Foto: Kirsten Marie Raahauge)

De danske velfærdsrum er under forandring i disse år. Et tydeligt og konkret eksempel er de små lokale hospitaler, der lukker på stribe og erstattes af såkaldte supersygehuse.

Men hvad betyder disse rumlige ændringer for os og vores opfattelse af velfærd? Og hvordan skal de nye velfærdsrum egentlig se ud for at dække vores behov?

Støttet af Det Frie Forskningsråd

Kirsten Marie Raahauges forskningsprojekt »Spaces of Danish Welfare« er støttet af Det Frie Forskningsråd med 5.411.248 kroner.

Det skal projektet ’Spaces of Danish Welfare’ under Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering undersøge i de kommende fire år.

»Projektet forsøger at undersøge, hvordan velfærdsrum, såsom skoler, hospitaler og ældreboliger, ser ud i dag. Hvad sker der for eksempel, når sygehusene ikke længere er små og lokale, men bliver til storskala-kæmpemaskiner, der dækker store områder?,« spørger antropolog og lektor Kirsten Marie Raahauge fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, som er hovedansvarlig for projektet.

Velfærdsrum under forandring

Ifølge Kirsten Marie Raahauge har forudsætningerne for velfærdsrummene ændret sig væsentligt i de seneste årtier.

»Dengang velfærdssamfundet begyndte at rulle i 1950’erne, 60’erne og 70’erne, var arkitekter og designere nogle af dem, der gav form til velfærdstanken,« forklarer Kirsten Marie Raahauge og fortsætter:

»Dengang havde man en utopi om et bedre samfund, som arkitekterne hjalp med til. Sådanne utopier findes ikke på samme måde som dengang. Men samtidig er der jo tale om et velfærdssamfund, der bare ser meget anderledes ud, og som ændrer sig for tiden. Til noget andet, som vi ikke helt ved, hvad er. Det er noget af det, vi kommer til at undersøge.«

Projektet vil således analysere, visualisere og diskutere de rumlige dynamikker og de implikationer, der er forbundet med udviklingen i det danske velfærdssystem siden 1970.

Rumlige ændringer understøtter og afmonterer velfærden

Velfærd og velfærdsrum

Siden velfærdssamfundet begyndte at tage form, særligt efter 2. Verdenskrig, har arkitekter været involverede i udviklingen af velfærden og dens rum.

Fra 1940’erne og frem til 1970’erne blev der skabt arkitektoniske værker, sygehuse, uddannelsesinstitutioner med videre, der står tilbage som ikoner for en tid, hvor velfærdssamfundet for alvor tog form.

Et særligt kendt storskalaprojekt er den såkaldte københavnske femfingerplan fra 1947, der gav mulighed for at trække naturen ind i byen og bygge by rundt om en kollektiv infrastruktur.

At give form, og dermed arkitektoniske rum, til velfærd er samtidig at give bud på, hvordan man skal løse forskellige velfærdsopgaver som uddannelse og sundhed.

»Der er en tendens til, at de rumlige ændringer indvirker på hinanden og på en og samme tid kan være med til at understøtte og afmontere velfærdssystemerne, og det skal vi undersøge nærmere,« forklarer Kirsten Marie Raahauge.

Som et eksempel nævner hun motorveje. Hun uddyber:

»Når motorveje bliver bygget mellem de større byer, bliver de del af et sammenhængende velfærdssystem, og de byer, der ikke er med i dette store sammenhængende byforløb, bliver isoleret. Således virker motorvejen som et velfærdsetablerende rum, men også som et bånd, der afsondrer steder fra velfærdssystemet.«

Vigtigt med opdateret viden på området

Professor emeritus ved Arkitektskolen Aarhus Niels Albertsen, som ikke selv er en del af forskningsprojektet, kalder det »et godt tænkt projekt« og ser frem til at følge det i de kommende år.

»Det er rigtig godt, at dette projekt kommer i gang,« siger Niels Albertsen og fortæller, at han tilbage i de sene 1990’ere og et par år ind i 00’erne var projektleder på Projekt Velfærdsby på Arkitektskolen Aarhus.

»Det var et led i en stor forskningssatsning på områderne arkitektur, by og velfærd, som forskningsrådene havde i anden halvdel af 1990’erne. Det er enormt vigtigt nu at analysere både på, hvad der siden er sket, men også, som de lægger op til i projektet her, at komme med bud på, hvad man kan gøre ved det,« uddyber Niels Albertsen.

Velfærd studeres med nye briller

Projektet vil belyse samtidens velfærd fra en vinkel, der giver mening for arkitekter og designere, men også fra en ny vinkel.

Kirsten Marie Raahauge peger således på, at det ofte er fag som statskundskab, sociologi og økonomi, der undersøger velfærd.

»De fag har fundet mange interessante ting, men nu ser vi på det fra en ny vinkel, idet vores projekt fokuserer på velfærdens rum. I projektet deltager både arkitekter og antropologer,« fortæller Kirsten Marie Raahauge. 

»Vi prøver dermed at få to blikke til at hjælpe hinanden med at se noget nyt og få nogle nye brudflader frem. Så det er det samfundsmæssige og det arkitektoniske blik, der skal hjælpe og udfordre hinanden.«

Niels Albertsen fremhæver også det tværfaglige greb som et positivt aspekt ved projektet.

»Det her er en tematik, som kræver et tværvidenskabeligt greb. Det er vigtigt at have antropologer med inde over til at undersøge, hvordan folk lever med velfærdsrummene,« siger han.

supersygehus velfærd artitektur

Projektet vil bruge Aarhus Universitetshospital som case og undersøge, hvad der sker, når man skalerer sygehusene op. (Foto: Projektafdelingen for DNU)

Projektet som modspil til konkurrencestaten

Niels Albertsen peger desuden på, at projektet er meget vigtigt, set i lyset af at velfærdsstaten bliver både begrebsligt og teoretisk problematiseret i disse år, ikke mindst fra samfundsvidenskaberne.

»Tidsånden byder på en omfattende diskussion af, om vi overhovedet har en velfærdsstat og et velfærdssamfund længere, eller om det er konkurrencestaten, der har overtaget. Set fra den vinkel er det interessant, at arkitekter og planlæggere, som har med de byggede omgivelser at gøre, stadig har fokus på velfærdsbegrebet,« siger han og fortsætter:

»Måske har vi, når det handler om omgivelserne og deres udformning, om ikke et modstandspotentiale imod konkurrencestaten så dog et fokus på, at der er noget i vores samfundsrum, som med rimelighed vil kunne omtales som velfærd. Uagtet hvordan det så i øvrigt går med konkurrencestaten, og hvad man mener om den.«

Fem velfærdsrum i Danmark

Projektet har netop modtaget en bevilling på godt 5,4 millioner kroner fra Det Frie Forskningsråd, og dermed er finansieringen på plads, så projektet kan tage fart fra februar 2017.

Under den overordnede projektramme er der fem sideløbende projekter med hver deres hovedforskere tilknyttet. De fem underprojekter skal undersøge hvert deres velfærdsrum, nemlig:

  • Supersygehuset. Projektet vil bruge Aarhus Universitetshospital som case og undersøge, hvad der sker, når man skalerer sygehusene op og omtaler dem som store ’maskiner’, hvor effektivitet, funktionalitet og økonomi står helt centralt. Hvordan kan man skabe rum, der både tager højde for det meget nære, at man skal føle sig godt tilpas, og som samtidig skal være effektive og give mest sundhed for pengene?
     
  • Ældreboligen. Tidligere var de ældre i vid udstrækning samlet i institutioner, men nu lever stadigt flere i egne hjem. Projektet undersøger, hvad der sker med hjemmene, når de i en eller anden grad må fusionere med institutionen. Når de bliver indtaget af hjemmepleje, falckmænd, drop, kørestole, toiletstole og så videre.
     
  • Distriktspsykiatrien. Fra 1970’erne og til i dag har psykiatriens rum været udsat for store forandringer. Tendensen er gået imod mindre hospitalisering og mere medicin. Projektet vil undersøge, hvad der sker med mennesker, som har fået en psykiatrisk diagnose, men som ikke bliver indlagt. Når den psykiatriske behandling foregår uden indlæggelse, så patienterne er hjemme eller andre steder.
     
  • Folkeskolen. Skolereformen har sat inklusion på dagsordenen i folkeskolen, og mange af dem, der tidligere gik i specialskole, er nu blevet inkluderet i folkeskolen. Det får en betydning for skolens rum. Projektet undersøger, hvordan man kan forme en god inklusionsskole. Hvad kan arkitekturen gøre for at forbedre skoleopholdet for børnene, når det er den nye skolereform, der regerer?
     
  • Udkanten. Projektet bruger Tønder som eksempel og undersøger, hvad der sker i det, der før blev kaldt provins, men som nu betegnes udkanten. Tidligere var Tønder en by med sine egne institutioner, men i dag er den en del af en region, som står for at udbyde disse institutioner, og mange af de tidligere velfærdsbygninger i Tønder står tomme eller har ændret formål. Projektet ser på, hvordan man lever som velfærdsdansker i velfærdsrum, som har skiftet karakter meget hurtigt. Det undersøger endvidere, om velfærd kun findes i de store byer, eller hvorvidt det bare er en anden form for velfærd, der findes i lokalsamfundene.
    velfærdsarkitektur banegård

    Tønder er en af de byer, som projektet ser nærmere på. Her ses byens banegård. (Foto: Kirsten Marie Raahauge)

Forankring af forskningsresultaterne

Flere af projekterne vil komme med konkrete bud på problemstillinger. For eksempel på hvordan en god inklusionsskole ser ud. Fordi projekterne i den grad er samfundsrelevante, bliver forskningsprojektet både lokalt og nationalt funderet gennem samarbejdspartnere, foredrag, seminarer og udstillinger.

»Vi har kontakt til blandt andet Tønder Kommune for på den ene side at have denne relevante institution som samarbejdspartner undervejs. På den anden side for at kunne formidle resultater til de relevante institutioner, så der er en chance for, at forskningsprojektets fund kan blive omsat til konkrete resultater i blandt andet kommunen,« fortæller Kirsten Marie Raahauge.

Forskerne vil også løbende holde foredrag, seminarer, udstillinger og skabe installationer for at få projektets resultater ud til relevante politikere og aktører. Der er i det hele taget stort fokus på at formidle projektets resultater visuelt.

Kirsten Marie Raahauge påpeger endvidere, at projektet også kan få et internationalt publikum.

»Interessen for de nordiske velfærdssystemers potentialer og udfordringer har været stigende efter krisen i 2008-9, og vores projekt vil således både have lokal, national og international interesse,« forklarer hun.