Johanne Schmidt-Nielsens vrede: raseriets retorik
KRONIK: Er det dygtig kommunikation, når Johanne Schmidt-Nielsen stiller sig op for åben skærm og siger, at regeringen 'pisser på sine vælgere'? Prædiken for de frelste, mener retoriker.
Johanne Schmidt-Nielsens vrede var til at tage og føle på, da regeringen lavede skatteforlig med de borgerlige partier. (Foto: Kommunikationsforum)

 

Johanne Schmidt-Nielsen blev godt nok vred, da det viste sig, at regeringen havde indgået skatteforlig med de borgerlige partier (nogle af dem).

Sjældent ser man en politiker så hidsig.

Tanken går tilbage til Bertel Haarders amokløb over for en journalist under et tv-interview i december 2010.

Men der har dog været andre tilfælde.

Birthe Rønn Hornbech blev ofte rasende på journalister og skrev deres navne ned i en lille sort bog, eller hun klappede surt i som en østers – og forsøgte ved en enkelt lejlighed at fotografere en irriterende journalist med sin mobiltelefon (men fik vendt linsen mod sig selv).

Birthe Rønn Hornbech - mere småmopset end egentlig vred.

Ustyrlige politikere kan ikke styre landet

Lars Løkke kunne blive vred og sur over for spørgelystne og insisterende journalister og have svært ved at finde ordene. Hans åbenlyse irritation over ’procedure, procedure!’ ved klimatopmødet i Bella Center var heller ikke en stjernestund for ham.

Når der er grund til at trække disse eksempler frem, er det, fordi de alle formentlig var med til at slide VK-regeringens opbakning og troværdighed ned og bane vejen for Helle Thorning.

Politikere, der ikke kan styre sig, er næppe egnet til at styre landet. Sådan ræsonnerer folk velsagtens.

Den menneskelige vrede

Men vrede er trods alt menneskelig, og det er også vigtigt for en politiker at vise sig som et menneske og ikke en robot.

Måske vil det være en vælgermæssig gevinst for Helle Thorning, hvis hun en dag pludselig viser temperament og f.eks. sætter en modpart eller en journalist bistert på plads.

Man kan også tænke på, hvordan det er gået med præsident Obamas opbakning, siden han blev valgt.

Obama har ikke scoret på stoisk ro

Tea-Party-folk, radioværter m.fl. har svinet ham til på de mest uhyrlige måder, men han har bevaret en stoisk ro og har hele tiden kommunikeret som en kold-i-røven intellektuel med hurtige, præcise sætninger uden lidenskab i intonation eller betoning.

Og hvad har han haft ud af det? Hans aggressive og ofte vildt perfide modstandere har scoret på det – ikke han.

Et par styrede, men skarpskårne, udtryk for vrede over, hvad hans modparter disker op med, havde sikkert gavnet ham.

Så billedet er sammensat. At miste besindelsen og begynde at tale i tunger er ikke noget, der fremmer en politikers troværdighed eller tilslutning – men en kold, mekanisk facon gør heller ikke. Måske endnu mindre.

Har skovlet stemmer ind

Jeg har tidligere på Kommunikationsforum udtrykt beundring for Johanne Schmidt-Nielsens kommunikationsevner.

Skal vi også mene, at hendes raseri efter regeringens pludselige forlig med VK den 22. juni er dygtig politisk kommunikation?

I hvert fald har Enhedslisten skovlet opinionsprocenter og medlemmer ind lige siden. Læserbreve og blogs sprutter af skuffede S- og SF-vælgeres vrede. Johanne har altså gjort det igen. Eller ... ?

Rå interessepolitik er ikke nok

Der er noget, der mangler. Enhedslistens vrede og deres argumentation i det hele taget er i slående grad partsindlæg. Der er tale om rå interessepolitik.

De er hvidglødende over, at deres segment – dagpengemodtagere, førtidspensionister og andre, der er helt afhængige af overførselsindkomst – rammes af stramninger (ved at stigningstakten i deres overførsler om et par år skal være knap så hurtig).

Partiets holdning i den sag har været et ultimativt krav. Disse grupper måtte ikke rammes. Uanset hvad.

Argumenter for, at netop de overhovedet ikke måtte rammes, har der ikke rigtig været nogen af. Det har man ikke ment var nødvendigt eller relevant fra Johannes og Enhedslistens side, for man repræsenterer jo slet og ret disse gruppers interesser.

Folk kan skifte mening

Der har i de sidste årtier været en del tænkere inden for statskundskab og samfundsfilosofi, der mener, at demokrati ikke kun er, at samfundets forskellige grupper og segmenter (før hed det 'klasser') får deres interesser repræsenteret.

Demokrati, mener nogle tænkere, er også, at man (dvs. både de folkevalgte og vi andre) over for hinanden argumenterer og overvejer, de argumenter vi hører.

Demokrati er kort sagt også deliberation. Og folk kan faktisk skifte mening under indtryk af, hvad andre siger – hvis de kommer med argumenter.

Bertel Haarders berygtede amokløb.

Argumenter synes ikke nødvendige

Det er en opfattelse, som traditionel politologi og politisk journalistik ikke plejer at tage højde for. Her går man i stedet ud fra at vælgerne agerer ud fra deres selviske interesser.

De ’nyttemaksimerer’ med rationel kalkule. Visse segmenter vil have visse ting, og politikere kan kun manøvrere ved at smide lunser til tilstrækkelig mange segmenter, sådan at de får et flertal bag sig.

Argumenter, derimod, kommer man ikke rigtig nogen vegne med. Siger den traditionelle opfattelse. Som også i den grad har smittet af på vore politikere.

Argumenter skal anerkendes af modparten

Hvis der på den anden side skal være mening med at argumentere, så skal argumenterne have det, som nogen med et fint ord kalder ’reciprocitet’.

Det vil sige, at folk skal argumentere ud fra værdier, principper og endemål, som også anerkendes af dem, man vil overbevise – altså dem, der mener noget andet.

Det er ikke nok at sige: »Vi vil ikke have den her politik, for den strider mod vores gruppes interesser.«

Man skal derimod sige: »Vi vil ikke have den her politik, for den strider imod et princip eller en værdi, som vi alle anerkender – kan I ikke se det?«

Ingen plausible argumenter

Sådan har Johanne og Enhedslisten ikke argumenteret. De kunne f.eks. have sagt: De ringest stillede skal intet yde, for det strider imod almindelig retfærdighed (som jo er et begreb, alle bekender sig til).

Men de har stort set bare sagt: Disse gruppers interesser vil vi under ingen omstændigheder have, at der røres ved – for det er dem, vi repræsenterer.

Og hvis man faktisk har sagt noget om retfærdighed og andre almene værdier, så har man ikke gjort det på en plausibel måde.

Hvorfor skulle det være det blodigt uretfærdigt og anledning til frådende raseri at også disse grupper rammes, bare lidt? Det er ikke blevet klart.

Regeringen kommer med argumenter

Dette billede florerede på mange sociale medier i dagene efter, at skatteforliget var en realitet. Og denne gentagelseseffekt er ikke til Johanne Schmidt-Nielsens fordel, argumenterer Christian Kock. (Foto: Kommunikationsforum)

Jo, det skulle da lige være, fordi mange af de mere velstillede grupper ikke rammes tilsvarende – og et retfærdighedsargument skulle jo indebære, at alle grupper skulle yde noget på en balanceret måde, der svarer til deres ressourcer.

Men på den anden side: Begunstigelsen af dem, der nu får hævet topskattegrænsen, har regeringen og de borgerlige jo givet nogle argumenter for – argumenter, der henviser til et alment princip, nemlig at det formodes at få dem til at arbejde mere, og det er bl.a. det, Danmark har brug for.

Det argument kan godt være forkert, og man har ikke fra regeringens side forklaret det forståeligt (hvilket også er svært).

Men det er dog et argument, og det har reciprocitet, dvs. at det ikke bare henviser til hvad ’vores gruppe’ vil ha' eller ikke vil ha', men derimod forsøger at sige til alle danskere, hvad Danmark har brug for.

 

Johanne taler alene ud fra gruppeinteresser

Sådan argumenterer den forbitrede Johanne ikke. Hun taler alene ud fra gruppeinteresser.

Hun bliver en furie, når hendes gruppers interesser rammes, og når regeringen efter hendes mening handler imod dem, eftersom hun mener, at den havde lovet sine vælgergrupper noget andet. Hun prædiker for de frelste.

Og hun fråder mod de frafaldne. Her bekender hun sig til ’løftebruds’-logikken, som er en anden udgave af den ’kontraktpolitik’, Anders Fogh fik indført. Politik er at love noget før valget og holde det efter valget.

 

Segmenternes kamp (uden argumenter)

Og ja, man skal som grundregel holde, hvad man lover, og man skal ikke love noget, som man med ret stor sikkerhed ikke kan holde.

Og ja, den nuværende regering var svært løsagtig før valget med at sige, at den ville gøre alt muligt efter valget, som den burde have indset, at den næppe kunne holde.

Men hvis politik kun er at give løfter og holde dem, så er vi derhenne, hvor al argumentation er suspenderet og ligegyldig. Politik fra vælgernes standpunkt bliver rå interessekamp.

Folk vil bare ha' det, de er forudbestemt til at ville ha', og det kan der ikke ændres på med argumenter. Politik fra politikernes standpunkt bliver så at betjene så mange klient-segmenter, at man vinder eller beholder magten.

 

Prædiken for de frelste

Nok er det slående og spektakulært, når Johanne hidser sig op på sit segments vegne. Nok giver det overskrifter. Nok samler det de allerede overbeviste om hende.

Men det er prædiken for de frelste. Hendes vidt opspærrede øjne var dagen efter slået op i nyhedsudsendelser, på spisesedler, forsider, S-togsnyheder og hjemmesider over det ganske land.

Hver dansker må have set dem mindst fem gange. Og den gentagelse er næppe til Johannes fordel. Man gennemskuer, hvad det er, hun laver.

Hvad hun sagde, og hvordan hun så ud, var menneskeligt motiveret af den øjeblikkelige situation og virker legitimt i den og ud fra den. Man kan koge over af vrede i en konkret situation.

Men at se nogen gøre det i talløse repriser er fremmedgørende.

 

Pis til egen røv 

Med hensyn til at bruge latrinært sprog, som Johanne gjorde, da hun talte om, at regeringen ’pisser’ på folk, er det formentlig – hvis man vil undskylde udtrykket – pis til egen røv.

Dermed mener jeg, at sådan en sprogbrug sikkert kan opildne den i forvejen troende menighed af opbragte. Men det er erfaringsmæssigt ikke en måde at skaffe sympati på hos nogen, der på forhånd er uenige.

Det vil blive klart for stadig flere, at hun alene slås for bestemte gruppers urokkelige interesser. Hvilket netop er, hvad borgerlige politologer traditionelt har anset for selve definitionen på politik.