Et billede af en af de rekonstruerede knive, Henriette Lyngstrøm har smedet. Det er en halvmåneformet 'ragekniv' af stærkt forforholdigt jern (fosfor kendetegner den vestjyske myremalm). Foto: Henriette Lyngstrøm.

Vi skruer tiden tilbage til en dansk sommerdag, i jernalderen, 200 år e. Kr. fødsel. Lille Harja er fire år gammel. Han er stadig et legebarn, der boltrer sig sammen med de andre børn foran landsbyens stråtækte træhuse. Men han er ikke bleg for at hjælpe sin mor med at lave mad eller tage med sin far på jagt. Faktisk er han er beredt til næsten hvad som helst, for i bæltet hænger der en kniv af jern - et værktøj, som hans forældre gav ham, da han fyldte tre, og som vil være hans tro følgesvend hele livet.

I Jernalderen havde alle, uanset status, en kniv. De fik den af deres forældre fra barnsben af og de bar den med sig i graven. Knivene kan derfor kaste lys over jernaldersamfundet fra den øverste top til den dybeste bund.

Det gælder bare om at få knivene åbnet op, så historierne kan komme ud - og det er lige netop det, som lektor mag. art og ph.d. i arkæologi Henriette Lyngstrøm fra Københavns Universitet er i fuld gang med at gøre i sit forskningsprojekt.

»Den typiske måde at kortlægge jernalderen på er ved at studere de smukke genstande, som datidens rigmænd fik med sig i graven. Men problemet er, at disse genstande kun fortæller noget om rigmændene. Ved at studere knivene, får jeg kastet lys over både høj og lav, gamle såvel som unge, kvinder såvel som mænd - ja selv helt små børn. Jeg får altså et meget bedre billede af, hvordan man levede dengang,« siger Henriette Lyngstrøm.

De fleste af de knive, der findes i vikingetidens grave er placeret ved den dødes venstre hofte. Her en grav fra Ketting på Als. Scanning: Henriette Lyngstrøm

Ud i mosen efter jern
Jernalderen startede 500 år f. Kristi fødsel, hvor man i Danmark begyndte at bruge jern i stedet for bronce. Jernet skulle udvindes af myremalm bestemte steder i landet og det betød, at bysamfundene begyndte at kommunikere mere med hinanden på tværs af landsdele. Den kommunikation udviklede i den grad de små lokalsamfund, og derfor er Henriette Lyngstrøm nysgerrig efter at vide, hvor knivenes jern kom fra. Hun har derfor rejst landet tyndt for at finde ud af, hvad der karakteriserer myremalmen i de forskellige dele af landet.

»Vi går ud i moseområder og finder myremalm, det er tungt og ofte hårdt som sten. Herefter laver vi en ovn ude i naturen. Til sidst fylder vi den indsamlede myremalm i ovnene og varmer op. Opvarmningen reducerer myremalmen, så, det eneste, der bliver tilbage, er det slagger og jern, som knivene blev lavet af - og det studerer vi under et mikroskop,« siger Henriette Lyngstrøm.

Små lommer af personlighed
Mikroskopet afslører små lommer, også kaldet indeslutninger af småsten, grus og forskelligt organisk materiale, og disse indeslutninger giver myremalmen er særpræg, som er karakteristisk for hele lokalområdet. I Vestjylland er myremalmen eksempelvis fyldt med fosfor, mens myremalmen i Sønderjylland indeholder store mængder mangan, hvilket gør den meget mørk.

Med nutidens metalknive, er det umuligt at gennemskue, hvor metallet kommer fra, for kniven er blevet skabt af smeltet metal, som er op mod flere tusinde grader varm. Smeltningen ødelægger metallets 'personlighed', fordi den blander metal med forskellig oprindelse. Men i jernalderen var man slet ikke i stand til at lave så voldsom en opvarmning. For at smelte skal jernet havde en temperatur på 1536 grader, men med datidens teknikker opnåede man ikke en så høj temperatur. Den myremalm, som man finder i datidens knive, har altså aldrig været smeltet. Den eneste måde, som smedene kunne lave knivene på, var at smede små jernstykker sammen, lag på lag.

Her ses et snit gennem en kniv, som stammer fra en grav på Nordre Grødbygård på Bornholm. Kniven er smedet af et lag kulstofjern (i midten) og to lag rent jern (i siderne). Kniven er typiske for dansk vikingetid (800-1000 e.Kr.). Scanning: Henriette Lyngstrøm.

Knivene skæres opHver lag kan derfor fortælle en historie, og den historie kan Henriette Lyngstrøm krænge ud ved at skære de gamle jernalderknivene op. Inde i knivene kan hun se de lag, som kniven består af, og ved at sammenligne jernet i de enkelte lag med den myremalm, som findes i naturen i dag, kan hun sige, hvor knivene kommer fra. Hver eneste kniv kan derfor fortælle en meget personlig historie.

»Denne kniv (se scanning) stammer fra en grav på Nordre Grødbygård på Bornholm, hvor den blev fundet som eneste genstand. Den er et godt eksempel på, at man kan komme nærmere det enkelte menneske ved at analysere kniven. Umiddelbart ville man karakterisere graven som 'fattig' - men analysen viste, at kulstofjernet kom fra svensk myremalm og det bløde jern fra Vestjylland. Desuden kunne jeg se, at svejsesømmene mellem de enkelte lag var dybt professionelle. De stod helt klare under mikroskopet uden den mindste slaggeindeslutning. Jeg kan se, at kniven var smedet af en meget dygtig smed. Det var en smed, der også havde haft mulighed for at vælge de optimale materialer til en optimal teknologi. Det var en kniv, der måske ikke så ud af meget - men var et prima redskab. Den var også godt slidt - men stadig fuldt funktionsdygtig,« fortæller Henriette Lyngstrøm til videnskab.dk.

Hver kniv en lille brikFor Henriette Lyngstrøm er denne jernalderkniv lige som alle de andre hun finder en lille puslespilsbrik i jernalderens 2000 år lange historie - hver kniv gør hende en lille smule klogere, men aldrig klog nok.

»Jeg bliver aldrig færdig. Dette er mit liv. Knivene er så vigtige at undersøge, for de gør jernaldersamfundets usynlige borgere synlige. Jeg får fat i en del af samfundet, som man normalt ikke får fat på. Mennesker, der udgjorde bunden af datidens samfundspyramide, og det var dem, der var motoren i datidens samfund,« siger Henriette Lyngstrø, til videnskab.dk.