I dag skulle jeg købe ost, og da sammenhængskraften mellem mig og det nordiske er ret fremherskende, valgte jeg "Freja" i Netto. "Odin Og "Thor" kan vente til senere.

Med hensyn til "Sparre": Jo; men det kan jeg ikke se på min lille folkepension:-)

I sig selv er det bemærkelsesværdigt at vanerne Freja og Frej stadig er velkendte gudeskikkelser i Norden, på trods af nye stærke krigsguder som Odin og hans sønner og siden Faderen, Sønnen og Helligånden, faktisk har forsøgt at fortrænge dem i årtusinder hhv. århundreder.
Aserne endte med at optage dem i familien og Hvidekrist er selv blevet lavet om til en Frej-lignende skikkelse, ikke mindst efter reformationen og oplysningstiden.
Og måske er det snarere denne nedarvede trang til at leve i fred, frihed, fællesskab og frodighed end tilfældige magtstrukturer, som, trods almægtige tysk-romerske naboer i tolv århundreder, har gjort os i stand til at bevare vor nationale enhed.
Og det skjulte våben som Vanerne har givet os i arv og til forsvar, er smilet!
Vi griner af førerskikkelser som forsøger at puste sig op og Freja rammer enhver, som ikke rigtigt passer til møblementet i hendes lyse haller, med en surhed og et mismod, som gør deres daglige liv til et helvede. Indtil de, af sig selv, drager tilbage til deres egen side af Ejderen.

PS.
Er Sparre ikke navnet på en svensk adelsfamilie?

"Det er meningsløst at tale om, at ’danskhed’ holder os sammen som folk. Limen i vores samfund er derimod vores fælles respekt for staten, mener historie-lektor." Denne teaser, som det vist hedder i journalistsprog, om den lokkemad, som skal få læseren til at læse noget, er direkte misvisende i forhold min pointe om, at tillid til staten og samfundsinstitutionerne spiller en rolle for at holde samfundet sammen. Jeg forsøgte, da jeg læste udkastet til artiklen igennem, at få fjerndet bastante udmeldinger som denne; at danskhed er meningsløs. Den er meningsfuld for rigtig mange, men åbenbart på forskellige måder. Vi kan definere danskhed forskelligt, og alligevel hænger samfundet sammen. Som jeg også sagde i interviewet, kan det være, at der underneden alle forskellene er en mentalitet, noget før-bevidst, som vi alle deler. Det er bare svært at finde ud af, hvad det så består i, ligesom det er svært at finde en metode til at måle det med. Mit forslag var derfor, at man måske skulle tage samfundsinstitutionerne med ind i billledet når man prøver at forstå, hvad der får et moderne samfund, dvs et samfund med sociale, kulturelle og økonomiske forskelle, til at hænge sammen. Man kan henvise til sæder og skikke, det er der en lang tradition for. Men de ændrer sig jo hele tiden og - så vidt jeg kan se - i forskellig retning om man er ung i Hundige eller gammel i Vorupør. Prøv engang at læse Palle O. Christiansen De Forsvunde om den vestjyske folkekultur i slutningen af 1800-tallet. Der er godt nok langt til kongens København og til finkulturen. Jeg tror iøvrigt heller ikke at disse mennesker har elsket staten, en tanke der i det hele taget ligger mig fjent.

Hvem henviser du så til med "forfatteren til ovenstående indlæg"?

Jeg kan se, at du også er digter - med en ret livlig fantasi!

Sådan læste jeg nedenstående fra 22. september, idet jeg gik ud fra, at "forfatteren til ovenstående indlæg" var mig:

"I disse tider, anes alle mulige krumspring i forsøget på, at ødelægge sammenhængskraften og tilliden danskerne imellem.

Bl.a. fra forfatteren til ovenstående indlæg sammen med politiske partier med de Radikale i spidsen.

Yderligere har en tidligere statsminister offentligt - i alle medier - skabt knas i sammenhængskraften ved at udtale, at ca. en halv million danskere ikke er stuerene.

Jo, stærke kræfter ER i gang med at ødelægge begrebet "Danskernes Land"."

"Jeg er etnisk dansker, men ikke dansker, for jeg ødelægger danskheden skriver Johan Sparre"

Vær venlig at henvise til i hvilket indlæg jeg skriver dette, hr. Claus Møller Jørgensen!

Jeg var ikke klar over, at artiklen var publiceret, men jeg forventede nok at den ville give anledning til kommentarer, også nogle markante nogen. Det gør alt, hvad der rører ved begrebet danskhed. Det er min pointe. Alle er enige om, at danskheden er der, men der er uenighed om, hvad den er. Jeg ønsker ikke at ødelægge sammenhængskraten eller danskheden, men at finde ud af, hvad den er og hvad der skaber og vedligeholder den. Og når jeg ser efter, ser jeg forskelle - kulturelle, politiske, sociale - og sammehængskraft på trods af dem. Det er den kabale, jeg forsøger at få til at gå op. Tillid til samfundsinsitutionerne kunne være en løsning.
1. Kærlighed til staten er ikke min titel, men journalistens. Jeg ville i stedet tale om statens legitimitet, at statslige beslutninger opfattes som rimelige og legitime, og noget man kan affinde sig med, selvom de ikke går ens vej. Tillid, skriver en af kommentatorerne ret præcist. Det har således heller ikke noget at gøre med, at staten skulle styre befolkningen.
2. Jeg har ikke erklæret 1864 for at være år nul med hensyn til national identitet, blot brugt den efterfølgende diskussion af, hvad danskhed var og skulle være til at illustrere, at der ikke var enighed om danskheden dengang - som der ikke er det nu.
3. Grundtvig var godt nok enevældetilhænger, men den konge han hylder, Frederik 6, opfattede sig selv som statens førstetjener.
4: Det politiske parti Højre havde udbredt støtte blandt arbejdere, jf Vagn Dybdahl Partier og Erhverv.
5. Jeg har ikke noget problem med, at danskhed er sæder og skikke som alle danskere har tilfælles. Mit problem er, at jeg ikke kan finde ud af, hvad det er for sæder og skikke. Det kongelige teater, operaen, Tørfisk eller måske tiltro til demokrati og samfundsinstitutioner?
6. Jeg er etnisk dansker, men ikke dansker, for jeg ødelægger danskheden, skriver Johan Sparre, som har en anden forståelse af danskhed end mig. Ikke desto mindre lever vi i det samme land og accepterer, at det forholder sig sådan. Det er sammenhængskraft.

Når det for eksempel i større udenlandske aviser som "The Guardian" står, at der de sidste 10 år har været "højre-ekstremister" som har haft indflydelse i regeringen osv, så henvises der til DF og ikke de andre partier, som regeringens beslutninger var under indflydelse fra. Det ved du sikkert godt, og der er intet nyt eller særligt ved det jeg skriver her.

Tonen fra dig er ikke rar - og det har du vel dine grunde til. Jeg mener i øvrigt ikke, at jeg - men at du - har skrevet noget om min stilling. Vi er jo mange i forskellige former for arbejde, som taler med de politiske flygtninge - og at jeg nævnte dem var blot for at beskrive noget om at have nogle værdier, som åbenlyst er meget vigtige for nogle personer. Jeg tror, at sådan noget som demokrati og at være villig til at give penge til statskassen via skatten er noget karakteristisk for danskere - ellers ville vores system næppe have holdt så længe. Så ville der være kommet partier med vælgere, hvor der ikke i samme grad blev taget hensyn til de mere skrøbelige personer i samfundet. Men jeg kan sige, at den ting har jeg vel taget for ret selvfølgeligt - og det hjalp nok at møde nogle, som gav en påmindelse om, at jeg nok netop tænker sådan, fordi jeg er dansker.

I det hele taget bliver man tit mere opmærksom på hvad ens eget land er - sådan mere præcist - når man sætter det i relation til andre typer samfund. Jeg oplevede det også et år jeg boede i et andet land. Hvis der var nogen personer der, der mindede om "danskere", så var der et eller andet, som netop var hyppigere her end der - og som jeg var glad for. Det er jo noget komplekst noget, hvad det egentligt er, som er "danskhed" - og meget af det er ikke særlig bevidst, før man mangler det eller lignende.

Så er det vel venstreekstremister der i dag er på banen?

Ping Pong - Styrbord/bagbord - højre/venstre

Og det besynderlige er, at hele denne politiske rodebutik alles zu sammen har kærlighed til staten!

Fik du læst jp´s leder "Ti års had"

Vi er nogle sjove nogle.

Sådan ca.den en halvdel af befolkningen hader den anden halvdel; men dog har vi alle en fælles kærlighed: STATEN

PS: Hvorfor skal vi evigt og altid her på siderne påmindes om, at du er en uhyre dygtig og travl psykiatrisk læge på Riget?

Det jeg skrev var, at man netop ved at kigge på nogle, der kommer fra lande med andre styreformer, og kæmper med livet som indsats for mere af det, vi har her i Danmark - mere tydeligt kan se, hvad det er at være dansk. Som jeg skrev, mener jeg, at det kan virke så selvfølgeligt, fordi vi er så forvænt med det - men det er jo faktisk en rigtig rigtig betydningsfuld del af det at være dansk. At vi har demokrati, og at vi vælger at betale så meget til den fælles kasse, fordi vi ønsker at tage den form for hensyn til hinanden her.

Personligt nævner jeg så, at jeg netop synes, at jeg har fået mere fokus på dette, ved at høre på de mange historier fra mænd, som går ind for det samme - og det i en grad, så de har livet på spil for det. Hvis man skal lære om demokrati og menneskerettigheder, så kan det bestemt være en fordel at lytte til dem, som netop kommer fra steder, hvor der ikke findes det samme. Så er det lettere at kigge med friske øjne på Danmark, og hvad vi åbenbart har prioriteret. (Jeg erkender så, at der i 10 år har været højreekstremister, som har haft en relativt stor indflydelse - og det er altså noget, som fylder pænt meget i de udenlandske medier - så hvad er problemet med at nævne det her?)

Hvad har dit indlæg at gøre med "kærlighed til staten...."?

Det er jo ikke flygtningepolitik vi skal kommentere, og at man ikke har kunnet lide de sidste ti års regering!

Men så fik du lige fyret dén af!

Jeg vil da anbefale dig, Dorte Wullf Dahl, at læse:

http:// jp.dk/opinion/leder/article2556525.ece "Ti års had" - når det endelig skal være!

Jeg har det privilegium, at jeg i mit arbejde har mødt adskillige politiske flygtninge, som er kommet til Danmark pga deres politiske farlige arbejde i nogle forskellige lande. Lad mig fortælle med det samme, at deres historier er så benhårde, at de fleste ikke kan tåle at høre dem.. Helt generelt er det modige intelligente mennesker (mest mænd), som har sat livet på spil i deres kamp for en mere demokratisk styreform i deres oprindelige land. Mange af dem har været igennem tortur, før de slap ud (evt med hjælp fra FN), og nogle af dem kom så herop til os.

At høre disse menneskers historie er helt fantastisk. Hvor er vores samfund blevet en tand rigere, fordi vi får lov til at møde ægte helte, som har været villige til at betale den højeste pris i deres kamp for demokrati og menneskerettigheder. De var udmærket klar over, hvilken risiko de løb - og mange er også klar over, at det var et held, at de slap ud. Jeg kan ikke komme i tanker om etnisk danskere, jeg har mødt, der på samme måde kan fortælle lignende hårrejsende historier, hvor jeg sidder efterladt med indtrykket af, at jeg har siddet i rum med en vaskeægte helt. Nuvel - måske har helten fået posttraumatisk stress disorder - og det er noget skidt at have. (Måske op mod 50% af flygtningene har været udsat for tortur, og hos mange vil der være en del mere eller mindre varige negative følger for dem).

Jeg er stolt over at bo i land med disse helte. Det har givet mig stof til eftertanke, og det har måske om noget gjort mig mere bevidst om, at nogle værdier i samfundet er værd at kæmpe for. Menneskerettigheder er noget, som i alle samfund måske er værd at kæmpe for. Jeg har også diskuteret med nogle af flygtningene, at det ikke partout er perfekt med menneskerettighederne her - selvom vi efter min overbevisning har et ret godt fungerende demokrati. Småligt tænkende racister mm vil altid forsøge at snige noget snusk ind - og i andre lande vil danskhed måske i disse år være noget med at være borger i et land, hvor højreekstremister havde en del at skulle have sagt i en periode. (Sådan ser det ud, når man læser udenlandske aviser, som jeg hyppigt gør). Det er også en del af realiteten i Danmark, men ikke noget jeg finder karakteristisk for danskhed på den lange bane. Jeg håber, det bliver en pinlig parantes i den danske historie : )

Nogle af disse helte, som har sat livet på spil for bedre menneskerettigheder inkl demokrati kunne udmærket være rollemodeller for nogle af vores danske unge mennesker. Deres historie fra deres egen ungdom - og de betingelser de havde som politisk aktive er virkelig indtryksvækkende. Og hvorfor gjorde de alt dette, hvor de vidste, at de ville lide og måske dø - måske ville deres slægtninge blive dræbt pga. deres politiske arbejde også? De gjorde det for sådan nogen værdier, som er mere udbredte i vores styreform i Danmark. Det er let at glemme, når man er forvænt med det - men det er i høj grad noget, som hører med til at være dansk. At tage demokrati som noget selvfølgeligt, og at flertallet stemmer på partier, hvor vi vælger at betale en stor procent af indkomsten til fælles nytte - fordi vi er villige til at betale en del for at der skal være nogenlunde værdige forhold for de fleste - uanset om man er syg, gammel eller arbejdsløs - eller så priviligeret, at man ikke er afhængig af så meget hjælp fra det offentlige.

Mon ikke man godt kunne argumentere for, at de to ting der bliver snakket om, danskhed og kærligheden til staten (eller tilliden, som nok dækker bedre), er én og samme ting. Der er til stadighed ikke nogen der ordentligt har kunnet definere begrebet 'danskhed', og det irriterer mig, at man stadig bruger det i flæng i den offentlige debat. Personligt ville jeg mene, at man er dansker hvis man er dansk statsborger. Hvis man bliver behandlet på lige fod som andre i samfundet, så skabes der da fin grobund for, at kærligheden/tilliden til staten skulle slå rod i alles sind, uanset etnicitet.
Dermed ser jeg en udmærket mulighed for, at sammenhængskraften og tilliden, som en debattør nævnte før, er intakt. Problemet kan opstå, hvis folk med anden etnisk baggrund end dansk bliver udelukket fra samfundet, blot fordi de kommer udefra. Fremmedfjendskhed kan skabe polariseringer i samfundet, og folk kan føle sig uvelkomne. Det var det, som Hr. Poul Nyrup Rasmussen mente, dengang han snakkede om, at Dansk Folkeparti ikke var stuerene.
Der blev nævnt, at sammenhængskraften blev skadet, da Nyrup udtalte sig om Dansk Folkeparti. Hvis den såkaldte sammenhængskraft blev skadet da han sagde de famøse ord, så ser jeg da en vælgergruppe der er overordnet nærtagende. Jeg bliver da nødt til lige at nævne, at Dansk Folkeparti selv gentagne gange har været lige lovligt grov i filten, og jeg har da ikke følt et større had til "fædrelandet" af den grund, selvom jeg er dybt uenige i deres udtalelser.
Til slut: Globalisering er nødvendigt for at overleve i den moderne verden, og hvis Danmark lukker sig af, så bliver det farligt, hvis vi har lyst til at opretholde vores høje grad af velstand. Jeg er vokset op i et samfund i 00'erne, hvor man virkelig har kunnet mærke fremmedfjendskheden, og det piner mig noget så grusomt, at jeg har taget mig selv i at være bange når jeg har gået rundt i et bestemt udlændingerigt kvarter. Det er ikke deres skyld. Det er den polariserende politiske linje der er blevet lagt igennem 10 år, samt det massive fokus fra pressens side, som har skabt denne uomfavnende "danske" kultur.

Nej, det er en forskers påstand om, at danskernes sammenhængskraft kun er koncentreret om de statslige institutter, der kommenteres.

I mine øjne er der himmelvid forskel på kærlighed til fædrelandet og had og frygt for fremmede kulturer.
Og hvad pokker har et menneskes forfædre med sagen at gøre?
Alle mennesker føler kærlighed til det sted hvor de er født og opvokset, med mindre der er nogle nedrige naboer, som har gjort det til et livsmål, at gøre dit liv til et helvede.
Og jeg nægter, at anerkende at andre borgere i Frejas lyse sale, har mere ret til at være her end jeg, selvom min mormor kom fra den østriske del af det opdelte Polen, eller fordi nogle af mine forfædre fra Ikast-egnen var tatere og efterkommere efter en gruppe sigøjnere, som først kom til landet for 500 år siden.
Den behandling som disse "kæltringe" blev udsat for, efter reformationen og frem til "den store kæltringejagt" i 1825, hvor de var fredløse og enhver "god dansk mand" havde pligt til at dræbe enhver tater han mødte, gør også, at jeg føler empati med enhver som bliver udsat for forfølgelse af myndigheder eller højrenationale hadegrupper.
Det er jeg dog også sikker på, at en anden af mine forfædre, Jacob Sejersen, ville være enig med mig i, selv om, eller snarere fordi, præsten ved hans begravelse i 1684, i kirkebogen betegnede ham som, "en god, ærlig og trofast Dannemand".

"Danskhed" eller en hvilken som helst anden form for nationalisme, er som oftest knyttet sammen med stærke følelser.
En følelse af at tilhøre en stamme med rødder tilbage i historien, og hvor man i sin landsmand kan ane en form for familiemæssigt slægtskab.
I den forstand er Grundtvig den som har mest ret i sin beskrivelse, af de fire nævnte

At påstå at det som holder Danmark sammen blot er velfungerende statslige institutioner er nærmest grinagtigt.
Det er det nære slægtsskab imellem medlemmerne af den danske stamme, deres fælles historiske rødder og kultur, som har gjort det historisk muligt at udvikle en velfungerende stat.

Den samme form for forvirrede tænkning, med lettere totalitære tendenser, har været med til at fostre mastodonten EU. En ide om at man kan skabe nationalfølelse ved hjælp af en udemokratisk kæmpe forvaltning og love og direktiver påført ovenfra.

Samme form for statslig og institutionel tænkning ligger til grund for masseindvandrings projektet, hvor man tilsyneladende tror at man kan udskifte de indfødte løbende over tid, uden at det betyder det store for nationen.

Ingen tvivl om at professoren tilhører den røde internationalistiske fløj, som har travlt med at erklære at DK er en "socialkonstruktion" skabt i 1850. Og at den kan dekonstrueres efter forgodt befindende.

I den akademiske verden og medierne er der så sandelig stærke kræfter som arbejder på at udhule og destruere den etnisk danske nation.

...véd, hvad danskhed er, og hvad sammenhængskraften disse dansker imellem, er for en størrelse.

Måske kan denne etniske dansker, med flotte akademiske ord, ikke forklare sig, men følelsen af danskhed og sammenhængskraften, er dybt indgroet.

I disse tider, anes alle mulige krumspring i forsøget på, at ødelægge sammenhængskraften og tilliden danskerne imellem.

Bl.a. fra forfatteren til ovenstående indlæg sammen med politiske partier med de Radikale i spidsen.

Yderligere har en tidligere statsminister offentligt - i alle medier - skabt knas i sammenhængskraften ved at udtale, at ca. en halv million danskere ikke er stuerene.

Jo, stærke kræfter ER i gang med at ødelægge begrebet "Danskernes Land".

Det er helt fint med "skæve" tilgange til historisk forståelse, men det går næsten aldrig godt når historieløsheden er en forudsætning for en påstand.

At gennemføre en rendyrket Pol Pot og erklære året 1864 for år nul, er helt på lige fod med afladskræmmer-forretningen, hvor romersk-katolsk tanke og teologi kan omskrive, hvidvaske og lade forsvinde al sandhed og hændelser, mod behørig betaling.

Grundtvig: Det Danske Fiir-kløver eller Danskheden partisk betragtet (1836, Kongen og Folket, s. 9-11) har som 53-årig dette at sige om "staten", som dette nye ord opfattes i Danmark i første halvdel af 1800 tallet i Enevældstiden før 1849-Grundloven.

"Hvor Man før sagde: Kongen eller Øvrigheden, Rigets Vel eller det almindelige Bedste, siger Man nu sædvanlig "Staten" er eller har eller kræver det og det; men det er en Feil, og selv, naar det kun er en Sprog-Feil, ingenlunde ligegyldig; thi det fordunkler ikke blot Talen, men fordærver tit Meningen og kan efterhaanden let forvirre hele den Borgerlige Tanke-Gang. Naar Man nemlig nævner Kongen eller Øvrigheden, da veed Man, hvem de er, og hvad der passer sig (at sig) at sige om dem, og naar man nævner Rigets Vel eller det almindelige Bedste, da har Man noget Bestemt at tænke paa; men hvem kan sige os: hvad "Staten" egenlig er og hvad Den har "Ret" til at kræve? ....

Ordet "Stat" er nemlig, som vi veed, et fremmed Ord, og betyder deuden i sig selv kun en vis "Stilling", ligemeget hvilken, mellem Øvrighed og Undersaatter og mellem Disse indbyrdes, og anvendes derfor ligesaavel på det Tyrkiske Sultanat og paa det Mexikanske Anarki, som paa Konge-Riget Danmark, og denne Sprog-Forvirring er virkelig for en Deel Skyld i den ligesaa sørgelige som latterlige Tvist og Trætte, der nuomstunder føres om "Stats-Forfatninger", som om Hoved-Spørgsmålet slet ikke var, hvordan Magten anvendtes, men i hvis Hænder de hvilede, ikke om hvilke Love, Man maatte lyde, men hvem der gav dem, kort sagt: ikke om hvor godt eller slet det Borgerlige Selskab var faren, men om hvem der i Statens Navn kunde byde og befale hvad de lystede".

Netop i disse tider, hvor De Konservative i deres fuldstændige mangel på historisk forståelse har danset Dødedans, er misbruget af "Gud, Konge, Fædreland", der jo blev massefremstillet på alle medaljerne fra de nystartede ”Conservative Klubber”
i 1885-86, værd at fremhæve fordi det er tæt knyttet til genopretningen efter tabet af Slesvig i 2. Slesvigske Krig 1864.

Det politiske parti ”Højre” (2. udgave fra 1881) hentede sine vælgere fra godsejerne, velstående byboere og embedsmænd. Partiet havde flertal i Landstinget og kongens støtte. Da sidstnævnte udnævnte regeringen blev denne ikke overraskende en Højre regering. Oppositionen bestod af ”Venstre” (gårdejere og husmænd), der havde flertal i Folketinget.

Med 1866-Grundloven var Landstinget blevet ligestillet med Folketinget.

Det nationale sindelag blev nu udråbt af ”Højre”-folkene under regeringen Estrup, Konseilspræsident fra 1875 til 1894, med udtrykket ”Gud, konge og fædreland”. På dette sene tidspunkt, efter tabet af store dele af Danmark i 2. Slesvigske Krig 1864, omfortolkes udtrykket til nu alene at være et kristent dogme: Alene kristendommen med kongemagten kan sikre at fædrelandet igen kommer på fode.

Denne gendannelse af et fortabt land og folk, styret af "staten", har intet overhovedet at gøre med "kraften" i folket; den fremaddrivende, den sammenhængende og den adskillende. Det danske folk var blev frarøvet sin odelsjord, fra Bronzealderen værende Ejder-strømmen eller Ægirs Dør. Landet havde græske tilstande x 2, var militært knækket, strategisk isoleret, og med udbredt fattigdom. Det var ikke "staten", som en EU-agtig 5. kolonne af embedsmænd, der skulle hive folket op; det var de folkevalgte med værktøjet "staten" der skulle gøre det, og gjorde det.

Begrebet "Gud, Konge, Fædreland" opstår ikke i 1885-86. Det omfortolkes til formålet fra en helt anden tidligere opfattelse af givet os af Ove Malling (1748-1829): Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere (1777, s. 734):

”Det være os vigtigt, at opsøge vore værdige Forfædre, at føle deres Aand, at tænke mandingen og ædelt som de: da skal Staten blomstre ved sine egne; thi da vil man finde den største Hæder i at leve og døe for Gud, for Kongen og Fædrenelandet”.

Det er med andre ord en søgen efter ”forfædrende visdom”, hvorledes forfædrene tænker og fortolker sæder, love og deres samtid, der er målet. Dette er helt og fuldt ren urnordisk tanke tilbage til arilds tid.

Hermed når vi frem til hvad "danskheden" er.

Nationalstaten Danmark findes fuldt udviklet år 450 e.Kr. under betegnelsen"land Dena" (Dane land, Danernes land). "Landet" opstår af ætter med fælles sæder, historie, odelsjord og sprog, der samtidigt er sig bevidst om hvem de ikke er ved en klar forståelse for modsætningerne med fremmede nabofolkeslag.

"Danskheden", og det at være "dansk", betegner at man forstår, er enig i, udlever og forsvarer de sæder og skikke som de danske til enhver tid oppebærer. Fordi betegnelsen ikke er etnisk udtænkt, kan dette føre til broderstrid, og vor historie er fyldt med begivenheder der minder os om dette. At være "dansk" er at opnå medlemskab af en klub, hvis værktøj til styring bl.a. er "staten".

Staten er blot et simpelt værktøj. Det er kærligheden til sæder og skikke, udtrykt gennem staten, der er al kraften i hvem vi var, er og vil blive.

Når "staten" forsøger at blive en 5. kolonne-virksomhed med fremmed embedsmandsvælde, som Struense forsøgte sig med, og EU har en våd drøm om, vil der heldigvis altid komme en Ove Høegh-Guldberg og enkedronning Juliane Marie.

Holger Danske er vel netop symbolet på dette, som han sidder og halvsover på Kronborg.

”I Danmark accepterer vi, at andre dele af landet – og andre befolkningsgrupper – får noget, som vi ikke får. Simpelthen fordi samfundets institutioner i bund og grund fungerer”

Fortæl det lige til de jyske folketingspolitikere der kræver 50 km motorvej hver gang vi ændre på busplanerne i København.

I foråret 1850 indsendte nogle borgere i Uldum en ansøgning til Kultusministeriet om økonomisk støtte til at oprette en højskole i byen, som imidlertid blev afslået.
I ansøgningen havde man beskrevet formålet som, "at der bibringes eleverne sådanne kundskaber, der er i stand til at danne dem til nyttige borgere i staten", min tiptipoldefar Christen Nyborg, som var sogneforstander i Uldum og nabosognet Langskov, foreslog følgende tilføjelse: "og indprente dem Fædrelandskærlighed", derefter fik man bevilget pengene.

I øvrigt er det nationale sindelag i Danmark langt ældre end 1864. Hvilket man tydeligt kan læse i Saxo og Svend Aagesens urgamle fortællinger om "tysken" og hans ugerninger.