Kongen kom til at fylde en hel del i den danske demokratiske forfatning, som den grundlovsgivende forsamling vedtog 5. juni 1849. Men 'Kongen' betyder mange steder 'regeringen' eller 'statsministeren' (Foto: Alva C)

Grundloven rundede d. 5. juni 2009 de 160 år, og dengang som nu er det en løbende debat, om den ikke snart trænger til en opfriskning. I hvert fald kan det være svært for en ganske almindelig dansker at forstå, hvad det egentlig er, de gamle grundlovsgivere har skrevet ned.

For hvordan skal man kunne vide, at kongen i virkeligheden betyder regeringen, når der for eksempel står i § 3, at »den udøvende magt er hos kongen« og i § 21 at »Kongen kan for folketinget lade fremsætte love og andre beslutninger«.

»Grundloven er en ældre men velfungerende dame, og set fra det juridiske maskinrum er der ikke et presserende behov for at ændre i den,« siger professor Mikael H. Jensen fra Aarhus Universitet.

»Man kan selvfølgelig altid overveje nogle indholdsmæssige justeringer og en sproglig revision, som præciserer, at kongen ikke har nogen beføjelser. Men det er først og fremmest en politisk diskussion,« siger Mikael H. Jensen, som understreger, at han udelukkende udtaler sig ud fra sin faglige baggrund som professor i statsforfatningsret.

Professoren mener ikke, at Grundlovens kryptiske sprogbrug er et problem, da de fleste danskere godt kender de demokratiske grundprincipper og ved, at de er stadfæstet i vores forfatning. Men han vil gerne forklare, hvorfor kongen betyder regeringen, når der er tale om beføjelser i Grundloven.

Grundlov afspejler respekt for kongen

Da den første grundlovskommission i 1848 arbejdede på udkastet til den danske demokratis dåbsattest, så var det blandt andet af respekt for kongen, at monarken kom til at spille en tilsyneladende stor rolle i skriftet, siger professoren.

I de første 50 år var kongen og en række politikere af den opfattelse, at kongen kunne udpege en regering, selvom et flertal i folketinget var imod den, og der var mange stridigheder om fortolkningen af Grundloven og dens paragraffer om kongens magt.

»Vores parlamentariske system - det såkaldte paramentariske princip - blev først en politisk realitet i 1901, hvor kongen accepterede, at han kun kunne udpege en regering, som ikke havde et flertal imod sig i Folketinget,« siger forskeren.

Dette princip er blevet fulgt lige siden, men det blev først føjet ind Grundloven ved revisionen i 1953, hvor der bl.a. også blev stemt om, hvorvidt lille prinsesse Margrethe engang skulle være dronning.

Magten følger ansvaret

Michael H. Jensen siger, at der i dag ikke nogen tvivl om, at Grundloven ikke giver kongen personlige beføjelser i statsanliggender.

Grundloven er gammel, men velfungerende, siger en juraprofessor. (Foto: Valentinian)

I Grundlovens § 12 står der ganske vist, at kongen har den højeste myndighed over alle rigets anliggender. Men det betyder ikke, at Dronning Margrethe kan få indflydelse på dansk politik, fortæller han:
»Kongen betyder regeringen eller statsministeren. Det følger af, at der i paragraf 12 står, at kongen udøver sin myndighed gennem ministrene, og af det i paragraf 13 siges, at kongen er ansvarsfri, og at ministrene er ansvarlige for regeringens førelse,« siger grundlovseksperten.

Bestemmelserne er derfor bygget på det grundprincip, at magten følger ansvaret.

I den følgende paragraf 14 kan man også læse, at kongen ikke har nogen politisk magt. Der står nemlig, at kongens underskrift under de lovgivningen og regeringen vedkommende beslutninger kun har gyldighed, når den er ledsaget af en ministers underskrift.

I bestemmelsen står der tilmed, at det er ministeren og altså ikke dronningen, som har ansvaret for, at de pågældende love er blevet indført.

»Og endelig kan henvises til parlamentarismereglen i paragraf 15, som blev indføjet i Grundloven i 1953,« siger forskeren.

I den bestemmelse står der, at hverken en minister eller en statsminister kan blive siddende, hvis den har et mistillidsvotum imod sig i Folketinget.

Det betyder, at vores dronning aldrig vil kunne udpege en statsminister, som ikke har folkelig opbakning via de repræsentanter, vi har stemt ind i Folketinget.

Kongen har ingen personlige beføjelser

I det hele taget har 'kongen', dvs. Dronning Margrethe, ikke nogen personlige beføjelser i en regeringsdannelsessituation, siger Michael Hansen Jensen

For en jurist giver Grundloven altså god mening. Og selvom man som lægmand må grave sig dybt ned i dens paragraffer for at forstå den, så mener Michael Hansen Jensen ikke, at den bør ændres alene fordi, at vi vil opdatere sproget.

En ændring i Grundloven kræver, at vi nedsætter en grundlovskommission, som skal foretage en mere generel gennemgang af mulige ændringer. Herefter skal ændringerne vedtages i to forskellige folketing, hvorefter det så skal godkendes ved en folkeafstemning, hvor 40 procent af de stemmeberettigede stemmer ja. Det er altså en kompliceret omgang.

Professoren mener, at vi først og fremmest bør ændre i Grundloven, hvis der er noget indholdsmæssigt, som vi bliver enige om, skal laves om - eksempelvis at Folketinget skal have større indflydelse på udenrigs- og EU-politikken, eller at Grundlovens frihedsrettigheder skal udbygges.

»Grundloven er den er bærende ramme for politisk magtudøvelse og beskyttelse af borgernes grundlæggende rettigheder. Og grundloven har været en velfungerende ramme. Den har sikret stabilitet uden at stille sig hindrende i vejen for den politiske udvikling,« siger professoren med en slet skjult kærlighed til det gamle stykke papir.