Jødedom, kristendom og islam udgør én stor fletning
Det er oplagt at se på de tre monoteistiske verdensreligioner under en fælles synsvinkel.

Jødedom, kristendom og islam er alle skriftreligioner, som hver især bygger på et eller flere helligskrifter. Her ses et udsnit af Koranen i sit forgyldte papir. (Foto: Shutterstock)

Forståelsen af sammenhængen mellem de tre religioner forudsætter imidlertid en horisontudvidelse i tid og rum mod andre ikke-religiøse, social-kulturelle forandringer i en tidligere periode og et geografisk perspektiv, der omfatter den græsk-romerske verden, oldtidens Kina og Indien og det nærorientalske område.

Inden vi slår ind på den vej, skal en række problemer ryddes af vejen. Når man rubricerer de tre religioner sammen, skyldes det nemlig vanetænkning, der ser bort fra en lang række vanskeligheder, der er knyttet til sammenstillingen.

Selve kategorien 'monoteistisk' er ikke entydig, når det drejer sig om kristendom og til dels jødedom: I deres formative periode var ingen af dem klart monoteistiske, og man kan spørge, om kristendommen i sin pointering af kristusfiguren nogensinde har været det.

Man må også konstatere, at der er en spænding mellem den doktrinære besværgelse af tanken om den ene gud og den faktiske religionsudøvelse. Alle har de på forskellig vis fra et tidligt tidspunkt gjort brug af formidlerfigurer som for eksempel helgener, der i både før-reformatorisk kristendom spillede og i katolsk og ortodoks kristendom spiller en betydningsfuld rolle i gudsdyrkelsen.

Kategorien verdensreligion er ligeledes problematisk i forhold til jødedom, der som religion overvejende er etnisk-religiøst funderet. Vel kan man konvertere til jødedom, men mission er ikke et fremtrædende træk. Og der er andre problemer: Taler vi rent faktisk om tre forskellige religioner? Og hvis vi gør – fra hvornår?

At adskille religioner

Den tidlige kristendom var historisk set en uadskillelig del af jødedommen. Sådan fortsatte den i en lang periode. Nogle vil hævde, at udskillelsen af kristendom fra jødedom endnu ikke har fundet definitivt sted, for det er fortsat en grundtanke, at kristendom repræsenterer den sande jødedom.

Mange vil også problematisere, at man overhovedet taler om hver af de tre religioner under et. Bør man ikke snarere tale om de utallige jødedomme, kristendomme og de mange former for islam, sådan som det er blevet almindeligt i den anglo-amerikanske verden?

Der er desuden en gammel tradition, som identificerer jødedom med Den Jødiske Bibel eller Det Gamle Testamente i kristen sammenhæng, mens kristendom omvendt forstås som udvidet jødedom, det vil sige Det Gamle Testamente tilføjet Det Nye Testamente; men i så fald står man med et uhåndterbart tidsspand på mere end 1.000 år mellem tilblivelsen af de tre religioner.

Endelig kan man spørge, om ikke den traditionelle formulering af problemstillingen lægger op til en misforstået naturalisering af de tre religioner, nemlig at de altid har været der og fortsat vil eksistere som markante verdensreligioner.

Kritikpunkterne, først det sidste

Jødedom, kristendom og islam er fortsat unge religioner sammenlignet med en række oldtidsreligioner, der som for eksempel egyptisk religion eksisterede i mere end 3.000 år. Men egyptisk religion findes ikke længere, og det bør give stof til eftertanke.

Religioner kan opstå, og de kan forgå. Der er intet naturligt ved religioner. De er som andre kulturelle fænomener underlagt risikoen for glemsel og tilintetgørelse og må derfor løbende værne sig mod udslettelse.

Det peger på en anden vigtig kulturevolutionær pointe: Hvorfor opstår bestemte religioner på bestemte tidspunkter og på bestemte steder?

Om forholdet mellem jødedom og kristendom

Der er tæt sammenhæng mellem Den Jødiske Bibel / Det Gamle Testamente og jødedom. Men jødedom i dag har ikke en mere naturlig forbindelse til Den Jødiske Bibel end kristendom.

Det gælder for dem begge, at de som religioner blev til fra slutningen af anden tempelperiode (det vil sige frem mod år 70 e.v.t., hvor templet i Jerusalem faldt til romerne) og de følgende århundreder. De er derfor spejlinger af hinanden.

50 idéer, der ændrede verden

Denne artikel stammer fra bogen '50 ideer, der ændrede verden’. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag. Køb bogen her.

Kritikpunktet med de mange former, som de tre religioner gennem historien har antaget og fortsat antager, kan afvises.

Man kan godt tale om dem i ental, hvis man forstår at skelne mellem fænomen og begreb. Som fænomen er hver af de tre religioner både historisk og aktuelt mangfoldige, men som begreb kan de afgrænses, fordi mangfoldigheden har sine grænser.

Om tidlig kristendom som selvstændig religion

Den tidlige kristendom var en lige så uløselig del af jødedommen som en række andre jødiske bevægelser. Kun langsomt, det tog adskillige hundreder af år, blev Kristusbevægelsen til en uafhængig religion: kristendom. Først i det femte århundrede kan man tale om kristendom som en i forhold til jødedom helt igennem selvstændig religion.

Fra det tidspunkt skiltes vejene definitivt mellem de to.

Men hvad så med de to første spørgsmål? Det var ikke mindst relationen mellem Kristusbevægelsen og andre former for jødedom igennem de første tre århundreder, som førte til, at den første blev til en verdensreligion, mens den anden forblev en jødedom, der især var centreret om et sammenfald mellem etnicitet og religiøsitet.

Kristusbevægelsen drog nytte af en række tanker, som allerede fandtes i jødedom, og man kastede sig ud i en omfattende missionsaktivitet. I den følgende rivalisering med den verdensmissionerende Kristusbevægelse valgte man i andre former for jødedom, som gennem en lang historisk proces blev til det, vi i dag kender som jødedom, at orientere sig indadtil mod folk og religion.

Om monoteismen gælder, at man må skelne mellem et doktrinært, elitært og et mere folkeligt niveau. Den spænding præger alle de tre religioners historie.

Filosofien indtager religionen

Omkring midten af det første årtusinde f.v.t. indtraf uden indbyrdes direkte årsagssammenhæng en væsentlig forskydning i en række religioner. Det var ikke sådan, at filosofiens fremkomst i det antikke Grækenland var påvirket af udviklingen i Kina – eller omvendt.

Der er snarere tale om en parallel udvikling betinget af sammenlignelige social-kulturelle forhold. Vi kan se det i antikkens Grækenland med fremkomsten af filosofi.

I oldtidens Indien først i overgangen fra vedisk (de ældste bøns- og ritualtekster) til upanishade-litteraturen, som var den egentlige forløber for de senere religiøse bevægelser som buddhisme, hinduisme og jainisme.

I Kina med embedsmanden og filosoffen Konfutse (551-479 f.v.t.) og senere filosoffen og vismanden Mencius (cirka 370-290 f.v.t.) og i det nærorientalske område mest markant i israelitisk religiøsitet. Arkaisk religiøsitet byggede på, at den guddommelige verden fortsat sendte sine velsignelser til denne verden i form af høj alderdom, mange børn, fed olie og god vin, fred og ro og så videre.

Vores tid på jorden

Rationalet i en klassisk tempelkult var at sikre forholdet mellem guddom og mennesker, så menneskene modtog velsignelser og kunne forlænge deres liv. Der var ikke forestillinger om udødelighed efter dette liv. 

Man fristede alene en skyggetilværelse i for eksempel Hades. Der var heller ikke tanker om ligedannelse med guddommen. Menneskene var ontologisk adskilt fra gudernes verden. Alt dette skiftede karakter omkring midten af det første årtusinde f.v.t. En række religioner (inklusive de filosofiske) begyndte at orientere sig mod et liv efter døden eller mod et punkt placeret uden for verden.

Tempelbjerget i Jerusalem er et helligt sted for både jøder og muslimer. I jødisk tradition blev Tempelbjerget identificeret med Moria-bjerget, hvor Abraham var på vej til at ofre Isak.For sunnimuslimer er Tempelbjerget islams tredjehelligste sted, hvor Muhammed kom til Jerusalem og siden steg op til himlen.(Foto: Shutterstock)

Samtidig blev livet set som tiden og verden som stedet, hvor man skulle berede sig på det fremtidige liv eller orientere sig mod den guddommelige form for erkendelse.

Askese er den græske betegnelse for dette 'træningsprogram', hvor sjælen eller erkendelsen frigør sig fra kroppen, som er uløseligt bundet til denne verden.

Imitatio er det latinske udtryk for ligedannelsen med guden, som vi finder i et utal af varianter fra platonisme og stoicisme til apokalyptisk jødedom og Kristusbevægelse, fra buddhisme og hinduisme til Konfutses og Mencius’ filosofi.

Kampen mellem religionerne

Den religiøse udvikling forløb i sammenhæng med en række andre social-kulturelle forandringer: øget urbanisering, befolkningsvækst, nye former for teknologisk kunnen, nye og mere effektive typer af skriftlighed, der samtidig udvidede mulighederne for kulturel opbevaring, nye og mere komplekse former for politisk organisering, øget arbejdsdeling, intensivering af samhandel på tværs af store geografiske områder og mere komplekse monetære systemer.

Ændringerne fik på to punkter afgørende betydning for tænkningen. For det første førte forandringerne til øget bevidsthed om eksistensen af andre kulturer og religioner, som på væsentlige punkter modsagde ens egen.

Forfægtede man sin egen kultur eller religion, var man tvunget til at gøre det i en afvisning af konkurrerende kulturer. For det andet udviklede man evnen til anden-ordens-tænkning, det vil sige en evne til at reflektere over egen tænkning.

Det betød samtidig tilblivelsen af meta-teoretisk sprog. Det er i den sammenhæng, man skal se fremkomsten af de fem verdensreligioners fordring på at rumme den universelle sandhed. Andre sandheder bliver i sagens natur ufuldstændige eller fejlagtige.

Og heri ligner disse religioner de filosofiske bevægelser, der som for eksempel platonisme og stoicisme heller ikke kunne leve med eksistensen af andre rivaliserende krav på sandheden, men rummede en universalistisk sandhedsfordring.

'Platonisme for folket'

Den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900) betegnede i fortalen til »Hinsides godt og ondt« fra 1886 kristendom som 'platonisme for folket'. Denne tanke bør udvides til at omfatte også de to andre religioner.

Eller også skal man tage filosoffen Karl Jaspers’ (1883-1969) forkætrede begreb fra 1946 om en aksetid som et helt afgørende civilisationshistorisk vendepunkt alvorligt, idet man supplerer det med kognitionsvidenskabelige indsigter.

Skønt aksetidsbegrebet i nogen grad var forudskikket hos den klassiske filolog, historiefilosof og politiker Peter Ernst von Lasaulx (1805-1861) tilbage i 1850’erne og hos en af den moderne sociologis fædre, Max Weber (1864-1920), og hans bror, Alfred Weber (1868-1958), var det Jaspers, som dannede det.

Hos ham betegnede det perioden fra 800 til 200 f.v.t., hvor der indtraf en parallel udvikling i Kina, Indien, den græsk-romerske verden og den nære orient (ikke mindst Israel).

Samtidig kan man her, mente Jaspers, finde forudsætningerne for den moderne vesterlandske verden, fordi aksetiden betegner tilblivelsen af et begreb om transcendens, som driver en spaltning ind mellem denne verden og en anden.

'Den hellige visdom', Hagia Sophia i Istanbul, blev bygget som kirke i 537, indviet til moské i 1453 og har siden 1935 været museum. Arkitektonisk og historisk er den en syntese mellem øst og vest, mellem kristendommen og islam. (Foto: Shutterstock)

Derved sættes menneskene i stand til at kritisere verden fra et punkt placeret uden for verden. Man kan også i de aksiale kulturer tale om en bevægelse fra en mytisk til en tidlig form for teoretisk erkendelse.

Pointen er, at der var tale om en almen kultur- og socialhistorisk udvikling i nogle bestemte kulturer i antikken fra det femte århundrede f.v.t. og frem.

Det kan ikke reduceres til et religionshistorisk spørgsmål. Omvendt fandt denne form for aksialitet eller teoretisk kultur markant udtryk i netop religionshistorien. 

Livet hinsides dette

Det ser vi i jødedom, kristendom og islam. De tre religioner har fælles ophav i Den Jødiske Bibel, som de på forskellig vis i tilslutning og polemik er videreudviklinger af, mest markant for jødedoms og kristendoms vedkommende. En del af islams oprindelse fortaber sig i det uvisse, fordi islam ud over at være præget af navnlig jødedom var påvirket af en tribal religiøsitet på den arabiske halvø.

Fælles for de tre religioner er orienteringen mod den anden verden. Alle er de i udgangspunktet besat af tanken om, at verden har lidt skibbrud, og at forudsætningen for at opnå en ægte form for liv skal søges i en anden verden hinsides denne.

Derfor deler de også forståelsen af, at verden på et tidspunkt skal forgå. I deres formative periode blev livet i alle disse religioner i høj grad forstået som rettet mod ligedannelse med guddommen, men gennem en historisk udvikling skilte de sig ud i forhold til hinanden.

Tidlig kristendom gik langt i sin verdensforsagende platonisme og orientering mod den himmelske verden. Det førte på senere tidspunkter i kristendommens historie til modsatrettede bevægelser, der forsøgte at trække kristendom i en mere verdens- og skabelsesbejaende retning.

Omvendt blev rabbinsk jødedom netop i rivaliseringen med kristendom mere 'præaksial', end man kunne have forestillet sig.

Kristendoms vandring ad universalismens og platonismens vej trak på den måde jødedom i modsat retning, hvor aksialitet mødtes med arkaisk etnisk religion centreret omkring efterligning af guddommen, men nu som opfyldelse af Toraen eller loven, hvorved Israel holder Guds bud.

Sex, nydelse og døden

Tilsvarende reagerede islam senere fra slutningen af det niende århundrede på aksialiteten i formativ islam og jødedom. Også i islam skal de retfærdige opnå et himmelsk liv hos Allah i Paradis, men i modsætning til forståelsen i kristendom, jødedom og formativ islam skal de her både spise og nyde den seksuelle forening med de 72 jomfruer.

Det var utænkeligt i tidlige former for aksial religion, hvor himmel og jord blev forstået som skarpe modsætninger. Derfor er der ingen sex i Paradis, for sex hører den verden til, hvor seksualitet fører til afkom, og afkom forlænger menneskenes liv.

I islam introduceres enkelte af jordelivets glæder på denne måde i himlen som reaktion på kristen- og jødedoms aksialitet.

De tre religioner kan ikke tænkes løsrevet hinanden, men her er de sat ind i en større tidslig og geografisk ramme, som viser, at en forståelse af jødedom, kristendom og islam ikke alene forudsætter vejen om ad oldtidens Israel, men også antikkens Grækenland, Indien, Kina og det nærorientalske område.

Kun på den måde forstår man, hvad der er på færde.