Annonceinfo

'Jordan er Palæstina' - 90 års konflikter samlet i et slogan

ForskerZonenPå én måde kan Jordan siges at have ældgamle rødder. På den anden side er ideen om en distinkt jordansk stat stadig relativt ny, og landets særlige tilblivelseshistorie har sat sit præg på Jordan.

Siden sin oprettelse har Jordan været regeret af den hashimittiske kongefamilie, der oprindeligt kommer fra Hijaz. På plakaten til venstre er Abdallah 2. på højre side flankeret af sin far, Hussein, og bedstefar Talal, og på venstre side Abdallah 1. og Sharif Hussein. (Foto: Kaj Iversön)

På én måde kan Jordan siges at have ældgamle rødder. Landet rummer mere end 700.000 år gamle spor af menneskelig aktivitet, Jerash har været beboet i 6.500 år, og i historisk tid har området været del af en række store riger, hvilket de nabatæiske ruiner i Petra, det romerske ruinkompleks i Jerash og de umayyadiske ørkenslotte øst for Amman fortsat vidner om.

Meget sigende havde Vorderasiatisches Museum i Berlin for nogle år tilbage en udstilling om 10.000 års kunst og kultur fra Jordan.

Mens ’området hinsides Jordan-floden’, med andre ord Transjordanien, således har en meget lang historie, er ideen om en distinkt jordansk stat langt nyere.

Indtil begyndelsen af 1900-tallet var det nuværende Jordan en relativ uinteressant og ufrugtbar udørk inden for Osmannerriget.

Der var således heller ikke noget territorium, folk eller nogen national bevægelse, der blev betegnet eller selv betegnede sig som jordansk.

Den sparsomme befolkning, der primært var beduiner, identificerede sig hovedsageligt med deres respektive stammer og orienterede sig ellers mod Damaskus, Hijaz (den vestlige del af det nuværende Saudi-Arabien strækkende sig fra den nordlige del af Det Røde Hav til det nordlige Yemen) og Hebron.

Svært at forestille sig selvstændighed

Uden for området var der heller ikke mange, der kunne forestille sig en selvstændig stat øst for Jordan-floden.

For briterne og de europæiske, jødiske zionister var området en del af Palæstina, og fra arabisk side blev området anset som hørende under Damaskus.

Selvom Jordan på den baggrund er blevet betegnet som ’en politisk anomali og geografisk nonsens’ kunne Det Hashimittiske Kongehus i Jordan ikke desto mindre fejre sit 90-års jubilæum sidste år.

Landets særlige tilblivelseshistorie har dog sat sit præg på Jordan, hvis identitet og territorielle udstrækning altid har været omtvistet.

Især spørgsmålet om relationen til den øvrige del af det hedengangne britiske Palæstina-mandat har været omdiskuteret, herunder spørgsmålet om ’Jordan er Palæstina’. Selvom dette kontroversielle udsagn gerne forbindes med den israelske højrefløj har det altså en længere og mere kompleks historie.

Fra udørk til emirat

Selvom potentialet for fremkomsten af en stat i området hinsides Jordan-floden var så godt som ikke-eksisterende før 1. Verdenskrig, så en sådan ikke desto mindre dagens lys kort tid efter Osmannerrigets sammenbrud.

Abdallah mødes med Churchill og T. E. Lawrence i 1921. Her skulle Abdallah have foreslået den britiske koloniminister, at Palæstina-mandatet og Jordan blev samlet under hashimittisk styre.

Frem for at være et udtryk for et nationalt ønske blandt den lokale befolkning skete dette imidlertid snarere som følge af et speget storpolitisk spil blandt eksterne magter.

Med Osmannerrigets endelige sammenbrud efter 1. Verdenskrig og mandatsystemets etablering ved San Remo-konferencen i 1920 blev området øst for Jordan-floden del af det britiske Palæstina-mandat, som også kom til at omfatte det nuværende Israel/Palæstina.

Churchill udskilte området

Den britiske minister for kolonianliggender, Winston Churchill, besluttede imidlertid allerede i foråret 1921 at udskille området fra Palæstina-mandatet.

I stedet oprettedes Det Hashimittiske Emirat Transjordanien, hvis første regent blev Abdallah 1. (med titel som emir fra 1921-1946 og indtil 1951 konge).

Han var søn af Sharif Hussein bin Ali, hvis hashimittiske slægt gennem generationer havde bestyret de hellige islamiske byer Mekka og Medina, men uden at have noget forhold til det nuværende jordanske territorium eller områdets befolkning.

Hussein og briterne uenige

Oprettelsen af Jordan kan ses som et forsøg fra britisk side på at varetage egne geostrategiske interesser og samtidig imødekomme nogle af de modstridende løfter, man forinden havde givet:

Året før den britiske udenrigsminister Arthur James Balfour i november 1917 havde erklæret, at briterne ville støtte etableringen af et hjemland for det jødiske folk i Palæstina, havde den britiske guvernør i Egypten, Henry MacMahon, lovet Hussein, at briterne ville støtte arabisk selvstændighed, hvis den hashimittiske leder ville tage initiativ til, hvad der siden kom til at blive kendt som Den arabiske Revolte mod osmannerne.

Mens Hussein fortolkede dette som et løfte om et samlet arabisk rige under hashimittisk lederskab, var briterne af en anden mening.

Ved San Remo-konferencen valgte de i en lettere modificeret form i stedet at overholde den hemmelige aftale, som den britiske udenrigsminister Mark Sykes i maj 1916 havde indgået med sin franske kollega Georges Picot, om, at de osmanniske besiddelser skulle deles mellem de to europæiske magter.

Som et plaster på såret fik to af Sharif Husseins sønner, Faisal og Abdallah, overdraget hvad der i dag kendes som hhv. Irak og Jordan.

Den hashimittiske version

Ligesom briterne så Jordan i et større geostrategisk perspektiv – bl.a. som en stødpude mellem Den arabiske Halvø og Palæstina – gjaldt dette også for landets første regent, der som sagt kom fra Hijaz og ikke havde nogen forbindelse til området.

For Abdallah 1. var Jordan en midlertidig anordning, der skulle agere springbræt for et langt større arabisk rige under hashimittisk lederskab.

Fra kroningsceremonien i 1946. Efter oprindeligt at have været et emirat og del af mandat-systemet, opnåede Jordan status som en fuldt uafhængig stat i 1946, hvor landet også ændrede navn til Det Hashimittiske Kongedømme Jordan, og Abdallah 1. fik status som konge.

Efter forgæves at have orienteret sig mod Damaskus og Hijaz, rettede han i stedet opmærksomheden mod det britiske Palæstina-mandat, hvilket gav sig udtryk i en særlig hashimittisk variant af udsagnet om, at ’Jordan er Palæstina’.

»Opdelingen kunstig og udnødvendig«

Allerede tilbage i 1921 havde Abdallah foreslået Churchill, at Palæstina-mandatet og Jordan blev samlet under hashimittisk styre og fem år senere erklærede han, at »Palæstina er én enhed, hvorfor opdelingen mellem Palæstina og Jordan er kunstig og unødvendig«.

Da den britiske undersøgelseskommission, den såkaldte Peel-kommission, i 1937 foreslog en deling af Palæstina var Abdallah, i modsætning til den øvrige arabiske reaktion, positiv, idet han så det som en mulighed for at få kontrol med dele af Palæstina.

Med den israelsk-arabiske krig i 1948 fik den hashimittiske konge indfriet nogle af sine territorielle ambitioner.

Med stiltiende britisk og israelsk accept lykkedes det hans hær, der meget sigende bar navnet Den arabiske – frem for jordanske – Legion, at erobre Vestbredden og Østjerusalem, som i 1950 blev formelt annekteret.

Jordan undergik forandringer

Ud over at få et større territorium undergik Jordan herved nogle dramatiske demografiske forandringer.

For hver transjordaner (dvs. en person fra det område Jordan udgjorde før 1948) var der nu to palæstinensere (dvs. en person fra det britiske Palæstina-mandat).

Meget sigende for Abdallahs hashimittiske form for islamisk arabisk nationalisme forsøgte han hverken at ’transjordanisere’ de nye borgere eller at skabe en ny distinkt jordansk identitet.

I stedet sammenlignede han de to befolkningsgrupper som grene i en arabisk storfamilie med ham selv som den samlende faderfigur.

Han drog ligeledes paralleller til den tidlige islamiske historie ved at omtale transjordanerne som al-Ansar, indbyggerne i Medina, der bød Muhammed velkommen, mens palæstinenserne blev refereret til som al-Muhajirun, altså dem der flygtede fra Mekka til Medina.

Den palæstinensiske version

Det var dog langt fra alle palæstinensere i Jordan, som accepterede denne fremstilling. I stedet mente mange, at Abdallah varetog snævre hashimittiske interesser på palæstinensernes bekostning.

Det var således også en kugle affyret af en palæstinensisk nationalist, der afsluttede hans 30-årige regeringstid i 1951.

Mange håbede, at debatten om ”Jordan er Palæstina” ville finde sin afslutning med den israelsk-jordanske fredsaftale, som den israelske premierminister Rabin og Kong Hussein annoncerede i juli 1994 i den amerikanske præsident Clintons påhør. I oktober samme år blev den såkaldte ”Wadi Araba”-aftale underskrevet, men debatten om jordansk identitet er ikke forstummet.

Ikke mindst med oprettelsen af PLO (Palestine Liberation Organization) i 1964 bliver det palæstinensisk-hashimittiske forhold stadigt mere anstrengt, hvilket bl.a. skal ses i lyset af fremkomsten af en ny palæstinensisk variant af udsagnet om, at ’Jordan er Palæstina’.

Jordan tålte PLO's tilstedeværelse

Ifølge PLO’s første formand Ahmad al-Shuqayri havde Jordan ikke nogen selvstændig eksistensberettigelse, men var derimod en integreret del af det historiske Palæstina, som fremmede kolonimagter havde opdelt for at tjene zionistiske interesser.

’Befrielsen af Palæstina’ indebar derfor, at det jordanske territorium både blev lagt sammen med det øvrige Palæstina og kom under palæstinensisk myndighed.

Frem til den fatale arabisk-israelske krig i 1967 var der en skrøbelig ’modus vivendi’ mellem de to parter om, at Jordan tålte PLO’s tilstedeværelse, mod at PLO ikke gjorde krav på at repræsentere de jordanske palæstinensere.

Åben rivalisering om repræsentation

Med tabet af Vestbredden i 1967 og en ny bølge af palæstinensiske flygtninge kom det imidlertid til en åben rivalisering om, hvem der havde ret til den nu israelsk besatte Vestbred og til at repræsentere Jordans palæstinensiske befolkning.

Dette kulminerede i 1970 med den kortvarige, men blodige ’Sorte September’-borgerkrig, hvor jordansk militær nedkæmpede palæstinensiske guerillaer, og PLO efterfølgende blev tvunget til at flytte til Beirut.

Mens den palæstinensiske variant af ’Jordan er Palæstina’-udsagnet således led nederlag i 1970, måtte Kong Hussein ved Den Arabiske Ligas skelsættende Rabat-topmøde fire år senere til gengæld anerkende PLO som den eneste legitime repræsentant for det palæstinensiske folk.

Den israelske version

Mens både den hashimittiske og palæstinensiske variant af udsagnet om, at ’Jordan er Palæstina’ stort set havde udspillet sin rolle, vandt en tredje israelsk version frem i løbet af 1980’erne, om end den har rødder tilbage til den jødiske aktivist Vladimir Jabotinskys (1880-1940) revisionistiske zionisme.

Med demografiske, geografiske og historiske henvisninger lød det, at Palæstina – forstået som ’Eretz Yisrael’, Israels Land – oprindeligt udstrakte sig på begge sider af Jordan-floden, hvorfor afståelsen fra krav på områder øst for Jordan-floden var udtryk for ’israelsk generøsitet’.

Det ’palæstinensiske problem’ kunne løses ved, at Jordan, som jo allerede havde et palæstinensisk befolkningsflertal, formelt fik status som Palæstina.

Samtidig skulle der gennemføres en såkaldt ’transfer’ af palæstinenserne på Vestbredden, der herpå kunne annekteres, uden at Israels status som både jødisk og demokratisk stat blev undermineret.

Den israelske premierminister Yitzhak Shamir (minister 1983-84 og 1986-92) gjorde eksempelvis gældende, at palæstinenserne allerede havde et hjemland i form af, hvad han betegnede som ’det østlige Palæstina’ – altså Jordan.

Er Jordan blevet til Jordan?
I et forsøg på at lægge luft til udviklingen vest for Jordan-floden, har Abdallah 2. gennem sin regeringstid lanceret en række kampagner, der har handlet om, hvordan jordanere først og fremmest bør opfatte sig som jordanere og koncentrere sig om landets egen udvikling. Kampagnerne har haft slogans som ”Det nye Jordan”, ”Jordan Først” og ”Vi er alle Jordan” – plakaten kommer fra sidstnævnte.

Uanset om der i bredere israelske kredse har været støtte til denne ganske anderledes ide om, hvordan ’Jordan er Palæstina’, skabte den stor ængstelse i Amman og har utvivlsomt været medvirkende til, at Kong Hussein i 1988 formelt afstod ethvert krav på Vestbredden.

Samtidigt ansås oprettelsen af en palæstinensisk stat ikke længere som en trussel, men som værende i jordansk interesse.

Med den palæstinensisk-israelske Oslo-aftale i 1993 syntes Jordan og Vestbreddens skæbner at blive endnu mere adskilt.

Ud over at markere, at Vestbredden ikke er jordansk, banede den også vejen for en anerkendelse af, at Jordan ikke er Palæstina, således som Shimon Peres erklærede ved indgåelsen af den jordansk-israelske fredsaftale det følgende år.

Stadig vævet sammen

Umiddelbart kunne det se ud som om, der ved årtusindeskiftet langt om længe var opnået enighed om, at ’Jordan er Jordan, og Palæstina er Palæstina’, således som det erklæres i Jordans Nationale Charter fra 1991.

Siden han besteg den hashimittiske trone i 1999 har Abdallah 2. således lanceret en række projekter om ’Det nye Jordan’, ’Vi er alle Jordan’ og ’Jordan Først’, der netop handler om at lægge luft til udviklingen vest for Jordan-floden og i stedet koncentrere sig om landets egen udvikling.

Alligevel står det i dag klart, at Palæstina og Jordans skæbner fortsat er vævet sammen.

'Jordan er Palæstina' dukker stadig op

Ud over at udsagnet ’Jordan er Palæstina’ fortsat dukker op i den israelske debat, tjente Gaza-krigen i 2006 som en påmindelse om, hvordan noget tilsvarende på Vestbredden ville sende store flygtningestrømme ind i Jordan.

Såfremt en palæstinensisk stat oprettes, er det endvidere opfattelsen, at den vil få en form for konføderativ relation til Jordan.

Jordans hjemlige politiske debat rummer også fortsat en palæstinensisk identitetskomponent, idet både den transjordanske og palæstinensiske befolkningsgruppe beklager sig over at blive hhv. økonomisk og politisk forfordelt i forhold til den anden gruppe.

Samtidig har det hashimittiske regime ofte undskyldt fraværet af reel demokratisering med, at dette først er muligt efter Palæstina-konfliktens løsning, ligesom man har forsøgt at splitte oppositionen ved at bruge ’identitetskortet’ og spille på frygten for en destabilisering i tråd med ’Sorte September’-borgerkrigen.

Seneste eksempel ved arabiske revolter

Det seneste eksempel herpå er ved de arabiske revolter i 2011. Efter at den såkaldte 24. marts-ungdomsbevægelse i Amman havde lavet en teltlejr med inspiration fra Tahrir-pladsen i Cairo, lod sikkerhedstjenesten det svirre med rygter især i transjordanske områder om, at ’Amman var blevet besat af palæstinensere’, og at de – i overvejende grad transjordanske – unge aktivister var ’islamister og illoyale palæstinensere, der ville afsætte kongen for at etablere et islamistisk-palæstinensisk styre’.

Begivenheden kulminerede i voldelige sammenstød mellem såkaldte ’loyalister’ og unge, inden uropoliti ryddede teltlejren.

Trods forsøg fra demonstranterne på at imødegå denne strategi ved at skabe brede alliancer på tværs af samfundsgrupper, synes den ikke desto mindre at have virket.

Den palæstinensiske befolkning deltager kun i meget begrænset omfang i demonstrationerne, som endvidere har mistet momentum og opbakning efter de voldelige sammenstød og identitetsdebattens genkomst.

Tidsskriftet SFINX

Denne artikel er en let omarbejdet udgave af en artikel i Tidsskriftet SFINX, juni 2012.

SFINX er det danske populærvidenskabelige tidsskrift om middelhavslandene og Nærorienten.

I juninummeret - et rejsenummer om Jordan - kan du blandt andet læse om:

  • Det hellenistiske og romerske Jordan
  • Petra - Verdens kulturarv og vidunder
  • Mosaikker i Jordan
  • Aqaba - Jordans historiske havneby
  • Umayyaderne
  • Ørkenslottet Mshattas skønhed

Læs mere om SFINX og bestil abonnement på tidsskriftetsfinx.dk.

Partnerartikel

Artiklen bringes i samarbejde med: Tidsskriftet SFINX

Tidsskriftet SFINX

Kronprinsessegade 5
1306 København K

SFINX er det danske populærvidenskabelige tidsskrift om middelhavslandene og Nærorienten – fra oldtiden til nutiden. Artiklerne er skrevet af forskere, som formidler deres viden på en let læselig måde.

SFINX bringer artikler om den nyeste udforskning af middelhavsområdets arkæologi, historie og kunst og fortæller samtidigt om baggrunden for vores egen kultur.

SFINX er rigt illustreret i farve og udkommer fire gange om året: tre numre på 36 sider og ét på 68 sider. Dobbeltnummeret er et rejsenummer, der går i dybden med et spændende rejsemål ved Middelhavet.

 

Abonnér på SFINX

Seneste artikler fra Tidsskriftet SFINX

Løgnen om Palæstina

Udtrykket "palæstinensisk" er historieforvanskning - For at afbilde sig selv som oprindelige tog arabiske bosættere navn efter en oldgammel kanaanitisk stamme, phillistinerne, der uddøde for snart 3000 år siden. Forbindelsen mellem denne stamme og moderne tids arabere er ikke-eksisterende.

Hvem er palæstinenserne egentlig? Hvad ved vi om dette folk, der påstår, at Palæstina tilhører dem? Hvad er deres historie, hvor kommer de fra?

Alle aspekter af palæstinensernes liv har været under mikroskop både i vesten og i østen, men det er som om hverken pressen eller videnskaben nogen sinde bevæger sig længere tilbage i tiden end til 1. verdenskrig. Det generelle billede i såvel den vestlige som den østlige offentlighed er, at palæstinenserne har levet i Palæstina i hundreder, hvis ikke tusinder af år. For nylig viste en undersøgelse blandt franskmænd, at flertallet tror, at der eksisterede en palæstinensisk stat før statens Israel blev oprettet i 1948. Men mærkelig nok interesserer selvsamme offentligheder sig aldrig for tiden før starten af 1900-tallet.

Alle spor af det palæstinensiske urfolk før år 1900 synes udviskede. CNN har en detaljeret webside med kort og forklaringer om det palæstinensiske folks historie, men man går ikke længere tilbage end til 1917. CBS News har en tidslinie, der går tilbage til 1897. NBC News går tilbage til 1916. BBC´s tidslinie starter i 1948. Selv Palestinian National Authoritys egen hjemmeside, der er fuld af oplysninger om israelsk besættelse og israelske krænkelser af menneskerrettigheder, har intet om det palæstinensiske folks egen historie før det 20. århundrede. Skal man tage det som en bekræftelse på, at der før år 1900 ikke eksisterede noget palæstiensisk folk?

Mens moderne medier kun har sporadisk information om det palæstinensiske folks historie, så har de historiske kilder store mængder af information. Bøger som Battleground af Samuel Katz og From Time Immemorial af Joan Peters videregiver detaljeret information om regionen. Frem for at være beboet af palæstinenserne gennem hundreder eller tusinder af år, var landet ifølge talrige rejsende stort set tomt. Alphonse de Lamartine besøgte landet i 1835. I hans bog, Recollections of the East, skriver han: "Outside the gates of Jerusalem we saw no living object, heard no living sound". Den amerikanske forfatter Mark Twain, som besøgte landet i 1867, bekræfter dette. I sin bog Innocents Abroad skriver han: "A desolation is here that not even imagination can grace with the pomp of life and action. We reached Tabor safely. We never saw a human being on the whole journey". Selv den britiske konsul reporterede i 1857: "The country is in a considerable degree empty of inhabitants and therefore its greatest need is that of a body of population".

Ifølge officielle ottomanske tal fra 1882 levede der kun 141,000 muslimer i landet. Dette tal steg med raketfart til 650,000 i 1922, en stigning på 450% i løbet af 40 år. I 1938 er tallet steget til over 1 million, hvilket er en stigning på 800% i løbet af 56 år. Befolkningen steg mest i de områder, hvor de boede jøder. Hvor kom alle disse arabere fra? Ifølge araberne skyldes denne enorme befolkningstilvækst naturlig tilvækst gennem børnefødsler. I 1944, for eksempel, skal den naturlige befolkningstilvækst have været 334 pr. 1000 indbyggere. I så fald har de palæstinensiske arabere haft en tilvækst, der er tre gange større end Libyens og Syriens og næsten fire gange større end Egyptens, der er blandt verdens højeste. Helt usandsynligt.

Men hvis tilvæksten ikke skyldtes fødsler, hvor kom araberne så fra? Alle oplysninger peger på, at de kom fra de arabiske nabostater Egypten, Syrien, Libanon og Jordan. I 1922 skrev den britiske guvernør af Sinai om illegal immigration fra både Jordan og Syrien. I 1930 noterede en britisk rapport, at der fandt omfattende indvandring af arbejdskraft sted samme steder fra. Også arabiske kilder bekræfter det. Guvernøren af det syriske distrikt Hauran indrømmede i 1934, at der i løbet af få måneder udvandrede over 30.000 syrere til Israel. Selv den engelske pemierminister Winston Churchill noterede sig den arabiske tilstrømning. Han skrev i 1939: "Far from being persecuted, the Arabs have crowded into the country and multiplied." Araberne blev ikke jaget væk. De valgte tværtimod netop at bosætte sig i Israel pga. jøderne og det, de udrettede i landet. De blev tiltrukket af de nyetablerede jødiske virksomheder og fandt jobs i jødisk landbrug, byggeri og industri. Et forhold, der ikke har ændret sig siden. Det har altid været jøderne, der har været hovedkilden til de israelske araberes indkomst. I dag, hvor ingen arabere under 35 må færdes i præ-1967 Israel, er arbejdsløsheden eksploderet til over 40% og araberne må først og fremmest leve af europæisk hjælp.

Men ikke kun før-statslige arabere løj om deres tilknytning til landet. Mange såkaldte palæstinensere er født i andre lande. Edward Said, professor i litteratur og en stor palæstinensisk propagandisk, hævdede længe at være opvokset i Jerusalem. Det blev dog afsløret i septembernummeret af Commentary Magazine, at Said faktisk voksede op i Cairo i Egypten. Et faktum, som Said senere måtte indrømme. Men hvorfor interessere sig for Said? PLO´s leder Yasir Arafat, den selverklærede leder af det palæstinensiske folk, har altid hævdet at være født og opvokset i "Palæstina". Ifølge hans officielle biograf Richard Hart og BBC blev Arafat født i Cairo d. 24. august 1929, og det var dér, han voksede op.

For at opretholde illusionen om at være et oprindeligt folk, har arabiske propagandister måttet lave mere end bare en lille omskrivning af historien. En stor del af denne omskrivning har at gøre med ændringer i geografiske navne. For to tusind år siden var det centrale bjergområde i Israel kendt som Judæa og Samaria, hvad ethvert middelalderkort kan bekræfte. Imidlertid besatte Jordan området i 1948 og gav det navnet "Vestbredden". Det er et underligt navn for en region, der faktisk ligger i den østlige del af landet og kun kan kaldes "vest-" i reference til Jordan. Dette generer ikke majoriteten af nyhedsmedier, der dækker regionen. De refererer alle til regionen ved at bruge dets nye, jordanske navn.

Udtrykket "palæstinensisk" er i sig selv en dygtig historieforvanskning. For at afbilde sig selv som oprindelige tog arabiske bosættere navn efter en oldgammel kanaanitisk stamme, phillistinerne, der uddøde for snart 3000 år siden. Forbindelsen mellem denne stamme og moderne tids arabere er ikke-eksisterende. Men hvem kan se forskel? I fraværet af historisk viden er det forståeligt, at Yasser Arafat kan hævde, at Jesus Kristus, en jødisk tømrer fra Galilæa, i virkeligheden var palæstinenser. Hvert år ved juletid drager Arafat til Bethlehem og fortæller, at Jesus faktisk var "den første palæstinenser".

Hvis det palæstiensiske folk rent faktisk er en myte, er det store spørgsmål: Hvorfor? Hvorfor opfinde et fiktivt folk? Svaret er, at myten om det palæstinensiske folk tjener til at retfærdiggøre den arabiske besættelse af Israel. Araberne besidder 21 suveræne stater (mere end noget andet folk i verden) og kontrollerer landområder, der er 800 gange så store som Israel, men det er ikke nok. De ønsker at frarøve jøderne deres ene lille land, et af de mindste i verden. Desværre er mange, herunder det meste af verdenspressen, helt uvidende om regionens historie og derfor alt for villige til at hjælpe.

Jerusalem er nævnt 622 gange i den jødiske bibel, Toraen, men ikke én eneste gang i Koranen.

Der har til alle tider boet jøder i Hebron, Safad og Jerusalem.

Allerede for 172 år siden, i 1840, var jøderne i flertal i Jerusalem.

I året 1900 boede 35.000 jøder i Jerusalem, 15.000 kristne og 8.000 muslimer.

Tel-Aviv blev grundlagt i 1909.

Ved 2. Verdenskrigs begyndelse boede der 500.000 jøder i det daværende britiske mandatområde.

Briterne førte en benhård, uforsonlig kamp mod jøderne helt op til den dato, de forlod landet, den 15. maj 1948.

FN besluttede i 1947 at dele det britiske mandatområde, Palæstina, i en jødisk stat og en ny arabisk stat. De arabiske stater afviste planen, og angreb Israel militært.

850.000 jøder måtte fra 1948 og frem flygte fra arabiske lande til Israel. Alle disse er blevet fuldt integrerede, og statsborgere i Israel. 650.000 arabere måtte i 1948 flygte fra Israel til diverse arabiske lande. De blev stuvet sammen i lejre, og blev aldrig integrerede.

Betegnelsen “palæstinensere” blev op til 2. verdenskrig brugt som betegnelse for de jøder, der boede i det britiske mandatområde. Som benævnelse på arabere, blev det ikke brugt før i slutningen af 1950erne. Tidligere brugtes kun “jøder” og “arabere”

Siden Israel frivilligt overgav Gaza til araberne, har Hamas skudt mere end 20.000 raketter ind i Israel. Alene i byen Sderot må børnene her dagligt krybe i ly i beskyttelsesrummene.

Både arabisk og hebraisk er officielle sprog i Israel.

De arabiske lande, som ligger omkring Israel, har et areal, som er 640 gange så stort som Israel… Alligevel kræver araberne “land for fred…”!

Der er IKKE fastsat en grænse mellem det eventuelle nye land, Palæstina - og Israel. En sådan grænse bliver først fastsat i forbindelse med fredsslutningen mellem Israel og de arabiske lande.

Da der ingen fastlagte grænser er, er der følgelig ej heller “ulovlige bosættelser”…

Lige rigeligt

"mere end 700.000 år gamle spor af menneskelig aktivitet,"

En tastefejl af dimensioner :-D

Det er ca. 10 gange så lang tid, som mennesker af vor type har eksisteret. Skal vi gætte på enten 7.000 år eller præ-homo sapiens?

Et møde med en beduin i Jordan

Jeg anser beduinerne som en del af befolkningen i Jordan, som virkelig har deres egen lokale kultur som fortsat præger dem, selvom de også udnytter inspiration fra det omkringliggende samfund med internet mv.

Jeg havde en uforglemmelig samtale med en beduin på 42 år i ørkenområdet ved Wadi Rum i Jordan, hvor der lever cirka 200 beduiner. Vi var 2 sundhedsprofessionelle, og derfor spurgte vi ham om deres behandlingsmetoder mod diverse skavanker, mens han lavede te på et bål i sandet. Det skal lige huskes, at det er et nådesløst ørkenlandskab, hvor udbuddet af planter mv er ret begrænset. Diverse tilstande blev behandlet med en form for behandling, hvor man stikker en pind med tændt glød mod kroppen. Øjensynligt brugte man det både mod skadestilfælde og mod egentlige sygdomme. Så var der lille udvalg af urter, som de bruger. Men hvad så med insulinkrævende sukkersyge, spurgte vi? Så tager man til Amman, sagde han. (Hovedstaden i Jordan). Beduinerne lever både af turisme, salg af brugskunst mv. Men de lever også fortsat i deres specielle boliger i ørkenen, har kameler, bruger deres gamle "folkemedicin" mv. Jeg ved ikke hvor meget tilfældige landegrænser betyder for dem. Der er grænser til 3 lande med få kilometers afstand nede ved Aqaba. (Israel, Egypten og Saudiarabien). Men beduinerne har vist en kultur som er gammel og ikke skæver så meget til disse grænser kulturelt...

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste fra Kultur & Samfund

  • Derfor preller gode argumenter af på nogle mennesker

    Selv de bedste argumenter er ikke nok til at overbevise alle mennesker. Vi skal gøre op med forestillingen om rationelle og irrationelle argumenter, siger forsker, hvis model skal testes på sundhedskampagner.
    Bringes i samarbejde med Det Frie Forskningsråd
  • Store opdagelser: Hormoner - kroppens kemiske kommunikation

    Det kræver sofistikeret kommunikation mellem en organismes legemsdele, når den skal agere – f.eks. når den skal bevæge sig, fordøje et måltid, være frugtbar eller noget helt fjerde. I dag ved vi, at kommunikationen sker via elektriske og kemiske signaler.
    Bringes i samarbejde med 50 opdagelser - Højdepunkter i naturvidenskaben
  • Del glæde på Facebook - det smitter

    Når dine Facebook-venner skriver noget positivt - eller negativt - er der en stor sandsynlighed for, at du ændrer den tone, du selv skriver i. På den måde kan vi selv være med til at sprede glæde på de sociale medier, blot ved at tænke over den tone vi skriver i.
Annonceinfo
Aktuel Naturvidenskab

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Spørg Videnskaben

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Annonceinfo

Seneste blogindlæg

Annonceinfo