Juni i billeder: To-hovedet marsvin, penis-dyr og udskåret hjerne
Juni måned i forskningens tegn har budt på sensationelle fund af alt fra uhyggelige havmonstre og sjove penis-orme til en ravklump med en 100 mio år gammel fugleunge. Se månedens bedste billeder her.

Her er verdens dybest levende rovdyr. (Foto: Asher Flatt)

Endnu en måned er gået, og det er blevet tid til at samle op på junis bedste billeder fra videnskaben. Denne gang skal vi blandt andet dybt ned i havet og mange år tilbage i tiden.

Vi starter flere tusind meter under havets overflade 100 kilometer fra Australiens østkyst. I dette svært tilgængelige miljø var et hold forskere på en månedlang ekspedition, og de kom hjem med over 1.000 arter – heriblandt verdens dybest levende rovdyr, som du ser ovenfor.

Det skrækindjagende havdyr går under det latinske navn Bathysaurus ferox, hvilket kan oversættes til ’vild dybhavsøgle’.

»Denne frygtindgydende rædsel fra havets dyb består primært af mund og tænder, så når den først har fanget dig, er der ingen vej ud,« skrev Asher Flatt, skibets kommunikationsansvarlige i en blog på det Australske Marine Biodiversitets Center.

Peanut-orm eller penis-orm?

peanut orm

Her ses det hidtil uopdagede dybhavsdyr 'peanut-ormen'. Måske associerer du billedet med andet end peanuts. (Foto: Rob Zugaro)

Hele 4.000 meter under havoverfladen fandt de samme forskere også et hidtil uopdaget dyr, der fortjener en plads på listen over månedens billeder.

Det drejer sig om den såkaldte peanut-orm, der til forveksling ligner det mandlige kønsorgan. Ormen kan trække sit lange hoved ind i sig selv og skrumpe til peanut-størrelse, når den trues.

Forskerne formåede at hente dybhavsdyrene op fra det mørke, kolde dyb ved at bruge den avancerede Multi-Beam sonar, der sender stråler ud og hjælper dem med at navigere.

Holdet fandt også ansigtsløse fisk, gigantiske hav-edderkopper og andre mærkværdige dyr, som du kan se i galleriet her.

Ravklump med 100 mio år gammel fugl

rav ravklump fugl

Her ses den utroligt velbevarede fugleunge inde i ravklumpen. (Foto: Lida Xing, Jingmai K. O'Connor, Ryan C. McKellar, Luis M. Chiappe, Kuowei Tseng, Gang Li, Ming Bai)

Det mest velbevarede eksemplar af en forhistorisk fugl nogensinde er fundet i en ravklump.

Klumpen blev egentlig fundet i Myanmar for nogle år siden, men først nu har forskere fundet ud af, hvad klumpen indeholder: nemlig en 100 millioner år gammel fugleunge.

Fugleungen er komplet bevaret med hoved, nakke, ben og begyndende vinge- og halefjer. Den har siddet fast i harpiks fra et nåletræ, der er blevet til rav efter millioner af år.

Mennesket er 100.000 år ældre end vi troede

Homo sapiens 300.000 Marokko fossil

Underkæben på billedet her stammer fra de ældste Homo sapiens nogensinde. Formen og tandsættet afslører tydeligt, at det er fra Homo sapiens. (Foto: Jean-Jacques Hublin, MPI-EVA, Leipzig)

I en hule i Marokko er endnu et fund fra fortiden blevet gjort denne måned: 300.000 år gamle fossiler af Homo sapiens. De er dermed de ældste fund af vores art nogensinde.

De delvise kranier, tænder og lemmeknogler fra mindst fem individer er sensationelle, fordi de er 100.000 år ældre end de hidtil ældste Homo sapiens-fossiler, man har fundet. Menneske-arten er altså en hel del ældre, end vi troede.

Desuden er fossilerne fundet i Marokko og ikke i det hjørne af Østafrika, som forskere i årtier har ment var 'menneskehedens vugge'.

Kræfts udvikling skal afsløres af 3D-fotos

lunge mus kræft billede foto forskning

Mikroskopi af en muse-lunge med den nye teknik, hvor celler i lungen renses væk med en sæbeblanding, så det er muligt at nærstudere nyrens væv, der stadig er intakt. (Foto: Københavns Universitet)

Kræfttumorer kan ændre væv, og for første gang rekonstruerer biologer med stor præcision hvordan.

Forskerne har fundet en helt ny metode til at tage billeder af kræfttumorer og af vævet omkring dem, og den indebærer blandt andet at rense vævet med en sæbeblanding, der ikke ødelægger vævet.

Det blev der skarpe 3D-billeder ud af, der viser detaljer på størrelse med en tusindedel af en millimeter.

Billederne skal bruges i undersøgelser af, om man kan bremse spredning af kræft i vævet.

55 mio år gamle insekter fundet i Limfjorden

guldsmed

En millioner år gammel guldsmed fra moleret i Limfjorden, der stadig har fine aftegninger på sine vinger. (Foto: Museum Salling’s Fur Museum)

På øerne Fur og Mors i Limfjorden gemmer et særligt jordlag kaldet 'moler' på et overset skatkammer af velbevarede fossiler. Det er et af de bedste steder i verden at søge viden om fortidens klima, dyr og planter.

Især insekter som guldsmeden oven for er utroligt velbevarede, på trods af de 55 millioner år de har på bagen. Også fossiler af fugle, fisk, krybdyr, skilpadder og havslanger er fundet i moleret. 

»Moleret er af stor international vigtighed, eftersom det bevarer selv meget små fossiler i minutiøse detaljer fra en meget vigtig periode i Jordens historie. Små insekter findes med ekstremt delikate dele, som er tydeligt bevaret, for eksempel de fine vener på deres vinger,« siger forsker i fossile insekter ved Harvard University Bruce Archibald.

Næsten 10.000 danske hjerner skal afskaffes

Hjernesamling aarhus universitet risskov 9.437 hjerner opbevaring forskning

Den danske hjernesamling rummer 9.437 beholdere med hjerneskiver i formalin. Her er nogle af dem skåret op. (Foto: Kim Kejlberg)

9.479 hjerner fra psykiatriske patienter, der er indsamlet i årene 1945 til 1982, skal skaffes af vejen. Det afgjorde Aarhus Universitet og Region Midtjylland 22. juni.

Beslutningen blev truffet efter en vurdering af, at udgifterne ved at bevare den unikke hjernesamling ikke hænger sammen med samlingens forskningsmæssige værdi.

Samlingen er en af de største i verden - måske den største. Beslutningen har vakt en del opsigt, da flere eksperter mener, at samlingen er uvurderlig og uerstattelig, og at den kan give unikke indsigter i hele spektret af sindslidelser.

Hjulspor vidner om vikingeliv på Borgring

 

 

Her ses en 3D-model af de nyfundne hjulspor. (Grafik: Wheel tracks, Borgring by Museum Sydøstdanmark on Sketchfab)

Siden Danmarks femte vikingeborg blev opdaget i september 2014, har arkæologerne ved Borgring tæt på Køge allerede fundet mange interessante fund - blandt andet et beslag med et Loke-motiv og keramik fra 1.000-tallet.

Nu har vikingearkæologerne fundet hjulspor, hvilket er endnu et af de få tegn på, at der har været liv på borgen. Hjulsporene er dækket til med småsten, som er lagt ud af vikingerne, så vognene ikke sad fast.

»Hjulsporene stammer sandsynligvis fra vikingetidens firehjulede vogne, som vi også har fundet spor fra andre steder. De bestod af en undervogn med fire egehjul af træ og en vognkasse. Trækdyrene var sandsynligvis okser,« siger Jonas Christensen.

Arbejdet går nu i gang med at fastslå hjulsporenes alder, og derefter håber forskerne at blive klogere på livet på vikingeborgen. 

Sjældent syn: Et to-hovedet marsvin

marsvin pattedyr hav havpattedyr siametrisk tvilling to-hovedet danske kyster

Hollandske fiskere fik sig noget af en overraskelse, da de fandt dette marsvin med to hoveder. (Foto: Henk Tanis)

Vi slutter, hvor vi startede: Under havets overflade. I juni gjorde hollandske fiskere nemlig en sjælden opdagelse, da de fandt et marsvin med to hoveder.

Det er kun tiende gang i verdenshistorien, at der blandt havpattedyr er fundet siamesiske tvillinger. Der er meget sjældent plads i hunnens krop til mere end ét foster.

Det to-hovede marsvin døde kort tid efter fødslen, da halen ikke var blevet stiv, og den derfor ikke kunne svømme.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud

Det sker