Jelling, sommeren 1861: Frederik 7. søger efter den gamle konge

I juni måned 1860 overværede Frederik 7. en stor militærmanøvre på Ljungbyhed i Skåne hos sin ven og kollega, den svenske kong Carl 15.

Det var en svær tid for Danmark. Frederik var i 1848 kommet på tronen som enevældig monark, men allerede året efter kunne han efter komplicerede forhandlinger 5. juni på Christiansborg underskrive Grundloven.

Som konstitutionel konge var han nu sluppet for et omfattende administrativt arbejde og kunne derfor i stor udstrækning fortsætte arbejdet med sin store interesse, arkæologien.

Manøvren i Skåne skal ses i lyset af den politiske situation, hvor skandinavismen var i fremgang.

Skulle afklare højenes indhold

Efter treårskrigens afslutning i 1850 forestillede mange sig, at de nordiske lande i fællesskab kunne forsvare Slesvig som dansk område i en kommende krig.

Den højaktuelle politiske situation er utvivlsomt blevet diskuteret af de to konger, men de har vel også fået tid til deres fælles interesse for oldtiden.

I 1830’erne havde nogle naturvidenskabsfolk påstået, at de berømte høje i Gamle Uppsala nord for Stockholm ikke var opført for ældgamle svenske konger, men at de var naturlige formationer.

For at få afklaret sagen iværksatte kronprins Carl i 1846 en udgravning af østhøjen - udgravningen blev ledet af den svenske rigsantikvar Bror Emil Hildebrand.

Carl og Frederik har drøftet projektet

Udgravningen gennemførtes via en tunnel ind mod centrum. For at undgå sammenstyrtning blev vægge og loft beklædt med træplanker, præcis som en minegang.

20 meter inde nåede man til en stenrøse, i hvis midte fandtes et lerkar med rester af et ligbål. De brændte oldsager omfattede blandt andet fornemt udførte guldsmedarbejder fra vendeltid (yngre germansk jernalder).

Mon Frederik og Carl har drøftet muligheden for et tilsvarende dansk tunnelprojekt i Jelling med de to store kongehøje?

I hvert fald er det den metode, som Frederik 7. ét år senere anviste skulle bruges.

Tegneren Fritz von Dardel – med fransk som modersmål – har vist de kongelig venner i gemytlig samtale med underskriften entante cordiale, som ofte benyttes i betydningen venskabelig forståelse, med et underforstået: mellem nationer.

Kongens fortrolige udnævnt som daglig leder

Året efter kongemødet besluttede Frederik 7. sig til, at tiden var kommet til et arkæologisk projekt i Jelling.

Formålet var at finde Gorm den Gamles grav, som man mente skulle befinde sig i sydhøjen.

I nordhøjen, i folkemunde benævnt ’Dronning Thyras høj’, havde man i 1820-21 fundet en kammergrav med fornemt indhold. Noget tilsvarende burde kunne findes i ’Kong Gorms høj’.

Kongen kunne naturligvis ikke dagligt stå for ledelsen. Dertil udnævnte han J.J.A. Worsaae, som i 1847 var blevet udnævnt til inspektør over de antikvariske mindesmærker i Danmark.

Han stod i et godt forhold til kongen, som i 1841 efter sin far var blevet præsident for Det kgl. nordiske Oldskriftselskab.

Samme år havde kongen budt den blot 23-årige Worsaae velkommen i selskabet, og siden udspandt der sig et nært samarbejde mellem den ivrige kongelige amatørudgraver og den 10 år yngre velbegavede og fremsynede forsker.

Gravearbejdet blev indledt

I foråret 1861 besluttede kongen sig for, at han sammen med hustruen grevinde Danner og et stort følge ville begive sig på en større rundrejse i Jylland og på Fyn.

Samtidig kunne undersøgelsen i Jelling skride frem, så kongen kunne tilkaldes, når det forventede kongelige gravkammer dukkede frem i den mægtige højs indre.

Kongen med følge drog af sted den 8. juni, men først under et ophold i Silkeborg underskrev han 23. juni det såkaldte reskript til kulturministeren, hvor han orienterede om projektet.

Worsaae skulle lede undersøgelsen assisteret af en knoglekyndig anatom, en tegner og en antikvar. Samme dag beordredes krigsministeren at stille det fornødne mandskab fra ’vort ingeniørkorps’ til rådighed i Jelling.

Kongen kunne nu fortsætte sin rejse, mens Worsaae med det nyudnævnte hold kunne indlede gravearbejdet 1. juli 1861.

Arbejdet skred ikke frem som ventet

Som i Uppsala foregik undersøgelsen ved, at holdet af soldater, der var tilkaldt fra Fredericia, lavede en regulær minegang fra højens sydøstre side ind mod midten.

Når de var nået frem til det formodede gravkammer, skulle kongen tilkaldes, så han selv kunne lede det afsluttende arbejde.

Men kammeret dukkede ikke op.

Næsten dagligt orienterede Worsaae via telegrammer kongen om arbejdet, og samtidig skrev han lange og detaljerede breve til sin unge hustru Jacobine Severine Grevenkop-Castenschiold, som han havde giftet sig med i 1857.

Kammeret var stadig ikke fundet

Telegrammerne og brevene udgør parallelle kilderækker – blandt flere andre, som hidtil ikke har været benyttet – om det spektakulære projekt.

Den 16. juli nåede kongen frem til Jelling med et stort følge. Kammeret var ikke fundet, men foran mineindgangen var opstillet en i nordisk stil dekoreret portal.

Et højstemt digt af Worsaae skrevet med runer prydede de to vanger: »Hav tak, o konning, fra højens muld / du skænker os minders og kundskabs guld«.

Efter et par dages ophold drog kongen videre, og arbejdet i sydhøjen fortsatte. Den 9. august dukkede kongen op igen, men kammeret var stadig ikke fundet.

Kongen overværede, placeret i en magelig stol, nogle sonderende boringer ned i højfylden.

Besøget blev kort, men inden afrejsen beordrede han efter Worsaaes anbefaling, at arbejdet skulle udvides med en genåbning af gravkammeret i nordhøjen.

Den gamle grav blev restaureret

Igen indledtes arbejdet med en minegang, men da man nåede frem til kammeret, var det helt sammensunket, og Worsaae besluttede at frilægge resterne gennem en storstilet udgravning foretaget fra højens top.

Det stærkt ødelagte centralanlæg blev genskabt ved at de fragmenterede væg- og loftsbjælker blev naglet fast til et helt nybygget kammer, som nu kunne nås via den gravede minegang.

På kongens fødselsdag 6. oktober sender Worsaae et afsluttende telegram:

»Jellinge Commissionen glæder sig ved på denne højtidsdag at kunne slutte det den allernådigst betroede hverv idet den med allernådigst lykønskning melder: Gravkamret i Thyras Høj står genrejst, helt dækket og bevaret i sin oprindelige skikkelse som et vidne for fremtiden om Deres Majestæts agtelse for og kærlighed til fortidens ærværdige minder«.

Men restaureringen holdt ikke. I 1885 var det nye kammer igen sunket sammen og minegangen lukket.

Interessen for projektet blegnede

De kostbare udgravninger havde ikke givet det ønskede resultat. Kong Gorms grav var jo ikke dukket op, og interessen for projektet blegnede.

Nogen egentlig udgravningsrapport blev ikke skrevet, så det har været svært i detaljer at få indblik i det komplicerede udgravningsforløb.

Den planlagte videnskabelige publikation, som Worsaae skulle have udarbejdet, blev overdraget til projektets dygtige tegner Jacob Kornerup.

Den udkom i 1875 med en kort tekst suppleret med 23 flotte plancher.

Projektet har ikke været let

Det tre måneder lange udgravningsprojekt har naturligvis spillet en stor rolle for det udvalgte forskerhold, som langt fra hovedstaden skulle tage ophold i en afsides jysk by.

Let har det ikke altid været. Gennem især Worsaaes mange og fyldige breve til hustruen bliver vi bekendt med hans ledelsesstil.

Med sine dybt personlige kommentarer, som ofte på kontant måde karakteriserer medarbejdere og besøgende, bliver det daglige arbejde på en arkæologisk udgravning gjort nærværende, som det vel aldrig før eller siden er sket.

Arbejdets strategi undergår flere gange dramatiske ændringer.

Forventninger og skuffelser skifter hurtigt. De korte telegrammer til kongen giver et helt andet, og oftest positivt, indtryk af udgravningernes forløb. Det var jo også kongen, der betalte – i hvert fald i første omgang.

Tegnerens daglige reflektioner

Som et centralt medlem af projektet var udpeget tegneren Jacob Kornerup (1825-1913).

Han havde god tid til at udfolde sine evner, så han ud over det vigtige dokumentationsarbejde også kunne tegne en serie små situationsrapporter, hvor han med lune karakteriserede de implicerede under det daglige arbejde.

Tegningerne blev givet til Worsaaes hustru; i 1930’erne blev de overdraget Nationalmuseet.

Især tegningen fra 9. august 1861 med kongen, der inspicerer boringerne i sydhøjen, er meget kendt.

En lænestol var blevet bragt op på højens top, så kongen i ro og mag med sin elskede pibe kunne overvære arbejdet.

Historien der ændrede sig

Vejret var blæsende, det ses tydeligt på de tre fint klædte herrer til venstre i billedet, hvor Worsaae orienterer kongen, mens minørmester Møller vejleder de to soldater ved boret.

Bag kongen har rejsefølget lejret sig i græsset: kaptajn Møller, livlæge Lund og adjudant Malling. Kongens historiograf Wegener er vist stående.

Kornerup lavede en kopiversion af tegningen, som i dag kan ses på Jægerspris Slot.

Her har Kornerup mærkværdigvis udskiftet Wegener med kongens tjener, jæger Hering, vist i sin uniformsjakke med hirschfængeren (lang jagtkniv) ved bæltet.

Kniven er en reminiscens fra den tid, da jægeren gik med på jagt.

'I må finde mig den gamle konge'

En særlig begivenhed har Jacob Kornerup ment skulle med i den lille tegningssamling: Kongen udnævner foran portalen til sydhøjen minørmester Møller til Dannebrogsmand.

Sølvkorset er lige blevet anbragt, og Møller gør honnør. Kongen udtaler de fyndige ord: »I må finde mig den gamle konge«.

Det blev som bekendt ikke tilfældet i 1861. Konklusionen på de tre måneders arbejde blev, at Gorm og Thyra begge var begravet i nordhøjen. Den sag diskuteres stadig.

Frederik 7. i festligt lag med den svenske kong Carl 15. Negertjeneren John Panzio Toxon var i en årrække ansat hos Carl med titel af 'ekstra kammertjener' med den ofte brugte tilføjelse 'piberenser'. (Privateje, efter affotografering på Nordiska museet i Stockholm)

Kornerup stod for udformningen af indgangsportalen, som blev sat op foran minegangen i sydhøjen i anledning af kongens besøg 16.-19. juli 1861. Runeteksten var forfattet af Worsaae. Portalen blev senere flyttet til nordhøjen. (Frederiksborgmuseet)

1 / 2