Annonceinfo

Johanne Schmidt-Nielsens vrede: raseriets retorik

ForskerZonenKRONIK: Er det dygtig kommunikation, når Johanne Schmidt-Nielsen stiller sig op for åben skærm og siger, at regeringen 'pisser på sine vælgere'? Prædiken for de frelste, mener retoriker.

Johanne Schmidt-Nielsens vrede var til at tage og føle på, da regeringen lavede skatteforlig med de borgerlige partier. (Foto: Kommunikationsforum)

Johanne Schmidt-Nielsen blev godt nok vred, da det viste sig, at regeringen havde indgået skatteforlig med de borgerlige partier (nogle af dem).

Sjældent ser man en politiker så hidsig.

Tanken går tilbage til Bertel Haarders amokløb over for en journalist under et tv-interview i december 2010.

Men der har dog været andre tilfælde.

Birthe Rønn Hornbech blev ofte rasende på journalister og skrev deres navne ned i en lille sort bog, eller hun klappede surt i som en østers – og forsøgte ved en enkelt lejlighed at fotografere en irriterende journalist med sin mobiltelefon (men fik vendt linsen mod sig selv).

Birthe Rønn Hornbech - mere småmopset end egentlig vred.

Ustyrlige politikere kan ikke styre landet

Lars Løkke kunne blive vred og sur over for spørgelystne og insisterende journalister og have svært ved at finde ordene. Hans åbenlyse irritation over ’procedure, procedure!’ ved klimatopmødet i Bella Center var heller ikke en stjernestund for ham.

Når der er grund til at trække disse eksempler frem, er det, fordi de alle formentlig var med til at slide VK-regeringens opbakning og troværdighed ned og bane vejen for Helle Thorning.

Politikere, der ikke kan styre sig, er næppe egnet til at styre landet. Sådan ræsonnerer folk velsagtens.

Den menneskelige vrede

Men vrede er trods alt menneskelig, og det er også vigtigt for en politiker at vise sig som et menneske og ikke en robot.

Måske vil det være en vælgermæssig gevinst for Helle Thorning, hvis hun en dag pludselig viser temperament og f.eks. sætter en modpart eller en journalist bistert på plads.

Man kan også tænke på, hvordan det er gået med præsident Obamas opbakning, siden han blev valgt.

Obama har ikke scoret på stoisk ro

Tea-Party-folk, radioværter m.fl. har svinet ham til på de mest uhyrlige måder, men han har bevaret en stoisk ro og har hele tiden kommunikeret som en kold-i-røven intellektuel med hurtige, præcise sætninger uden lidenskab i intonation eller betoning.

Og hvad har han haft ud af det? Hans aggressive og ofte vildt perfide modstandere har scoret på det – ikke han.

Et par styrede, men skarpskårne, udtryk for vrede over, hvad hans modparter disker op med, havde sikkert gavnet ham.

Så billedet er sammensat. At miste besindelsen og begynde at tale i tunger er ikke noget, der fremmer en politikers troværdighed eller tilslutning – men en kold, mekanisk facon gør heller ikke. Måske endnu mindre.

Har skovlet stemmer ind

Jeg har tidligere på Kommunikationsforum udtrykt beundring for Johanne Schmidt-Nielsens kommunikationsevner.

Skal vi også mene, at hendes raseri efter regeringens pludselige forlig med VK den 22. juni er dygtig politisk kommunikation?

I hvert fald har Enhedslisten skovlet opinionsprocenter og medlemmer ind lige siden. Læserbreve og blogs sprutter af skuffede S- og SF-vælgeres vrede. Johanne har altså gjort det igen. Eller ... ?

Rå interessepolitik er ikke nok

Der er noget, der mangler. Enhedslistens vrede og deres argumentation i det hele taget er i slående grad partsindlæg. Der er tale om rå interessepolitik.

De er hvidglødende over, at deres segment – dagpengemodtagere, førtidspensionister og andre, der er helt afhængige af overførselsindkomst – rammes af stramninger (ved at stigningstakten i deres overførsler om et par år skal være knap så hurtig).

Partiets holdning i den sag har været et ultimativt krav. Disse grupper måtte ikke rammes. Uanset hvad.

Argumenter for, at netop de overhovedet ikke måtte rammes, har der ikke rigtig været nogen af. Det har man ikke ment var nødvendigt eller relevant fra Johannes og Enhedslistens side, for man repræsenterer jo slet og ret disse gruppers interesser.

Folk kan skifte mening

Der har i de sidste årtier været en del tænkere inden for statskundskab og samfundsfilosofi, der mener, at demokrati ikke kun er, at samfundets forskellige grupper og segmenter (før hed det 'klasser') får deres interesser repræsenteret.

Demokrati, mener nogle tænkere, er også, at man (dvs. både de folkevalgte og vi andre) over for hinanden argumenterer og overvejer, de argumenter vi hører.

Demokrati er kort sagt også deliberation. Og folk kan faktisk skifte mening under indtryk af, hvad andre siger – hvis de kommer med argumenter.

Bertel Haarders berygtede amokløb.

Argumenter synes ikke nødvendige

Det er en opfattelse, som traditionel politologi og politisk journalistik ikke plejer at tage højde for. Her går man i stedet ud fra at vælgerne agerer ud fra deres selviske interesser.

De ’nyttemaksimerer’ med rationel kalkule. Visse segmenter vil have visse ting, og politikere kan kun manøvrere ved at smide lunser til tilstrækkelig mange segmenter, sådan at de får et flertal bag sig.

Argumenter, derimod, kommer man ikke rigtig nogen vegne med. Siger den traditionelle opfattelse. Som også i den grad har smittet af på vore politikere.

Argumenter skal anerkendes af modparten

Hvis der på den anden side skal være mening med at argumentere, så skal argumenterne have det, som nogen med et fint ord kalder ’reciprocitet’.

Det vil sige, at folk skal argumentere ud fra værdier, principper og endemål, som også anerkendes af dem, man vil overbevise – altså dem, der mener noget andet.

Det er ikke nok at sige: »Vi vil ikke have den her politik, for den strider mod vores gruppes interesser.«

Man skal derimod sige: »Vi vil ikke have den her politik, for den strider imod et princip eller en værdi, som vi alle anerkender – kan I ikke se det?«

Ingen plausible argumenter

Sådan har Johanne og Enhedslisten ikke argumenteret. De kunne f.eks. have sagt: De ringest stillede skal intet yde, for det strider imod almindelig retfærdighed (som jo er et begreb, alle bekender sig til).

Men de har stort set bare sagt: Disse gruppers interesser vil vi under ingen omstændigheder have, at der røres ved – for det er dem, vi repræsenterer.

Og hvis man faktisk har sagt noget om retfærdighed og andre almene værdier, så har man ikke gjort det på en plausibel måde.

Hvorfor skulle det være det blodigt uretfærdigt og anledning til frådende raseri at også disse grupper rammes, bare lidt? Det er ikke blevet klart.

Regeringen kommer med argumenter
Dette billede florerede på mange sociale medier i dagene efter, at skatteforliget var en realitet. Og denne gentagelseseffekt er ikke til Johanne Schmidt-Nielsens fordel, argumenterer Christian Kock. (Foto: Kommunikationsforum)

Jo, det skulle da lige være, fordi mange af de mere velstillede grupper ikke rammes tilsvarende – og et retfærdighedsargument skulle jo indebære, at alle grupper skulle yde noget på en balanceret måde, der svarer til deres ressourcer.

Men på den anden side: Begunstigelsen af dem, der nu får hævet topskattegrænsen, har regeringen og de borgerlige jo givet nogle argumenter for – argumenter, der henviser til et alment princip, nemlig at det formodes at få dem til at arbejde mere, og det er bl.a. det, Danmark har brug for.

Det argument kan godt være forkert, og man har ikke fra regeringens side forklaret det forståeligt (hvilket også er svært).

Men det er dog et argument, og det har reciprocitet, dvs. at det ikke bare henviser til hvad ’vores gruppe’ vil ha' eller ikke vil ha', men derimod forsøger at sige til alle danskere, hvad Danmark har brug for.

Johanne taler alene ud fra gruppeinteresser

Sådan argumenterer den forbitrede Johanne ikke. Hun taler alene ud fra gruppeinteresser.

Hun bliver en furie, når hendes gruppers interesser rammes, og når regeringen efter hendes mening handler imod dem, eftersom hun mener, at den havde lovet sine vælgergrupper noget andet. Hun prædiker for de frelste.

Og hun fråder mod de frafaldne. Her bekender hun sig til ’løftebruds’-logikken, som er en anden udgave af den ’kontraktpolitik’, Anders Fogh fik indført. Politik er at love noget før valget og holde det efter valget.

Segmenternes kamp (uden argumenter)

Og ja, man skal som grundregel holde, hvad man lover, og man skal ikke love noget, som man med ret stor sikkerhed ikke kan holde.

Og ja, den nuværende regering var svært løsagtig før valget med at sige, at den ville gøre alt muligt efter valget, som den burde have indset, at den næppe kunne holde.

Men hvis politik kun er at give løfter og holde dem, så er vi derhenne, hvor al argumentation er suspenderet og ligegyldig. Politik fra vælgernes standpunkt bliver rå interessekamp.

Folk vil bare ha' det, de er forudbestemt til at ville ha', og det kan der ikke ændres på med argumenter. Politik fra politikernes standpunkt bliver så at betjene så mange klient-segmenter, at man vinder eller beholder magten.

Prædiken for de frelste

Nok er det slående og spektakulært, når Johanne hidser sig op på sit segments vegne. Nok giver det overskrifter. Nok samler det de allerede overbeviste om hende.

Men det er prædiken for de frelste. Hendes vidt opspærrede øjne var dagen efter slået op i nyhedsudsendelser, på spisesedler, forsider, S-togsnyheder og hjemmesider over det ganske land.

Hver dansker må have set dem mindst fem gange. Og den gentagelse er næppe til Johannes fordel. Man gennemskuer, hvad det er, hun laver.

Hvad hun sagde, og hvordan hun så ud, var menneskeligt motiveret af den øjeblikkelige situation og virker legitimt i den og ud fra den. Man kan koge over af vrede i en konkret situation.

Men at se nogen gøre det i talløse repriser er fremmedgørende.

Pis til egen røv 

Med hensyn til at bruge latrinært sprog, som Johanne gjorde, da hun talte om, at regeringen ’pisser’ på folk, er det formentlig – hvis man vil undskylde udtrykket – pis til egen røv.

Dermed mener jeg, at sådan en sprogbrug sikkert kan opildne den i forvejen troende menighed af opbragte. Men det er erfaringsmæssigt ikke en måde at skaffe sympati på hos nogen, der på forhånd er uenige.

Det vil blive klart for stadig flere, at hun alene slås for bestemte gruppers urokkelige interesser. Hvilket netop er, hvad borgerlige politologer traditionelt har anset for selve definitionen på politik.

Partnerartikel

Artiklen bringes i samarbejde med: Kommunikationsforum

Kommunikationsforum

Gammel Kongevej 3E
Baghuset 4.sal
1610 København V

TLF: 3342 2160

E-mail: webmaster@kforum.dk

Videnskab.dk samarbejder med Kommunikationsforum.

Kommunikationsforum er et branchesite, der henvender sig til alle med interesse for kommunikation.

Målet med sitet er at oplyse om nye tiltag, tendenser og trends inden for kommunikations- og medieverdenen samt at skabe en aktiv debat, hvor alle med kvalificerede meninger og holdninger kan komme til orde. 

www.kforum.dk

 

 

Seneste artikler fra Kommunikationsforum

Overførselsindkomster kan være flere ting.

jenni christensen spørger: ”Hvilke penge har overførselsindkomsterne betalt med?
Andres.

Ja, jeg fornemmer jo godt, hvor du vil hen med dit spm. – at det er dine og mine penge, der betaler folkepension, SU, kontanthjælp, førtidspension osv. Det er det naturligvis også i en vis forstand. Dit spm. kan også kun besvares udfra den politiske præmis, der i generationer har ligget til grund for det, vi kalder velfærdssamfundet, nemlig at et flertal af befolkningen hidtil har anset det for et gode, at det bør være umuligt at forøge en samfundsgruppes velfærd uden at forringe andre samfundsgrupper.

Det princip, jeg her i stærkt forkortet form henviser til, kaldes med en teknisk term den Pareto-optimale situation. Princippet har vist sin nytte i praktisk politik, især efter 2. verdenskrig, ved at sikre en rimelig social stabilitet i den vestlige verden – hvilket i parentes bemærket også var Paretos formål, da han i beg. af 1900-tallet forsøgte at finde frem til de nødvendige forudsætninger for at kunne opretholde samfundsmæssig stabilitet i samfund, der bygger på privat ejendomsret. Pareto er sammen med Keynes nok de to økonomer, der haft størst betydning for udviklingen af de teoretiske byggesten for velfærdsstaterne i 1900-tallet.

Nu er vi imidlertid i Europa siden Murens fald i ’89 kommet i den situation, at kommunismen ikke længere opfattes som en trussel mod vores eget økonomiske system – og det har givet vind i sejlene til stærke kræfter, der gerne ser velfærdssamfundet og de principper, det hviler på, helt eller delvist afskaffet. Det er netop det, de fire seneste statsministre herhjemme har forsøgt og stadig forsøger med deres såkaldte reformer: afmontering af efterlønsordningen, forringelser i vilkårene for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, forringelser på dagpengeområdet, længere arbejdstid, regulering (eufemisme for nedsættelse) af førtidspension og you name it – vel at mærke samtidig med, at der overføres kolossale offentlige midler i form af skattekroner og garantier til de institutioner, der er ansvarlige for det vi kalder finanskrisen, dvs. banker og andre kreditinstitutioner.

Med andre ord: Denne sidste type overførselsindkomster anser regeringerne i EU for at være helt OK, hvorimod de økonomiske vilkår for almindelige lønmodtagere, pensionister m.m. med vold og magt skal forringes. Hermed bevæger det politiske establishment sig væk fra afgørende principper, der har udgjort grundlaget for udviklingen af de europæiske velfærdssamfund. Hvad det kommer til at indebære, får vi en forsmag på i Grækenland og Spanien i denne tid.

Som du ser, hviler mit svar på nogle politiske og historiske forudsætninger – på samme måde som jeg fornemmer, det er tilfældet med dit spørgsmål.

Kan anbefale denne pædagogisk og oplysende video om finanskrisens årsager og de store offentlige underskud: http://www.youtube.com/watch?v=7FfwFsejX44

deres egne penge

@ jenni christensen

Når de har ret til en overførselsindkomst, er det, de får udbetalt, dermed deres.
Ikke nogen andres.
Når du siger at de betaler med andres penge, siger du reelt at de lever som tyve, uden at respektere forskellen på dit og mit.
Men når du siger sådan, er det dig selv der ikke respekterer forskellen på dit og mit.
Du udtrykker en uberettiget selvretfærdighed og mangel på respekt for andre.
(En professor i retorik ville muligvis skrive: Du pisser på folk.)

Mere holdning end "dygtig kommunikation" og "prædiken"

Den centrale påstand i kronikken er at Enhedslisten fører rå interessepolitik.
Deres segment skulle så være "dagpengemodtagere, førtidspensionister og andre, der er helt afhængige af overførselsindkomst". (Folkepensionister? Flexjobbere? Kontanthjælpsmodtagere?) Siden hvornår udgør det et segment der tilhører Enhedslisten? Ved Christian Kock hvem alle de mennesker har stemt på ved de sidste valg?

Han skriver: "Argumenter for, at netop de [grupper] overhovedet ikke måtte rammes, har der ikke rigtig været nogen af."
Det mest principielle argument er vel at det er bedre for alle at leve i et samfund med større økonomisk lighed. Af mange grunde.
Derfor vil vi ikke have den her politik, for den strider imod et princip eller en værdi, som vi alle anerkender – kan I ikke se det? Eller anerkender I det bare ikke?
Nogenlunde sådan har Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslisten hele tiden argumenteret. Engang argumenterede S og SF også sådan. På flere plausible måder og ud fra forskellige synsvinkler.
Christian Kock efterlyser også et svar: "Hvorfor skulle det være uretfærdigt at også disse grupper rammes, bare lidt?"
Udtrykket 'bare lidt' antyder at andre grupper rammes mere. Hvilke andre grupper er det?
Se fx.: http://www.information.dk/artikelbillede/61140
Et argument, som folk fra Enhedslisten har gentaget, er at vi står i en krise der skyldes finans-spekulation.
Alment princip: Dem hvis skyld det er, skal betale, ikke alle mulige andre.
Ikke 'almindelige mennesker'. Og slet ikke 'de svageste' der fik mindst ud af spekulationsboblen.

Christian Kock mener at Johanne Schmidt-Nielsen bekender "sig til ’løftebruds’-logikken, som er en anden udgave af den ’kontraktpolitik’, Anders Fogh fik indført. Politik er at love noget før valget og holde det efter valget."
Det handler vel ikke så meget om konkrete løfter givet før valget, eller om kontraktpolitik Det handler om nogle grundlæggende holdninger som vælgerne har haft alt mulig grund til at tro at S og SF stadig stod for. Og stod ved.

Hvis Johanne Schmidt-Nielsen kun henvender sig til de allerede frelste (en anden af Christian Kocks pointer) blir det svært at forklare hvorfor hendes parti får så mange flere tilhængere. Er det hele 'segmentet' der bare støtter nogen der taler deres sag (uden at respektere demokratiske argumenter)? Eller er der mange der simpelthen deler den holdning der udtrykkes?

Videoeksemplerne demonstrerer det afgørende i at hun ikke var vred på journalisterne. Det der gir genklang er at hun også er vred på andres vegne. Uanset at de fleste af dem stemmer på andre partier.

andres penge

Skrevet af Olav Bo Hessellund, 11. juli 2012 kl. 16:34
Undrer mig over, at det er forbigået skribentens opmærksomhed, at et afgørende argument for EL længe har været, at lønmodtagere og de, der er på forskellige former for overførelsesindkomst, allerede har betalt for en krise, de ikke selv har nogen andel i.

Hvilke penge har overførselsindkomsterne betalt med?
Andres.

Hu!

Joh, i princippet kan man muligvis godt være intelligent selv om man er DF'er.

Nogle af dine ideer er da ikke helt tossede.

Enhedslistens regler siger jo at Johanne skal skiftes ud på et tidspunkt. Hvis vi får et valg til efteråret kan hun genopstille til folketinget. Det kan hun ikke hvis regeringen sidder tiden ud. Så det kan den jo blive nødt til hvis den gerne vil slippe for hende...

Men på den anden side: I følge Danmarks Riges (dem-der-lige-har-fået skattelettelser) Grundlov behøver en minister ikke at sidde i Folketinget, så der er vel ikke noget i vejen for at hun kan blive det?

Om det lige skal være udenrigsminister ved jeg ikke. Men der er da godt nok noget der tyder på, at Enhedslisten har planer om det: Hun er lige for øjeblikket på "ferie" i Østen...

Måske hun holder møde med nogle af de kinesiske kommunister?

Hu!

Mange af os yderst intelligente DF-ere...

...elsker Johanne´s retorik og fremtoning. Et samarbejde på visse punkter mellem EL og DF er ikke en umulighed over tid.

Hvorfor gjorde man ikke Johanne til udenrigsminister i stedet for pjokhovedet Søvndal?

Hermed ville den løgnagtige, bedrageriske regering havde haft et anderledes tag på El end som tilfældet er nu.

Johanne ville havde gjort det glimrende på de bonede gulve, (bedre end plastic-Barbie-dukken Helle), og ville havde været en positiv kæmpereklame for Danmark, og havde sikkert charmeret præsident Hu så meget, at der fra kinesernes side var blev lagt MILLIARDER i landet i stedet for de få sølle millioner som der nu blev.

Og Johanne ville sikkert med et sødt smil havde sagt til præsident Hu: "Og du kan godt holde nallerne væk fra "De Sjældne Jordarter" i Grønland"!

"Mig skal du nemlig ikke pisse på"!

Politikere

Jeg tror ikke der kan være nogen tvivl om, at Johanne Schmidt-Nielsens vredesudbrud tiltaler rigtig mange af dem der ved seneste valg stemte på et af regeringspartierne - fordi de selv kan identificere sig med det. Og fordi hun spontant udtrykker sig på en måde der er fuldstændig normal når man rent faktisk lige er blevet pisset på. Og fordi hun netop ikke først har tænkt grundigt over om det er "retorisk hensigtsmæssigt" at udtrykke sig sådan. Hun siger det hun mener, og har god grund til at mene.

Sådan udtrykker de fleste politikere sig ikke. De vejer deres ord på en guldvægt - ikke for at få deres mening så klart som muligt frem, men snarere for at få folk til at tro det man helst vil have dem til at tro. I den forbindelse er det selvfølgelig en fordel for en professionel politiker at vide en del om det man kalder "retorik".

Med hensyn til økonomi: Det der betyder noget er om folk TROR det går godt med økonomien. Hvis de gør det, så kan det godt være en regering bliver genvalgt - også selv om den er i fuld gang med at undergrave økonomien på lidt længere sigt. Derfor lykkedes det VK regeringen at blive siddende i 10 år!

Og med hensyn til indflydelse: Det er rigtigt, at S og SF har større indflydelse end Enhedslisten - til gengæld gennemfører de ikke den politik deres vælgere ønskede. Og så er indflydelsen ikke en disse værd - for vælgerne!

Nåh ja, og så lige det faktum at Johanne ikke er så grim det gør noget: Hvis hun var blevet valgt på sit udseende, så får Enhedslisten svært ved at erstatte hende når hun efter reglerne skal skiftes ud!

Finn Holbek

Mit indlæg indeholder retorik så det batter med udgangspunkt i det beskrevne i artiklen: Raseriets Retorik!

Men det er da muligt, at jeg med min ret høje intellektuelle kapacitet og beherskelse af det danske sprog til fulde som teknisk velfunderet - i modsætning til humanistisk uddannede (som skrevet) har mangler ved at udtrykke sig på dansk og kunne stave til husbehov - at mit glimrende formfulde farverige dansk, er for stor en mundfuld for visse personer udi det danske.

Det kan jeg kun beklage.

Og beklage, at verdens dyreste undervisningssektor ikke kan spytte bedre "produkter" ud end PISA undersøgelserne viser!

@Johan Sparre

kan du forklare hvilken relation dit indlæg har til artiklen om retorik?

"Du er så smuk Johanne, når dine øjne lyner"

Men som Birthe Rønn Hornbæk har ytret sig: EL hører ikke overhovedet ikke hjemme i Folketinget som det sammenrend af ballademagere (i kamp med politiet etc, autonome, slippe høns ud i Folketinget, maling på en statsminister, partiprogram der går ind for anarki og ulydighed, nedlæggelse af politiet der sørger for lov og orden etc etc )

Men at regeringen "pisser på folk" har den fagre blåøjede Johanne dog ret i.
Regeringen har pisset på alle der har stemt S og SF.

Og selvfølgelig også pisset på EL.

Regeringen lovede "børnene" en pose bolsjer, men posen var tom. Derfor stamper "børnene" i gulvet af raseri - hvilket er forståeligt.

Selvfølgelig giver den kønne Johanne´s raseri flere stemmer til EL (EL skulle på nuværende, men midlertidigt værre større end DF) da Johanne udtrykker - på godt dansk - hvad regeringens stemmekvæg i dag føler:
At være blevet pisset godt og grundigt op og ned ad ryggen af en regering der kom til magten ved løgn og bedrag!

Den nuværende politiske situation medfører naturligvis latrinære udtryk.

Jeg vil tilføje: S-SF-R = Pis og Papir!!

Visse folk hører kun det, de vil høre.

Undrer mig over, at det er forbigået skribentens opmærksomhed, at et afgørende argument for EL længe har været, at lønmodtagere og de, der er på forskellige former for overførelsesindkomst, allerede har betalt for en krise, de ikke selv har nogen andel i.

Det vi kalder "krise" er jo dybest set en kolossal overflytning af midler fra almindelige lønmodtagere, mindre erhvervsdrivende samt de, der befinder sig uden for arbejdsmarkedet af forskellige grunde, til en diminutiv finansmafia uden noget fædreland. De vanvittigt store underskud på de offentlige budgetter i Europa i disse år kan jo langtfra forklares med henvisning til, at befolkningerne pludselig har modtaget væsentligt flere ydelser i form af mere uddannelse, sundhed, omsorg og pleje end før. Nej, underskuddene er udtryk for, at regeringerne og EU anser det for vigtigere at redde finansmafiaerne ud af deres selvskabte klemme end i at tilgodese almenvellet.

At lade hele denne baggrund for krisen skygge for Johannes spontane raserianfald over at være taget grundigt næsen af regeringen vidner ikke om det store politiske overblik hos skribenten. Tværtimod bekræfter han de værste fordomme om, hvad retorik kan bruges til.

Re. Forargelsens skyklapper

@Erik Nørgaard.

Det må du da gerne tro, men enhver valgforsker vil fortælle dig, at hvis en regering har klaret sig godt økonomisk, så vil den blive siddende, men hvis økonomien er kørt i sænk, stiger chancen for et regeringsskifte.

Alle partier kommer med uholdbare løfter, så det flytter ikke nær så mange stemmer som skrækkampagner om, at folk vil miste penge, hvis de stemmer på det andet hold.

Hvis partierne formede deres politik efter de største vælgergrupper, så ville deres partiprogrammer være ens. Det er et betydeligt mere indviklet magtspil end folk udenfor de politiske ledelser forstår.

Udseendet betyder meget mere i vores massemedieverden, end det har gjort tidligere. Det er ikke tilfældigt, at en masse valgplakater er forsynet med portrætter af kandidaterne. Et tillidsvækkende udseende er absolut et plus. Johanne Schmidt-Nielsen er ikke EL's dygtigste politiker. Hun er deres politiske talsmand på grund af sit udseende og sin retoriske evne til at forenkle problemstillingerne. Det er naivt at tro andet.

Forargelsens skyklapper

@ Bjørn Jacobsen. Du skriver: "Den dag krydset skal sættes, vil vælgerne se på de opnåede resultater".
Nej - det vil de ikke!
Det langt største flertal af vælgerne stemmer ud fra de ting, de bliver lovet under valgkampen og det er ellers ikke så lidt og det viser sig hver gang, at det som regel er varm luft fra politikernes side.
Det de lover, blliver stort set ikke holdt eller også udvandes det i en grad, så man ikke kan genkende det efter valget og det er blevet helt almindeligt for stort set alle partier, at gøre sådan.
De bliver ikke præsenteret for en regning, for det de har sagt tidligere eller med andre ord, journalisterne hænger dem ikke op på det. For det kunne jo være, at der var et job som spindoktor senere og så skal man jo ikke være for barsk, - selvom det er hele landets ve og vel der står på spil.
Hvor ville det være rart at se alle partier fremlægge et program før et valg og så stå fast på det.
Det er bare ikke det der sker.
De fleste partier undersøger grundigt, hvad de største vælgergrupper mener om dit eller dat og så formulerer man sin politik ud fra den viden for at få flest stemmer, - ikke for at få en konkret og forud formuleret politik igennem.
Sådan laver man også markedsføring i supermarkeder for at få flest kunder.
Så vælgerne er blevet kunder hos politikerne og varen de køber, har en pæn indpakning, men ikke noget indhold.
Netop derfor bliver der ikke taget fat på det væsentligste problem i Danmark: Arbejdsløsheden!
Mange, mange problemer i Danmark er afledt netop af den; men stadigvæk kommer der kun varm luft ud fra Christiansborg og politikerne mener stort set det samme.
Så meget at det kan være svært at finde ud af, hvilke partier de kommer fra, hvis man ikke får det at vide udtrykkeligt.
Undrer mig over, hvorfor du nævner Johanne Schmidt-Nielsens udseende? Havde du også gjort det, hvis hun lignede et "trafikuheld"?

Forargelsens skyklapper.

Sikke dog en række bandbuller den gode professor i retorik bliver udsat for, fordi han tillader sig at analysere virkningen af Johanne Schmidt-Nielsens vredesudbrud. Der er åbenbart nogen, der føler sig ramt på deres politiske ståsted.

Retorik er selvfølgelig ikke naturvidenskab. Det hører jo under humaniora, og kan vel nærmest betegnes som en mellemting mellem sprogvidenskab og psykologi, og det baserer sig videnskabeligt på empiri, som en lang række andre humanistiske videnskaber gør. I den forstand er Christian Kocks analyse helt i overensstemmelse med erfaringerne fra årtiers politiske argumentation i Danmark. Mange vælgere stemmer efter følelser og ikke efter fornuft, så man kan som politiker altid score point på følelsesmæssige argumenter.

Det har den kønne Johanne med de blå øjne forstået at udnytte maksimalt, også med sin evne til at forenkle de politiske problemer til simple værdiladede spørgsmål til andre partier.

Men det politiske arbejde i et demokrati er nu engang en pragmatisk disciplin, som Johanne er meget uøvet i. Hun har lidt svært ved at forstå, at størstedelen af befolkningen ikke deler hendes stærkt venstreorienterede synspunkter, og at der rent faktisk er et borgerligt flertal blandt vælgerne. Det har både SF og socialdemokraterne indset, så de har måttet opgive at føre den røde politik, som de alt for optimistisk havde lovet vælgerne.

Med følelsesladet retorik kan man flytte en hel del stemmer frem og tilbage i
både den blå og røde blok, men ikke ret mange kan flyttes over midten. Når man som støtteparti stiller ultimative krav, tvinger man enhver regering til at søge kompromiser hen over midten. Det lærte Dansk Folkeparti, og derfor skiftede de kurs og fik indflydelse. Det bliver Enhedslisten også nødt til, hvis de vil have indflydelse.

Der er næppe nogen tvivl om, at det er den kønne Johannes følelsesladede retorik og sympatiske fremtoning, der har skaffet Enhedslisten den store fremgang i meningsmålingerne, men den er næppe holdbar. Den dag krydset skal sættes, vil vælgerne se på de opnåede resultater, og dem bliver der ikke mange af for Enhedslisten, hvis de fortsætter i samme spor.

Men for at vende tilbage til forargelsen over artiklen - så bliver man altså ikke professor i retorik uden at have en vis indsigt i emnet. Der er ingen fornuftig grund til at kaste vrag på Christian Kocks analyse, blot fordi man sympatiserer med den yderste venstrefløj. Artiklen tager overhovedet ikke stilling til EL's politiske program, men udelukkende til den mulige virkning på vælgerne af politikeres vredesudbrud. At lægge andet i den, er at læse den med farvede briller.

Påstanden om, at EL skulle repræsentere andre synspunkter end den yderste venstrefløjs, er grebet ud af luften. Det behøver man kun at læse deres partiprogram for at forstå. Hvis det blev eksponeret lige så meget som Johannes kritik af andre partier, ville meningsmålingerne rasle ned igen, så EL nøjes klogeligt med den populistiske retorik. Kritikken af artiklen viser tydeligt, at Christian Kock har ret, når han mener, at Johanne primært taler for "de frelste".

kontekst?

Jeg syntes at "sammenhæng" er et ganske udemærket ord.

Men det er nok bare mig der har "misset" det væsentlige.

At styre sin vrede

Jeg mindes Uffe Ellemanns store og for så vidt forståelige men kontrollerede vrede da Hans Engell på et tidspunkt under Nyrup-regeringen for De Konservative indgik et finanslovsforlig (vist nok) med Lykketoft og derved brød et oppositionelt samarbejde mellem Venstre og De Konservative. Den "kommunikation" kunne måske med fordel som sammenligning have været inddraget i analysen af Schmidt-Nielsens spontane reaktion.

Amatøragtigt

Det fremgår ikke klart nok på siden.

Må jeg i øvrigt gøre opmærsom på, at der på forsiden står følgende:

"Forskerzonen er et nyt online-magasin ... Her er det forskerne selv, der formidler den viden og ekspertise, som de producerer til gavn for samfundet ."

Altså: formidling af viden og ekspertise.

Skæg for sig, og snot for sig!

Artiklen er en kronik

Redaktionen på Videnskab.dk gør opmærksom på, at artiklen er en kronik, der er udgivet i 'ForskerZonen' - og derfor et udtryk for forfatterens holdninger.

Nemlig! Mærkelig ide, at det

Nemlig! Mærkelig ide, at det skulle være en fejl at man ikke kontrollerer og undertrykker en spontan og ærlig reaktion, der både er forståelig og berettiget ...

Der er ikke mange mennesker der både kan kontrollere sig selv effektivt i situationer som f.eks. en TV debat - og samtidig helt være sig selv!

Måske det især i politik er sådan, at "kontrol" i høj grad også er en form for selv-censur, der får mennesket bag politikeren til at forsvinde fuldstændig?

Som om politik nærmest bare er et påtaget "rollespil" og ikke et spørgsmål om, at man har noget man brænder for.

hun blev tosset

- og havde helt rent mel i posen, i modsætning til regeringens ufine luskerier. Sjældent har et møgfald været så passende.

Dejligt at se et ærligt menneske i aktion.

Læserbrev?

Selvfølgelig kan sådan noget som "retorik" aldrig være videnskab i samme forstand som f.eks. fysik eller kemi. Der er ikke den samme mulighed for at være helt eksakt i forhold til et emne som det der behandles i denne artikel.

Men netop derfor mener jeg man må forsøge på anden vis at være så videnskabelig som muligt. Det kan man blandt andet gøre ved at sætte sig grundigt ind i den information der er almindeligt tilgængelig om emnet. Kombineret med en kritisk analyse af denne information. Og en vurdering af sagen ud fra den videnskabelige disciplin man er ekspert i.

Artiklerne på videnskab.dk er jo ikke videnskabelige rapporter, så man kan selvfølgelig ikke forlange at forfatteren bruger en masse tid og ressourcer på at undersøge emnet videnskabeligt. Men man kan sandelig godt forlange, at forfatteren ved lige så meget om sagen som man selv gør, når man bare følger almindeligt med i begivenhedernes gang i Kongeriget Danmark!

Det gør forfatteren til denne artikel tydeligvis ikke. Han burde have offentliggjort den som et privat indlæg i den offentlige debat. Altså et privat indlæg fra en borger, der tilfældigvis er professor i retorik.

Provaganta

Artiklen er bare politisk provaganta.

Som vælger føler jeg mig godt og grundigt pisset op og ned af ryggen.

Tjah, det har jo længe været

Tjah, det har jo længe været tydeligt hvilken farve Videnskab dk har, så intet overraskende dér.

Pseudo-videnskabelig analyse

Denne "analyse" er fyldt med alvorlige fejl, der viser at forfatteren ikke har sat sig ordentligt ind i den kontekst som Johanne Schmidt-Nielsens ytringer indgår i:

1) Hun reagerede ikke på, at regeringen tillod sig at foretrække et skatteforlig med V og K, men på at regeringens forhandlere ikke spillede ærligt spil, og lod som om et forlig med Enhedslisten allerede var på plads. Altså det der på almindeligt dansk kaldes at røvrende folk. Det er bestemt ikke usandsynligt, at der fra regeringens side var tale om en bevidst taktik fra begyndelsen af: Man forhandler først på skrømt med Enhedslisten, og når forliget så tilsyneladende er lige ved at være på plads, indgår man forlig med V og K i stedet for (som for enhver pris vil undgå forliget med Enhedslisten).

2) Johanne Schmidt-Nielsens opførsel og retorik er ikke sammenligneligt med de andre episoder der nævnes i artiklen (og vises videoer med). De drejer sig om en politikers forhold til medierne og enkelt-journalisters adfærd. Det gør episoden med Johanne absolut ikke!

3) At det for Enhedslisten kun drejer sig om gruppe-interesser og ikke principper er rent vrøvl. Enhedslisten har et helt grundliggende princip i sin politik, og det er at man arbejder for større lighed i det danske samfund. Det har man argumenteret med og gjort opmærksom på så ofte, at de fleste har opfattet det (men åbenbart ikke denne artikels forfatter).

4) At Enhedslisten netop ikke kun går efter en bestemt gruppes interesser kan man se på, at deres skatteforslag faktisk indeholdt skattelettelser i toppen.

Magen til pseudo-videnskabelig og useriøs artikel skal man lede længe efter!

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste fra Kultur & Samfund

Annonceinfo
Aktuel Naturvidenskab

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Spørg Videnskaben

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Annonceinfo

Seneste blogindlæg

Annonceinfo