I senmiddelalderen var kirkevæggene prydet af farverige helgenhistorier. Med reformationen kom de hvidkalkede kirkevægge, her i Sigerslevvester Kirke. (Foto: Martin Wangsgaard Jürgensen)

Er der noget lettere end at forestille sig en dansk landsbykirke? Dér hviler den rolig, hvid og fredfyldt på en bakketop. Om søndagen bimler kirkeklokkerne. Og når vi bevæger os ind i kirken, sidder vi stille og ser op på præsten, som fortæller os om Gud, Biblen og Jesus.

Når præsten siger til, synger vi salmer, mens vi sidder stille på de snorlige bænke og ser op mod altertavlen og Jesus på korset. Når bønnen er slut, siger vi 'Amen'.

Sådan er vi gået i kirke, siden den berømte tyske præst Martin Luther lancerede den protestantiske reformation i 1517. Men alle historier begynder med et ’Der var engang’, og det samme gælder de danske landsbykirker.

Der var nemlig en tid før reformationen. I Middelalderen var de fleste af os katolikker, og dengang så kirkernes indre ikke ud, som det gør i dag.

Katolikkerne og protestanterne røg i totterne på hinanden 

Martin Wangsgaard Jürgensen er postdoc ved Det Teologiske Fakultet (Københavns Universitet), og han har netop skrevet en doktorafhandling om den stormfulde overgang fra de kaotiske  kirkerum i senmiddelalderen til de idylliske landsbykirker, som vi kender dem i dag.

»Pludselig begyndte protestanterne at sige om katolikkerne, at de var bondefangere, som hylede ved altrene, men katolikkerne sagde om protestanterne, at de så stort på traditionen og hylede på prædikestolen. En brydningstid, som den mellem senmiddelalderen og reformationen, trækker holdningerne skarpere op,« fortæller Martin Jürgensen.

Brydningstider skaber også nye kilder til forståelsen af historien. Der bliver sat ord på forhold, der ellers ikke tales så meget om, fordi de bliver taget for givet – som eksempelvis vores måde at være religiøse på.

Pludselig blev det, der var selvfølgeligt, genstand for debat. Hvordan skulle påskemessen eksempelvis forløbe? Det var et enormt vigtigt spørgsmål, for der var tale om kulminationen på kirkeåret. De fleste gik kun til alters denne ene gang om året.

Der herskede kaos i de katolske kirker

Påskemessen i senmiddelalderen udspillede sig ganske forskelligt fra nutidens kirkeritualer.

Martin Jürgensen forklarer, at menigheden inden reformationen ankom til kirken barfodet på langfredag. De trådte ind i en kirke, som var meget mere kaotisk og sammensat end i dag. Der er fundet eksempler på landsbykirker, der havde helt op til 11 altre. Rummet var fyldt af tæpper, tekstiler, faner og iøjnefaldende andagtsbilleder – de fleste af dem forskellige, fordi mange af dem kom fra forskellige bidragydere.

Bænkene var indrettet i små grupper, og man sad ikke stille, men bevægede sig rundt til de forskellige ceremonier.

Jesus lignede mere et lig, end han gør i dag. Han var blodig, mere lidende, mere bleg – et egentligt kadaver.  Jesus på korset var også et eksempel på, at al ting blev håndteret. Korset  hang ikke bare fast, men blev båret rundt. Under påskemessen blev han båret frem mod menigheden, og inden høsten blev han båret ud i marken.

Med reformationen kom kampen om kirkerummet

Men så skete der noget. Eller måske tværtimod: der skete mindre. Med reformationen begyndte landsbykirken at blive mindre dynamisk og mere stillestående. Dermed begyndte kirkerne at nærme sig den idylliske form, som vi forbinder med landsbykirkerne i dag.

I takt med, at kirkerne begyndte at blive mere stillestående, opstod der en kamp om kirkerummet, der gjorde det til en udfordring for præsterne at bevare kontrollen med vores måde at være i kirken på. Kirkegængerne trak nemlig i forskellige retninger.

»I dag er alteret kirkens ubestridte hjerte, men i senmiddelalderens kirkerum var der stadig et træk mod det private: mod de forskellige mindre altre og alle de andre genstande, som kunne blive næsten lige så vigtige for kirkegængeren som hovedalteret,« forklarer Martin Jürgensen.

En del af trækket væk fra det dynamiske kirkerum opstod i takt med, at kirkens forskellige genstande rundt om alteret begyndte at miste deres funktion.

I senmiddelalderen stod kirkebænkene i grupper. Efter reformationen kom de snorlige kirkebænke, som vi kender dem i dag - her Undløse kirke. (Foto: Martin Wangsgaard Jürgensen)

»Hvorfor har vi overhovedet ting i kirken?,« spørger Martin Jürgensen og fortsætter: »I dag er vi tilskuere til kirkens indretning, men for den middelalderlige tilskuer spillede tingene en helt bestemt rolle. Man satte ikke ting i kirken for at have noget at kigge på, men fordi tingene havde en bestemt funktion.«

Et godt eksempel på en kirkegenstand, der mistede sin funktion, er ifølge Martin Jürgensen røgelseskaret, som ofte var smukt støbt i bronze, så det lignede byer eller borge.

Før reformationen spillede det en stærkt religiøs rolle under gudstjenesten, men med protestantismens indtog blev røgelseskarret til en praktisk genstand: det blev til et glødefad, som degnen kunne bruge til at tænde lys med.

Kirkeinventaret blev til kunst

Konsekvensen af, at kirkegenstandene mistede deres funktion, var, at de blev til genstande for betragtning. Billedet af Jesus på korset forandrede sig eksempelvis fra at være en genstand, der blev båret rundt under påskemessen, til at blive fikseret over alteret.

Med andre ord blev en del af kirkens inventar til kunst med en selvstændig værdi. Det samme  gjaldt altertavlerne, selvom deres kunstneriske værdi mere kom til at ligge udenfor kirkerne – mest af alt på museerne. Og kirkemusikken, der ellers hørte til de kirkelige ritualer, fik efter reformationen også en kunstnerisk værdi for almindelige mennesker, der begyndte at lytte til de hellige toner uden for kirken. 

Samme historie gælder Jomfru Maria.  Efter kampen om de danske kirkerum blev vores kirker nemlig hvidkalkede, hvilket betød, at kalkmaleriernes farverige helgenhistorier forsvandt fra kirkevæggene. Men det betød ikke, at helgenhistorierne forsvandt, for de fortsatte deres liv i befolkningen, som også bryggede videre på dem. 

Jomfru Maria blev folkelig

Et godt eksempel er historien om Jomfru Maria, som i middelalderens kalkmalerier fulgte kirkens fortællinger - men da hun forsvandt fra kirken, blev fortællingen om hende mere folkelig. Pludselig kunne Jomfru Maria principielt være en jomfru fra herregården.

»Som sådan kan undersøgelsen af, hvordan vores kirkerum har forandret sig, også lære os mere om hele vores kulturarv og vores tilgang til fromhed,« afslutter Martin Jürgensen.